daydreaming.

Jeg hader at indrømme det. 

Men ja, du strejfer mine tanker et par gange om dagen.

Du gør mig vred, ked af  det og forvirret.

Du kæmper din kamp, jeg kæmper min.

Nogle af mine spøgelser indeni er dine, nogle af dem er mine.

Jeg er din - du er min.

Vores hænder mødes og du holder mig kærligt.

Vi snakker, vi tier, vi griner.

Tør jeg virkelig tro på det her?

Har jeg fortjent det og er jeg god nok?

Åh hvor tager disse to situationer på mine kræfter.

Det indebar to timers eftermiddagslur efterfulgt af hovedpine og kvalme.

Efter en kort gåtur og et bad er jeg stadig helt færdig.

Det er hårdt arbejde.

Og jeg skal minde mig selv om at det kun er en dårlig dag, ikke et dårligt liv.

For sandt at sige, så sker der at jeg kan ånde og føle at jeg er fri.

Ikke fordi jeg tror jeg er fri hele tiden, men fordi jeg nyder de øjeblikke hvor mine indre djævler ikke skriger mig ind i ørene.

Men i dag, så råber de: Klamme, tykke, ækle, dovne Heidi.

Du må straffe dig selv, du må være sur, du må ikke smile, du har ikke fortjent at være glad.

Du har spist for meget og lavet for lidt. 

SKOD HEIDI. DU ER ET FORKERT MENNESKE.

- Mon det er depressionen eller anoreksien? Eller begge dele? 

Dosen't matter! I feel bad.

Drukner lidt i min drøm fra eftermiddagsluren.

At min familie var trætte af mig, at jeg var forkert, at jeg skulle skamme mig over at jeg havde det godt en gang imellem, at jeg tog alt opmærksomheden. Min mor kørte uden mig og alle andre ignorerede mig. Hvad mon mit underbevidste prøver at fortælle???

the top of the mountain.

Det er et sandt mirakel når man føler at man igen kan ånde lidt.

Når man igen føler at man har en plads i verden.

Når man igen føler at det nok skal gå det hele.

Når smilet på ens læber varer længere end få minutter.

Når tårene er tørre og ikke er parat til at springe ud igen.

Når hovedet igen kan tænke en smule klart.

Mirakel.

Mirakler sker.

Please lad mig få lidt luft.

Bare i én weekend.

På mandag kan jeg vende tilbage til selvhadet, kampene og vreden.

Forsvind onde monster.

Du har ikke ret til at være i min krop hele tiden.

i just can't.

+++++++++ ..

Den sidste tid har jeg fået så mange indtryk.

Både gode og dårlige.

Jeg får så mange input og idag tror jeg at jeg mærker sidegevinsten af det.

JEG ER TRÆT!

Jeg GIDER nærmest ikke mere...

Hverken at gå en tur, se tv eller snakke.

Mit hoved er så træt samtidig med at min krop er en smule urolig.

Jeg har sovet og jeg kunne gøre det igen.

Så mange indtryk i dag fra UU-vejlederen. 

Som om mit krop, anoreksien og mit hoved går i krampe.

Det hele vil bestemme.

75% anoreksi, 20% depression, 5% Heidi.

Hvad er det liiiige jeg skal lytte til? 

Og hvad er hvad?

Er det normalt at tænke at man er en klam tyk ko, der burde straffes?

At ingenting vil gå og det hele er så mørkt, så mørkt?

At der må være noget andet end det her mareridt? 

thoughts from me to you.

You wanna give me the responsability,

but yours it will be.

Your hate, your anger, your fear,

your scream for help is all i hear.

I've always try to save you,

but now i know that there is nothing i can do.

I've tried to many times to be your hero,

but i always end up feeling like zero.

Your fear becomes mine,

and it has ben that for a long time.

Never has someone make me feel so mad,

at the same time you making me sad.

It was your duty to take care of me,

but you were never the father i like to see.

