should/should not.

Jeg hader virkelig ordet BURDE.

Kæft, det er negativt ladet. 

Hvis man slettede det ord fra vores hjerner, så ville mange ting være lettere!

Kan du høre det?

Jeg burde dyrke motion.

Jeg burde spise sundt.

Jeg burde sove mere.

Jeg burde være mere positiv.

Jeg burde være mere social.

Men så snart man siger;

Jeg kunne dyrke motion.

Jeg kunne spise sundt.

Jeg kunne sove mere.

Jeg kunne være mere positiv.

Jeg kunne være mere social.

Med det samme ændrer den dumme mavefornemmelse sig.

Men hvad burde man, og hvad burde man ikke?

Er der nogen der bestemmer det, eller er det helt individuelt?

Hvem skal hjælpe med at sætte grænser for hvad ét menneske burde gøre? 

Hvornår er det nok?

Ej. 

Love.

Kærlighed til sig selv.

Egentlig meget logisk og samtidig så forbandet svært.

Villighed til at ændre på sine tanker.

Virker logisk og samtidig så forbandet svært. 

Jeg savner virkelig at have den lyst til at værdsætte og elske mig selv.

Men samtidig er det bare så forkert.

Forkert, forfærdentligt, ikke fortjent og dybt godnat. 

Men, det er jo også det jeg er i gang med at lære i min proces.

Jeg vil så gerne ændre mine tanker og mønstre.

Men noget i mig skriger; forkert! forkert! forkert!

Hvorfor kan jeg ikke bare komme videre?

Jeg spilder så meget tid :(!

Mine bedste ungdomsår?

are you ready?

spørgsmålet er; bliver man nogensinde klar?

altså klar, klar?

sådan super, duper, über klar?
MÅSKE SKULLE MAN BARE SPRINGE UD I DET?

Det er så nemt at sige at man er klar, men at føle det- ja, det er fandme arbejdet.

jeg føler mig på ingen måder klar, men alligevel mere klar end nogensinde?

Giver det mening? Nej, men sådan føles det.

følelser/tanker kan ikke tages fra en, nej.

Men følelser og tanker kan ændres med tiden, 

og bearbejdes til de blot er små erindringer, 

minder eller bare forsvindet helt.

Nogle gange kan man ikke finde mening med sin tanker.

Andre gange er det så klart, at man BURDE kunne ændre dem/lære af dem.

Men nej, nej. 

Så let skal det ikke være.

Man skal først igennem et kæmpe hav af alle mulige følelser.

Man skal fandme grave dybt. 

Mit indlæg giver måske ikke sindsyg meget mening, men jeg tror selv jeg forstår det?

wisdom.

Nogle dage, giver virkelig ny viden.

God viden.

Nyttig viden.

Ufattelig viden.

Nogle gange forvirrer det mere end det gavner, 

og så lige pludselig, så kommer forståelsen af det!

Jeg leder altid efter ny viden om hvordan man kommer ud af sit lille sorte hul.

Nogle dage er det så let, og andre dage er det bare så svært.

Den ene dag kan det være en ting og en anden dag er det helt sikkert en anden ting som hjælper. 

Jeg er kommet langt, jeg er faldet meget, jeg har rejst mig op utallige gange.

Jeg vil komme endnu længere, jeg vil falde mange gange mere, og jeg skal rejse mig op igen og igen.

Og  hold kæft det er hårdt - men nødvendigt.

Jeg vil have det godt og jeg vil vide.

MEN HVORDAN!?

let's fly!

En dag så skal jeg også flyve.

Det VIL jeg. 

Jeg gider ikke have det sådan her.

Jeg er også stærk!

Jeg er også God!

Jeg er også dum!

Jeg er også svag. 

Jeg er også Okay!

Jeg kan også godt. 

Jeg vil også.

Jeg må også.

Vi er fandme alle stærke når vi skal, og når vi ikke skal - så må vi fandme også være svage!

Jeg har ramt muren mange gange nu!

Og vil gøre det 10.000000 gange mere - men jeg gør det gladeligt, fordi jeg ved at der vil vente mig noget godt!

Vi fortjener alle det bedste, og der er ingen konkrete svar på hvad det bedste er.

Du er det bedste, jeg er det bedste - vi er det bedste.

Sammen, uden, med, - det hele.

Så er vi det bedste.

Uanset hvad folk fortæller, mener, føler.

Så stol altid på dine egne følelser, men vær tolerant, åben og god mod andres meninger og følelser.

DU ER DET BEDSTE MENNESKE DU KAN VÆRE LIGE NU.

someday i will fly.

En dag vil jeg flyve.

En dag vil jeg være fri.

En dag, på en eller anden måde.

Så bliver det min tur.

Kan simpelthen ikke vente.

Men kan heller ikke flyve på mine forslåede vinger. 

De skal trænes, de skal pudses og plejes.

Så en dag - forhåbentlig hurtigere end jeg ved af.

Det vil blive min tur, jeg skal bare liiiiige.

Eller hvad?

Hvorfor ikke bare springe ud over kanten og prøve?

Av, siger jeg bare.

confused.

Jeg er så forvirret.

Forvirret over mine tanker, forvirret over min situation og forvirret over mit liv. 

Alt virker forkert.

Uanset om det er den ene eller anden vej jeg kigger hen.

Uanset hvad, så - ja, så - Fungerer det ikke for mig.

Jeg ved ikke længere hvad forskellen er på sandhed og løgn. 

Er forvirret på så højt et plan. 

Bullshit!

Ja, der står BULLSHIT.

Hold da helt op, for hold kæft det er noget RØV. 

Jeg burde ikke sidde på mit værelse og være træt.

Jeg burde ikke sidde på mit værelse og være alene.

Jeg burde ikke sidde på mit værelse og være ked af det.

Jeg burde sidde sammen med mine veninder og familie.

Have det sjovt, more mig, le og leve. 

Men jeg kan ikke finde ud af det.

Jeg føler ikke jeg fortjener det.

Bullshit. 

What's normal?

Hvad er det egentligt jeg forbinder med normalt? 

Ingen er jo ens?

Men alligevel, virker alle andre nærmest som det 'normale'.

Og jeg? ja jeg er u-normal.

Og hvorfor?

Fordi jeg ikke kan finde ud af hvad der er normalt for mig?

Fordi det jeg troede var normalt, pludseligt er så forkert. 

Fordi jeg ikke ved hvem jeg er, uden det her mareridt indeni. 

Fordi jeg ganske enkelt er ude på en dyb sø, hvor jeg ikke kan bunde 

- og det er ikke rart. 

At finde tilbage tilbage til det 'gamle jeg' - det kan jeg ikke.

At finde ud af mit 'fremtidige jeg' - det kan jeg ikke.

At finde ud af mit 'nutidige jeg' - det kan jeg slet, slet ikke.

At lære at lytte til sig, det er gudfandme svært. 

Og er det så mig, eller er det mit fantastiske 'medmareridt'?

JEG VIL BARE VÆRE MIG OG VÆRE GLAD FOR AT JEG ER MIG. 

Broken hearted girl.

Mit hjertet er endnu ikke helet.

Mange sår er stadig åbne.

Jeg er stadig så sårbar.

Alle ting rammer hårdt.

Rammer dybt.

Stadig fyldt med en masse usikkerhed

og

Sorg.

Og det gør det ikke bedre med de ting. jeg er nødt til at indse.

Ellers vil jeg altid være den pige der stod tilbage.

i dont wanna be.

-Me.

Tårerne vil frem.

Håbløsheden mærkes. 

Angsten presser sig på. 

Tankerne kommer igen.

Trangen til at forsvinde, forstærkes. 

Håbet om at kunne give slip, bliver mindre. 

Følelsen af at det bliver bedre, smuldrer kraftigt. 

Jeg har ikke lyst til at være mig. 

Jeg er flov over mig.

Jeg skammer mig over mig selv. 

Jeg føler mig forkert. 

Jeg får ondt i maven igen. 

Wreck this journal.

.

Nu er jeg hoppet med på bølgen;

''Wreck this jounal''

Om jeg kan få mine destruktive tanker ned i en bog - det må jo vise sig.

Om jeg kan være lige kreativ - det må jo vise sig.

Jeg glæder mig i hvert fald til at komme igang.

Vil smide billeder ind løbende tror jeg

Happy.

Jeg vil også bare være glad.

Jeg gider ikke altid skal føle mig som et stort kaos.

Jeg vil også bare smile.

Jeg gider ikke altid skal føle mig forkert.

Jeg vil også bare være mig.

Forkert, rigtig, flot, grim, tynd, tyk, dejlig, klam, genert, udadvendt, glad, ked af det osvosv. 

Jeg vil også have gode dage, men de dårlige vil komme.

Jeg vil også leve, samtidig med at jeg er som jeg er. 

Jeg hader at skulle leve op til alle de ting, som jeg føler at jeg skal. 

Jeg kan ikke finde ro i min krop og heller ikke i mit hoved.

Jeg hviler ikke i mig selv.

Jeg vil også være glad. 

Misunderstood.

Jeg føler mig misforstået.

Jeg føler mig 'overset'.

Jeg føler mig alene.

Jeg føler mig forkert.

Jeg føler mig anderledes.

Jeg føler mig rastløs.

Jeg føler mig fortabt.

Følelsen af at være misforstået og forkert er forfærdetlig. 

At være så alene i det, gør det hele endnu værre.

Rastløsheden kommer. 

Den har fat og den giver frustration. 

Hvis bare man kunne forklare det man mærker og tænker.

HVIS MAN BARE KUNNE.

Men uanset hvordan man prøver, så er det ikke nok.

Hvordan skal jeg leve med de her ting.

Hvordan?

cracked.

Jeg er splittet i mange dele lige nu.

Hvordan skal jeg blive hel?

Jeg ved at vejen er/bliver lang.

Men  at jeg ikke ved hvor lang den bliver - det kan jeg slet ikke magte.

Jeg føler mig som et stort virvar, fyldt med negativitet og positivitet.

Optimisme og pessimisme, glæde og sorg, mod og frygt. 

Der er noget i mig som bliver ved med at skrige: BURDE, BURDE, BURDE!

Det er den jeg ofte lever min dag på.

Jeg har også LYST.

Lyst til en masse ting, men jeg kan ikke altid mærke det.

Og når jeg endelig kan, så må jeg ikke mærke det.

For BURDE bestemmer. 

Og hvorfor BURDE jeg? 

Ellers fortjener jeg ikke.

Ellers sker der noget slemt.

Ellers er jeg ikke god nok.

Ellers er jeg ude af kontrol.

Ellers er jeg ikke bedre end jeg skal.

Ellers er jeg forkert.

Ellers er jeg klam.

Ellers fylder jeg.

Hvornår begyndte disse tanker?

Hvornår begyndte dette uendelig maraton om at være perfekt?

Hvornår begyndte mine tanker kun at følge BURDE?

Hvorfor er det så vigtigt for mig at følge BURDE?