Piedestal.

Nogle gange sætter jeg måske livet på en tårnhøj piedestal?

Altså forestiller mig at det er et eventyr, en dans på røde roser - eller måske som i himlen?

Jeg ser verden som et lille barn.

Enorm, fantastisk og magisk. 

Måske er den det bare ikke?

Måske er tingene ikke så lette, måske skal det være hårdt?

Eller, måske er det begge dele?

Altså selv når jeg kommer ud af min sygdom, så vil der jo komme andre nedture, andre tragedier og kampe.

Men ind imellem dem, håber jeg på sjov, glæde og rejser. 

Jeg er så stresset lige for tiden. 

Altså jeg presser mig selv derud, hvor jeg bare flyver hen over følelserne.

Og når jeg så sætter mig ned for at slappe af, så kører jeg videre!

Venter bare på at det hele braser sammen, BANG!

og jeg er færdig. 

Kan jo ikke vide om det sker, men hver gang jeg har haft det som nu, så ender jeg nede.

Så langt nede at det kræver dage at komme op!

Tårer, søvn og snot. 

Kan mærke at weekendens tanker, forfærdenligheder og traumer stadig er der.

Jeg kan ikke ryste dem af.

Måske fordi jeg ikke vil?

Måske fordi jeg endnu ikke har valgt at sige ja tak til livet.

Jeg har heller ikke valgt Nej tak. 

JEG KAN IKKE VÆLGE.

Jeg vil være mega syg igen.

Ikke så mange krav, ikke ansvar , ingenting.

hurts so deep.

Jeg føler mig virkelig ulykkelig.

Ulykkelig over at jeg ikke længere må nå mit mål: at tabe mig.

Ulykkelig over at jeg går glip af det aller vigtigste: livet. 

Ulykkelig over at jeg ikke kan vælge mellem de to ting. 

Jeg kan ikke bare presse en løsning ned over hovedet på mig selv.

TAG DIG NU SAMMEN HEIDI!

Problemet er bare at hvis jeg BARE kunne tage mig sammen, så havde jeg fandme gjort det for 2½ år siden!

Man er jo selv så skide ansvarlig for sit liv.

Så tag ansvar!

Vælg dog.

Det gør bare alt for ondt. 

Jeg kan ikke.

Jeg ved godt at man ikke bare kan gå og vente til den morgen man står op og alle grimme tanker er væk og man kan starte med at nyde. 

MEN! jeg føler mig på ingen måde klar til at slippe kontrollen.

Jeg føler allerede jeg har sluppet den så skide meget.

Jeg hader min krop, ud i ekstremer at jeg ikke kan vælge at lade mig selv nyde.

 Det er forbudt, forkert og dybt forkasteligt for mig at nyde.

I det mindste indtil jeg har tabt mig nok!

Indtil jeg har lidt nok!

Hvor langt skal jeg ud?

Skal jeg helt ud og hilse på manden med leen før jeg giver slip?

Jeg ved det ikke.

Jeg tør ikke tænke den tanke. 

Det gør så pisse ondt indeni.

Jeg er så pisse bange. 

Jeg er virkelig fanget i mine kritiske tanker. 

Det er så svært at lade være med at handle på alle kravene.

Gå en tur!

Løb en tur!

Bevæg dig!

Gør noget fornuftigt!

Jeg er bange.

Altså sådan at angsten vokser i mig.

Gror og gror.

Vreden og frustrationen over min krop!

Fuck den.

Fuck mig.

Jeg er ikke stærk nok til at kæmpe imod.

Der er ikke noget jeg har lyst til, ud over at tabe mig.

Og hvor er det forkert!

Jeg har bare ikke modet eller styrken til at sige fra lige nu!

Bliver så forbandet ulykkelig når jeg ser min krop.

MEN JEG GIDER IKKE TRÆNE!

JEG MAGTER DET  IKKE!

og så må jeg jo tage konsekvensen deraf;

Kroppen bliver slap og jeg tager på. 

Men det kan jeg bare ikke acceptere!

