Så lettede tågen endelig lidt igen.
Dagen er gået nogenlunde, men nu kommer angsten frem igen,
selvhadet vokser og vrede gror.
Jeg er så træt nu..
Jeg orker ikke kæmpe mere i dag.
Jeg orker ikke være mere i tankerne i dag.
Men jeg har ikke lyst til at være glad?
Jeg har bare lyst til at gå i seng.
Jeg har bare lyst til at skulle være.
Uden at skulle forholde sig til virkeligheden, til følelserne, til kaosset.
Sorgen over at jeg er nødt til at træffe nye valg.
At jeg skal kæmpe mig vej ud af anoreksien.
At hvis jeg rent faktisk vil videre med mit liv, så er jeg nødt til at slippe den.
Destruere den for altid.
Men ak - angsten.
Men ak - ligegyldigheden.
Jeg kan ikke lade det komme frem.
Jeg er ikke klar!
Men bliver jeg nogensinde klar?
Hvis jeg vil have det bedre, så skal jeg jo også give slip på anoreksien.
Men, den beslutningen kan jeg ikke træffe.
Jeg kunne jo gøre det for andres skyld - men det har jeg jo altid gjort.
Og derfor faldt jeg ned i hullet..
Så for at komme op, bygge broer over nye huller og gå videre,
så er jeg nødt til at gøre det for mig selv.
Problemet er bare at det eneste der giver mening for mig er at tabe mig.
5 kommentarer:
Kender det.. åh hvor jeg kender det. men du er her stadig og kæmper som en gal! Hold fast i den tanke fordi de er fandme sejt gået!!!
Tak janni.
Er ked af at høre du også kender, samtidig med at man ikke er alene i en synkende skude! .
Tro mig! Du er bestemt ikke alene!
Læs evt. mine erfaringer her:
https://jannifreund.wordpress.com/
Ja, jeg er blevet fast læser!
Vil rigtigt gerne læse og høre mere til dig :)
Dejligt at høre:) Du skal være mere end velkommen til at "følge mig" så får du en mail for hvert nyt indlæg.
Send en kommentar