Someday.. Somehow.

- Okay.. 5 skoledage gennemført! Sejjt!

Ja det er det altså for mig.. 

Jeg troede ikke jeg ville klare dem alle så hurtigt. 

But I did!

- Men, nu kommer skyldfølelsen og den dårlige samvittighed over alle de andre ting jeg 'burde' gøre. Jeg burde også lige have løbet hver dag + fået træner kettlebells + fixet vasketøj + været social med veninder og kæresten. Og nå ja - så skal jeg holde fødselsdag i weekenden:

Der burde jeg lige komme ud og løbe så jeg kan få fjernet noget af fedtet...

BAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAH.....

Et bræk af anoreksi-tanker og de har nemt ved at få overtaget lige nu.

For lige nu er jeg sårbar. 

Jeg føler mig klam og tyk.

Jeg føler mig beskidt. 

Jeg føler mig dum.

Jeg føler mig fyldt af selvhad over alle de ting jeg ikke får gjort.

Jeg ved at det var en god idé at jeg tænkte på alle de ting jeg rent faktisk HAR gjort, men når anoreksien og depressionen tager over, så bliver det så små ting at det bestem ALDRIG bliver godt nok.

Hvad er realistisk og hvad er godt nok?

Hvad er 'bare' tanker?

constantly

Den konstante jagt på anerkendelse, komplimenter og bekræftigelse.

Jeg HADER komplimenter - samtidig med at jeg gerne vil have dem.

Jeg er bange for at de ikke passer - eller at jeg nu skal leve op til de komplimenter!

Eks. Du er dygtig til at få styr på ting - Det bliver så lavet om til at jeg skal have styr på ALTING!

ALTID! HVER DAG!..

Eks. Du ser glad ud i dag - Det bliver så lavet om til at jeg SKAL være glad resten af dagen, og helst også de 364 dage i året.. 

Jeg søger konstant bekræftigelse i form af; Du ER god nok, Du GØR det godt nok, Jeg HAR set dig, Jeg HOLDER af dig. 

Måske fordi jeg er så dårlig til at gøre det ved mig selv..

Men det er forbudt. 

Det er jo naivt at tro på at jeg ER god nok, GØR tingene godt nok, at de HAR set mig.

Jeg har ikke fortjent det.. 

Selvdistruktive tanker.. 

Pust ind, pust ud.

update..

Undskyld jeg er her.

Undskyld jeg føler mig bange.

Undskyld jeg ikke forstår.

Undskyld fordi jeg siger fra.

Undskyldning på undskyldning. 

Har lyst til at være én stor undskyldning for mig selv i dag.

Måske mest fordi A har fat og mit indre barn skriger på HJÆLP.

Inderst inde håber mit indre barn på at det hele nok skal gå, men A og D fortæller mig at det er langt sværere og hårdere og at jeg ikke har fortjent det. 

Jeg har brug for selvdistruktivitet..

At jeg kan mærke en smerte så jeg er i live.

Enten vil jeg være skrigende lykkelig eller vandvittig deprimeret. 

Had på kroppen i dag..

Bange for at blive sviget og såret.

Kan du virkelig lide mig?

A new religion.

Som der nok har været oppe og vende i manges hoveder eller debatter:

Er sundhed den nye religion?

Altså er vi blevet så 'bevidste' at vi ikke længere tror på Gud eller Allah?

Så er vi nødt til at lægge vores tanker over på noget andet?

Og så er mad og motion blevet hittet.

Mange definerer deres personlighed, liv og værd ud fra det (inklusiv mig selv!)

Men hvornår er det sygt og hvornår er det 'bare normal tankegang'. 

Måske da jeg blev lidt ældre, så var jeg ikke længere kristen, så måtte jeg finde noget andet at tro på.

Med min historie og baggrund blev maden og kroppen måske det der blev min nye religion?

Men er det 'hjernevaskning' eller er det sygdom? 

Det kan ingen jo svare på... Desværre er der ikke en blodprøve eller en vægt der måle hvorvidt jeg er syg eller hvorvidt jeg er tosset. 

Men jeg tænker at hvis jeg 'bare' var tosset, så ville det være i mig hele tiden.

I alt hvad jeg gjorde og tænkte.

Det er mere i perioder hvor tankerne bliver slemme og når jeg bliver alt for presset.

Så er der noget der bliver lokket i mig.

Lokket af alt det syge.. Alt det ansvar der ikke længere er mit. Så kan jeg forfalde lidt til trætheden. 

Poem from the heart.

Caught between giving up and keep moving on,

it feels like everything is suddenly wrong.

Thoughts keep running through my head, 

I can’t find peace anywhere else then my bed.

You keep whisper in my ear,

that I have everything to fear.

You are saying that I am alone,

and I will never find my place called home.

Bubbles inside are flushing around,

everything is disturbing me, even the smallest sound.

You keep say that I deserve to feel pain,

but it feels like a burning kind of rain.

My little girl inside,

have the feeling that she have no place to hide.

She wants to find something to believe and trust in,

but she only deserves it, if she Is thin.

No were to go from here,

or is there any kind of help a little bit near?

All this things are keep swinging in a circle so black,

maybe I should grab my things and pack?

I hate all the anger, pain and fear,

please will you come and help me dear?

Music keeps me fight, 

it’s the only thing that still feels right.

Please keep listing to me,

and all the thoughts you can’t see.

No matter how much I try to hide,

I can’t keep all these emotions inside.

I my seems strong,

But I have bin it for so long.

I share it all with you,

is there anything more I can do?

I want to give up, 

but there is a little fire who is not willing to stop.

It is very small right now,

it dosen’t make the feelings go wow.

I miss to be all up, I miss to be deep down, 

this feelings make me feeling and look like a clown.

I’m missing to so sick that I could,

ask for anything kind of help I could.

I’m missing the feeling of being so vulnerable,

that I did’nt have to make a façade being so honorable.