Im scared you won't walk me in church,

so another man i have to search.

I see you pain, in my eyes in the mirror, 

but im glad that it's not my error.

I feel angry, sad and confused,

because you always has my love being used.

I love you more then words can say,

but i also feel angry over you in some kind of way.
Im ben afraid to many times before,

i can't fight this war alone anymore.

I tried my best for ten years now, 

i don't know anymore how.

Hate is a big word,

so i will throw it in the dirt.
Feeling sorry for you dosen't fix it,

not just a litlle bit.

You fight your battle, 

and i will fight mine, 

in a little time, i will be fine. 

Above sky, below hell.

- Over skyerne, under helved. 

Kender du det?

Føj...

At man kan føle sig på toppen af verden og pludselig skifter ens tanker og krop til en tilstand hvor man tror man er døden nær. 

Spørgsmålene og tankerne ruller ind i mit hoved;

Gjorde jeg noget forkerte? Sagde jeg noget forkert? Kunne jeg have gjort mere af dit eller dat? Har jeg virkelig fortjent det her? Jeg burde også have bevæget mig mere? Jeg er doven? Hvorfor er jeg sulten? Hvorfor fik jeg ikke gået min tur?

Jeg har ignoreret anoreksien og depressionen så meget som overhovedet muligt.

- VIRKELIG! 

Men det giver bagslag nu i selvhad, angst og træthed.

'This to shall pass'.

En sætning jeg har prøvet af de sidste dage..

Nogle gange virker den, andre gange ikke.

Har jeg virkelig fortjent sådan en sød og kærlig fyr?

Fredag var en af de værste aftener længe.

Jeg græd, jeg rystede, jeg hoppede, jeg græd mere, jeg snakkede og jeg holdte mund.

Jeg havde det som om hele verden væltede. 

Som om at jeg har holdt for mange tanker og følelser inde her på det sidste.

Reminder; Fortæl, fortæl, fortæl...

Det er OKAY!

.. Nej det er ej...

Nu vil jeg gå over i stuen og vise flaget - det gør ondt lige nu og anoreksien vil æde mig levende. 

Im afraid of falling to much in love..

do you know im lost`?

Åh... Den her uge har godt nok været strid... eller uge og uge..

Tirsdag aften og så indtil nu har været strid.

Jeg har prøvet at få hverdagen til at fungere alligevel.

Passet min praktik, spist min mad og gjort diverse hjemmeopgaver.

Og så har jeg haft besøg og min mor og besøgt min Nye kæreste.

Ja to personer som jeg er glad for at have i mit liv.

Æv bæv, når det skal være sådan en kamp indtil og efter jeg har bragt tid med dem.

Jeg er blevet bedre til at nyde nu'et når jeg er sammen med personerne jeg virkelig gerne vil tilbringe tid med. Det er bonus!

- Men jeg er så træt og brugt i al den anden tid.

Jeg gider ikke rigtigt noget., Jeg vil bare sove og tabe mig.

Jeg føler mig som et tyk æsel ude af control.

Jeg er efter mig selv.

Uanset hvad jeg får gjort i løbet af en dag, så er det ikke godt nok.

Uanset om jeg kæmper med/mod anoreksien - så er det ikke godt nok.

Uanset om jeg kæmper med/mod depressionen - så er det ikke godt nok.

Uanset hvor meget jeg kæmper for at fortsætte - så er det ikke godt nok.

Er det Heidi eller noget andet der snakker? 

I dont know...

Jeg er bare så træt, ked af det og frustreret over min krop og mit liv. 

dear limits.

De der grænser.

Et tilbagevendende tema i mit liv.

Der er noget eller nogen som enten ikke har lært mig om mine grænser eller der er nogen som har brudt min grænser.

I disse dage er det svært at sætte grænser. 

Grænser for ro, aktiviteter, glæde, vrede, alt..

Hver eneste ting jeg laver, der føler jeg at jeg bryder min grænse.

Lige meget hvad jeg foretager mig så har jeg egentlig mest lyst til at gøre det modsatte.

 Det er mine mennesker omkring mig der skal sætte grænser, for når jeg selv gør det, så går det galt. 

Der er pludselig ingen grænser, for jeg skal kunne det hele.

Være super god til det hele.

Være super stærk.

Men indeni er jeg helt vildt ked af det og træt.

Hele min krop giver udtryk.

Den er tung, doven, træt og stor.

Hvor blev positiviteten dog af?

lost in an echo.

Er det anoreksi/depressions-tømmermænd fra de sidste mange dage?

jeg ved det ikke..

Det eneste jeg ved er at jeg føler mig tung, træt og modløs.

Alt er negativt og jeg orker knap at smile.

Jeg føler mig som et tykt æsel der burde leve af græs og vand.

Alt det her med forelskelse går af helveds til sammen med en anoreksi og en depression.

For hey! Så begynder jeg at håbe at tingene kan være anderledes.

At jeg måske er god nok til en kæreste og til at blive elsket.

Men......

Det gør også at mit indre kører og kører.

Jeg tør ikke falde..

For jeg magter ikke at komme ned i dybet.

Jeg orker ikke den kamp;

Det eneste jeg gider er at lægge i hans arme og være ung - sorgløs.

Men, depressionen og anoreksien fylder for meget til ar jeg kan nyde det fuldt ud.

Jeg vil SÅ gerne tabe mig......

Hvad sker der indeni mig?

Jeg vil så gerne vise ham alle de gode ting indeni mig.

Men jeg har jo så også bare disse to sider som stadig fylder enormt meget i mit liv stadigvæk. 

Hver dag er stadig en kamp for ikke at falde for dybt tilbage i de gamle spor og tanker. 

Kan mærke at kravene til mig selv stiger i takt med dagene.

Når jeg kan det ene, så kan jeg da også det andet!

Hvis jeg kan have en kæreste, så kan jeg da også dyrke motion og være aktiv.

Så kan jeg da også være der for min familie og se mine veninder noget mere.

Så kan jeg også gøre rent, handle ind, være kreativ, passe praktikken og begynde på skole snart.

Så kan jeg også gøre som ALLE andre mennesker.

Problemet er bare at det er som at jeg ikke KAN....

Jeg KAN BARE IKKE..

Det er ikke naturligt.

Nogle af tingene kræver stadig meget overbevisning og kamp.

Nogle ting er bare stadig så udfordrende og skræmmende..

Så forkert og forbudte..

Kender du ordet; BLÆVER?

Jeg føler min krop er en gang blæver.

Det er bl(ÆV)er!!

I dag orker jeg ikke at kæmpe imod negativiteten og trætheden.. 

Men problemet er at jeg gerne vil se ham i aften...

Er det dumt? 

Det har været nogle lange dage, for når man er forelsket vil man så gerne være sammen + at jeg besøgte min familie igår og mor kom forbi for at spise, snakke og se tv..

Hvorfor kan det være så sindsygt hårdt? 

My inner demons.........

They are eating every single positive thing right now...

går snart amok.

i know now..

Det der med forelskelse?

...... At fortjene det? At have lov til at være glad, sorgløs, forelsket og lidt på en lyserød sky?

Hvorfor er det så svært at sige; DET ER OKAY HEIDI!

- Jeg føler at jeg skal blive nede i mit lille hul og hade mig selv.

Blive ved med piske mig selv.

Blive ved med at fokusere på krop, mad og vægt.

Det gør ondt og sætter mig i en klemme.

For jeg har den side der vil være rask NU! Og så har jeg den side om vil være lille og syg!

Fordi jeg fortjener det.

Fordi jeg ikke fortjener at være glad.

+400g...... I know i have to...

But! I feel fat..

I feel big enough to make a tsunami in Thailand..

Det gør ondt at være forelsket.....

ny situation.

Power Yoga.

Som mange andre med Sf, så går tingene nogle gange for meget op i tal og kalorier.

Før tiden, så talte jeg kalorier i alt motion og idræt jeg lavede.

Dans, løb, gåture, svømning osv.

Men i dag, så prøvede jeg Power Yoga, uden nogen for viden omkring hvor meget man forbrænder.

Jeg prøvede at gøre det for at få det godt i min krop.

For at prøve en ny interesse af og få strukket kroppen.

Konklusion; Jeg er zumba-pige!

Der var flere dejlige stræk-øvelser, men jeg er til høj musik og bevægelse.

Men det var skønt at prøve..

Næste gang hedder det Pilates.

Så må vi se.... 

Men..... SF-tømmermænd.

Skælden og smælden fordi jeg ikke brugte energi nok.

Gjorde det ikke godt nok.

Fordi at jeg ikke har en perfekt krop.

Ellers må jeg ikke nyde...

GO AWAY INNER CRITICER. 

Sådan er det altid efter jeg dyrker motion eller idræt. 

Så kommer al selvhaden fordi jeg kommer i kontakt med kroppen.

OG uanset hvad - så har jeg aldrig gjort nok.

GO AWAAAAAAY!

Be true..

Underligt at man snart kan fylde 19 år - og så stadig føle sig på en som 15-16 år.

På nogle punkter er jeg en 18årig, men på andre punkter er jeg bare ikke..

Jeg siger ikke at 18'årige ved hvem de er, men de fleste har en idé om det.

Der er jeg på skideren, for den periode imellem 15 og 18 år - der var jeg optaget af sygdom.

Selv om jeg snart fylder 19, så fylder sygdommene stadig alt for meget i mit liv.

Og det arbejder jeg jo på.

Men hvad så med de år imellem?

En periode hvor der skulle prøves af, opleves, føles og mærkes - ses og høres.

Det mangler jeg jo.

Derfor må  jeg nu lære at leve med at jeg har nogle af de samme 'teenage'problemer som jeg ville have i den periode. 

Men hvordan sætter jeg en 18-årig piges krav + behov sammen med en 15årig piges krav + behov.

BALANCE, SNAK. RO. VILDSKAB. OPLEVELSER. FEJL. MODENHED: UMODENHED...

Hvad mere?

- Jeg er så moden og så umoden.

Jeg elsker Jessie J - who you are;

''I stare at my reflection in the mirror

Why am I doing this to myself?It's okay not to be okaySometimes it's hard to follow your heartTears don't mean you're losingEverybody's bruisingJust be true to who you are ''

SF er efter mig.
Jeg må kun tænke på at min krop er grim og at jeg skal tabe mig.
Fordi jeg vil have det rart i aften og tage endnu en bid af livet.

Vågner op efter en skod nat.

En masse mærkelige drømme. 

En masse hverdagsting blandet sammen med mine kaos-tanker. 

Jeg er ked af det i dag.

Jeg har ikke lyst til en dag med krav.

Jeg har mest lyst til at græde. 

Jeg er bange for maden.. 

Bange for om jeg kan klare at være i min krop i dag.

Raaaaaw...

Kære alle.

Lige et surt opstød.

Dette er ikke ment som en bebrejdelse, mere som en konstatering. 

I dag har jeg lyst til at være en lille pige og kaste alt ansvar og voksenhed væk.

JA! Ernæringsvejledere, sundhedsmennesker, fanatikere, kostvejledere, læger og forskere..

Jeres råd og vejledning blev til mine regler. 

Det er min skyld - det ved jeg.

Men hvorfor er det så vigtigt at fokusere på idealer, udseende, sundhed og motion?

Ja. Det har nok altid være et spændende og stort emne.

Men, jeg syntes at hver gang man tænder tv'et, så kommer der slanketips, kostvejledning, motionsråd, diæter og alt muligt andet bræk.

Jeg bliver syg af det.

Her skal jeg sætte min grænse. 

Det er ikke okay for mig, at i hele tiden siger at jeg skal gøre det ene eller det andet. 

Intet af det jeg nogensinde gør, vil blive rigtigt,

I skifter mening 100vis af gange.

Og jeg bliver syg af det.

SYG SYG SYG SYG.

Jeg vælger mad mad omhu, jeg isolerer mig, jeg taber mig, jeg overspiser, jeg sulter, jeg presser min krop til ekstremer. 

Mit indre lille barn og voksne Heidi skriger!

De er så vrede. 

Så frustredede.

Hvorfor har i ret til at have den magt over mig?

Det er noget jeg vælger - i know.. 

MEN! det er også noget i har lært mig.

Ingen af jer har givet mig et realistisk syn på sundhed og krop.

I giver bare endnu engang min indre dæmon lov til at råbe; MERE MOTION, MINDRE MAD, FLERE GRØNTSAGER, MINDRE FRUGT, MIN KALORIER, SULT ER GODT.

I siger tit at man ikke skal være overfokuseret på kost og motion, men når en som jeg, har svært ved at sortere i rigtigt og forkert - så bliver den lille sætning umulig.

Selv min kusine på 10 år snakker løb, frugt og sundhed.

Det fandme ikke okay...

Hun snakker om at være for tyk og for usund.

Det fortjener hun ikke..

I hjælper min indre dæmon til at 'hende den tynde, syge og svage' forbliver i denne rolle. 

Måske tager jeg nogle af rådene for seriøst - men det kan jeg ikke lade være med, når jeg bliver bombaderet med skidtet every single fucking day. 

Ja, jeg giver jer fuckfingeren endnu, samtidig med at jeg spiser min grøntsager omhyggeligt lagt på tallerkenen. Men det forbliver ikke sådan.

En dag giver jeg jer fuckfingeren og spiser en kæmpe is-vaffel med 10 kugler! 

Jeg er en livsnyder- en stor en af slagsen.

I lærer mig at det er forkert, fordi det ødelægger sundheden.

Men samtidig ødelægger i mit liv, fordi i ALTID har en mening om hvad der rigtigt og forkert.

Og ja........ Måske var dette en fuckfinger mere til anoreksien end til Alle jer. 

Men fuckfingeren... den får i,i dag.

For i dag, er jeg sårbar, sur, ked af det, stresset og pessemistisk. 

I har måske meget styr på mad, sundhed og motion.

Men i fatter ikke en brik af sygdommen anoreksi og depression.

værs'go  - jeg vil gerne se jer leve det samme liv som i lever i dag, bare hvor i lægger en depression og en anoreksi oveni.

Så må vi se ... Måske kan i klare det bedre end mig.

Ideal..

Okay.....

Den perfekte pige.

Den perfekte kvinde.

Den perfekte datter.

Den perfekte veninde.

Den perfekte kæreste.

Den perfekte arbejdsgiver. 

Bumbumbum.....

Jeg føler mig ikke som den perfekte i nogle af de kasser.

Ikke fordi nogle nogensinde bliver perfekt, men jeg er bare endnu mindre perfekt end mine omgivelser.

Hvor kommer al den selvhad, skam og mindreværdsfølelse fra?

Er det ren indbilding eller er det den helt klare sandhed?

Er det en sygdom eller Heidi der snakker?

Jeg har lidt den der i mig; Hvis i kigger rigtigt i mine øjne, så kan i se mine indre dæmoner.

Jeg har svært ved at acceptere mine skyggesider.

At jeg bøvser, spiser, er doven, er sur, kan være jaloux, barnlig, irreterende, omklamrende, opmærksomhedskrævende, dum, forkert, underlig osvosv.

For hvis de ting er en del af mig, vil i/du så acceptere mig alligevel?

Vil i tænke at jeg er god nok?

Noget værd?

Værd at holde af at elske...

Jeg føler ikke at jeg fortjener kærlighed.

Men alligevel er det, det jeg kæmper for hver dag.