No comment.

JEG VIL  DA FORHELVED BARE VÆRE RASK OG GLAD.

Så skrid da fra mit åsyn lorte fantasti-spejlbillede. 

Så skrid da fra mit sind lorte anoreksi.

Så skrid da fra mit liv lorte regler.

GÅ _ GÅ _ GÅ!!!

GIV MIG NU EN CHANCE FOR BARE AT LEVE LIDT!!!

people.

Ensomhed!

Jeg er omgivet af mennesker, men jeg føler mig så ensom.

Jeg har hjemve.

Jeg savner mor og far.

Jeg savner dengang hvor jeg altid var sammen med veninderne.

Jeg savner dengang hvor jeg havde ham ved min side som passede på mig.

Det gør så ondt indeni.

Det der blev åbnet op for indeni for et par dage siden, har virkelig ændret noget i mig.

Og jeg er bare så ked af det.

MEN! Også lettet over at have fundet en knude i mit indre - for nu kan jeg jo rent faktisk tage hånd om det, bearbejde og lægge det væk.

Det tager tid - det ved jeg.

Men det brænder, og jeg vil ikke være alene om det. 

Jeg er ikke stærk nok endnu.

Far og mor - kom og hold om mig.

Jeg har brug for jeres omsorg. 

Jeg har brug for jeres støtte.

Jeg vil bare være 18 år, være lidt naiv og leve mit liv.

Jeg vil ikke være 7/40 år, tænksom og sætte mit liv på standby.

Hvad skal jeg dog gøre af mig selv. 

boundaries.

Grænser. 

Ja, hvor blev de af?

Den nat, den pige, den dreng.

Pludselig, så var de væk.

Der mistede jeg måske en del af mig selv?

Mit felt var pludselig blevet indvaderet, trådt på og kastet i havet?

Det blevet revet i stykker.

Selvom det måske virker så enkelt, så lidt og så uskyldigt,

så når jeg mærker nu, føltes det som et overgreb. 

Ikke kun fysisk, men også psykisk. 

Nok mere psykisk end fysisk faktisk..

Den nat var måske et led til hvorfor jeg er her, hvor jeg er i dag.

Måske var det en af de sidste dråber til at det hele flød over?

Jeg ved det ikke..

Jeg er pisse hamrende forvirret og jeg er pisse hamrende ked af det.

Hvorfor fanden stjal du det fra mig?

Og hvorfor fanden lod jeg dig stjæle det fra mig? 

Jeg var jo kun en pige, intet mere, intet mindre.

Og den lille pige er nu så skræmt og så overbevidst om at hun er den forkerte.  

Jeg er så bange.

Jeg ved det ikke..

Jeg ved det virkelig ikke.

For jeg kan opnå det jeg gerne vil, men jeg kan ikke opnå det jeg behøver - lige nu i hvert fald. 

Jeg søger desperat efter veje at gå, men jeg tør stadig ikke slippe den forbandende kontrol.

Jeg er så bange.

Føler hele verden er så usikker.

Angst for døden.

Angst for at leve.

Angst for at elske.

Angst for at miste.

JEG VIL HAVE ET LANGT OG LYKKELIGT LIV.

JEG GIDER IKKE HAVE FOLK SKAL SIGE ANDET.

Ikke profeter, ikke videnskabsmænd, ingen syge mennesker - INGEN.

Giv mig lov til at leve.

Giv mig lov til at drømme.

Giv mig lov til at håbe.

Fucking røvhuller.

numbers.

Da maden til tal og regnestykker istedet for nydelse og livsnødvendighed.  

For snart tre år siden mødte jeg første gang ordene; Kalorier og energibehov - i hvert fald bed jeg rigtigt mærke i dem. 

Siden da har de fyldt i mine tanker omkring 95% af tiden.

Og gør det stadig. 

Måske kun 90% nu - hallelujah!

Jeg syntes i starten at kalorier og sundhed var spændende.

Det var en tidssluger og en psykisk energikrævende hobby.

Jeg var ikke den bedste til noget på min efterskole - jeg var bare helt normal.

Men ubevidst ville jeg gerne skille mig lidt ud, have at folk kunne lide mig og så var jeg meget usikker på mig selv.

Så bum! jeg fandt noget jeg var bedst til!
(set i bakspejlet!)

Jeg kunne holde mig fra usunde ting, jeg vidste en masse om sundhed og kunne fuldføre stort set alle kravene indenfor emnet.

Udover at leve samtidig!

For jeg blev gevaldigt opslugt og syg af det.  

Og jeg er det stadig.

Og hvor kan jeg bare ikke indrømme det over for nogen.

Jeg fejler jo intet?

Det er jo helt normalt at bo på et opholdssted, spise efter en kostplan, være bange for bestemte madtyper, bange for at få for meget mad, hungre efter mere, bange for at være for inaktiv, ingen energi til det sociale, ikke nok energi til en normal hverdag, tanker der kredser om mad og vægt de fleste timer i døgnet osvosv

DET ER JO HELT NORMALT!

Eller hvad? 

Jeg savner at maden er en nydelse og et basalt behov for min krop.

Men bevidstheden om at maden kan udgøre tal fylder stadig alt for meget.
Og jo mindre mad - jo bedre og sikrere - sejere. 

Jeg har skulle opgive at måtte veje og måle min mad - og det gør jeg næsten 100% nu!

Men mængderne og de forskellige ting skal helst passe ca. som de plejer.

Ellers er der noget der tricker indeni mig.

Jeg bliver rædselsslagen og frustreret. 

Jeg bliver bange for konsekvenserne - at jeg kan tage på, at jeg bliver klam og at ikke jeg tager mig sammen.

At jeg pludselig er forkert og tyk.

Der kommer mange ting op i mig!

Men grundlæggende; JEG VIL GERNE SE MADEN SOM NOGET GODT, SOM NOGET DER ER OKAY, SOM NOGET DER ER ET BEHOV OG IKKE KUN EN TING JEG SKAL GØRE MIG FORTJENT TIL.   

At tillade sig selv livet.

Hvordan kan det være så svært?

Hver eneste gang jeg takker nej til vægtøgning, mad og andre overbevisninger end de anorektiske, er det som jeg siger nej til livet.

For det er en del af livet at vægten svinger, at spise og have en normal tankegang.

Men jeg har så enormt svært ved at tackle de forandringer kroppen skal gennemgå.

Jeg vil elske og tænke anderledes, men kroppen er noget andet.

Jeg syntes det er flot at være slank og lidt trænet.

Jeg syntes det er flot at udstråle selvtillid og velvære. 

Jeg syntes det er flot at acceptere sig selv.

Hvorfor kan jeg så ikke bare det? 

Hvorfor kan jeg ikke acceptere at min krop skal ligne en ung kvindes, fremfor en lille piges?

Jeg syntes røv og bryster er smukt.

Men ikke hofter, lår og mave. 

Og det følger jo også ofte med.

Og der står jeg af.

Det gør mig så ked af det.

Jeg ønsker ikke sådan en krop.

Jeg er jo stadig som et lille barn indeni, der skal have hjælp. 

Det gør ondt at give slip på ønsket om den krop jeg aldrig kan få, hvis jeg skal tænke og fungere normalt, hvis jeg vil være mere impulsiv og nysgerrig på livet.

Nu kan jeg ikke tackle mine indre konflikter med kontrol og vægttab, nej nu er det sgu lange snakke, masser af tårer og vredes udbrud.

Jeg skal ind hvor det gør så ondt.

Jeg skal turde at mærke.

Og samtidig være stærk nok til at stå op på mine ben igen. 

Men jeg har ikke fortjent livet, jeg har ikke fortjent at have det godt. 

Lonelyness.

Anoreksi er en ensom sygdom.

Altså, man udelukker alle andre, enhver form for omsorg og kærlighed. 

Man er mistroisk og paranoid. 

Man lukker andre ude, hvis de fortæller en noget andet end det man selv mener/forestiller sig.

De siger de fortæller sandheden - det eneste jeg hører, er løgne. 

