Mig, mig, mig.
Nogle af de ting jeg gør, gør jeg ud fra det jeg har lært, det jeg har hørt og det jeg har set.
Som barn lærer man jo alt fra sine omgivelser.
Man tager lidt fra far, lidt fra mor, lidt fra veninden og så videre.
Men når man så bliver ældre skal man selv til at sortere i, hvad der føles rigtigt og forkert.
Folk som er naboer kan have to vidt forskellige syn på livet,
ja selv familier som bor tæt kan være meget forskellige.
For nogle er sund livsstil naturligt, andre som en by i Rusland.
For nogle er smart tøj et must, andre har andre værdier.
For nogle er ærlighed vigtigt, andre mere eller mindre ligeglade.
Og hvad er så rigtigt?
Hvad er så forkert?
Hvem har ret til at bedømme det?
og skal det bedømmes?
Er det okay, at det bare er som det er?
Nu er jeg jo blevet 'voksen', i hvert fald efter dåbsattesten.
Det begynder allerede tidligt i teenageårene, alt det med at skulle finde sin plads og sig selv.
Finde sine grænser, lyster og værdier.
Problemet kommer så bare hvis de er blevet overhørt fordi man har skullet tilpasse sig nogle ting i sit liv.
Man har mistet evnen til at kunne mærke sig selv.
Man har mistet evnen til at kunne skelne imellem rigtigt og forkert for ens eget vedkommende.
Man har mistet evnen til at være sig selv.
Og der er jeg fanget nu.
Der er da lidt ting jeg gerne vil, jeg har da ønsker og håb.
Men nogle af dem er dystre, nedslidende og farlige for mig.
Andre er gode.
Men jeg har bare ikke lært at skelne imellem dem.
Jeg står bare på sidelinjen stadig og kigger på.
Vigtige ting for mig;
At lytte til sig selv.
At lytte til andre.
At slappe af.
At bruge energi.
Ærlighed.
Troskab.
Kærlighed.
Håb.
Drømme.
Sund mad.
En god bog.
En god film.
Nærhed.
Kontakt.
Mit kamera.
Pligtopfyldelse.
Mål.
Og flere ting.. Men nogle af de ting vil måske ikke være så tydelige på din liste.
Og hvor har jeg alle mine ting fra?
Hvor har du alle dine ting fra?
Kan de ændres, eller er det bare fint som det er?
Vi er jo alle så enormt ens, men alligevel vidt forskellige.
Er jeg okay nu?
Eller skal jeg blive ved med at retfærdiggøre at jeg er som jeg er?
Bliver jeg nogensinde god nok, eller vil jeg altid have høje krav til mig selv?
Hvorfor er det at jeg føler jeg drukner mig selv hele tiden, i mit hoved, i min krop og i hele mit liv?
1 kommentar:
Jeg tror ikke, der findes noget rigtig eller forkert. Altså udover loven selvfølgelig. Det handler vist om at kende sig selv og mærke efter, hvilke normer der passer til dig og dine nærmeste. Nogle af de nære normer er jo ikke nødvendigvis passende for dig. Noget finder du først ud af over tiden. Ting forandrer sig også.
Det kræver læring og tid at kende sig selv og stå ved sine valg og sit liv med god fornemmelse. Jeg er 37 år og har knap lært det endnu. Men det bliver nemmere over tid. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved så meget mere. Jeg kender mig selv og mine normer.
Min identitet har jeg været i tvivl om flere gange. Når man som du har skulle tilpasse sig så meget, så er det svært at mærke reelle behov. Nogle ting skal man rationalisere sig frem til. jeg brugte fx min politiske overbevisning, når jeg var i tvivl om noget etisk. Jeg havde svært ved at mærke, hvad jeg følte, men jeg vidste, at det parti jeg sympatiserede med mente noget; så det mente jeg også.
Sikke jeg vrøvler. Kan bare så godt genkende dine tanker.
Send en kommentar