orchid society.

Normalt vil jeg ikke bruge reklame på min blog.

For det er jo MIT sted, det er min verden.

Men der er noget andet der også fylder i min verden;

Nemlig opdagelsen af at jeg måske er et lille orkidebarn indeni.

Et sensitivt væsen, der har brug for pleje og næring - mere end jeg tror.

Inde på FB, har jeg veninde og jeg nu oprettet gruppen; Orchid society.

Det er 14-25årige, som er Særlig senstive.

Her kan vi snakke om hvad det indebærer, erfaringer og måske få en masse fornøjelse af hinanden.

Der ligger også en test derinde som kan give et praj om, at man evt. er særlig senstiv.

Så join os!; http://www.facebook.com/groups/367619863330263/

Family ties.

Jeg er i syv sind.

Der er så meget omkring min familie i min fortid.

Og dag for dag dukker der lidt mere op.

Jeg kan ikke stoppe med at tænke på det.

Meget af det ser jeg stadig med mit indre barns øjne.

Ikke den 18-årige, 'store' Heidi.

Intet i mit hoved hænger sammen.

Hele min verden er rystet. 

Alt.

Tre diagnoser jeg skal forholde mig til.

En familie jeg er snotforvirret omkring.

En hverdag jeg skal have til at fungere. 

Og en fremtid jeg skal have reddet.

Jeg kan ikke hænge sammen mere.

I dag, har jeg sovet, vågnet, sovet, vågnet og grædt og grædt.

Intet har fungeret i dag.

INTET.

Jeg orker virkelig ikke mere.

panic.

FUCK!

Jeg blev bange i dag. 

Eller det tror jeg?

Jeg har jo prøvet noget der ligner før, men aldrig på denne måde..

Sidder på bagsædet i bilen, mine tanker kører lidt rundt om igår og i dag.

Pludselig bliver kvalmen værre, og jeg trækker vejret dybt.

Men det hjælper ikke.

På under 5 minutter bliver kvalmen så slem at vi må holde ind til siden.

Jeg ligger mig ned på knæ og med hovedet i jorden.

Det begynder at snurre i mine fingre og i mine læber.

Troede jeg skulle dø.

Aldrig er det blevet fremprovokeret af 'ingenting'.

Det plejer kun at komme i trygge omgivelser.

Kvalmen plejer aldrig at være så enorm og overvældende.

Det var som om at alle mine følelser og angst skulle 'op'.

Panikanfald siger de.

Føj for helved en oplevelse. 

questions.

Jeg har så mange spørgsmål i mig.

En masse forvirrende tanker om det hele.

Hvorfor mig?

Hvorfor ikke?

Hvorfor er det maden der er mit problem?

Hvorfor er jeg et problem?

Hvorfor er vi her?

Hvorfor skal man dø?

Hvad sker der når man dør?

Hvad er meningen med livet?

Hvad er meningen med alle regler?

Hvad er sandt og hvad er falsk?

Hvorfor er jeg så bange?

Hvorfor er der krig?

Hvorfor er verden så skræmmende?

Hvorfor, hvordan, hvornår?

Jeg forstår ingenting på de her sorte dage. Av, det gør ondt.

Jeg er så snotforvirret.

Hvorfor, hvordan, hvornår?

inner monster.

I dag har jeg oplevet min værste fjende; mig selv + mit indre monster.

Jeg kan være så hård, så angst og så vred.

Ingen kan styre det - heller ikke mig selv.

Hvis jeg ikke have mit opholdssted til at holde mig fast, ville jeg droppe alt. 

Jeg bliver så enormt bange.

Jeg kan ikke kontrollere mine tanker og mig selv mere.

Mit indre had vokser så enormt, maden bliver farlig og jeg kan ikke stole på nogle.

De lyver!

eller gør jeg?

Jeg ved det ikke..

Denne dag skal bare overståes!

and it wen't well..

Jaja..

Endnu en gang gik det 'okay'.

Taget i betragtning af hvor urolig min morgen var, fordi jeg netop skulle op på det apperat kalder vægt.

Hvorfor kan 200g +/- ødelægge hele ens uge, hele ens humør , hele ens liv?

Hvorfor kan 10g havregryn mere gør en så pisse bange og forkert?

Hvorfor bliver man bange for maden hele næste uge fordi man har tabt sig 700g?

Hvorfor kan man ikke være sammen med nogle fordi man skal 'passe' måltiderne?

Hvorfor kan man ikke gå ud og spise fordi man ikke kan kontrollere maden?

Hvorfor kan man ikke lægge sig og se film og guffe slik med god samvittighed?

Hvorfor er der noget i en der skriger når man bare nyder og er til?

Hvorfor skal man gøre sig fortjent til ALT godt?

Hvorfor skal man have dårlig samvittighed over at være den man er?

Hvorfor tænke så meget over tingene?

JEG GIDER IKKE OVERLEVE - JEG VIL LEVE!

dear weight.

Vejning i morgen..

Hvorfor bliver man så panikslagen nu?

Jeg kan jo hverken gøre fra eller til.

Jeg kan ikke spole tiden tilbage og lave noget anderledes i den forgangne nu.

Min kamp mod kroppen.

Det er jo den jeg vil væk fra, men samtidig HADER jeg den skide vægt.

Og jeg bliver ved: jeg er ikke et tal.

Og; det er ikke vigtigt.

Men jo! forhelved hvor er det stadig vigtigt for mig,

Æv..

Jeg har det skide bestemte tal i hovedet som det ikke må overstige.

Dumme regel..

Hvordan mon jeg kan knække den?

Vende det til noget positivt?

At livet begynder når jeg er kommer OVER den?

Er det gulerod nok?

Jeg er bare stadig alt for bange for livet, til jeg tør tage imod det.

Jeg er bange for verden, for menneske og for mig selv.

Jeg er i mit lille sorte, navlepillende og selvmedlidende hul.

Og jeg kan ikke komme op.

Jeg vil bare gerne straffe mig selv.

For jeg har jo gået imod reglerne og anoreksien!

Åh... 

Så ambivalent.   

Kan i stadig elske mig med min mørke side?