Jeg holder andre ude, så jeg har styr på det.

For tænk hvis de ser mit inderst jeg, de ser mine fejl, mangler og tossesider. 

De kunne jo dømme mig, (hvilket er helt normalt)

Jeg holder andre ude, for jeg vil ikke miste.

Jeg vil ikke holde af og se det forsvinde igen.

Det kunne jo være min skyld at det forsvandt?

Jeg er bange og mistroisk lige nu, og har været det siden tirsdag.

Dumme vægt.

Du har så meget magt over mig. 

Jeg føler mig tyk, forkert og doven.

Jeg føler mig utilstrækkelig, klam og som en vanskabning.

En der ikke kan tage sig sammen!

Jeg har ondt indeni, jeg vil ikke føle mig som en fejl. 

Jeg er bange.

Bange for at det mad jeg har indtaget i dag er for meget.

Jeg har jo ikke et valg mht. hvor meget. 

Men alligevel så føler jeg at det er min skyld hvis jeg tager for hurtigt på.

HVORFOR RAMMER DE HER TANKER MIG?

Føler ikke at jeg fortjener at have det godt nu.

Føler mig også så mæt, at det er helt ubehageligt!

Jeg vil væk fra de her tanker.

Jeg vil leve som alle andre, der ikke tænker på maden på den måde!

Dem der har det okay med deres krop og har et ganske normalt liv. 

Jeg føler mig flov over min krop og mine lyster nu.

Skam dig HEIDI!

Had dig selv, skad dig selv.

JEG VIL IKKE!

JEG VIL IKKE!

.. Men burde jeg?

Hvor mange 'normale og raske' mennesker har tanker som mine?

Hvor mange bliver paranoide, ophidsede, trætte og deprimerede over at de føler sig mætte?

Over at de har fulgt deres lyster frem for det de 'burde'?

Hvem skammer sig over deres krop og deres personlighed, så meget at de ikke kan leve et normalt liv?

Hvor man kan sige at de har tanker om at skulle straffe sig selv, fordi de ikke leve op til normerne? 

Hvor mange bor på et behandlingshjem med døgnvagter, andre syge og  skal være i behandling i flere år?

Hvor mange bliver bange for et stykke frugt for meget?

Hvor mange bliver frustreret over at de ikke fik gået deres daglige gåtur?

Hvor mange mister flere af deres ungdomsår fordi de vil tabe sig?

Forhelved...

Jeg kan godt høre/læse hvor sygt det er.

Hvorfor kan jeg så ikke bare ændre det!

Det gør pisse ondt, og jeg bliver endnu hårdere ved mig selv. 

Endnu en dag er klaret.

Jeg har formået at;

Være i praktik i fem timer.

Sovet i en halv time.

Spist mine måltider(på trods af dagen igår).

Gjort ordentlig rent på værelset.

Været i bad.

Og så har jeg taget lidt pauser.

Og hvad tænker jeg?

Jeg skulle da også lige have gået en tur, løbet en tur, spillet just dance, været lidt mere glad 

og jeg kan nævne mange flere ting.

Igår var en dag med;

Lidt rengøring, lidt hulahopring og lidt indkøb.

Og i dag er jeg stadig bange for at jeg ikke har lavet nok, at jeg ikke har gjort mig fortjent til at have det godt.

Har jo også lige lidt jeg skal have indhentet i dag, fordi jeg netop ikke var mere aktiv igår.

Nu skal jeg så lide under alle de ting jeg ikke har gjort, istedet for at være stolt af alt det jeg faktisk fik nået.

Jeg kunne lige så godt have sat mig ned gang på gang i dag, og givet mig til at græde.

For det er netop det jeg har mest lyst til. 

Fordi jeg er stadig så pokkers bange for maden og vægten.

Også selvom jeg arbejder intenst på at få et godt forhold til mad og krop.

Men noget i mig punker mig stadigvæk når jeg tager på, spiser eller ikke gør nok. 

Så er det jeg spørger mig selv:

Hvad er sandheden?

Har jeg rent faktisk ikke lavet nok?

Eller har jeg en fucking lorte sygdom der hedder anoreksi?

Nogle ting har dog ændret sig;

Jeg kan begynde og mærke lidt flere af mine behov, lidt flere af mine ønsker og drømme.

De er kommet til større udtryk efter at jeg er begyndt at spise nok og regelmæssigt.

Ens tankegang ændrer sig på så mange måder, men de gamle tanker tager stadig over når det hele ramler for mig.

Så er det ikke de nye tanker endnu.

Men det kan jeg vel ikke forvente?

Jeg har været syg i 2½ år,

og nu har jeg været i behandling snart 11 måneder?

Så hurtigt bliver man jo ikke rask?

Eller hvad?

Jeg ved det ikke.

Jeg er fyldt med spørgsmål!!!

ER JEG GOD NOK?

HAR JEG GJORT MIG FORTJENT?

ER JEG TYK?

ER JEG FORKERT?

ER JEG VÆRD AT ELSKE?

ER JEG SYG? 

HVORFOR ER JEG SÅ FORKERT?

ER MIN KROP SÅ GRIM?

.. OG BLIVER DET NOGENSINDE LETTERE? 

Fear and thoughts.

Føl frygten - og gør det alligevel.

Hold kæft en Lorte dag.

Virkelig.

Med stort L.

I dag har anoreksien fat.

Jeg er så pisse bange for maden, jeg er så pisse gal på mig selv og personalet.

Fuck det hele.

I laver jo ikke andet end at snyde mig.

Jeg har ingen positivitet i mig.

Jeg er så pisse rasende, fucking idioter.

Klamme, tykke Heidi.

Du er så fucking uduelig.

Du kæmper ikke nok. 

Klamme ko. 

Jeg vil væk, det skal gøre ondt, i hjælper mig ikke.

Jeres ord er overflødige.

SE MIG NU!

Det er nu jeg skal bruge jer.

Fuck jer. 

Im not perfect.

Jeg skal sige til mig selv igen og igen; 

Det er godt nok, du er god nok og du gør hvad du kan, Heidi!

Men følelsen af utilstrækkelighed og skam fylder bare for meget.

Overskuddet ryger med det samme selv hadet tager over.

Jeg får mindre lyst til maden, til kroppen og til livet.

Jeg opgiver glæden og hader mig selv for at kunne være glad.

Og til hvilken nytte?

Mit liv smuldrer, angsten vinder og jeg taber.

Jeg vil jo gerne være rask, men anoreksien har bare for hårdt fat til tider.

Det gør så ondt at den stjæler alt mit overskud.

Både fysisk og psykisk.

Jeg skal bare have overskud i hovedet for at min krop kan følge med, for ellers bliver jeg som en klump mos.

Jeg magter ikke det fysiske så!

Jeg orker ikke at hoppe, danse og springe.

Forbrænde kalorier som min hjerne/min anoreksi fortæller mig at jeg skal.  

Jeg vil jo gerne dyrke gymnastik fordi det er sjovt, ikke fordi jeg skal. 

Men jo mere jeg gør det, jo mere bliver det en tvangstanke, en skal-tanke. 

Og det er jo netop det jeg ikke orker mere! Jeg gider ikke det pis. 

Og så kommer trangen til at ville være lille, hjælpeløs og ansvarløs igen.

Fordi jeg er jo så pisse uduelig. 

Æv. 

Jeg savner mig selv.

Jeg savner det jeg kunne.

Jeg savner det jeg ville.

Jeg savner at drømme.

Jeg savner at håbe.

Jeg savner at elske.

Jeg savner troen på alt det gode.

Jeg savner naiviteten. 

Jeg savner den lille lyshåret pige, med grønne øjne og barnesind.

Jeg savner hendes kreativitet og mod.

Jeg savner hendes måde at være på, leve på og hendes gå-på-mod. 

Jeg savner at kunne bestemme selv, at gå efter min lyst.

Jeg savner at skyldfølelsen, tankerne og følelserne er baseret på det inden i mig, istedet for hvad jeg tror at alle andre forventer af mig og hvad jeg forventer af mig selv. 

I dag skal man være det hele;

Sund og smuk.

Energisk og rolig.

Glad og udadvendt.

Ansvarlig og forstående.

Kærlig og sjov.

- Dengang var jeg jo bare mig?

Altså jeg var også overstående til tider, men jeg kunne også være;

Dum, grim, ked af det, 

kedelig, doven, genert, 

uansvarlig og umoden,

Ligeglad med andre.

Jeg var en blanding af det hele.

Jeg håbede ikke at alle kunne lide mig, at alle skulle se mig som perfekt, 

hvis folk ikke kunne lide mig, så var det deres problem. 

Men i dag, så er jeg jo så bange for at træde ved siden af,

for tænk nu hvis de rent faktisk ikke kan lide mig?

Man kan ikke elske alle, selvom jeg stiler efter at alle skal elske mig.

Fordi jeg er så pisse usikker på hvem jeg er, hvad jeg har og hvad mit liv skal fyldes med.

Jeg stoler ikke på mig selv, jeg ved ikke hvad jeg består af og jeg elsker at gøre andre glade. 

Er jeg god nok nu?

Hvis du en dag kom tilbage.

Okay, okay. 

Helt ærligt; Hvis du en dag kom tilbage og sagde at det skulle være os igen. 

Hvad ville jeg gøre?

Kaste mig i dine arme, lukke døren for dig eller hvad?

Vi er to forskellige steder i vores liv, vi er meget forskellige og jeg har ikke interesse i at prøve at blive til det vi var engang. 

Jeg havde brug for dig dengang, du var virkelig min tryghed, min optur og mit lys dengang.

Men var det mere det jeg manglede som jeg søgte i dig? Jeg fandt det jo aldrig.

Og hvis du kom tilbage, ville det ende på samme måde.

Du vil aldrig kunne give mig det jeg søger, for det er noget jeg skal finde i mig selv.

Det vil aldrig blive den samme kærlighed som vi havde for nogle år siden.

Jeg savner bare nogle af de ting som du rent faktisk gav mig;

Støtte, grin, tryghed og nærhed.

Men er du den eneste der nogen sinde vil kunne give mig det?

Nej.

Det føles sådan, men virkeligheden er jo en helt anden. 

Om du så hoppede på tungen ville jeg lede efter noget mere.

Noget som jeg mangler fra barnsben. 

Noget som nogle ikke kunne give mig.

Og hvordan jeg vender det her til en styrke ved jeg ikke.

For hold kæft det gør ondt.

Jeg savner dig jo.

Jeg har jo længe troet at du var løsningen på mine problemer, 

og det vil du være et stykke tid endnu, for jeg fatter det stadig ikke.

Følelserne er der stadig, men tankegangen ændrer sig en smule, hver gang jeg får ordnet flere brikker i mit lillestore puslespil

Jeg savner din nærhed som jeg måske aldrig får igen.

Jeg elsker dig, for hvad du kunne give mig da.

Jeg hader dig, for at få mig til at føle på denne måde. 

Jeg nyder at jeg ikke nødvendigvis har alt ansvaret for denne situation.

Og det mest skræmmende ved dette ovenover er;

at jeg kan sende disse ord til to personener i mit liv.

De passer så skide godt til begge mænd. 

To mænd, der har sat et særpræg på min tankegang. 

in sickness and health.

Skal jeg tro jer?

Forsvinder i hvis jeg først kaster mig ud over kanten?

Lyver i, eller taler i rent faktisk sandt?

Jeg tør ikke stole på jer.

Tankerne er stadig for dominerende til, at jeg kan lade jer komme ind.

Jeg vil gerne være syg, samtidig med at jeg gerne vil være rask.

Jeg vil gerne tage en bid af livet, samtidig med at jeg er ved at kaste op over det. 

Giv mig mindre ansvar, for jeg drukner i det pis her.

Jeg er så gal på mig selv, tag dig sammen!

Kun jeg kan ændre mit liv.

Men jeg er for doven, uansvarlig og for forkert til at gøre det.

Jeg savner at være lille og magtesløs.