Det er blevet ret tydeligt for mig i dag.
Noget som jeg har vidst hele tiden, men ikke har erkendt ( og kan stadig ikke).
At løsningen på alle mine problemer er ikke at tabe mig.
Please, fortæl mig en eller anden at jeg/de tager fejl.
Det jo det jeg kender, det er det jeg har prøvet.
Hvis jeg erkender at det ikke er løsningen, så begynder jeg jo at vende det.
Men er så bange, for ved ikke hvad der så venter mig.
Er det bedre eller værre?
Logisk kan jeg se at det er meget bedre, men følelsesmæssigt giver det et enormt kaos.
Inderst inde ønsker jeg ikke at tabe mig mere, jeg orker det ikke.
Men samtidig dominerer følelserne omkring det at kunne tabe sig - se det som en løsning .
Det hjalp her og nu.
Men nej, de siger jeg ikke må tabe mig.
Så nu skal jeg kigge andre veje og acceptere at jeg vil noget andet.
Men jeg er virkelig ikke kommet dertil hvor jeg kan slippe det endnu..
Hvorfor føles det dog så rart at kunne tabe sig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar