...

Hvad kan du godt lide at lave i din fritid?

*BLANK*

No thank you.

''Nej tak til alle krav i verden-dag!'' 

Ingen skole, ingen fitness, ingen rengøring.

Massage, mad, krammere og søvn.

Jeg har svært ved at 'tillade' mig selv disse behov.

De gør mig jo svag!

Men er det ikke stærkt at være svag?

Min krop fryser/sveder, ondt i halsen, hovedpine og svimmel.

Det er jo ikke i morgen eller på mandag jeg skal lytte til den - det er i dag.

Den fortæller mig noget. 

Kunne ikke sove i nat pga. sult.

Måtte op kl. 02.30 og få 'morgenmad'.

Denne 'morgenmad' betød ikke at jeg var mæt kl 8.00 da jeg oprindeligt skulle have morgenmad.

Nej to gange morgenmad...

Min krop CRAVEDE det.

Det virkede så skamfuldt. 

Før bliver kontrollen af?

Er jeg ved at gå i den anden grøft?

Er det fysisk eller psykisk sult?

Dont know..

Den uge har faktisk budt på man udfordringer, som har givet stof til eftertanke og erfaringer. 

Lige nu ville jeg gerne have et facit.

En værktøjskasse til HEIDI. 

Miss fitness

Heidi .... 

Åååååh.... 

Er fitnessworld en for stor trigger?

Eller er jeg bange for den' forvandling'/ændring det kan give.

Anoreksien sparker ind, fordi sulten er større - behovet for energi er større. 

Mere nødvendigt. 

Mad, Mad til at løfte 10 kg vægte..

Mad til overskuddet....

Hmmmmmm... Jeg er bange for denne nye sult.

inside me.

Accept af 'mig'.

Ikke 'hele mig' - men inden i mig.

Kroppen er et stort arbejdspunkt.

Eye opender.

Erkendelse: Jeg har mistet så mange personer og så meget energi pga. denne sygdom. Anoreksi.

Accept: Av.. Av forhelved. Jeg tror endnu ikke jeg har accepteret det.. Men jeg kan se det for mig nu.

Jeg har også fået rigtigt meget - og der er meget mere endnu jeg skal have.

Lige nu sidder jeg i saksen igen: tyk, forkert, doven, klam.

Må ikke spise. SKAL træne. 

Det er så svært når ens logik og hjerne ikke arbejder sammen.

Når man ved virkeligheden muligvis kan være anderledes end hvad ens indre stemem siger.

På trods af at flere og flere evner til et 'normalt' liv kommer - i form af sociale arrangementer, overskud, lyst og energi - så er det ikke godt nok.

På papiret er det godt nok. Mine behandlere siger det er godt nok.

Men min anoreksi fortæller mig det stik modsatte. Jeg er svag, dum forkert. Anderledes! UDUELIG!

This saturday.

Slikabstinser?

Overspisningstanker? 

Det er fordi det er forbudt lige nu.

Utrolig hvad ordet ' træning ' kan sætte igang i mig. 

Jeg bliver enormt presset af det.

Jeg vil være perfekt her og nu! 

Det er svært ikke at sammenligne..

Sammenligne med andre...

Med andre der også kæmper mod anoreksi.

Fordi det er samme diagnose...

Og sygdom.. Hader ordet; DOM. 

Det er jo muligvis 'kun' en periode.. 

Det behøver ikke altid være sådan..

Jeg har lyst til at være tyranisk mod anoreksien.

JEG VIL HAVE SLIK!!! Også selvom jeg spiser 'rigtigt' mad.

JEG VIL HAVE SLIK!!

Hej Heidi 6 år.

Jeg vil være uansvarlig og lægge anoreksiens krav fra mig..

Måske er det at presse angsten??

Og jeg ender nok i overspringsspisninger og for meget slik... 

Det er jo ikke anoretisk?

Jeg lever jo ikke op til det crap så....

Jeg lever jo ikke op til anoreksien..

Jeg lever jo ikke op til Heidi ...... 

For satan...

Bundærlig....

JEG VIL KUNNE SPISE SLIK OG DYRKE MOTION SOM ALLE ANDRE - på den NORMALE måde!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Og jeg vil gerne kunne give min krop det den har brug for...

Proces not more.....

De sidste par dage har været fuld af tanker og ja - flere tanker.

Hvor er jeg på vej hen? Hvad vil jeg gerne?

Og hvordan? 

Anoreksien er virkelig min bremseklods, 

Altså virkelig. 

Den fortæller mig alt det jeg ikke må FØR jeg har tabt mig. 

Mit nye citat er; '' Process, not perfection'' . 

Virkelig. Hele tiden får anoreksien mig til at halse efter 'målet'. 

Men så snart jeg rammer målet, så bliver tæppet trukket væk under mig og jeg kan begynde at løbe igen. 

''Det er ikke målet, men vejen dertil''.

Alt det anoreksien fortæller mig om, er alt det jeg skal - før jeg er perfekt.

^Der er for fanden ikke mennesker der nogenfuckingsinde bliver perfekte.

Og den sandhed er svær at sluge, for det har været min/anoreksiens overbevisning de sidste mange år af mit liv.

Må jeg så gerne være her?

Har jeg virkelig fortjent det? Er det ikke bare en undskyldning for, ikke at presse sig selv?

Ja. Ja. Nej..