practice make better.

Endnu en sygedag.

Forkølelse, feber og hovedpine..

Træthed..

Kan nærmest ikke beskrive hvor meget influenza kommer i krig med anoreksi.

Altså helt ærligt..

Aktivitetniveau'et + lysten bliver totalt nedsat. 

Jeg har ikke lavet dagens gode gerning i dag, men jeg har spist min mad alligevel.

a38, boller, rugbrød, nødder, frugt, grøntsager,(+ alt ovenpå og under de diverse fødevaarer) og snart hjemmelavet pizza til aftensmad.

Har ikke snydt med en eneste ting..

Kun overfor anoreksien. 

Jeg skulle have snydt... 

Det er bare som om at når mit mad står på et stykke papir, så SKAL jeg tage det der står.

Ellers føler jeg mig sulten eller snydt.

Jeg føler mig mindre og mindre sej jo mere jeg snyder.

Men desværre føler jeg mig også tykkere jo mere jeg spiser. 

Godt jeg har mine behandlere omkring mig. 

Ellers ville det ende i selvskade... i form af sult..

- Arbejder på at påbegynde en livslinie over mit liv fra i dag af! Fik inspiration fra  http://www.miss-fail.com/

Sygdom... selvfølgelig skulle jeg også rammes..

weight and other anorexia-thoughts..

Vægtøgning,  Bum.

Tror måske det er enhver anoreksi's mareridt eller fjende. 

Jeg er glad for følelsen af ikke at skulle gå og være sulten mere hele tiden.

Det er rart at min krop føles mere nede på jorden? kan man sige sådan??

Men når vægten er gået op, føles det som en fiasko.

Det er jo klart at vægten ikke vil vise mindre, når jeg spiser mere mad.

Jeg føler bare at det er min skyld.

Og ja skyld.

Noget der fylder enormt inde i mit hoved lige pt. 

Skyldig over nogle problemer i familien, skyldig over min krops udseende, skyldig over jeg er henne i mit liv i dag, skyldig over at der er atombomber, skyldig over at jeg ikke bare kan tage en ekstra maddag, skyldig over at jeg ikke bare kan være glad, skyldig over at jeg ikke kan finde ud af være rask, skyldig over at jeg er forkølet, skyldig over at jeg klam, skyldig over at alting ikke bare kører for alle mennesker, skyldig over andres dårlige humør, skyldig over hele verdens sorg og kaos, skyldig over at jeg ikke tager i praktik i dag pga. sygdom.(snot, halsonde, svimmelhed)

Jeg føler ikke jeg må slappe af, når vægten er steget.. Er bange for den stiger endnu mere...

Hvornår er det reelt mit ansvar? og hvornår går jeg ind og tager overansvar?

Nogle der kan forklare mig forskellen, for det virker helt ulogisk for mig.

Jeg er ked af at vægten sagde +400g. 

Jeg er ked af at jeg føler at jeg har prøvet at lytte til mig selv og så min krop giver sådanne reaktioner.

er det anoreksien eller heidi?

Jeg er forvirret?

Jeg er ked af at nogle af mine nærmeste kommer til at læse dette indlæg, for jeg ved det kan påvirke dem og deres behandling, jeg vil gerne tage ansvar for at de ikke læser mine depri-indlæg, for det er jo ikke motiverende for dem!

Skyld igen... 

Skal jeg slette indlægget, eller smide det ud?

Planen var jo netop at være ærlig omkring mig selv her på min blog, det er bare svært når man ved at nogle der kender mig læser med...

Men det her jo mig og mine tanker??

Overansvar/ansvar/underansvar?? 

Lige for tiden er min måde at komme ud med tankerne på, at tegne.

Er Ingen kunstner eller en der skaber mesterværker, men det er rene følelser og tanker.

Der er mange ting der roder i mit hoved i dag.

D og Sf.

M og F.

L og D. 

Mit lille indre barn er i sorg.

I sorg over nogle af de ting som begynder at komme frem, over nogle af de ting som sker i øjeblikket. 

Sf vil straffe mig. 

D vil have mig til at blive under dynen og græde.

Og jeg selv er i midten af det hele.

Mit lille barn, Sf og D,

får lidt mere plads i dag, for det tror jeg der er nødvendigt.

Selvom det gør pisse ondt og gør mig til en sur kost -

så er jeg bare nødt til det.

Jo mere jeg presser det ned i dag, jo mere fyldt af træthed bliver jeg. 

Jeg ved ikke præcist hvorfor jeg sørger lige nu.

Men det gør jeg.

Der er noget indeni som ikke er som det skal være.

Jeg har grint, grædt, sovet, været doven, været aktiv... 

På en måde hjælper det, og på en måde bliver jeg bare ved med at græde indeni.

Jeg vil gerne tabe mig - det vil helt sikkert gøre det hele meget bedre..

(wrong again)

Men jeg er bare lille pige i dag.

Uden ja... ja uden ... bare uden.....

dont you even dare to think that..

Okay - advarsel! En masse tankemylder i mit hoved trænger til at blive skrevet ned....

- Er kommet til at tænke for meget over hvad bloggen betyder for andre... Istedet for at bruge den som mit fristed... Pludselig følte jeg at jeg skulle være positiv og glad når jeg skrev.. Istedet for at dele mine grimme tanker.. Men det her er jo netop det sted hvor jeg må være muggen.

