Jeg skal sige til mig selv igen og igen;
Det er godt nok, du er god nok og du gør hvad du kan, Heidi!
Men følelsen af utilstrækkelighed og skam fylder bare for meget.
Overskuddet ryger med det samme selv hadet tager over.
Jeg får mindre lyst til maden, til kroppen og til livet.
Jeg opgiver glæden og hader mig selv for at kunne være glad.
Og til hvilken nytte?
Mit liv smuldrer, angsten vinder og jeg taber.
Jeg vil jo gerne være rask, men anoreksien har bare for hårdt fat til tider.
Det gør så ondt at den stjæler alt mit overskud.
Både fysisk og psykisk.
Jeg skal bare have overskud i hovedet for at min krop kan følge med, for ellers bliver jeg som en klump mos.
Jeg magter ikke det fysiske så!
Jeg orker ikke at hoppe, danse og springe.
Forbrænde kalorier som min hjerne/min anoreksi fortæller mig at jeg skal.
Jeg vil jo gerne dyrke gymnastik fordi det er sjovt, ikke fordi jeg skal.
Men jo mere jeg gør det, jo mere bliver det en tvangstanke, en skal-tanke.
Og det er jo netop det jeg ikke orker mere! Jeg gider ikke det pis.
Og så kommer trangen til at ville være lille, hjælpeløs og ansvarløs igen.
Fordi jeg er jo så pisse uduelig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar