Jeg har det godt.
Eller fint.
Eller udmærket.
Eller fladt.
Jeg kan godt være i det for det meste.
Jeg kan godt skubbe tankerne lidt væk.
I hvert fald så længe jeg kan holde min tanker optaget af alt muligt andet.
Når jeg så er udmattet efter dagens arbejde, ikke har nogle planer.
Så er det jeg falder i igen.
Jeg bliver bange, angst, vred, frustreret og ked af det.
Jeg bliver alene i det, indeni fortælles der at jeg burde kunne komme ud af det selv.
Jeg burde selv have svaret, løsningen eller roen.
Men sandheden er at jeg bliver som et barn så.
For jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv!
Så vil jeg bare holdes om, trøstes eller blive givet en vej.
Jeg er en ung kvinde, men mit indre barn fylder så enormt meget når jeg
bliver træt eller ikke gider følge de indre tanker mere.
Når jeg ikke orker at have ansvar og styr på alt.
Så falder min verden sammen.
Det bliver enormt tydeligt for mig at jeg stadig virkelig skal kæmpe for at holde
tankerne væk, det er på ingen måder naturligt eller okay for mig at spise/slappe af, og nyde ting endnu.
Det er kun okay så længe jeg følger reglerne.
Indtil da, så skal jeg rigtigt skamme mig.
Grufulde dumme pige....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar