square.

Hvornår blev mit liv så firkantet?

Så regelagtigt?

Så fast og rutine præget.

bumbumbum...

Ovenover ligner jeg stadig 'den gamle Heidi'.

Hende der havde det skægt med veninderne.

Hende der elskede at tage makeup på, lave god mad og fjolle.

Hende der kunne dovne og hende der kunne fungere normalt. 

Jeg vil så gerne blive den gamle Heidi, men det er jo umuligt. 

Ligemeget hvor meget jeg prøver, så vil jeg jo aldrig komme tilbage.

Jeg håber jeg bliver en bedre og stærkere udgave af den pige ovenover.

Hende var jeg mere stolt af..

En træt, lille Heidi.

Jeg syntes det er skræmmende at se på de to billeder.

Omkring 2 års forskel.

Mit ansigt ser ældst ud på det nederste, men min krop ser ældst ud på det øverste.

Men bare mit smil.. Det er blegnet på en forfærdelig måde...

from god to bad.

Ævæv..

Nu kommer selvhaddet og frustration - igen.

Det har gået okay indtil.

Jeg har forholdt mig forholdsvis glad og positiv til dagen, men nu hvor jeg 

så kommer i bad og kommer til at skule forholde mig til kroppen.

Så gør det skide ondt.

Så er alt arbejdet spildt.

Det er er ikke spildt - men det føles sådan..

Tankerne er blevet nemmere i mit hoved mht. til maden og kroppen - ja.

Men kroppen gør mig stadig deprimeret, frustreret og ked af det.

Jeg føler mig skyldig og forkert.

Klam og tyk.

Som et klam dovent æsel, der ikke gider dyrke motion og tabe sig.

Som en livsnyder der burde straffes for ikke at følge 'burde' .

Fordi jeg også gerne vil de andre ting i livet som at spise, sove, se film, slappe af, tegne, skrive, være kreativ, drømme, rejse og værdsætte mig selv.

Så skal jeg sgu straffes.

Dumme æsel Heidi,

'hvordan kan jeg dog overhovedet overveje tanken om at jeg har fortjent et godt liv'.

music makes me loose control.

Der er noget helt fantastisk ved musik.

Musik er min booster og min afslapning.

Jeg kan koble fra og koble på når jeg hører musik.

Jeg bruger musikken når jeg er ked af det, glad, sur, negativ, positiv osv.

Jeg bruger musikken som mit frirum når alle mine tanker bliver for meget.

Jeg kan ikke leve uden musik.

Den giver mig plads til at håbe og at drømme.

''Du skal danse i regnen og aldrig få nok'' 

<3 

Love changes everything.

Hvordan kan kærlighed bliver til så meget had?

Altså.. Hvordan kan to mennesker blive gift, betro dem deres liv og kærlighed, få børn sammen og så til sidst blive så bitter på den anden? 

Så bitter at man lader det gå ud over børnene?

Hvis ikke på den ene måde, så  på den anden..

Jeg føler mig som en der blevet fanget i mellem to negle.

En lille lus som bliver stille og roligt fanget.

Pint og holdt hen.

Uden egentlig at finde en udvej.

Dagens emne; Døden..

Hader det emne.

Jeg kan slet ikke forholde mig til det.

Det er så pisse uhyggeligt.

Undskyld..

Nu vil jeg holdes om..

Bliver angst og går i panik.

Føj..

Nu krildrer det i maven.

Jeg får kvalme.

Bliver træt.

Bliver mæt - men sulten.

Jeg har på en måde lyst til at spise en masse mad, så jeg kan komme tilbage til livet,

Men det vil ende med overspisning, selvhad og selvpineri de næste dage.

Tør end ikke at spise en gulerod, for det er ikke nok. 

Jeg har fulgt madplanen, så stop.

Se en god film, skriv, tegn, eller gå i seng.

To much thinking.

'' I got a hangover - åhhhhh...

I have thinking to much for sureeee.

I will keep until i blow up,

And i can never dare to stoop,

and i never wanna grow up

i can only keep on going, going , going, going oh oh oh.. ''

Hvorfor dog i søren tænker jeg over alle mulige små ting?

Hvorfor sagde han/hun det?

Hvad mente han/hun med det?

Gjorde de noget forkert?

Gjorde jeg noget forkert?

Hvorfor hedder et æble 'et æble'?

Hvorfor er jeg her?

Hvorfor blev jeg syg?

Hvordan bliver man rask?

Hvornår er man rask?

Hvad skal fremtiden bringe?

Hvorfor tænker jeg sådan?

Hvad skal jeg have at spise næste gang?

Hvornår skal jeg lægge tøj sammen igen?

Skal jeg være glad eller sur?

Hvorfor har jeg et hate på gule ting?Specielt gul mad?

Hvorfor har jeg blævrelår men faste lægmuskler?

Hvorfor ditten og hvorfor datten?

Hjemrejseweekend tomorrow. 

Don't even dare to worry about it. 

See ya!

the world upon my shoulders

Kære i to.

Mine to beskyttere.

Mine to helte.

Mine to idoler.

Mine to klipper.

Mine to fjender.

Mine to nedbrydere.

Mine to svagheder.

Mine to skrøbelige forbilleder.

I gav mig ansvar, som jeg ikke var i stand til at tage.

Noget som et barn ikke burde stå med.

Det var helt ubevidst, men det gjorde det ikke mindre tungt at bære.

Det gør at jeg i dag føler at jeg skal tage hele verden på mine skuldre.

Mine venner, familie, omgangskreds, arbejdsplads, hele verden.

Jeg er bange for at råbe eller bande - for så er jeg skyld i dødsfald, jordskælv eller dårlige ting sker.

Jeg er bange for at stole på andre mennesker - for alt ansvar er jo mit.

Jeg er selv ansvarlig for alt der sker i mit liv.

Selv ansvarlig for maden, kroppen, sindet og nedture/opture.

Jeg må ikke stole på at nogle vil og kan hjælpe mig - for jeg skal gøre det selv.

Sandheden er bare at det jeg har aller mest brug for lige nu er at smide hele ansvaret fra mig.

At sige; JEG KAN IKKE MERE LIGE NU.

At jeg har brug for at være den lille pige - uden at ligne den lille pige.

At min krop ligner en ung kvindes. 

Det er svært at acceptere at jeg aldrig bliver den lille pige igen.

Heller ikke ved at tabe mig.

Uanset hvor meget jeg taber - så vil i aldrig blive de 'voksne' og jeg vil aldrig få det den lille pige mangler. 

Det skal jeg finde i mig selv og mit liv nu.

Hvor er det svært at acceptere.

A little update.

Jeg har det okay.

Men to opslidende sammenbrud i weekenden, kan mærkes disse dage.

Siden jeg er begyndt at få mere at spise, så er mit humør dalet.

Pludselig skal jeg igen til at overveje hvad jeg vil.

Syg eller rask?

Kontrolfreak eller løssluppen hippie?

Det er enten eller.

Man kan jo ikke være begge dele jo?

Eller kan man?

Praktik går ganske fint - men som jeg plejer, så tænker at jeg skal være så dygtig, fejlfri og rigtig fra start af. Jeg hader at lave fejl. 

Så er jeg pludselig forkert og ikke god nok. 

Så skal jeg tabe mig - for at straffe mig selv og retfærdiggøre min fejl for hele verden og i andre. 

Det er alt for svært og alt for skræmmende at følge madplanen selv, 

så jeg skal have hjælp.

Men ligemeget hvor ofte det bliver nævnt - bliver det bare hurtigt glemt.

Æv...

Det føles som et svigt..

Jeg lander ned i noget jeg har prøvet før. 

Bum - straf og bevise at jeg har det skidt.