almost home.

Sidder i mine tanker.

Lige nu er det okay.

Det er okay.

Det er okay, at sidde lige her i nuet.

Det er okay.

Jeg skal passe på mig. 

På Heidi.

Det er okay.

Sidder her i nuet.

Og det er okay.

Hello readers!

Hej alle sammen.

Nu vil jeg ikke til at plapre løs om alle mulige tanker..

Ét spørgsmål:

Har du en god blog du vil anbefale?

(Helbredelse, livsstil, billeder, sjov, fantasi, glæde, sorg, overskud, charmerende, kreativ??)

just another monday.

Uro, stress.

Angst.

Ro på.

Der er ingen efter dig, Heidi.

Det hele er okay.

Ro på.

Du er tryg.

Du har din dyne, dine måltider og mennesker omkring dig.

Ro på.

Bliver meget påvirket af ting omkring mig i dag.

Både positive og negative. Men alligevel føles, det hele negativt i dag. 

Jeg er halv syg, udmattet og  i nat drømte jeg om anoreksien.

Den fik mig igen.

Og den har haft fat i mig hele dagen. 

Ro på.

NOT TODAY!! Den får mig ikke ned med nakken i dag.

Nej nej nej.

applause.

''Write for a cause, not for applause.''

Nå ja. Det var jo sådan det var, da jeg startede min blog.

Det var min dagbog.

Flere gange har jeg taget mig selv i at vurdere indholdet som noget værd, pga hvor mange der læser med. 

Hvor mange kommentarer jeg fik.

I en længere periode har det været lidt dødt. 

Og det er jo egentlig okay.

For det er jo her jeg skal læsse af.

Her jeg må skrive, præcis som jeg tænker.

Det er for min skyld.

''Åh far. Så lad dog flasken stå.

Ellers vil du se mig gå.

Alt for mange gange,

er du blevet alkohols fange.

Jeg har set dig lide,

mere end nogen nogensinde vil vide.

Jeg elsker dig af hjertet helt,

men nu føler mit indre barn og voksen sig delt.

Jeg er sur, jeg er vred, jeg er hård,

hold kæft du skuffede mig igår.

Hvor længe vil dette gå?

Mit hjerte du mindre kan nå.

Du skræmmer, du ødelægger,

jeg døren snart til dig smækker.''

Process.

Hele livet er en lang process i sig selv.

Og i den lange process, er der de lidt kortere.

Lige nu; Anoreksi vs livet.

Inderst inde vælger jeg klart livet.

Hvem gider dog sulte, være syg, træt, forpint og dårligt til mode hele tiden? Ærligt?

Men anoreksien fortæller mig gang på gang at jeg ser tyk ud, har ikke fortjent det.

Og stadig tror jeg al for ofte på det.

En hver lille sejr fejres. 

En hver lille opgave prøver jeg at tage op.

Det er hårdt arbejde.

Derfor er jeg så udmattet for tiden, fordi mit hjerne er på konstant overarbejde. 

Work, work and work the hiiiiiele daaaaw. 

two years ago.

Hej, mit navn er Heidi, og jeg har nu været spisende anoretiker i 2 år.

Min behandling startede for præcis 2 år siden i dag. 

Det har været op ad bakke, og er det stadig.

Det har været fuld af angst, fuld af erfaring og fuld af overraskelser.

Det har fuld af grin, snakke og kærlighed.

Jeg er kommet så langt, og jeg har endnu noget jeg skal lære.

Jeg lyder så poetisk, så reflekterende. 

Men for helved hvor har det været og er det svært.

Det har ikke været sjovt i den forstand.

Der er sket sjove ting, gode ting – men jeg vil ikke kalde det en sjov rejse for at finde mig selv.

Det har været hårdt – i forhold til hvad? I forhold til at lytte til anoreksien. 

Det har været let – i forhold til hvad? Jeg har haft og har en masse gode mennesker omkring mig.

Hvor er det skræmmende og grænseoverskridende at skrive og dele dette.

Det der med bare at være.

Jeg er her.

Jeg sidder her.

Jeg står her.

Jeg trækker vejret, her.

I dag har ikke været produktiv i fysisk form.

To gåture og en mikro købmandstur.

Ellers har jeg sovet, sat ved computeren, fået massage og snakket.

Og så har jeg spist min mad.

Jeg har det så dårligt med det.

Jeg skammer mig over at jeg ikke har fået 'noget ud af dagen'.

At jeg ikke har forbrændt en masse kalorier, eller fået bagt til hele fryseren.

Hvorfor er det så svært at tillade mig selv, bare at være?

Al selvdistruktiviteten kommer..

Den er farlig, den er dømmende, den er voldssom. 

Og vi skal have god mad i aften. 

Ris-taffel.

Har jeg virkelig fortjent det?

forhelved..