Det er jo ikke min skyld jeg skal spise, det er jo kun fordi i siger jeg skal spise!

Hvis jeg nu ikke var her, så kunne jeg selv bestemme!

Jeg ved jo godt kontrollen ville blive skrappere og hårdere.

Portionerne mindre.

Vægten lavere.

Livslysten mikro.

Men jeg føler mig ikke klar til denne kamp!

Responsibility.

Mit ansvar i dette her.

Det er op til mig at virkelig ændre det.

I vil stå på sidelinjen og støtte mig.

Jeg bliver så sur når i så siger i vil overtage ansvaret.

Det kan i jo ikke!

Jeg er ved at brække mig over hvor ih og åh så dygtige i er.

Jeg trænger til noget luft, jeg er ved at blive kvalt!

I siger det er fordi i skal sætte grænser, jeg siger i smadrer mig.

Det er da klart at man ikke kan fungere normalt når i hele tiden skal presse en!

Giv mig dog noget ro.

Det er jo i bund og grund mit ansvar hele lortet!

I kan ikke hjælpe mig, hvis i presser mig sådan!

Jeg er vred.

Jeg kan ikke lide tanken om at skulle tage på, og det er det eneste jeg ikke vil.

Lad mig nu komme med i tankerne inden det begynder at gå så hurtigt!

Fuck jer.

Måske er jeg bare ikke klar? 

Måske jeg skal tage hjem, tabe mig og blive indlagt.

Presse mig selv helt derud hvor jeg ikke bunder mere, for at blive træt af det hele.

Så jeg kan se hvad jeg smadrer hvis jeg ikke siger ja til behandling.

Lad mig komme helt derud hvor det hele gør ondt!

Hvor skrigene fylder alt, hvor smerten gennemborer mig.

For at jeg så kan komme krybende tilbage og be' om hjælp. 

Når jeg har gjort mig fortjent til den igen. 

Link.

Det gør så ondt indeni.

Jeg ved de har passet på mig i dag, men nu er jeg bare alene og magtesløs igen.

Jeg er bange for i morgen.

Jeg er bange for nu.

Mine tanker flyver rundt.

Ingen pauser, ingen ro.

Jeg hader mig selv lige nu.

Jeg føler mig som det mest forfærdenlige menneske på jorden.

Hvad er der så galt med mig?

Hvad er der så forkert ved mig?

Hvorfor føler jeg mig så anderledes?

Jeg orker ikke mere..

Giv mig noget ro.

Det hele er et kaos indeni. 

Det eneste jeg føler og har lyst til er at skade mig selv.

Ved at tabe mig, ved at jeg skal lide for at have det godt.

Hvor kommer det her lort fra? 

Jeg er så frustreret.

 

Jeg tør ikke være alene... 

My way to selfdistruction.

Anoreksi er min måde at skade mig selv på.

Nogle drikker, andre tager stoffer og nogle tredje spiser. 

De sidse gør noget helt andet. 

Men anoreksien er min måde at skade mig selv på.

Det er min måde at komme væk fra virkeligheden når alt bliver for svært og smertefuldt. 

Det er min måde at råbe om hjælp på.

Det er min måde at overleve mit indre kaos på.

Jeg er så selvdestruktiv, at jeg ikke selv længere kan styre det.

Virkelig. 

Jeg kan ikke beherske mig, standse det eller se ud over det.

Det er så galt at det gør ondt at slippe det, at acceptere det eller indse det. 

Det er så galt at jeg skaber et enormt forsvar for ikke at se det.

Jeg har grædt i dag. 

I flere timer.

Så dybt og inderligt at jeg har maveonde nu.

Det strammer i min mave.

Av. 

Og der er mere hvor det kommer fra.

Det lægger bare og ulmer.

Venter på at det eksploderer.

Jeg har brug for et eller andet at kunne skade mig selv med.

I mit kaos leder jeg efter andre måder, når jeg ikke må tabe mig.

Jeg skaber mig en ny afhængighed for at skade mig selv. 

Og hvor forkert er det ikke lige??

Hvor har jeg lært det henne?

At den eneste måde at lykkes på er ved at skade mig selv?

At når Jeg ikke lykkes så skal man skade mig selv?

Var det da min far drak sorgerne væk?

Gemte sig fra virkeligheden?

Var det da de kaldte mig tyk, fladpat og skævtand?

For at glemme dem selv? 

Var det da de holdte mig udenfor fordi jeg ikke kunne holde mund?

Kun fordi de vidste jeg havde ret?

Hvor kommer det indlærte selvhad fra, det selvdestruktive, det kritiske og det dømmende fra?  

Det piner mig at jeg ikke bare kan fixe det.

Jeg plejer jo at kunne fixe alt!

different sides of life.

Utroligt hvordan to uger kan være så vidt forskellige. 

Sidste uge kørte tingene langt mere på skinner, jeg kørte virkelig på med at få lavet en masse, jeg var enormt social og følte mig faktisk ret okay.

Men i denne her uge er der virkelig ikke rigtigt noget der lykkes.

Jeg er så enormt træt, jeg ved ikke hvad jeg skal bruge min tid på og jeg er enormt asocial.

Det er helt utroligt så meget ens humør kan svinge. 

Det er to modsætninger, ikke en mellemvej.

Det er altid mellemvejen jeg ikke kan finde.

Den eksisterer nærmest ikke i mit univers. 

Jeg er så træt, ingen luft, ingen varme.

Har lyst til at sove denne dag væk..

back to wonderland.

(en veninde til venstre, mig til højre)

Årh, jeg ville ønske jeg var ti år igen. 

Se hvor sorgløse mine øjne kunne være.

Se hvor kærlig jeg ser mod verden.

Mit største problemer virker så i forhold til nu.

Noget jeg også lægger mærke til er at jeg kunne skjule det inderste så godt.

Det var jo netop i den periode at mit liv ramlede på så mange fronter. 

Hvordan mon jeg overlevede i det kaos?

Fordi jeg havde fantastiske veninder og en fantastisk familie.

Jeg kan ikke huske så meget, men jeg er overbevist om at de virkelige gjorde det godt.

Hvorfor kan jeg ikke også bare tro 100% på at de kan være der for mig igen?

Fordi jeg er jo 'voksen', jeg skal lære at klare mig selv, jeg skal være moden og ansvarbevidst.

Fordi jeg skal tage ansvar for mit eget liv, mit eget ve og vel. 

Inderste inde ved jeg godt at alle mennesker ikke bare klarer det selv, men jeg skal.

Og hvorfor skal jeg?

Hvorfor skal jeg kæmpe sådan for en plads i verden?

Hvorfor er jeg den eneste der ikke fortjener alt det gode?

Hvorfor er jeg så lidt værd?

Altså når jeg taber mig, har kontrol, viser jeg er stærk - så må jeg gerne nyde.

Men når jeg går den anden vej; tager på, er ukontrolleret , viser jeg er svag - så skal jeg lide. Så skal jeg virkelig ikke tro at jeg er god nok. 

Og i hvems øjne?

I mine øjne? i dine øjne?

Jeg har et sted i mig, der helt ubevidst går i gang med at skulle please mænd/drenge.

Altså jeg vil gerne være god nok i deres øjne.

Ikke dumme mig, ikke være til besvær, at være sej og rå.

Jeg bliver genert i deres selskab og vil have deres billigelse. 

Føler mig så stor, forkert og klam når jeg er sammen med dem.

Jeg føler jeg skal være noget specielt, noget unikt. 

For ellers er jeg ikke god nok..

Er det pga. nogle ting fra fortiden jeg reagerer som jeg gør?

I think so.

Hvilke kasser skal jeg hive frem og lede i for at finde svar, så jeg kan få lidt styr i kaosset igen?

Lorte dag. Lorte tanker. Lort på lort. 

Undskyld, skal have lortet ud.

Back in time, please.. Just a few days. 

Me, me, me, me - oh? and me.

Mig, mig, mig. 

Nogle af de ting jeg gør, gør jeg ud fra det jeg har lært, det jeg har hørt og det jeg har set.

Som barn lærer man jo alt fra sine omgivelser.

Man tager lidt fra far, lidt fra mor, lidt fra veninden og så videre.

Men når man så bliver ældre skal man selv til at sortere i, hvad der føles rigtigt og forkert.

Folk som er naboer kan have to vidt forskellige syn på livet,

ja selv familier som bor tæt kan være meget forskellige.

For nogle er sund livsstil naturligt, andre som en by i Rusland.

For nogle er smart tøj et must, andre har andre værdier.

For nogle er ærlighed vigtigt, andre mere eller mindre ligeglade.

Og hvad er så rigtigt?

Hvad er så forkert?

Hvem har ret til at bedømme det?

og skal det bedømmes?

Er det okay, at det bare er som det er?

Nu er jeg jo blevet 'voksen', i hvert fald efter dåbsattesten.

Det begynder allerede tidligt i teenageårene, alt det med at skulle finde sin plads og sig selv.

Finde sine grænser, lyster og værdier.

Problemet kommer så bare hvis de er blevet overhørt fordi man har skullet tilpasse sig nogle ting i sit liv.

Man har mistet evnen til at kunne mærke sig selv.

Man har mistet evnen til at kunne skelne imellem rigtigt og forkert for ens eget vedkommende.

Man har mistet evnen til at være sig selv.

Og der er jeg fanget nu.

Der er da lidt ting jeg gerne vil, jeg har da ønsker og håb.

Men nogle af dem er dystre, nedslidende og farlige for mig.

Andre er gode.

Men jeg har bare ikke lært at skelne imellem dem.

Jeg står bare på sidelinjen stadig og kigger på.

Vigtige ting for mig;

At lytte til sig selv.

At lytte til andre.

At slappe af.

At bruge energi.

Ærlighed.

Troskab.

Kærlighed.

Håb.

Drømme.

Sund mad.

En god bog.

En god film.

Nærhed.

Kontakt.

Mit kamera.

Pligtopfyldelse.

Mål.

Og flere ting.. Men nogle af de ting vil måske ikke være så tydelige på din liste. 

Og hvor har jeg alle mine ting fra?

Hvor har du alle dine ting fra?

Kan de ændres, eller er det bare fint som det er?

Vi er jo alle så enormt ens, men alligevel vidt forskellige.

Er jeg okay nu? 

Eller skal jeg blive ved med at retfærdiggøre at jeg er som jeg er?

Bliver jeg nogensinde god nok, eller vil jeg altid have høje krav til mig selv?

Hvorfor er det at jeg føler jeg drukner mig selv hele tiden, i mit hoved, i min krop og i hele mit liv?

Another day.

To gode dage,

Nu kommer den dårlige.

Ikke fordi jeg venter på den, men den kan mærkes helt igennem i min krop og i mit sind. 

Jeg er irritabel, jeg er angst og jeg er helt udkørt.

Hvordan kom alt dette ind i mit sind? 

Hvorfor er hele min krop gennemboret af det?

Jeg følger skyld og had.

Skyld over at jeg rent faktisk har haft det godt, had over at det har været rart og at jeg ikke må have godt.

Had over at der er noget der fylder så meget i mig at jeg ikke kan fungere normalt. 

Det er jo uhyggeligt. 

Jeg føler at det er mig.

Samtidig med at jeg føler at det er noget som bare pludselig overtager mig.

Jeg føler at jeg ser klart når mine tanker bliver negative, fordømmende og hadske. 

Jeg savner roen nu, hvordan får jeg den? 

JEG VIL HAVE DET GODT.

When god, isn't enoguh.

Jeg har det godt.

Eller fint.

Eller udmærket. 

Eller fladt.

Jeg kan godt være i det for det meste.

Jeg kan godt skubbe tankerne lidt væk.

I hvert fald så længe jeg kan holde min tanker optaget af alt muligt andet. 

Når jeg så er udmattet efter dagens arbejde, ikke har nogle planer.

Så er det jeg falder i igen.

Jeg bliver bange, angst, vred, frustreret og ked af det. 

Jeg bliver alene i det, indeni fortælles der at jeg burde kunne komme ud af det selv.

Jeg burde selv have svaret, løsningen eller roen.

Men sandheden er at jeg bliver som et barn så.

For jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv!

Så vil jeg bare holdes om, trøstes eller blive givet en vej.

Jeg er en ung kvinde, men mit indre barn fylder så enormt meget når jeg 

bliver træt eller ikke gider følge de indre tanker mere.

Når jeg ikke orker at have ansvar og styr på alt.

Så falder min verden sammen. 

Det bliver enormt tydeligt for mig at jeg stadig virkelig skal kæmpe for at holde

tankerne væk, det er på ingen måder naturligt eller okay for mig at spise/slappe af, og nyde ting endnu.

Det er kun okay så længe jeg følger reglerne.

Indtil da, så skal jeg rigtigt skamme mig.

Grufulde dumme pige....

demands.

De der krav?

Hvorfor er de så høje?

Det er krav fra mig selv, ja.

Det er krav som jeg selv skal lære at slippe, administrere og skabe.

Men, hvordan sorterer man i dem?

Nogle af dem er jo naturlige, andre er sygelige og til sidst er der nogle krav man kun skal leve op til i en periode. 

Men hvornår er det så normal, sygeligt eller nødvendigt?

Mine krav for dagen i dag: Bevæg dig mest muligt! Spis det rigtige mad! Vær aktiv! Slap af! Få noget ud af dagen! Vær glad! Vær social! Vær åben! DO SOMETHING!

Og det eneste jeg virkelig føler for er at lægge mig under dynen, netop fordi jeg ikke føler jeg kan leve op til alle kravene. 

Jeg har brændt min energi af for nu, og det piner mig. Slemme, slemme Heidi.

Du bliver aldrig god nok, det er aldrig godt nok det du gør - du er kun god nok når du taber dig. 

Får alle opgivende tanker, når stressen  kommer og kravene bliver for høje.

Jeg ORKER ikke mit liv, netop fordi jeg syntes jeg skal leve op til alt godt.

Ellers fortjener jeg ikke mad. 

Jeg fortjener ikke ting der er gode for mig.

Straf!! Når jeg ikke må tabe mig mere, så må jeg jo finde andre straffe! 

En sygelig tankegang? Ja måske, men det føles så rigtigt.

Vil i ikke nok hjælpe mig?

girl becoming a woman.

Nogle gange er jeg virkelig 3-årige Heidi.

Jeg vil holdes om, elskes, forkæles og modtage alverdens tryghed.

Andre gange er jeg 30-årige Heidi.

Jeg vil selv, kan selv og gør gerne det hele selv.

Jeg har endnu ikke lært den 18-årige Heidi at kende.

Jeg ved endnu ikke hvem jeg kan stole på, hvad jeg virkelig føler og hvad jeg virkelig vil.

Jeg er virkelig snotforvirret.

En lille 3årig med et miks af 30årig fanget i en 18årigs krop. 

Jeg vil ud af denne fucking sygdom, samtidig med at jeg endnu ikke kan slippe den.

Jeg elsker det jeg kan præstere, jeg elsker det at være tynd og sårbar, jeg elsker den opmærksomhed jeg får - og har fortjent.

Jeg fortjener ikke kærlighed medmindre jeg virkelig har gjort en indsats for det.

Og alligevel, så burde jeg have gjort mere.

En meget ond og sort spiral.

Men kan mærke at jeg er kommet langt fra hvor jeg var og der er langt til hvor jeg vil hen.

Men en lille sikker vej er forhåbentlig igang med at blive fundet. 

Jeg er bare så bange.

Vil i elske mig? 

Vil i se mig?

Har jeg fortjent det?

Har jeg ret til at være glad?

Og sker der noget farligt ved det?

Jeg er bange for fremtiden, den er så usikker.

Alle de ting der sker omkring, jeg må stadig have kontrol indeni.

Ellers vælter det hele jo. 

Hold om mig, fortæl mig at alt bliver okay.

Det hele er bare en ond, ond drøm.