daydreaming.

Jeg hader at indrømme det. 

Men ja, du strejfer mine tanker et par gange om dagen.

Du gør mig vred, ked af  det og forvirret.

Du kæmper din kamp, jeg kæmper min.

Nogle af mine spøgelser indeni er dine, nogle af dem er mine.

Jeg er din - du er min.

Vores hænder mødes og du holder mig kærligt.

Vi snakker, vi tier, vi griner.

Tør jeg virkelig tro på det her?

Har jeg fortjent det og er jeg god nok?

Åh hvor tager disse to situationer på mine kræfter.

Det indebar to timers eftermiddagslur efterfulgt af hovedpine og kvalme.

Efter en kort gåtur og et bad er jeg stadig helt færdig.

Det er hårdt arbejde.

Og jeg skal minde mig selv om at det kun er en dårlig dag, ikke et dårligt liv.

For sandt at sige, så sker der at jeg kan ånde og føle at jeg er fri.

Ikke fordi jeg tror jeg er fri hele tiden, men fordi jeg nyder de øjeblikke hvor mine indre djævler ikke skriger mig ind i ørene.

Men i dag, så råber de: Klamme, tykke, ækle, dovne Heidi.

Du må straffe dig selv, du må være sur, du må ikke smile, du har ikke fortjent at være glad.

Du har spist for meget og lavet for lidt. 

SKOD HEIDI. DU ER ET FORKERT MENNESKE.

- Mon det er depressionen eller anoreksien? Eller begge dele? 

Dosen't matter! I feel bad.

Drukner lidt i min drøm fra eftermiddagsluren.

At min familie var trætte af mig, at jeg var forkert, at jeg skulle skamme mig over at jeg havde det godt en gang imellem, at jeg tog alt opmærksomheden. Min mor kørte uden mig og alle andre ignorerede mig. Hvad mon mit underbevidste prøver at fortælle???