Jeg er så glad på jeres vegne.
Det må være fedt at kunne sige; ''Ja fandme ja! Nu er jeg sgu færdig.''
Det er jo så lækkert.
Men så sidder jeg også og bliver så skuffet over mig selv.
Det kunne have været mig.
Hvor er de sidste 3 år forsvundet hen?
Måske er det bare depressionen der har fundet en ting den kan bruge imod mig.
Og anoreksien - for så har jeg da bestemt heller ikke fortjent at blive rask.
Jeres glade ansigter stråler af tilfredshed og frihed.
Hvorfor er jeg så dum at jeg ikke kan gennemføre nu også?
Måske har jeg brug for at være blid ved mig selv, men det 'fortjener jeg jo ikke'.
Det er hårdt disse dage hvor jeg bruger den energi som der har været sparet op.
Nu kører jeg på det sidste og det er så svært at holde de selvskadende tanker borte.
Am i allowed to do that?
Der er ikke langt fra tanke til handling, når det kommer til at gå amok på mig selv.
Og egentlig er det nok ikke det jeg har brug for - men jeg føler mig så forkert og så stor lige nu.
Ja, i vil hjælpe.
Men jeg er sur. Teenage-sur. Fornærmet.
I kan sgu da ikke bare gå jeres vej.
Ikke når i har lovet mig jeres hjælp.
Jeres hjælp, hjælper ikke!
Jeg savner den der rigtige hjælper, som jeg har mistet.
Åååååh... Tankerne snurrer.
Jeg er så træt....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar