heelp.

Uro!

Angst!

Sitren i kroppen!

Tårer!

Udmattethed!

Håbløshed.

Frustration 

Vrede.

Magtesløshed. 

Jeg synker ned i mine egne negative tanker.

Det er så dumt, jeg ved det.

Men det føles velkendt og mere sikkert.

Nu er det rigtigt blevet tydeligt, rigtigt blevet fremprovokeret.

Nu er det for alvor blevet en del af mig igen.

Det er som om at det er en 'periode' som skal overståes, 

en periode som vil tage alle kræfter.

Men pludselig letter det hele igen.

Lige indtil næste periode. 

Hvad skal man gribe og gøre i?

Skal man råbe op?

Eller skal man sætte sig ned og sige: Okay, det er mine følelser, mine tanker og min krop.

Hvad kan JEG gøre her og nu som vil hjælpe mig til bedre tanker?

Og her, ja her - så kommer min spiseforstyrrelse: Spis mindre, bevæg dig mere, spis sundt og pas på maden.

Det er den eneste løsning på at det hele kan blive bedre?

Og det er det jeg ikke må her på mit opholdssted, så nu har jeg ingen løsninger.

Ingenting der kan fixe det indeni.

Nu føler jeg mig fortabt. 

Måske at det her kom før spiseforstyrrelsen?

At spiseforstyrrelsen 'bare' er et symptom?

Hjæææælp. 

changing.

Hvis jeg nu sidder JA til livet og alt det indebærer;

Vægtøgning, kropsforandringer, skuffelser, glæder, tårer, smil, fejltagelser, sejre osvosv.

Ændrer jeg mig så også til noget dårligt?

Altså når man ligesom lader alle sine sider komme frem, så er man jo også sur, træt, fæl og doven.

Man kan være ond, bevidst eller ubevidst.

Og sådan vil jeg jo ikke være!!

Jeg vil jo gerne være hende den positive, glade og energiske Heidi!

Vil de stadig kunne lide mig hvis jeg ikke altid er frk. overskud? 

Jeg hader de mørke sider af mig selv, og de kommer mere og mere til udtryk som jeg får revet min overflade af frk. godheden selv, af.

Skal jeg lade hende komme frem?

Jeg er bare så bange for at folk ikke kan lide mig, alle min 'gamle' venner, alle mine nye venner, mine behandlere, min familie...

Jeg bliver jo aldrig den Heidi som jeg var for 5 år siden? Aldrig..

Der er sket så meget siden, jeg har oplevet så meget siden og jeg er groet så meget siden..

Hvad nu hvis jeg forandrer mig til noget værre???

Jeg tør slet ikke tænke den tanke.

Cuz i had a good day.

Jeg har haft en god dag!

Eller dvs. jeg var lidt stresset og bange indeni.

Men, jeg klarede det!

Maden gik som den skulle, humøret var okay - en smule træt, men ikke noget specielt.

Jeg kunne skubbe tankerne om kroppen væk det meste af tiden.

Og lige indtil nu.

Nu kommer jeg tvivl om jeg har bevæget mig for lidt, spist for meget eller være forkert på en eller anden måde.

Nu kommer jeg til at over-analysere mine sidste dage, hvilket gør mig frustreret og tvær.

Jeg falder direkte ned på numsen igen. 

Jeg får en forargelse over min attitude, min krop og mig selv om menneske.

Jeg føler mig ikke god nok, forkert og anderledes.

Som om jeg er skidt. 

Altså hvis jeg laver en teori om at det er mig der er den forkerte, og ikke dem.

Hvad skal jeg så gøre for at ændre det??

Og skal man ændre det?

Eller skal man acceptere tingene som de er?

Er man så ikke bare doven, uansvarlig og hensynsløs?

orchid-child.

At vælge en anden vej.

At gå en ny rute.

Det er det jeg skal nu...

Hvordan ved jeg om man skal gå den ene eller den anden vej?

Er det dét de fortæller der er det rigtigt?

Eller er det dét mit indre fortæller mig?

Indtil videre har jeg fulgt en stemme i mig, som fik mig til at ende her hvor jeg sidder i dag. 

Nord, syd, øst, vest - hvilken vej vil være bedst?

small steps, and breath.

Jeg vil ikke dø af den her lorte sygdom.

Jeg er bare stadig så meget i det at jeg ikke kan slippe den.

Så små skridt af gangen!

Følg kostplanen, følg strukturen og mærk angsten - accepter at den er der!

Træk vejret, hør musik og få frisk luft. 

Og så er min kvote af energi også ved at være brugt - desværre.

Men er det okay bare at tage nogle dage til at trække vejret i?

For det har jeg snart brug for - igen. 

Jeg vil leve!

Jeg vil leve!

Jeg vil leve!

- jeg vil trække vejret igen, helt ned i maven. 

- jeg vil grine, så maven gør ondt.

- jeg vil opleve, så maven bliver fyldt af gode ting.

- jeg vil elske, så maven bliver fyldt med sommerfugle. 

- jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil!

En ting er at maden kan være svær at rumme mht. til regler, mæthed og sult.

MEN!

At min krop skal ændre kropsform og størrelse, er en enorm anden ting for mig. 

Måske er det sådan for de fleste spiseforstyrrede/anoretikere.

Hvordan kommer man så til en accept af at man ikke både kan spise normalt og have den ultratynde krop?

Ikke fordi jeg nogensinde føler mig tynd, men jeg ved jo at min krop vil blive større med de næste kilo. 

Hvad har gjort at jeg føler mig så forkert i min krop??

Var det da de sagde at jeg var tyk, havde kanintænder og fladpatter?

Eller var det da min verden blev rystet af skilsmisse, ulykken eller usikkerheden på at blive voksen?

Var det da jeg var nødt til at tage lidt ekstra ansvar, lidt ekstra beskyttelse for at kunne overleve kaosset inde i mit hoved?

Var det da jeg fandt ud af at jeg ikke kunne kontrollere livets gang, fødsel, død, smerte, glæde, men maden kan jeg jo styre og fokusere på?

Var det da jeg blev bange for det ansvar der kommer når man bliver ung, voksen og ældre?

Hvad er det min angst og frygt bygger grundlag på?

Er det socialangst? 

Er det angst for at være alene?

Jeg føler mig så fæl og ikke god nok. 

Som om at jeg aldrig gør tingene godt nok.

one year.

Et år i behandling på opholdssted. 

Der er sket så lidt, samtidig med at der er sket så meget!

Jeg har virkelig set og lært nogle ting om mig selv.

Hende den pæne, søde, dygtige pige,

er også hende 

den grimme, dumme, uansvarlige pige.

Jeg har altid haft en forestilling om at det perfekte var at kun være det gode.

Men hvis man ikke kan sige fra, mærke grænser og mærke sig selv,

så vil man jo altid føle at man skal en helt masse, presse sig selv og tage ansvar for alt og alle. 

Jeg har virkelig en 'pleaser-side' - hvis jeg kunne, så tog jeg ansvar for alt og ville ønske at hele verden kunne lide mig. 

Sådan er virkeligheden bare ikke.

Men hvis jeg nu giver slip på den forestilling, så er jeg bare så bange for at jeg ændrer mig så meget, at ingen vil kunne lide mig mere.

Jeg er bange for at fylde for meget.

Jeg er bange for at blive for meget. 

Jeg er bange for at være for lidt. 

Hvornår fanden er jeg god nok?

Er det når jeg har hele verden på mine skuldre, tabt mig til jeg er ved at dø og stadig en glad og energisk pige?

Ingen af de ting hænger sammen.

Heller ikke når jeg ikke vil dø af den her lorte sygdom. 

Der er så mange der kæmper i den her verden, og det må jeg fandme også gøre.

Jeg skal bare lige lære og stole på at folk vil mig det bedste, 

at man kan regne med dem i de hårde tider,

og at mine tanker ikke altid er så sande som de føles. 

inner monster.

Mit indre uhyre. 

Min indre lillestore djævel. 

Jeg er skide bange for den.

Og jeg kan ikke tackle den.

