Nu er det tid.
Jeg har valget imellem at give op eller tage vægtens kamp op.
For første gang i lang tid kan jeg se mit problem.
Jeg kan lige så godt være ærlig;
Jeg er bange for vægten, maden og livet.
Jeg kan ikke finde den rigtige vej at gå.
Ingen kan fortælle mig det.
Det skal jeg selv ud og opdage.
De fortæller mig det ene, men jeg føler noget andet.
Har de sandheden, har de svaret, eller har jeg?
Hvem skal jeg tro på?
Dem eller mig selv?
De fortæller mig at maden er min medicin.
Men jeg føler at maden er min værste fjende.
Det er en evig kamp;
Hvad er sundt? Hvad indeholder det af kalorier? Hvor meget må jeg spise? Hvor meget forbrænder jeg?
De vil have mig til at føle at mad er okay.
Men for at føle at maden er okay, så skal jeg føle mig okay.
Det gør jeg ikke.
Jeg føler mig forkert. For stor. For anderledes. For meget. For lidt.
Uanset hvor jeg er, hvornår jeg er det, eller hvem jeg er sammen med;
Så er det tankerne om mad og vægttab der fylder mest.
Det er sygt, det kan jeg godt se.
Men jeg ved ikke om jeg er for bange til at tage kampen op mod mit spejlbillede og fantasien om den tynde krop.
Den flotte perfekte krop.
Jeg ved at ingen er perfekte.
Men jeg stræber efter det.
Hvordan finder jeg min vej?
(Jeg har valgt at dele mine tanker med jer, da jeg håber at det kan give mig et skridt i den rigtige retning. Imod noget bedre. Men om det virker, det ved jeg ærligt talt ikke)
