Yes! Jeg kunne igen hakke mig selv i hovedet! - Hvorfor? Fordi at jeg fik 7 i skriftelig dansk.

Og ja - jeg er vildt flov over det. Hvor blev mit 10-tal af?

Siden jeg har fået det vide har jeg været sur og tosset på mig selv.

Når jeg nu ikke længere vil definere mit værd ud fra vægten - så fandt jeg ubevidst en ny måler: MINE KARAKTER!

På trods af mine to 10-taller (hvilket jeg også surmuler lidt over) har det været en pine af få 7.

MEN MEN MEN! Jeg vil ikke definere mig selv ud fra den, bare fordi den kan måles.

Hvis jeg kigger et år tilbage, kan jeg se så mange forandringer som ikke kan kaldes 'målbare'.

Der er sket så mange fremskridt i min kamp mod anoreksien og kampen for mit liv.

OP I RØVEN MED MIT 7-tal!

Hej - Mit navn er Heidi.

Og jeg er et menneske ligesom alle andre!

Og med dette prøver jeg vække mig selv fra anoreksiens mareridt.

Anoreksien vil have mig udødelig, perfekt og dygtig. 

Jeg føler at jeg har mistet så mange veninder, og har stadig svært ved at fravælge anoreksien til fordel for det der betød mest for mig før: Mine veninder. 

Åhaaaa. Endnu et arbejdspunkt.

Jeg føler mig konstant på arbejde.

Det er et endnu større arbejde at blive rask, end det er at blive syg.

For mig var sygdommmen ikke et bevidst valg - det skete bare.

For mig er det at blive rask et bevidst valg - det er fandme da hårdt arbejde!!!

''Har du en sten i skoen - så fjern den!''

^Et gammel ordsprog som jeg virkelig først fatter, når jeg rent faktisk har én sten i min sko. 

Men, når jeg har et problem i mit liv, som jeg ikke italesætter, er det jo det samme som at træde rundt i en sko med sten i. 

Dette minder jeg mig selv om så tit jeg kan - for det er jo en gammel sandhed.

Jeg kører i min egen lille rutsjebane.

Det ene øjeblik vil og kan jeg livet.

Det næste kysser jeg jorden med min pande.

Angsten for ensomheden, for kontroltabet og for kaosset er der stadig.

Anoreksien er muligvis en del, som jeg skal have med mig resten af mit liv.

Jeg kan næsten ikke bære det.

Selvfølgelig vil det blive langt bedre og langt mere 'normalt'.

Men at den vil poppe op i ny og næ - det er jeg ikke sikker på at jeg kan løbe fra.

Hver dag er en kamp for at finde flere og flere redskaber til mit 'bedre liv'.

Hver dag er en sejr i sig selv - for hver dag lærer jeg noget nyt.

Hver dag ser jeg noget nyt - eller mærker noget nyt.

Min krop er enormt følsom. 

Den har brug for bevægelse, ro, mad, vand og massage.

Mit sind er følsomt og smukt - til tider et mareridt.

Det har brug for tid, snakke, næring og oplevelser.

Det er vildt at gå fra en stenhård anoretiker til et blødt menneske.

Ikke at det ikke har taget tid - det har det sgu!

Og jeg er endnu ikke der hvor jeg vil være endnu - men jeg er helveds langt fra, der hvor jeg var.

Jeg vil have mere LIV!

Jeg vil have LIV LIV LIV!

Jeg spejder efter LIV!

Jeg higer efter LIV!

Og jeg er også lidt træt..

Hvor er det skræmmende at have lyst til ... 

At leve - og ovenikøbet et raskt liv. 

Glæder mig til at vise jer hvor alt dette ender - selvom jeg ikke selv ved det endnu!

Important!!!!!!!!!!!!!

Mine fokus-punkter:

''Nu starter jeg rejsen ud af spiseforstyrrelsen. Jeg kan ikke gøre det på en dag eller to – det tager den tid, det tager, at vende både de psykiske og de fysiske grunde til, at jeg er i det her. Jeg har forståelse og tålmodighed med mig selv, og jeg vil gøre det så godt, jeg kan, hver dag.''

''Jeg skylder ikke nogen noget.''

''Min vægt skal ikke længere definere hvem eller hvad jeg er.''

''Jeg er nødt til at elske mig selv.''

''Jeg vil gøre alt for at få min glød tilbage.''

Måske er det tid til et lille skridt mere.

Low, Low, Low

Medicin-stop.

Har en downer. 

Det har været nogle hårde stressende dage - måske en kombi af det og at jeg ikke har fået medicin i 2 uger idag. 

En følelse af at 'alle vil have det bedre uden mig', og at fysisk smerte ville være bedre nu  - end den egentlige psykiske som jeg har lige nu.

Min energi har været totalt LOW. I virkelig LOW. 

Jeg har sovet rigtigt meget - snakket rigtigt meget - spist rigtigt meget - sovet endnu mere meget.

Alligevel er jeg endnu ikke genopladet og klar til noget som helst.

Føler mig dybt forvirret, ked af det og TRÆT.

Små stød af angst dukker hele tiden op, svimmelhed, hovedpine, kvalme, utilpashed, trykken i brystet, ømhed i hele kroppen.

Jeg føler mig pylret.

Jeg føler mig svag.

Jeg føler mig tyk.

Jeg føler mig dum.

Jeg føler mig blind.

Jeg føler mig som en byrde.

Føler at jeg kun kan trække vejret 60%.

Har undersøgt alle diverse sundhedslex, symptomer/birvirkningslister på nettet.

Der hele går imod angst, stress og depression. 

Dette føles som en stor klagesang - og sådan kværner mit hoved også.

Det har været nogle hårde dage. Specielt de sidste 24 timer har været hårde.

*Chokoladecravings, mor-datter-terapi, fitness, træthed, vrede, sårbarhed, ensomhed. 

At holde fast i målet, selvom jeg vakler pga. min håbløshed.

Jeg har prøvet dette mange gange før - og hver gang ved jeg ikke hvordan jeg skal tackle det, udover at gøre mest muligt det som jeg plejer. 

Jeg er mættet på livet på mange måder.

Og alligevel er jeg frustreret over at jeg ikke kan få nok. 

Hamsterhjulet.

Jagten på lykken.

I forbindelse med hele mit sygeforløb(som endnu ikke er 'overstået') har jeg jagtet usandsynligt meget efter lykkefølelser, frihed, velvære og lyst. At begynde at skelne imellem mig og 'dem'/'det'.

Lykkefølelsen er et øjeblik, en periode eller et par timer. Lykkefølelsen er ikke denne konstante tilstand, som jeg har prøvet at presse mig til være i - i lang tid. 

For 2 uger siden nævnte jeg 'hamsterhjuls-følelsen' for min psykolog. Og pludselig dukker der links op som dette:

http://politiken.dk/debat/ECE2314405/kaere-danskere-hav-modet-til-at-hoppe-ud-af-hamsterhjulet/

Jeg er 'åbenbart' ikke den eneste som er kørt træt. 

Jeg vil rigtigt gerne have følelsen af at være et individ. Men samtidig har denne jagt før mig tættere på anoreksien - fordi jeg følte det var mig og mit. Dette var en sandhed, for det var jo min kamp. Dette er en løgn, for det var sygdom(som jeg langt fra er den eneste, som er blevet ramt af) og ikke et karaktertræk.

Jeg er i konstant vrede over det vores samfund presser mig til - samtidig med at jeg ved at størstedelen er mine egne krav til mig selv (og anoreksiens)

Blandede-bolsjer-indlæg.

madlyst.

Hvor end jeg kigger på nettet eller ser tv kommer der alle former for madopskrifter og billeder op af mad.

Low-carb, fest, sommer, slankere, stærkere, smukkere, mere udfordrende osv. osv. osv. 

Jeg tager mig selv i at tage billeder af min egen mad - fordi jeg har lyst til at inspirere andre.

Men, så tænker jeg på hvor træt af jeg selv er, når det hele handler om mad. 

Så måske jeg skulle gå fra den lille tanke igen.

Jeg syntes det er pinligt at have lyst til chokolade og chokoladekiks!

- I større mængder en min madplan skriver.

JEG GLEMTE JO HVEM JEG VAR!

Jeg kan godt lide at have billeder - AF ALT.

Jeg kan godt lide at danse - Endorfin-rus.

Jeg kan godt lide mennesker - når jeg har energi.

Jeg kan godt lide musik - det hurtige, det langsomme. 

JEG ELSKER AT SKRIVE - jeg kan ikke leve uden.

Jeg har et ønske om at være unik og særpræget - men samtidig er jeg bange for at blive afvist og ladt alene.

Jeg er bange for livet - men samtidig er jeg bange for at gå glip af det.

Lust.

Det med lyst er en sær ting - men fantastisk.

Tiden er en sær ting - men fantastisk.

Kærligheden er fantastisk! Og sær. 

Min verden er fantastisk! Og sær. 

Jeg har levet i en verden fuld af overflade og kontrol  - og besøger stadig det sted ind i mellem.

Det var så smertefuldt og skræmmende at gå ind i mig selv.

Det tager så enormt mange kræfter og enormt lang tid at begynde og gøre det igen.

Det gør ondt, det kilder, det river, det kradser, det er hurtigt, det er langsomt, det er smertefuldt og glædesfuldt. 

Jeg har virkelig grint - og virkeligt grædt.  

Jeg er stadig pisse bange for den verden indeni - men jeg går derind mere og mere alligevel. 

Jeg lærer mig selv bedre og bedre at kende.

Da jeg blev syg - var jeg ung og igang med at danne mit Jeg.

Det Jeg blev anoreksi og depression.

Mine briller blev anoreksi og depression.

Jeg kendte ikke mig selv - så selvfølgelig troede jeg det var mig. 

Men det er jo løgn.

LØGN LØGN LØGN!!!!!

Det er en del af mig - som jeg skal leve med.

Måske som i 'resten-af-livet-dele', men som en del af mine historier og mine erfaringer.

Jeg HADER at skulle igennem dette.

Det er en kamp - HVER ENESTE DAG.

Men jeg bliver mere og mere sikker på at det er kampen hver dag.

'Du ser glad ud' - taktaktak! Det hænder også oftere og oftere! 

Og tak for det da! Tak Heidi fordi du begyndte at gøre dette muligt.

Tak til de mennesker som bliver hver dag og hjælper mig.

Jeg tager stadig mine dyk - og det har jeg svært ved at acceptere.

Jeg vil have mit eget hjem.

Jeg vil lære at sige nej til ekstrem selvkritik.

Jeg er skabt til at skabe og dele.

Jeg er okay - så derfor må jeg gerne passe på mig selv.

Jeg er skide bange - og har slemme tanker.

Jeg vil lære at hvile i mig selv.

Jeg vil ikke hvile på medier, på ros og på andres indflydelse i så høj grad.

Jeg vil være stabil i mig selv - men blive ved med at be' om hjælp i konfliktsituationer.

Grænser , grænser , grænser - gør mig godt!

Og giver angst.

FOKUSPUNKT! Grænser.

En angst for at blive alene.

Jeg er bange for at blive forladt.

Måske jeg har prøvet det før?