Hvad  nu hvis jeg ikke har lyst til at blive noget stort?

Måske, bare være tilfreds?

Jeg har ikke lyst til at være elitespiller, pokerstjerne eller førende forsker indenfor kræft.

Jeg vil bare gerne være tilfreds i mit liv.

At kunne sove om natten.

At kunne lytte til min krop.

At kunne danse med min krop.

At have tætte og sunde relationer.

At have en hverdag med mening.

At havde det sjovt.

Åhh.. hvor føler jeg mig forkert når jeg som 20årig gerne ville leve for 100 år siden...

konflikt mellem mig og anoreksien? 

konflikt mellem mig og kulturen?

konflikt mellem mig og mig?

Jeg er stadig letpåvirkelig af mine omgivelser. Selvfølgelig i en mindre grad, men hvis jeg ikke får bragt tankerne og indtrykkende op med min terapeut, så får jeg det dårligt.

så får mine egne/anoreksiens tanker lov til at tage over.

der går heldigvis længere og længere tid imellem, men det sker stadig. 

og det er lige hårdt at skulle igennem hver eneste gang. 

bedste weekend <3

utrolig hvordan sådan et dårligt humør kan ændre sig til sådan et dejligt humør!

hvem griber mig når jeg falder?

egen-omsorg.

hvad er nu det for noget?

jo mere ens sygdom fylder, jo mindre er der plads til egenomsorg. 

jeg er igang med at lære, hvornår jeg føler jeg gør noget godt for MIG.

og hvornår det er skidt for MIG.

hvor meget skal jeg sove?

hvor meget skal jeg spise?

hvor meget fritid har jeg brug for?

hvor meget skal jeg bevæge mig?

hvor meget er nok?

hvor meget er for lidt?

hvor meget er jeg mig?

hvor meget skole er passende for mig?

hvor meget har jeg brug for?

hvad ønsker jeg?

det tager minutter, timer, dage, uger, måneder, år.

der er ingen fastsat dato, hvor man kan sige: nu er jeg der sgu!

der er ingen milepæle udover dem jeg selv sætter.

det kræver øvning at blive rask.

det kræver intensiv øvning.

der vil blive lavet mange fejl og erfaringer.

der vil være mange sejre og oplevelser som skal bearbejdes.

Wow.

wow.

jeg siger det igen. Wow.

det er en ting man skal lære igennem hele sit og det vil ændre sig alt efter alder, situation, køn, personlighed, osvosv.

wow.

og hold kæft hvor er jeg nervøs for at springe ud i det.

Jeg har mest af alt lyst til at tude..

Jeg har så mange ting jeg kan nu.

Men alligevel føles det underligt.

Jeg kan ikke finde min plads ´.

Kan ikke rigtigt finde ud af hvor jeg  hører til og skal give mig til.

Jeg har nogenlunde tid og jeg har mange forskellige mennesker omkring mig.

Alligevel craver jeg trangen til at lave enormt , som alligevel ingenting er.

Make sense? NO!

Jeg vakler i mellem 'go eller no go'.

'Do or not do'

'nothing and everything' 

'3 år og 20 år'

'praktisk til kreativ'.

Hvor er mine gråzoner??

I dag hader jeg lørdag.

Jeg har hygget mig med min familie.

Og alligevel føler jeg mig ensom.

Jeg føler mig uden for den rigtige verden.

Jeg føler mig venneløs.

Det er så enormt pinligt at indrømme.

PISSE PINLIGT.

Åh.. Anoreksi er en sygdom der gør en dybt ulykkelig og ensom i det lange løb.

Jeg har mistet så mange social færdigheder og venskaber.

Mon jeg kan få bygget noget op igen?