The big, big world.

Bange.

denne verden.

denne store verden.

denne store skræmmende verden.

denne store skræmmende rigtige verden.

døden.

jeg er frygtelig bange for den.

det hele vender sig i min mave.

jeg er bange for ikke at komme til at leve mit liv.

jeg er bange for de ting som kan ske og de ting som vil ske.

jeg er bange for at der ikke er noget efter dette liv.

kun mørke, tomhed og intetheden.

det skræmmer mig sindsygt.

'dont be afraid of the dead - be afriad of an unlived life'. 

jeg er bange for naturkatastrofer, bange for metoer, jordskælv, tsunamier, vulkaner, pandamier - dommedag. jordens undergang.

det er sygt.

det er skræmmende.

det er en sandhed indeni mig.

jeg er bange for min sygdom.

anoreksien og depressionen.

jeg ved hvor meget magt de kan have.

nogle dage mere end andre.

jeg er bange for det selvudslettende og det kaotiske.

det syge.

Bryder mig ikke om nyheder.

Jeg er næsten helt angst nogle gange efter jeg har set dem.

jeg er tiltrukket af finde 'katastrofe-historier' - samtidig med at jeg frygter dem.

concentrate.

Det er svært at koncentrere sig.

Om alt det der foregår uden om mig.

Om skolen, om samfundet, om alt.

Samfundsfag og dansk, virker som to fag der egentlig fænger mig - men blot er dybt ligegyldig.

Jeg elsker at blive klogere.

Men, samtidig syntes jeg også at meget tid går til spilde af at være i skole.

Det tænker mange nok, - jeg er bestemt ikke den første.

Men alligevel, så drukner jeg langsomt i det.

Sådan lidt depressions-agtigt, hvor alting er ligemeget - ligegyldigt. 

Jeg er også træt i dag, så gå-på-modet er heller ikke højt.

Hvad er meningen med alt det her?

Jeg føler at jeg går rundt og sumper i noget, som alligevel ikke giver mening.

To talk.

Jeg har et enormt behov for at fortælle og snakke.

Få sat ord på mine følelser. 

Jeg føler mig dybt egoistisk.

Hvem skal dog bruge al den tid på mig? - ja mig?

Jeg burde lytte. 

Men jeg kan ikke rumme det.

Hvorend jeg gerne ville.

Jeg kan ikke rumme det.

Snart runder jeg de to år på mit opholdssted.

Wow.

2 år. Og jeg som sagde der ville gå 3 måneder...

to build a home.

Inspiration.

my getaway.

from one point to another.

Dagen i dag har været okay -  indeni kørte lidt ræs mellem mig og anoreksien.

Havde en god samtale, hvor jeg fik lidt frem i lyset og fik ord på nogle ting.

Men nu. 

Nu - har jeg det rigtigt dårligt. 

Min krop er svulmet op, jeg har kvalme - panikken haler roligt ind på mig. 

Klumpen sætter sig i halsen og et stigende pres fylder mit hoved.

Kroppen er så pludselig min fjende.

Mit fængsel. 

Noget forfærdentligt.

Pludselig kan jeg ikke kapere mine lår. 

Min bule på maven.

Kroppen er blevet grim.

Min fornuft; Anoreksien, trætheden spiller mig et pus.

En andel del af; Føj hvor satan, dit klamme fede svin. Skam dig. 

Jeg ved det handler om mere end kroppen.

Det er mine tanker som går amok .

Det er samsurie af tanker der kører som et kaos.

Ikke virkelighed. 

Måske meget sort/hvid-tanker.

Men 2013-kultur er meget; Jeg skal gøre noget stort, for at være noget stort.

Hvis man ikke er elite, Chef eller popstjerne - så er man da ikke noget?

I dag skal vi tage gode uddannelser, have en smuk krop og være in i alle henseender.

Jeg føler jeg glemmer mig selv, for jeg vil langt hellere en tur i skoven, end at stå på en scene.

Jeg glemmer min lyster, fordi der oftest bliver forventet noget andet.

Fordi jeg sensitiv, bliver jeg hurtig stresset i dagligdagen. Er det så mig der er forkert?

Fordi jeg helst ikke gør som flertallet?

Fordi alt deres storhedshalløj bliver et krav for mig, i stedet for et valg eller en drøm.

Jeg har en der råber i mig; Jeg skal være stor, speciel og et pragteksemplar, for at det er okay jeg er her.

- Men sandheden er jo, at mit liv er stort i sig selv?

Happy...

Sikke en weekend.

Næsten kun med kæresten.

Fantastisk og udmattende.

Energigivende og energikrævende.

Det gik godt med humøret, knap så godt med maden.

Han er sørme da en fantastisk dreng.

Tak min skat<3

Tak<3

Sweet lullaby.

Søvnens sødme.

Det er rart du kan tage mig væk.

Væk fra alle de krav anoreksien stiller.

