to me.

Hvad er der til mig i dette liv?

Jeg har ikke en rigtigt plads. 

Jeg er her bare.

Jeg kan ikke mærke en kraft der kan skubbe mig videre.

Jeg er fanget imellem selvhad og ligegyldighed. 

Hvis bare de kunne hjælpe mig.

Det kan de bare ikke.

Der er noget de ikke ser eller hører.

En enorm smerte og et råb om hjælp.

Jeg har ikke gjort mig fortjent til dette, men der må jo være en grund til jeg er her hvor jeg er.

'Man lægger som man sår'

Rigtigt ^ hvad så hvis det er andre mennesker der har sået ens vej?

I bund og grundt har jeg jo selv - men det har bare ikke været bevidst. 

Ville inderligt ønske at jeg kunne spole tiden tilbage til året 2010, stoppe mit lille projekt og finde en vej.

Det er en farlig leg. 

Farligere end jeg troede.

Hvis jeg vidste at jeg endte her i dag, var jeg stoppet på stedet. 

Giv mig dog lidt styrke.. 

who.

Kom sådan til at tænke i dag;

Hvis jeg skulle være en anden person, hvem skulle det så være?

For alle har jo kampe, sejre, gode dage og dårlige dage.

Et eller andet sted vil jeg jo ikke havde andres sorger/kampe?

Altså, jeg vil ikke være mig - men heller ikke en anden.

Det er sgu ikke nemt. 

Jeg gider jo slet ikke være noget/nogen.

Hvad skal få mig til at ville mig selv igen?

Hvor i min lille guldnøgle til den store port - vejen til frihed.

Hmmmmmmm.. 

Vil du gerne være dig selv?

Missings.

Savn.

Et enormt savn.

Mange enorme savn. 

Jeg savner veninderne og det venskab vi havde.

Jeg savner kæresten og de timer vi tilbragte sammen.

Jeg savner familien og det fælleskab vi havde.

Jeg savner skolen og det samarbejde vi havde.

Jeg savner jobbet og de oplevelser vi havde. 

Jeg savner at nyde, at være Mig, på godt og ondt.

Jeg savner sporten og det team vi udgjorde.

Jeg savner at være barn og det evige behov for at lære og opleve.

 Jeg savner at være stolt af mig selv. 

ugly things.

Jalousi er er grim ting.

Jeg indrømmer gerne; Jeg er fandme jaloux. 

Hvor ville jeg ønske det var mig der havde gjort min uddannelse færdig nu.

Mig der festede i weekenden med veninderne.

Havde en kæreste, arbejde og fritidsinteresser.

Jeg savner det der 'normale liv', som jeg ikke føler mig berettiget til og som jeg ikke føler at jeg passer ind i.

Følelsen af at jeg er så forkert og anderledes sidder så dybt i mig.

Den forhindrer mig i at leve som jeg drømmer om.

Men hvordan tager jeg så hånd om det?

Ja, jeg kan da godt se hvor nogle af tankerne stammer fra - men følelsen af det er er ægte - sidder alt for dybt lige nu.

Hvorfor er jeg så forkert?

Hvad er der egentlig i vejen med mig?

Alt for mange krav til mig selv.

Jeg skal være god til alt, før jeg bliver til at elske og til at jeg må fortjene.

Og så en sidste ting!; En inderlig sorg over at jeg ikke må tabe mig mere.

 Jeg forstår det ikke. Min hjerne arbejder på højtryk for at slippe på alle mulige måder. J

eg er jo så tyk i forvejen. Æv. Jeg kan ikke fatte det. 

JEG ELSKER OG VÆRDSÆTTER MIN KROP.

- Bare ikke endnu. Nejnejnej.

rest of me.

Det er blevet ret tydeligt for mig i dag.

Noget som jeg har vidst hele tiden, men ikke har erkendt ( og kan stadig ikke).

At løsningen på alle mine problemer er ikke at tabe mig.

Please, fortæl mig en eller anden at jeg/de tager fejl.

Det jo det jeg kender, det er det jeg har prøvet.

Hvis jeg erkender at det ikke er løsningen, så begynder jeg jo at vende det.

Men er så bange, for ved ikke hvad der så venter mig.

Er det bedre eller værre?

Logisk kan jeg se at det er meget bedre, men følelsesmæssigt giver  det et enormt kaos.

Inderst inde ønsker jeg ikke at tabe mig mere, jeg orker det ikke.

Men samtidig dominerer følelserne omkring det at kunne tabe sig - se det som en løsning .

Det hjalp her og nu. 

Men nej, de siger jeg ikke må tabe mig.