Jeg lystrer den og lever som den befaler. 

Den æder mig indrefra, uanset om jeg lystrer eller ikke lystrer.

Men stadig - så føler jeg mig på ingen måder stærk nok til at lade være. 

Den kan virkelig fortælle mig at kun den har ret og kun den kender sandheden.

Andre lyver og snyder. 

De kender mig jo ikke lige så godt som den gør.

Jeg kan ikke lukke andre ind, jeg stoler ikke på andre. 

Den fylder det hele.

Hvorfor kan jeg ikke få den til at brænde op, når jeg ved den er der - og den æder mig op?

Det burde jo være så ligetil og enkelt!

Men jeg vil så gerne følge den..

Den giver mig en form for mærkelig ro - i det mindste for en stund. 

Føler mig som en tyk spærreballon.

Jeg vil bare tømmes for energi, uro, mad og tanker.

Jeg vil så gerne bare væk fra virkeligheden.

Det er alt for smertefuldt lige nu.

wont do that..

Spørgsmål igen igen.. - i må satme snart være træt af dem. 

Here it goes;

Hvorfor kan jeg ikke sige ja til B-behandlingen?

Hvorfor kan jeg ikke selv se det?

Hvordan kan noget virke så rigtigt, og være så forkert?

Hvordan kan noget virke så forkert og være så rigtigt?

Hvorfor er jeg så skide bange for at miste kontrollen?

Hvorfor hader jeg mit spejlbillede så inderligt og ekstremt?

Hvorfor føler jeg mig så anderledes og forkert?

Jeg græder indeni, jeg er vred udenpå. 

Hvad nytter det her?

Forhelved...

Er jeg så blind?

Så giv mig forhelved nogle briller der dur. 

Jeg tør ikke stole på jer.. 

from a to x.

Det er utroligt som man kan gå fra 'YES! nu kører det bare og livet lysner lidt.' til 

'jeg kan ikke mere! Jeg er så frustreret og bange!' . 

Suger alle ting til mig som kan give mere gnist til livet.

Og alligevel falder jeg tilbage i de negative tanker.

Sikkert helt normalt!

Men æv, hvor er det hårdt at gå så meget op og ned i humør. 

Hvorfor kan jeg ikke bare beslutte mig for hvad jeg vil?

Tabe mig / tage på.

Være social / være asocial.

Være glad/være trist

Være Heidi/være syg.

Måske skal jeg bare snart acceptere at jeg er en blanding af alle tingene?

Aaaarg - giv mig mit liv tilbage . 

Skod tanker.. 

inside looking out.

Efterårsferie!

Fedt!Fedt!Fedt!

.. Nej. Det er bare endnu en påmindelse om det jeg endnu ikke kan tilladelse mig.

Endnu en påmindelse om at jeg er inde i kamp.

Endnu en påmindelse om en af livets mange goder jeg går glip.

Endnu en påmindelse om hvad jeg drømmer om og savner. 

Endnu en påmindelse om jeg er 'anderledes'.

Jeg vil så gerne være 'normal' og kunne holde ferie.

men det er som om at der er noget inde i mig som bare ikke KAN endnu. 

Alt for mange krav til mig selv.

Og af hvilken årsag?

Come on Heidi!!

Hello, my name is Heidi.

And i am a fighter!

Feaaaar.

Selvfølgelig kommer frygten nu.

Efter to dage hvor jeg har haft det godt.

Et evigt tilbagevendende mønster.

Nu kom livet jo tæt på igen, og hvordan fanden tackler jeg så det? 

Jeg vil så gerne, men jeg kan bare ikke - endnu.

Jeg er der hvor jeg har sagt nej til at vende tilbage til det vågne mareridt med afstraffelse, sult og ensomhed - jeg har endnu bare ikke sagt ja til at blive rask.

Det virkelig et enormt skridt for mig.

At indrømme, at se og forstå - og så komme skridtene videre.

JEG VIL SÅ GERNE HAVE DET GODT , men konsekvenserne er bare at jeg skal droppe kontrollen, hungeren efter at være god nok og den evige skyldfølelse som vil have mere og mere.

