Watch the days rush.

Sommer og sol.

Grill og vand.

Cykel og shorts. 

Grønne blade og violette blomster.

Duft af varme og lyse aftener.

Smil og musik.

Kjole og frihed.

Drømme og ungdom. 

Lyst og skyfri himmel.

Sommeren er et fantastisk tidspunkt at drømme på.

At drømme om et frit sind, en levende krop og et menneske der finder sin vej.

At drømme om at finde det man brænder for, det der får en til at vågne, det der får en til  at håbe, det der får en til at smile - det der gør at man vil ud af sygdommens arme.

Det der gør at lænker kan låses op og smides på bunden af havet. 

Men det er også sommeren at jeg savner livet så grusomt at det gør ondt. 

Friheden til at at kunne slå hjernen fra og bare være i nuet.

Friheden til at vælge alle glæderne - uden at bliver overrumplet af skyld, skam og vrede..

Uden at depressionen og angsten, uroen og anoreksien hvisker i øret for derefter at overtage hele kroppen og dens vejrtrækning. 

Det er også sommeren der alle de smukke ting bliver endnu tydeligere.
Man ser ting på en anden måde og måske ændres ens sind for en periode.
Måske for altid.

Hvis man bærer sommeren i hjertet, så er der et lys og en varme som vil bære dig igennem regn, slud og kulde.
Men hvis du mister sommeren, varmen, lyset, 

så skal man søge tilbage..
Så bliver alt for sort og for dystert.

i hvert fald for mig.

Jeg er bange.
Bange for om jeg er klar til at tage nye skridt.

Den modigste ting jeg nogensinde har gjort, var at leve videre selvom jeg helst ville dø.