Så nu skal jeg kigge andre veje og acceptere at jeg vil noget andet.

Men jeg er virkelig ikke kommet dertil hvor jeg kan slippe det endnu..

Hvorfor føles det dog så rart at kunne tabe sig?

thoughts running through my head.

Alt for mange tanker på en gang.

Jeg må have lidt styr på det, ellers bliver det en urolig nat. 

1. Ja, jeg hader min krop (Så Heidi, intet nyt under solen - give it a break!)

2. Ja, du har en person tæt på som forvirrer dig og gør dig bange (Du kan intet gøre lige NU)

3. Ja, det er mandag i morgen - ny uge, nye udfordringer (Som der altid vil være!)

4. Ja, du er alene lige nu. (og du skal lære at finde ro i det)

5. Ja, du er bund træt og ked af det hele (Men du kommer videre)

Følelser vs. fornuft? 

Følelser... fuck nu please af i nat, jeg har brug for min søvn.

Jeg er ikke fornuftig lige nu.

Jeg er alene og sårbar. 

hello.

Hej.

Mit navn er Heidi.

Det konkrete jeg ved om mig selv er:

Jeg har en god familie.

Jeg er 18 år, født i Danmark.

Jeg har gået i skole og på efterskole.

Jeg har været indlagt og bor nu på et opholdssted.

Mine forældre er skilt. 

Jeg er søster og datter.

Derudover;

Så elsker jeg min familie.

Jeg er en sucker for musik. 

Jeg elsker springgymnastik og at danse.

Jeg elsker at læse. 

Jeg elsker at tage billeder.

Jeg kan godt lide at være kreativ(selvom det ofte bliver noget mislykkes)

Jeg elsker mit kørekort, for nu har jeg mere frihed.

Jeg kan rigtigt gode lide at bruge penge, når jeg glemmer min nærighed.

Jeg elsker omsorg. 

Og naturen, er et sted jeg finder ro i.

Og alt det lyder jo meget godt.

Men på trods af det, så ved jeg ikke hvem jeg er rigtigt?

Jeg kender mange af mine værdier.

Men jeg kender ikke min egne egenskaber og kvaliteter.

Jeg kan finde ud af hvad jeg gerne vil.

Jeg dømmer mig selv hele tiden og min sygdom tager over flere gange om dagen.

Hvordan kan man vide så meget om sig selv, og stadig føle sig så fortabt?

Hvem er jeg?

finding myself.

Jeg er nu i gang med at finde ud af hvem fanden jeg er.

Er jeg en der elsker naturen, musikken, sofaen, skolen eller noget helt andet.

Er jeg hende den generte eller åbne?

Er jeg hende den larmende eller hende den stille?

Er begge dele?

Der er så mange åbne spørgsmål, for jeg kender virkelig ikke mig selv.

Jeg kan ikke mærke hvad min lyst fortæller mig, så nu er jeg i gang med en masse ting som jeg skal prøve af.

Hmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmm...

Hvem er jeg uden alt det her med mad, vægt og kalorier.

Med regler og vaner, som er så fastsatte at det gør ondt.

Who the fuck am i?

Injoying.

Nogle mennesker siger; '' Man SKAL yde før man MÅ nyde '' 

Men jeg fortstår egentlig ikke hvorfor man ikke bare må nyde?

I hvert fald når man kan!

For livet er da for kort til sådan en ensporet tankegang, eller hvad?

Jeg vil da bare nyde.

Nyde at være her, nyde at elske, nyde at ånde, nyde naturen, nyde musikken, nyde alt det jeg elsker, nyde min familie, nyde mine veninder - osv. 

Der er så mange ting der skal nydes.

Men må jeg nu også det?

Altså alt skriger i mig; nej, nej og atter nej - du har ikke gjort noget for det.

Ergo; jeg skal yde.

Yde til det yderste.

Hvilket bringer mig i den fæle position at ingenting er gjort god nok.

SÅ JEG MÅ ALDRIG NYDE.

something important.

Kender du det, hvor man gerne vil være noget specielt?

Det at tingene rent faktisk KUN handler om dig?

At du bliver set og hørt.

At du bliver anerkendt for noget du kan eller gør.

Og så er der også bare de dage hvor man vil være en flue på væggen, været usynlig eller bare forsvinde helt. 

Lige nu, vil jeg bare gerne blive set, blive elsket og blive værdsat.

Jeg føler mig enormt ensom. 

Selvom jeg ved at jeg har en masse omkring mig.

Det burde jo egentlig være sådan at jeg kunne være alene med mig selv, have det godt med mig selv og nyde mit eget selskab.

Men nej - jeg har brug for én der fortæller mig at jeg er noget specielt i personens øjne, en der fortæller mig at jeg har en værdi og er god nok.

Jeg savner den omsorg fra et andet menneske, føler mig så tom. 

Og det 'ræs' jeg har kørt de sidste 2-2½år, har nu fået et passende citat:

''Det er ikke en måde at leve på - det er en måde at dø på''. 

Jeg ved at de ikke kan forstå det.

For det kan jeg jo heller ikke selv?

Og hvad er der at forstå? 

At jeg ikke kan overskue for mange mennesker, at jeg ikke kan overskue at dyrke motion, at jeg ikke kan overskue en normal hverdag uden mange snakke med behandlere, at jeg ikke kan koncentrere mig og være på hele tiden, følelsen af at være 110% forkert i forhold til alle andre. 

Jeg ved i er trætte af at jeg aflyser vores aftaler, men jeg kan virkelig ikke lige nu.

Vær sød at vente på mig til den dag jeg kan!

Og hvad så nu?

Hvis jeg gerne vil være glad og have det godt, hvad gør jeg så?

Jeg kan ikke mærke hvad jeg gerne vil, for 'burde' bestemmer.

Jeg vil egentlig ikke så meget.

Intet virker rigtigt interessant. 

Som hvis man går inde i en boble og ikke kan bryde ud.

Jeg aner ikke hvad jeg skal bruge mit liv til!

Kæft en skræmmende tanke.

Jeg har jo fundet det jeg er god til: tabe mig og have kontrol.

Men det er jo bare ingen løsning vel?

Miss wrong.

Jeg føler mig som hende der 'frøken fejl'.

Uanset om jeg gør hvad jeg 'burde' eller om jeg dropper hele lortet.

Dage som i dag hvor trætheden har overtaget kroppen totalt.

Man bliver svimmel, oppustet, har hovedpine og kvalme.

Jeg er ikke i stand til at gøre al det jeg 'burde'. 

Min krop er så tung og træt.

Jeg kan ikke fungere.

Tomgang .. 

Det er som om at alt den angst, nervøsitet og 'stress-hed' fik jeg gjort mig fri af igår. 

Ballonen sprang og jeg bestod.

Og i dag, så er alt energi sivet ud i løbet af natten.

Der er ikke mere energi eller lyst at komme efter.

Fuldstændigt brudt ned. 

Og hvor går jeg så hen herfra?

Jeg kan ikke orke at bevæge mig mere... 

feels like.

Avs. - der var den igen.

Følelsen af at man er en stor fejl.

Det er som om at intet er godt nok.

Jeg er ikke god nok.

De ting jeg gør er ikke gode nok.

Jeg siger alt forkert.

Jeg gør ikke nok - godt nok.

Hvor stammer denne indædte følelse fra?

Jeg må jo have lært den et sted fra.

Og når man så finder ud af en grund, hvordan slipper man så tankerne igen?

Hvordan bearbejder man følelsen af, altid at være utilstrækkelig?

Rastløsheden, frustrationen og vreden vokser og gror.

Hvorfor er jeg en fejl?

Enough?

Hvad gør man hvis man altid føler sig utilstrækkelig?

Altid kæmper for at blive 'god nok'.

Følelsen af at man mangler noget, er forkert og skal gøre mere.

At man aldrig vil kunne fortjene en anden menneskes kærlighed. 

Det gør ondt.

At man altid er den der ikke er 'god nok'.

Jeg er bange for hvad folk tænker om mig.

Jeg ønsker ikke at folk ser mig som uperfekt, løgnagtig, doven, dum eller hypokonder.

Jeg skal være 100% perfekt før jeg fortjener gode ting.

Og når jeg så er det, vil det så stadig være godt nok?

Jeg ved jo at da jeg vejede meget mindre, have meget mere kontrol og ustandseligt prøvede at være perfekt udadtil, der føler jeg mig heller aldrig god nok.

Kun lige når jeg følte kontrollen.

Men nu? Nu er jeg aldrig god nok, gør aldrig nok, gør altid tingene forkert, er forkert på alle måder.

Jeg er så utilstrækkelig, forfærdentligt ensom og utrolig bange.

Bliver jeg nogensiden okay til kærlighed?

My world.

Nogle gange er min anoretiske del blevet kaldt en ''prinsesse-verden''.

Min egen lille verden, hvor jeg har mine regler, overbevisninger og holdninger.

Det hele handler om MIG, MIG, MIG og MIG.

Jeg ved de twister det sådan, så jeg opdager hvor lidt af min omverden jeg ser, når det er værst. 

Jeg mener ikke selv jeg er ego, selvcentreret osv - jeg passer jo bare på mig selv ikke?

Men når jeg så ser hvor mange jeg påvirker ved at blive i min egen verden, hvor meget jeg går glip af i livet og hvor meget jeg har mistet. 

Det gør ondt.

Men jeg kan bare ikke vende ud i verden og være stolt af mig.

Jeg jo flov over mig selv, og når jeg er tynd - så beviser jeg hvor svært det hele er for mig.

Jeg er bange for alt det derude.

Terror, krig, miljøting, universet, kravene, menneske, tankerne og følelserne. 

Jeg er nødt til at blive i min egen lille prinsesse verden, for så skal jeg ikke forholde mig til disse ting, jeg skal ikke være den stærke, jeg skal ikke være bange for folks tanker, og hvordan det hele skal gå.

Så kan jeg koncentrere mig om min krop, mit kalorieindtag og min dårlig skyldfølelse over at spise og være til.

Jeg er ikke klar til alt det.

Jeg er så fucking bange.

Jeg er bange for at man ikke kan elske min grimme krop, mit trætte sind og mit bange sind. 

dear mirror.

Hvorfor gør det så ondt at kigge på selv?

Smerten som æder en levende op.

Dette digt fandt jeg inde på fyldepennen.

Det kunne have været taget ud af min smerte og mine tanker. 

Enhver der er i samme båd, vil kunne forstå. 

http://www.fyldepennen.dk/tekster/19084/mit-spejlbillede

I learned.

Du lærte mig at være stærk.

Du lærte mig om alt det jeg ikke ville være.

Du lærte mig at være hård.

Du lærte mig om misbrug.

Du lærte mig om dårlig selvtillid. 

Du lærte mig at det andet køn var utroværdigt. 

Du lærte mig ingen grænser. 

Du lærte mig om mistillid. 

Du lærte mig at grine.

Du lærte mig at lege.

Du lærte mig at more mig.

Du lærte mig om alt mellem himmel og jord.

Du lærte mig om naturen.

Du lærte mig om kærlighed.

Du lærte mig om at håbe.  

Hvordan kan ét menneske lære en så mange ting?

Så mange forskellige ting, med så mange forskellige sider. 

Du har altid være i mit hjerte - uanset om du var den 'søde' eller den 'dumme'. 

Du har vist mig dine gode og dårlige sider.

Du har givet mig det bedste og det værste du kunne. 

Kære du..

Tak for alt.

Jeg er nød til at få sorteret i alle de ting du har lært mig.

Jeg skal kun bruge de gode ting, og smide det gamle lort væk.

Jeg elsker dig himmelhøjt og samtidig har jeg en spand lort som du burde få retur.

Undskyld, hvis jeg fornærmer nogle.

En masse tanker .. 

The other side.

Jeg venter hele tiden på at tage det næste skridt, til den 'anden side'.

Det er så uforklarligt svært at vælge mellem kontrollen og ikke kontrollen. 

Jeg er bange for at give slip på reglerne og burde'rne. 

Jeg er bange for at blive i det her kaos.

Kan ikke holde min tanker ud.

En enorm rastløshed fylder min krop. 

Jeg føler mig så fanget i mine tanker lige pludselig.

Er bange ..

Er alene .. 

Er ked af det ..

Er Heidi, lille og alene - igen.

Jeg er bange. 

Pas på mig. 

Hold om mig.

Beskyt mig.

Elsk mig.

Se mig.

Hør mig. 

Det er lysten der driver værket, men hvad så når lysten er pist væk? 

Jeg vil ikke være alene, det gør for ondt at mærke smerten nu. 

Se mine øjne, de flyder over med tårer.

Mine sidste ressourcer er brugt.

Endless guilt.

Jeg har altid skyldfølelse.

Den evige lille klagen i mit hoved som vokser, når jeg ikke gør de ting jeg 'burde'. 

Den der gør det hele så pisse uoverskueligt.

Den der gør at jeg bryder sammen og hader det hele.

Den der afholder mig fra at leve mit liv.

Jeg ville ønske jeg kunne opfylde dens behov, så jeg kunne LEVE.

Jeg gider virkelig ikke OVERLEVE mere. 

Giv mig noget liv, please. 

Giv mig noget glæde, please.

Giv mig noget luft, please.

Giv mig noget kærlighed, please.

Giv mig noget ro, please.

Forsvind dit dumme lille udyr ' skyldfølelse' . 

JEG BURDE JO OGSÅ BARE TAGE MIG SAMMEN.