- Kære du. vores forhold er igang med ændre sig. Jeg bliver ikke ved med at være 'lille', nogle dage er jeg det stadig, mens jeg andre dage faktisk er atten år. Det gør ondt, for det er som om jeg har mistet noget. En nærhed, en tryghed eller en person i mit liv. Det kommer for alle mennesker i deres liv, at de skal kappe nogle bånd og tråde.. Men jeg står bare ikke helt fast i mig selv endnu til at kunne se det som positivt eller det rigtige.. Selvom jeg med fornuften kan se.. Jeg er jo bare en lille pige..

-Hvad skal der ske i den nærmeste fremtid? Er det skole, job, praktik eller noget syvende? Og i så fald, hvad er det jeg gerne vil? kok, pædagog, tolk eller dronning? Jeg aner det ikke.... 

- Jeg er forvirret over at der ikke længere er noget rigtigt eller forkert. Altså at ingen kan give mig et svar som KUN kan være det rigtige. Da jeg var lille var mine forældres mening altid rigtig, men nu - ja nu er jeg i tvivl om nogle ting. Og så er der millioner af andre meninger på denne jord. Hvorfor bliver vi ved med at prøve at definere om noget er rigtigt eller forkert, når ingen alligevel kan blive enige?

- Jeg er en frøken brokrøv idag. Jeg er sur på alt og alle.. Undskyld kære omgivelser, jeg burde opføre mig taknemligt og pæn.. I gør så meget for mig og jeg føler ikke at jeg gør en skid til gengæld.

- Jeg føler jeg fylder hele rummet. Med surhed, snak, råb om hjælp, min krop fylder, mit humør og tanker fylder for meget. Jeg føler hele tiden at jeg be'r om for meget. Det hele fylder så meget indeni.

Så nu er jeg en kæmpe prop.

Undskyld... Hvorfor kan jeg ikke bare være en almindelig 18årig pige... Og hvordan er en almindelig 18årig pige så? Nej.. jeg gider ikke debattere det, for jeg er allerede så pisse forvirret...

LALALALALALALALALA!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Puuuuuuuuuuuuuuhh.. den er her samtale gav ikke mere ro indeni.

Jeg må ikke være her, jeg fylder for meget.

Jeg spørger, be'r og snakker for meget.

Min krop er for stor og mit humør er for mørkt til jeg har fortjent at være her.

When someone knows you can.

Når jeg er igang med hele den process tilbage til livet, er der nogle bump som skal løses.

Efter som mine tanker er blevet bedre - læg mærke til bedre - ikke fantastiske eller raske,

så får jeg pludselig et andet overskud til nogle andre ting.

Så får jeg overskud til at være 'et menneske igen'.

Ikke hver dag, ikke hver time - men jeg bliver bedre og bedre.

Nu skal jeg så finde ud af hvordan jeg er som menneske.

Hvad har jeg lyst til at bruge min fritid, min energi og mit liv til?

Er det at sy?

Er det at spille fodbold?

Er det at danse?

Er det at tegne?

Er det at at skrive?

Er det at være social?

Er det at gå i skole?

Er det at se film?

Det kan blive helt uoverskueligt i hvilken retning jeg skal gå. 

Hver dag er en ny chance til at mærke over.

Nogle gange træffer jeg en god beslutning, andre gange knap så god.

MEN!

'Let your past make you better - not bitter!'

the perfect body..

I dag har fået mig til at tænke over flere ting..

En veninde vil have lavet en brystoperation, så jeg var med ved lægen i dag.. 

Lægen begyndte så at spørge indtil hvorfor og hvad hun havde i tankerne.

Pigen er kun atten år.

Han spurgte lidt ind til om hun troede hun fik det meget bedre indeni eller hvad hun troede.

Og hun svarede nej, for der er jo altid noget der generer en, på ens krop.

Og ja, hans konklusion var at hvis hun ville så kunne operationen udføres.

Han anbefalte det ikke pga. hendes alder og at hendes bryster var helt pæne at kigge på.

Men han anbefalede dog en psykolog (i lidt sjov) for hendes syn på sig selv var ikke særlig godt.

Men hvad så?

De gange jeg har tabt mig, var jeg endnu ikke tilfreds. 

De gange jeg har fuldt stemmen i mit hovedet med hensyn til mad og vægt,

er jeg fandme ikke blevet lykkeligere.

Men de gange jeg har snakket med mine behandlere, så har det hjulpet mig mere på vej til derhen hvor jeg gerne vil være.

Jeg er på ingen måde tilfreds med min krop.

Og da jeg så hendes fine spinkle, unge og med pæne bryster krop - så fik jeg det faktisk skidt med mig selv. 

Jeg var bund jaloux på hendes krop..

Og hendes liv.

For hun kan spise lige det hun vil, hun har kæreste og skole.

Avs.. det var faktisk rigtigt hårdt.

s0.. im struggeling.

 Bekræftigelse fra andre og skyld.

Jeg har en skyld i mig.

En følelse af at alle andres problemer, humør, liv er baseret på hvad jeg siger og gør.

At alle skal tænke noget positivt om mig, for ellers er jeg skyldig.

Jeg har brug for at folk fortæller mig at alt i denne verden ikke er min skyld.

At jeg er god nok, sød nok og at jeg kæmper.

At de ved at selv små arrangementer kan tage enormt meget energi, før, under og efter selve arrangementet. 

Derfor har jeg BL. 

Så ved dé det i det mindste!

Men hvorfor kan hele verden ikke bare se det?

Alle kan se det hvis jeg tynd og skrøbelig, men jo mere min krop bliver normal,

jo mindre vil folk kunne se det.

Æv...

Det er virkelig en sandhed som pisser mig af...

Jeg er så priviligeret.

samtidig så ulykkelig.

Det er sgu noget af et dårligt mix pt. 

Wish me good luck!

No matter what i do - i will always have the feeling:You could have done it better. 

Skod SF og D.