Nogle gange er jeg virkelig 3-årige Heidi.
Jeg vil holdes om, elskes, forkæles og modtage alverdens tryghed.
Andre gange er jeg 30-årige Heidi.
Jeg vil selv, kan selv og gør gerne det hele selv.
Jeg har endnu ikke lært den 18-årige Heidi at kende.
Jeg ved endnu ikke hvem jeg kan stole på, hvad jeg virkelig føler og hvad jeg virkelig vil.
Jeg er virkelig snotforvirret.
En lille 3årig med et miks af 30årig fanget i en 18årigs krop.
Jeg vil ud af denne fucking sygdom, samtidig med at jeg endnu ikke kan slippe den.
Jeg elsker det jeg kan præstere, jeg elsker det at være tynd og sårbar, jeg elsker den opmærksomhed jeg får - og har fortjent.
Jeg fortjener ikke kærlighed medmindre jeg virkelig har gjort en indsats for det.
Og alligevel, så burde jeg have gjort mere.
En meget ond og sort spiral.
Men kan mærke at jeg er kommet langt fra hvor jeg var og der er langt til hvor jeg vil hen.
Men en lille sikker vej er forhåbentlig igang med at blive fundet.
Jeg er bare så bange.
Vil i elske mig?
Vil i se mig?
Har jeg fortjent det?
Har jeg ret til at være glad?
Og sker der noget farligt ved det?
Jeg er bange for fremtiden, den er så usikker.
Alle de ting der sker omkring, jeg må stadig have kontrol indeni.
Ellers vælter det hele jo.
Hold om mig, fortæl mig at alt bliver okay.
Det hele er bare en ond, ond drøm.
1 kommentar:
Åha... Det er virkelig også mig i en nøddeskald...........
Send en kommentar