Det med lyst er en sær ting - men fantastisk.
Tiden er en sær ting - men fantastisk.
Kærligheden er fantastisk! Og sær.
Min verden er fantastisk! Og sær.
Jeg har levet i en verden fuld af overflade og kontrol - og besøger stadig det sted ind i mellem.
Det var så smertefuldt og skræmmende at gå ind i mig selv.
Det tager så enormt mange kræfter og enormt lang tid at begynde og gøre det igen.
Det gør ondt, det kilder, det river, det kradser, det er hurtigt, det er langsomt, det er smertefuldt og glædesfuldt.
Jeg har virkelig grint - og virkeligt grædt.
Jeg er stadig pisse bange for den verden indeni - men jeg går derind mere og mere alligevel.
Jeg lærer mig selv bedre og bedre at kende.
Da jeg blev syg - var jeg ung og igang med at danne mit Jeg.
Det Jeg blev anoreksi og depression.
Mine briller blev anoreksi og depression.
Jeg kendte ikke mig selv - så selvfølgelig troede jeg det var mig.
Men det er jo løgn.
LØGN LØGN LØGN!!!!!
Det er en del af mig - som jeg skal leve med.
Måske som i 'resten-af-livet-dele', men som en del af mine historier og mine erfaringer.
Jeg HADER at skulle igennem dette.
Det er en kamp - HVER ENESTE DAG.
Men jeg bliver mere og mere sikker på at det er kampen hver dag.
'Du ser glad ud' - taktaktak! Det hænder også oftere og oftere!
Og tak for det da! Tak Heidi fordi du begyndte at gøre dette muligt.
Tak til de mennesker som bliver hver dag og hjælper mig.
Jeg tager stadig mine dyk - og det har jeg svært ved at acceptere.