funhouse.

''When you stop doing things just for fun, you might as well be dead''.

Hvornår glemte jeg at gøre ting, fordi de var SJOVE?

Pludselig blev det en besættelse for mig skulle give resultat eller mening,

specielt i retning af anoreksiens regler.

Jeg måtte ikke tegne, jeg måtte ikke se tv.

Jeg skulle gå, bage eller noget produktivt. 

Ellers var jeg doven, forkert, klam, etc. 

De følelser rammer mig stadig ofte, heldigvis mere sjældent. 

Men angst-følelsen - rammer stadig som en kæmpe flodbølge ind over min krop.

Den er stadig enorm svær for mig at tackle.

Små skridt..

det er 'sjovt' hvordan jeg stadig ofte har disse ting i mig. I perioder.
Korte og lange.
Mørke og lyse.

Jeg har stadig mit ' få det nu fixet!' men hver gang opdager jeg at det er en proces.........

sound of christmas.

Nærvær i min jul.

Grænser - mit evigt tilbagevendende problem. 

Grænser. 

Jeg skal have dem med mig overalt, ellers mister jeg al nærvær.

Det bliver et kaos at skulle nå alle arrangementer, alle venner og alt familie.

Nej.. Det er ikke det jeg skal.

Jeg skal gøre de ting, der kan give mig.

En dag vil overskuddet komme til at kunne troppe op og være i det. 

Men ligenu, tager det alt for mange kræfter. 

Hvad er det Heidi gerne vil?

A small step forward again.

One small step for the mankind, a huge step for little me!:

Jeg har spist flere pernødder denne december end de sidste 3-4 år.

Hele 3 stk's, og på en måde bliver det lettere og lettere hver gang!

Christmas here i come!!

(Altså jeg har spist normalt mad, i en del år nu, men aldrig tilladt mig selv julens guf)

Body, oh my body.

Hej krop, hvad er det du prøver at fortælle mig?

Træt - jeg er ekstremt sensitiv overfor lyde og uro. 

Sulten.. 

Lige meget hvad og hvor meget jeg spiser, så er jeg sulten. 

No more room for that scene.

Ikke flere lyde, ikke flere snakke. 

Grænserne er bøjede.

Det sjove er, at jeg mindre og mindre kan klare al den kontrol, men når det hele for løst, bliver jeg også bange.

Grænser.. Nogle dage kan jeg mærke dem, andre dage kan jeg ikke.

Det gør ondt at blive mindet om hvilken kamp, maden også kan være.

At den er farlig, at man ikke vil spise.

Men jeg ved jeg skal holde fast i, at jeg vil livet. 

Det er bare så svært.

Jeg er ked af det, udmattet.. Træt. 

Over hvad, ved jeg ikke.

Ask for help.

''I need a doctor, bring me a docter, to bring me back to life'', - Eminem.

Har store planer de næste weekender. 

Det er svært at tackle, fordi stressen, angsten og anoreksien vil tage magten.

Jeg får brug for hjælp.

Husk det nu Heidi, du skal ikke klare det hele selv.

Be so strong, that you can ask for help!

Først; Sommerhus med efterskole-venner. 

Næst; Gensynsfest, med efterskolen.

Tredje; Julefrokost på kærestens arbejde.

Jeg får lyst til at det hele bare skal overståes, men det er jo ikke sådan det burde være.

Det skal jo nydes?

Det er gode begivenheder, det er sjove og hyggelige arrangementer.

(Kæææft jeg er god til at lyve overfor mig selv, har jo mest lyst til at kaste det hele bort!)

^men det er jo ikke en vej tilbage til livet.

Jeg er nødt til at være November'Heidi'2013.

Jeg kan ikke være andet.

Tag en dag af gangen.

Pust ind, pust ud.

I dag er det mandag. 

Gåtur, Kagebagning x2, måltider, og resten af dagen planlagt, tjek!

Vær i nuet.

hello again, i didnt miss you.

Hej Anoreksi.

Nu er du der.

Du er der, fordi du ved at jeg er et nemt offer, når jeg ikke er i mit 'safe-place'.

Jeg er træt.

Drømmen i nat har tærret på mig.

Jeg er træt nu.

Jeg er utryg. 

Men jeg har ingen grunde.

Der er ikke jordskælv, ikke brand eller økonomikrise.

Men jeg er stadig bange. 

Jeg vil gerne have lidt hjælp..

Jeg føler mig lidt ør.

Lidt kvalme.