Sun and windy.

I dag er det fucking svært.

Mødtes med tre veninder igår og det tog de sidste kræfter mod anoreksien.

Jeg føler jeg er ved at blive sindsyg.

Har lyst til at rive og flå i mine (alt for) tykke lår.

Utroligt hvordan ens hoved kan skifte fra så okay,

til så sindsygt svært.

Jeg er bange for min egne tanker.

Fordi at jeg har lyst til at reagere på dem, men når jeg føler mig okay igen,

så fortryder jeg det så bittert.

Jeg føler mig ensom og utryg.

Ja jeg kan ringe.

Ja mor er nedenunder.

Men det er bare ikke tryghed.

Jeg ved ikke hvad der er tryghed pt.

Men jeg har det skidt.

Specielt min drøm i nat..

Jeg tror den tog alle de kræfter jeg skulle have haft til i dag.

Jeg drømte om at ingen ville lytte, jeg kaldte efter mor.

Der var en bombe herhjemme, så jeg var nødt til at finde hende.

Jeg kravlede, jeg asede, jeg masede, jeg kaldte og græd.

Min krop var fyldt af asfalt, sten og jeg var beskidt.

Mit ansigt var fuld af mascare og jeg var gennemblødt af tårer.

Da jeg endelig finder mor, er jeg nødt til at hive hende ind på et lille toilet 

- For hun ville ikke lytte! Hun troede ikke på at bomben var derhjemme

og sagde at det var noget jeg fandt på.

Samtidig var jeg smadder rasende på min kontakperson.

Måske derfor jeg er så utryg?

Symbolerne i min drøm, er jo to meget betydningsfulde mennesker i mit liv?

Måske stoler jeg ikke længere på de to ting jeg har fundet mest betydningsfulde 

inde i mig?

Eller hvad? .. 

Jeg aner ikke hvordan jeg skal tolke den..

Men jeg er træt og bange.

Alene...

passions.

Hvor er min passion?

jeg føler jeg skylder verden at være 'den søde, pæne og dygtige'.

Jo mere jeg går, jo flere folk, huse og dyr jeg ser - jo mere kan jeg se at de er ligeglade.

Ikke i den forstand at de er onde mennesker - men om jeg er maler eller håndværker - det rager dem.

Det er mig selv der skal blive tilfreds.

Der er så mange mennesker i denne verden, og det er kun mine omgivelser der skal kunne lide mig.

Og hvis de ikke kan - så skal de ikke være der.

Jeg vil så gerne finde noget jeg elsker!

Og kun gør fordi jeg kan lide det.

Jeg elsker at tage billeder.

Jeg elsker at skrive.

Jeg elsker at danse.

Om det er pænt, godt, skidt, grimt, eller noget femte - det er kun mit.

Jeg kan ikke lide når folk skal vurdere hvorvidt det jeg gør er godt eller skidt.

Det er der inderst inde betyder noget, er om jeg er tilfreds.

Og pt. er jeg ikke tilfreds med mit liv.

Jeg er ikke okay.

Jeg har ikke fundet det jeg brænder for og det der gør at jeg står op hver morgen.

Jeg søger andres bekræftigelse, 

men uanset hvad de siger eller gør - så bliver det ikke tilfredstillende nok, for jeg selv er tilfredsstillet.

Stor åbenbaring - som er fucking svær at sluge.

I am tired - again.

Hvorfor er det så energikrævende at være hjemme?

Jeg går fra; Jeg overtager hele verden nu!

Til; Jeg gider ingenting..

Det er enormt tydeligt for mig, hvor mange veninder jeg efterhånden ar mistet i forbindelse med den her sygdomsperiode. 

Det virker virkelig uoverskueligt at skulle være social og finde nye/gamle veninder igen. 

Jeg syntes sådan en dag hvor går tur, spiser, kigger på tøj med mor, laver mad og bager lidt - så er jeg træt. Helt færdig.

På den der måde kommer jeg til at blive indhyldet i vores lille symbiose af mor/datter igen.

Det er jo nok ikke så sundt.

At være så afhængig af mor, så jeg bliver ved med at fantasere om hvad jeg skal gøre istedet.

Men jeg gider ikke byen, jeg gider ikke skulle snakke og være på.

Samtidig gider jeg ikke være alene.

Der fylder skammen og de distruktive tanker alt for meget.

Lige nu hænger jeg foran Tour de France med min dobbeltdyne.
What a Saturday night! 

Jeg føler mig ikke som en 19'årig pige.

Jeg føler mig som en gammel slidt klud der trænger til at blive smidt ud.

Ikke gode tegn..
Op , Op, Op Heidi.... 

Jeg orker det bare ikke.

Jeg har ikke lyst til noget.

im scared of the lonely being sick.

Anoreksi er en ensom sygdom.

Mine tanker drejer rundt og rundt.

For og imod at spise min mad.

Min krop føles i underskud af mad - på trods jeg har spist det jeg skulle i dag.

Jeg føler mit blodsukker er lavt - måske er jeg bare ved at være træt?

Jeg har tænkt og tænkt over det hele i dag.

Mit valg om at vælge livet eller anoreksien.

Jeg har jo valgt livet - ellers var jeg ikke i behandling.

