What's normal?

Hvad er det egentligt jeg forbinder med normalt? 

Ingen er jo ens?

Men alligevel, virker alle andre nærmest som det 'normale'.

Og jeg? ja jeg er u-normal.

Og hvorfor?

Fordi jeg ikke kan finde ud af hvad der er normalt for mig?

Fordi det jeg troede var normalt, pludseligt er så forkert. 

Fordi jeg ikke ved hvem jeg er, uden det her mareridt indeni. 

Fordi jeg ganske enkelt er ude på en dyb sø, hvor jeg ikke kan bunde 

- og det er ikke rart. 

At finde tilbage tilbage til det 'gamle jeg' - det kan jeg ikke.

At finde ud af mit 'fremtidige jeg' - det kan jeg ikke.

At finde ud af mit 'nutidige jeg' - det kan jeg slet, slet ikke.

At lære at lytte til sig, det er gudfandme svært. 

Og er det så mig, eller er det mit fantastiske 'medmareridt'?

JEG VIL BARE VÆRE MIG OG VÆRE GLAD FOR AT JEG ER MIG. 

Broken hearted girl.

Mit hjertet er endnu ikke helet.

Mange sår er stadig åbne.

Jeg er stadig så sårbar.

Alle ting rammer hårdt.

Rammer dybt.

Stadig fyldt med en masse usikkerhed

og

Sorg.

Og det gør det ikke bedre med de ting. jeg er nødt til at indse.

Ellers vil jeg altid være den pige der stod tilbage.

i dont wanna be.

-Me.

Tårerne vil frem.

Håbløsheden mærkes. 

Angsten presser sig på. 

Tankerne kommer igen.

Trangen til at forsvinde, forstærkes. 

Håbet om at kunne give slip, bliver mindre. 

Følelsen af at det bliver bedre, smuldrer kraftigt. 

Jeg har ikke lyst til at være mig. 

Jeg er flov over mig.

Jeg skammer mig over mig selv. 

Jeg føler mig forkert. 

Jeg får ondt i maven igen. 

Wreck this journal.

.

Nu er jeg hoppet med på bølgen;

''Wreck this jounal''

Om jeg kan få mine destruktive tanker ned i en bog - det må jo vise sig.

Om jeg kan være lige kreativ - det må jo vise sig.

Jeg glæder mig i hvert fald til at komme igang.

Vil smide billeder ind løbende tror jeg

Happy.

Jeg vil også bare være glad.

Jeg gider ikke altid skal føle mig som et stort kaos.

Jeg vil også bare smile.

Jeg gider ikke altid skal føle mig forkert.

Jeg vil også bare være mig.

Forkert, rigtig, flot, grim, tynd, tyk, dejlig, klam, genert, udadvendt, glad, ked af det osvosv. 

Jeg vil også have gode dage, men de dårlige vil komme.

Jeg vil også leve, samtidig med at jeg er som jeg er. 

Jeg hader at skulle leve op til alle de ting, som jeg føler at jeg skal. 

Jeg kan ikke finde ro i min krop og heller ikke i mit hoved.

Jeg hviler ikke i mig selv.

Jeg vil også være glad. 

Misunderstood.

Jeg føler mig misforstået.

Jeg føler mig 'overset'.

Jeg føler mig alene.

Jeg føler mig forkert.

Jeg føler mig anderledes.

Jeg føler mig rastløs.

Jeg føler mig fortabt.

Følelsen af at være misforstået og forkert er forfærdetlig. 

At være så alene i det, gør det hele endnu værre.

Rastløsheden kommer. 

Den har fat og den giver frustration. 

Hvis bare man kunne forklare det man mærker og tænker.

HVIS MAN BARE KUNNE.

Men uanset hvordan man prøver, så er det ikke nok.

Hvordan skal jeg leve med de her ting.

Hvordan?

cracked.

Jeg er splittet i mange dele lige nu.

Hvordan skal jeg blive hel?

Jeg ved at vejen er/bliver lang.

Men  at jeg ikke ved hvor lang den bliver - det kan jeg slet ikke magte.

Jeg føler mig som et stort virvar, fyldt med negativitet og positivitet.

Optimisme og pessimisme, glæde og sorg, mod og frygt. 

Der er noget i mig som bliver ved med at skrige: BURDE, BURDE, BURDE!

Det er den jeg ofte lever min dag på.

Jeg har også LYST.

Lyst til en masse ting, men jeg kan ikke altid mærke det.

Og når jeg endelig kan, så må jeg ikke mærke det.

For BURDE bestemmer. 

Og hvorfor BURDE jeg? 

Ellers fortjener jeg ikke.

Ellers sker der noget slemt.

Ellers er jeg ikke god nok.

Ellers er jeg ude af kontrol.

Ellers er jeg ikke bedre end jeg skal.

Ellers er jeg forkert.

Ellers er jeg klam.

Ellers fylder jeg.

Hvornår begyndte disse tanker?

Hvornår begyndte dette uendelig maraton om at være perfekt?

Hvornår begyndte mine tanker kun at følge BURDE?

Hvorfor er det så vigtigt for mig at følge BURDE?