KOM NU TILBAGE LIV!

det gør så smertefuldt ondt at se at det hele udenfor bare ruller forbi. 

Jeg var her. 

Jeg græd, jeg grinte, jeg led, jeg nød, jeg levede, jeg elskede - jeg døde.. 

Og døden er ikke indtræffet endnu, så nu skal resten af det ovenstående virkelig bare prøves og oplevelse!

thank you!

Tak!

Tak, fordi du virkelig gav dig tid til at lytte til mig.

Tak, fordi du virkelig blev ved med at snakke om de samme ting om og om igen.

Tak, fordi du virkelig viste forståelse.

Tak, fordi du virkelig fik mig til at grine.

Tak, fordi du virkelig stod fast, da jeg selv var på nippet til at give op.

Tak, fordi du virkelig og ganske enkelt bare var der.

Tak!

Kender du det når du møder en person der virkelig bliver ved med at stå fast, lytter og gør alt for at få forståelse af dine problemer og situationer?

Det gør jeg.

Også selv om jeg har svært ved at forstå det.

Også selv om jeg skammer mig over at have brug for hjælpen.

Også selv om jeg kan være en strid ko.

TAK,TAK,TAK!

Du fik mig til at slappe af, at kunne slippe angsten for en stund og bare nyde at være til. 

Hvordan kan jeg være så heldig at få sådan en person ind i mit liv? 

Hvordan har jeg dog gjort mig fortjent til det?

Og hvordan søren tackler jeg det?

Uha...

Lige nu, der vælger jeg bare at nyde det!

the first...

vi kan aldrig spå om fremtiden

- og heldigvis da.

men nutiden har jo enorme konsekvenser for vores liv?

jeg ved at om et år ville jeg ønske at jeg begyndte at tage de første skridt mod et bedre liv, allerede i dag.

og jeg kæmper som et svin.

( undskyld sproget )

er jeg god nok?

eller skal jeg blive ved med at begrænse mig selv?

hvs jeg ikke får slået min sygdom ihjel, 

så slår den mig ihjel. 

jeg vil jo bare gerne være rask, glad og fri.

jeg er bare så bange.

somebody we used to know.

Hvem var jeg engang?

Og hvor er jeg blevet af?

Altså ærligt?

Mig, som var så nysgerrig på livet.

Mig, som var så livsglad.

Mig, som var så legesyg.

- Bagsiden var dog også en anden.

For jeg har lidt med i bagagen i form af mobning, alkohol og var tæt på at miste min søster. 

Nogle ting glemmer man aldrig.

Nogle ting er man nødt til at leve med. 

Jeg savner at være sammen med mine veninder, jeg savner at have et arbejde, jeg savner at gå i skole, jeg savner at være omgivet af familien, jeg savner at feste, jeg savner at LEVE!

Jeg føler ligenu at jeg kun overlever - hvordan ændrer jeg det?

Er så modtagelig overfor alt, så hvis der bare poppede det mindste op, så var jeg klar. 

Men jeg er også pisse bange.

For hvad indebærer det at give slip på sin kontrol, sine følelser og kaster sig ud i tingene uden faldskærm?

En masse tårer, en masse grin, en masse skræmmer, en masse minder osv.

Er jeg mon villig til at tage chancen og give slip?

stress.

GÅ VÆK STRESS!

Jeg føler mig helt omtumlet indeni.

Min følelser overvælder mig.

Trætheden fylder min tanker. 

Hvordan stresser man af? 

Hvad er de bedste måder til at få koblet af på? 

Jeg gider ikke mere i dag, så tanker om gymnastik i aften stresser mig.

Jeg vil jo så gerne, samtidig med at det er en enorm overvindelse! 

Jeg elsker at få danset, at få lidt ro i hovedet.

Kan mærke mit hjerte banker, 

min mave er fyldt,

mit syn er sløret,

mine hjerne kører bare derud ad. 

Hvad er det min krop prøver at fortælle mig?

Er gymnastik det rigtige?

Eller er det en for stor stress faktor endnu?

JEG VIL SÅ GERNE KUNNE DET!