Men når jeg ser min krop ønsker jeg at forsvinde og være syg.

Jeg skammer mig over min stadig voksende lår, som ikke er trænere.

Nej de ligner mere to klumper fedt som bare bladrer ud på stolen.

I mit hoved har jeg det oftest bedst når jeg vælger behandlingen,

men samtidig kommer der også den krig.

Hvorvidt skal jeg træne, slappe af, spise og sulte??

Kampen mod kroppen er det sværeste for mig.

Ikke alle de skide regler - for det er hårdt i længden.

Men efter jeg kom hjem i dag - følte jeg mig virkelig ensom.

Nu var de andre piger og behandler ikke omkring mig.

Huset var tomt, og de fleste af mine 'gamle' veninder er på ferie eller andet.

De er igang med deres liv, imens jeg koncentrerer mig om min blege, fede krop og hvad jeg spiser.

Men jeg ville jo også gerne ud og rejse og leve som dem.

Men ikke når jeg ser min krop.

Så vil jeg bare skamme mig.

Føler ikke at jeg passer ind i vores samfund hvor normerne og værdier handler meget om krop, udseende og sundhed.

Jeg føler at jeg spiser sundt - dog halter motion lidt syntes jeg.

Jeg går en tur hver dag, nogle dage dyrker jeg yoga eller danser (men meget meget sjældent)

Hvad er det jeg prøver at godtgøre?

Jeg ville ønske at nogen sagde: ''Det er nok lige nu Heidi!

Du er igang med andre ting også, og du dræner din hjerne for energi fordi du tænker så meget. Energien skal nok komme, bare rolig. Du gør det godt nok''.

Men nej.. Uanset om folk så sagde det - så ville jeg tvivle.

Altid den samme tvivl .. 

GØR JEG DET GODT NOK?

BEKRÆFT MIG!

- Men uanset hvad folk siger eller gør - så tvivler jeg.

Indeni i tvivler jeg. 

Trætheden tager over nu.

Home is a sweet home.

Dette sted der engang var så trygt. 

Her jeg voksede op, grinte og græd.

Men efter efterskole var det ikke længere 'hjem'. 

Jeg følte mig utryg og forkert.

Jeg så idag video fra for 5 år siden.

Umiddelbart kan jeg ikke se at jeg er påvirket af noget der. 

Men det var kort tid efter jeg startede på efterskole, og der begynder jeg at ændre mig.

Og måske også lidt inden.

Nøøøj, hvor er det svært.

Var det f'ør eller på efterskolen?

Var det en episode eller noget der har vokset i flere år?

Måske var det et syn på mig selv og hvordan andre så mig?

Altså.. 

Jeg mener bare at jeg blev set som den 'søde, pæne og gode veninde'. 

Og jeg levede mig måske for meget ind i denne rolle pludselig?

Det blev for bogstavelig talt, og jeg turde ikke træde ud af den rolle.

Kravene og kravene for den søde pige blev større og større.

Jeg mistede på en måde friheden til at være MIG?

Med alle sider.

Den dumme, sure, tossede, vrede, frustrede, sjove osv.. 

Jeg og nogle flere satte mig i en boks - helt ubevidst.

Eller hvad? 

Jeg ved det ikke...

Nu må vi se hvordan disse 9-10 dage går herhjemme. 

Ferie, søde ferie.

Shame on you!

Okay.

Vil lige anbefale en bog; Skam, medfødt og tillært - Lars J. Sørensen. 

Bogen handler skam. (Sjovt nok )

Men den viser så mange aspekter i ordet skam eller skyld.

Den giver en forståelse for nogle af de problemer der kan være i at se skammen.

Jeg vil give den 4 ud 5 stjerner, fordi den spændende og give mig noget at tænke over.

Flere fagudtryk er brugt, så jeg skal lige holde tungen i munden for at følge med.

Vil anbefale den til alle på min vej!

Men, så er det jo man begynder at kigge indad.

Et af eksempler på en person i bogen, minder om mig.

Ikke om min historie - men den måde min skam viser sig på.

Den konstante jagen efter at kunne/burde/skal mere, end det jeg har gjort.

Den evige søgen efter bekræftigelse som samtidig hurtig bliver misforstået eller negliceret. 

Hvornår begyndte jeg at mærke denne skam?

Hvornår blev den 'vækket'?

Safety.

Den tryghed.

Den utryghed.

At kunne springe fra den ene følelse til den anden.

Det er sikkert helt normalt - det tager bare på ens kræfter og lyst.

Det er de kropslige forandringer jeg kæmper med lige nu.

At jeg er et sted hvor vægten SKAL op, for ellers kommer jeg ikke videre.

Men maden føles som om den vil kvæle mig og få min mave til at vokse.

Lårene bliver større og større.

Min krop bliver mere nuanceret istedet for kontrolleret.

Jeg få krop 'som andre'.

Hvad er jeg uden spiseforstyrrelsen?

Har ofte hørt folk med anoreksi / bulimi osv - stille det spørgsmål.

Jeg er Heidi.

Men hvem er Heidi?

Hvad er hendes platforme, kvaliteter, skyggesider og drømme.

Hvor vil hun ligge sin energi?

Lige nu, er det op ad bakke,