a smile can hide everything.

Når jeg smiler

- er det oftest en facade.

Jeg er nødt til at smile, nødt til at tage min egen kamp.

De forstår det ikke, uanset hvad de siger.

De siger det blot et tanker, og tanker kan ændres.

Men hvis jeg ændrer dem, så lyver jeg jo overfor mig selv?

Det er mine tanker, mine lege, mine regler, mine holdninger, mine følelser.

Det er spil, som jeg har aldrig rigtigt har forstået.

tired.

Jeg er så træt. 

Jeg er så træt, så træt - så træt.

Men noget fortæller mig at det er forkert.

At jeg ikke må være træt.

At jeg ikke må slappe af.

At jeg ikke må sove.

At jeg ikke må lægge på sofaen.

Hvorfor må JEG ikke det?

Alle andre må, men jeg må ikke.

Hvor kommer det fra?

Hvor kommer den dårlige samvittighed fra? 

Hvordan slipper jeg af med den?

Skal jeg lytte til den?

Skal jeg ignorere den?

Jeg er så træt, så træt - så træt. 

I should.

Der er altid så meget man burde. 

Jeg burde.

Du burde.

Vi burde.

Alle burde

- Jeg burde give penge til de fattige.

- Jeg burde spise sundt og fedtfattigt.

- Jeg burde stå tidligt op.

- Jeg burde dyrke motion hver dag.

- Jeg burde arbejde mere.

- Jeg burde være sammen med min familie.

- Jeg burde være sammen med venner og veninder.

- Jeg burde spare mere.

- Jeg burde gøre mere rent.

- Jeg burde blive mere 'grøn'.

- Jeg burde så mange ting.

Jeg kunne blive ved fra nu af og så til i morgen.

Men hvem bestemmer hvad man 'burde'?

Hvem sætter reglerne og normerne?

Alt er vel relativt?

Jeg er virkelig godt og grundigt træt af alle de ting jeg burde.

Jeg burde ikke en skid, gør jeg!

eller hvad??

My saving angel.

Nogle gange ville jeg ønske at der kunne komme en lille engel og redde mig.

Redde mig fra mig selv. 

En skræmmende tanke at man vil reddes fra sig selv?

Det burde ikke være sådan.

Man skulle jo kunne fungere inden i sin egen krop.

Inden i sit eget hoved?

Hvad er det der sker?

Hvornår kan jeg ændre min situation?

Jeg savner at være glad, positiv og at smile!

At elske, opleve og udforske!

Live your life.

Simpelthen.

Hvorfor skal det være så svært?

Hvad kræver det?

Hvad skal man give afkast på?

Hvad skal man lytte til?

Hvad er rigtigt?

Hvad er forkert?

Hvordan gør man?

Hvem bestemmer?

Jeg kan ikke finde ud af det. 

it should'nt be this way.

Jeg sidder fast.

Jeg er frustreret og sur indvendig. 

Hvorfor kan jeg ikke rykke mig?

Hvad er det der har så meget fat i mig?

Hvorfor skal det være en evig kamp. 

Det er min kamp

Det er min sejr

Det er min beslutning

Det er mit valg.

Loosing interest.

Hvor skal jeg gå hen?

Jeg sidder lidt og dvæler min tanker.

Jeg føler at jeg bude 'gøre noget'.

Istedet for at blive ved tanken om at 'gøre noget'.

Jeg trækket det hele tiden ud.

Men hvad?

Jeg føler mig så låst i det her.

Jeg kan ikke mærke hvad det er jeg gerne vil. 

Jeg er så fortvivlet og føler at det hele bare er håbløst.

Prøver at redde mig fra mig selv. 

flaws.

Alle har fejl.

Hvorfor stiler jeg efter det perfekte?

Det geniale?

Det fantastiske?

Det uopnåelige? 

Det falske?

Og hvornår rammer jeg muren og erkender at jeg også et fyldt med fejl og mangler?

For det er jeg - Masser!

Og jeg kan ikke leve med dem og jeg kan ikke leve uden dem.

Jeg vil bare være mig.

Men hvem er mig? 

Hvem er 'mig' uden alle disse tanker?

Det er ikke mig. 

Hvornår accepterer man sig selv 110%?