Jeg har lige spist chokolade.

Jeg burde lade være.

Mon jeg skal løbe en tur?

Jeg føler mig oppustet.

Mæt.

Hvad gør jeg nu?

Help is..

Hjælp.

Fem bogstaver, et ord. 

Hvorfor er det så svært?

Hjælp.

Hvad betyder hjælp? 

Hvordan be’r man om det?

Hjælp.

Virker så forkert, virker så rigtigt.

Hvorfor bliver jeg så bange?

Hjælp.

En søgen efter noget bedre. 

Et strej af håb.

Hjælp.

Mange former, mange størrelser.

Hvad passer til mig?

Hjælp.

En illusion eller sandhed.

Og hvad er forskellen?

Anger is poison

Jeg er vred på hele verden.

Jeg føler mig svigtet af den.

Føler mig som et offer for andre folks krav og hån.

- Måske er det bare mig selv der ikke kan sætte en grænse, men det føles så umuligt.

Anoreksien vil presse mig så langt ud at jeg kun kan drukne. 

Inden føler jeg mig som en and, der padler med benene under i vandet, med 400km/t, bare for at holde mig oppe.. 

Anoreksien fortæller mig en masse omkring maden i dag. Egentlig føler jeg ikke at jeg burde spise.

Spejlet er min fjende, maden er min endnu større fjende.

Jeg bliver syg og dårlig hvis jeg springer over. 

Men jeg bliver tosset i hovedet når jeg spiser.

En evig diskussion med mig selv, hvorvidt det ene er bedre end det andet. 

Streeeeess.. Maden og kroppen.. Negativiteten fylder for meget i mig. 

Anoreksien vil virkelig bestemme.. Jeg er et nemt offer, for jeg er så træt. 

Får ondt i maven af alt det stress.

Det kører rundt i mig. 

Ingen steder er Helle.

Årrrrrh, hvad er det der sker i mig???

Anorexia eats me.

Anoreksien er stor i dag,

den vil have jeg er selvdistruktiv.

Skubbe alt hjælp væk. 

Jeg må ikke, jeg har ikke fortjent det.

''Spiseforstyrrelsens hemmelige sprog'' vækker noget dybt i mig. 

Den rammer 9 ud af 10 gange mine tanker, mønstre og handlinger.

Den bekræftiger mig i at jeg har en sygdom - anoreksien.

Det er helveds farligt at indrømme, for anoreksien vil straffe mig for det.

Angsten er høj!

Jeg hader det jeg ser i spejlet. 

Anoreksien hader det den ser i spejlet. 

Jeg bliver aldrig perfekt eller dygtig nok til den.

Dens krav vil forevigt æde mig, hvis jeg ikke får sagt fra. 

Men dens stemme er så overbevisende, så dominerende.

Jeg har spist min mad.. 

Men den vil straffe mig.

Jeg må ikke be' om hjælp - men det er det jeg har aller mest brug for lige nu. 

For ellers vinder anoreksien. 

Bliv ved med at sig jeg gør det rigtige.

At jeg er tryg.

At i kan lide mig.

At anoreksien er en løgner, som skal sultes væk. 

Det er på ingen måder Heidi, det søde lille barn som gemmer sig for monstreret.

Det er anoreksien.

Dens klamme løgne.

Åh, hvor jeg hader den.

Men jeg kan ikke benægte at den stadig er stor i mig. 

Sweetness of life

Livets sødme.

Min mund løber i vand.

Jeg er sulten på livet.

Sulten på energi, glæde og sjov.

Anoreksien er en del af mig som jeg ikke længere kan benægte.

Jeg vil lytte til den, fordi jeg føler at jeg skal.

Jeg vil lytte til Heidi, fordi det føles mest rigtigt. 

Endnu en dag, med disse tanker.

Disse overvejelser.

Livet er fyldt med valg.

Det ville være nemmere, 

hvis nogle kunne træffe dem for mig.

Hver gang er jeg stærkere.

Trætheden er udmattende i dag.

Solen skinner på mig.
Skyggen er indeni mig.

Jeg tager jeres på min skuldre.

Jeres problemer, jeres valg, jeres udfordringer.

Det skal jeg ikke.

Jeg skal være mere egoistisk.

Jeg hader mig selv for det.

Anoreksien hader mig for det.

Måske vil jeg selv gerne lidt?

For så skal jeg ikke gå i denne pine, resten af mit liv.

Seks måneder fyldt med kærlighed og omsorg.

Med håb, grin og tårer.

Med smil, forståelse og nærvær.

Finally!

Så blev videoen færdig, uploadet og til offentlig skue..

Vil meget gerne høre ris og ros!

Og ikke mindst, så vil jeg håbe i vil dele den.

Vi håbe det kan blive et lille værktøj videre, i kampen mod spiseforstyrrelser!

http://www.youtube.com/watch?v=jhj-spANbOM