run. run, run..

Kender du de dage hvor du bare vil væk?

Du vil løbe fra alle tanker, følelser og krav.

Problemet er bare at de følger dig overalt.

Og hvad gør du så?

Bliver du ved med at løbe eller stopper du op for at trække vejret?

Er du bange eller klar til at tage kampen op?

Jeg er bange, jeg er fucking bange.

Jeg kan slet ikke tackle alle følelserne endnu. 

Jeg falder, be'r om hjælp - og falder.

Avs. min krop skriger efter ro.

Mit hoved skriger endnu højere.

Men nej, ingen ro. Ingenting.

Kun larm og ensomhed.

Kun uro og frustration.

Jeg kan ikke mere .. 

Hvordan kommer du videre herfra?

Hvordan rejser du dig op igen? 

Hvordan gør du?

Lær mig det.. 

Selvhadet er alt for stort til jeg kan selv.

Tårerne i mine høje kaster sig frem ved hvert blik i spejlet.

Jeg kan ikke mere .. 

strange.

En virkelig mærkelig dag.

Mit humør har været langt ned, så højt oppe - og nu langt nede igen.

Jeg er virkelig nervøs for min fødselsdag.

Den skal fejret med alle de gamle veninder.

Jeg savner dem.. det gør jeg.

Men jeg er så nervøs hvad de tænker? 

''Hun har taget på'', ''hun har forandret sig'', ''hun er mærkelig'', ''hun er doven'' osvosv.

Det er ene af sære tanker, som jeg nok kun tænker på.

Men alligevel.

Jeg er enormt stresset over noget, som jeg skulle glæde mig til.

Jeg er så bange for at jeg ikke kan leve op til mine egne krav.

Hvorfor?

De kender mig, de ved hvem jeg er.

Men jeg kender bare ikke mig selv, og jeg har ikke fundet ud af hvem jeg er.

Jeg føler mig så forkert, så dum, så tyk og så mærkelig.

Jeg passer ikke ind længere?

Gør jeg?

Jeg ved det ikke - hjælp, jeg er bange :(. 

unhappiness..

Jeg gider virkelig ikke mere.

Jeg er pisse træt af det her.

Jeg er så vred over det her.

Kan ikke rumme al den uro.

Al den angst.

Al den ked af det-hed.

Al den tomhed. 

Jeg gider ikke gå rundt her mere. 

Det alt for tomt.

Endnu dag, som bare kommer til at gå med at få tiden til at gå.. 

Succes.

Jeg havde en enorm personlig succes i dag.

Gik fra en to'er på skalaen til en 9'er.

Wooow. 

Aldrig har nervøsitet påvirket mig så meget.

Jeg blev kold, frysende og ked af det.

Men, men - men! Jeg bestod.

Jeg gennemgik det, jeg trak vejret dybt og gjorde det.

JEG BESTOD!

Jeg er virkelig stolt.

Men, så kom tankerne; ''Så skulle du også'', og ''du er ikke'', ''du burde ikke'', ''du må ikke'', ''det er forkert af dig'', og ''du er tyk, klam og uelskelig'',

Nu jeg ikke stolt mere, nu er jeg bare forkert. 

Nu er jeg ikke god nok mere.

Nu er jeg bare uelskelig igen.

crushed.

Efter en rigtigt god dag igår, så vælter jeg i dag.

Jeg har sovet så elendigt.

Tankerne har fløjet rundt fra start til slut.

Vågner op til 10 gange.

Drømt, og drømt og drømt. 

Jeg har været så angst i min underbevidstedhed for i dag.

Alt det jeg skal jeg nå i dag, som jeg nåede igår.

Jeg har allerede kørt mig selv træt. 

Jeg bliver angst for at tage på.

Jeg bliver angst for trætheden som altid kommer når man har sovet elendigt. 

Jeg bliver angst fordi jeg er så alene omring mine tanker.

Har bare lyst til at sætte mig ned og græde.

Og græde, og græde.

Græde over det hele.

At jeg er fanget i mit eget fængsel, at jeg går glip af så meget - at jeg spilder min tid.

Men føler mig så fanget i det, at jeg ikke kan gøre noget ved det.

Jeg er helt smadret og står for enden af en sort tunnel.

Hvor er lyset?

Lonely.

En spiseforstyrrelse er en utrolig ensom sygdom.

Den gør det simpelthen af med alt der hedder; kærester, venner og familie.

Nu har jeg så været så heldigt at mine veninder og familie virkelig har hængt på, også selv jeg har været/ er en dum ko sommetider. 

Jeg har virkelig aflyst vores aftaler, skældt ud på dem og ignoreret dem.

Og nu sidder jeg her, en lørdag aften.

Jeg burde egentlig hygge med mine veninder, en kæreste eller min familie.

Men lysten/overskuddet er der bare ikke.

Men alligevel føler man sig så alene i det her fængsel, som jeg gang på gang selv sætter mig ind i.

Jeg håber virkelig den dag kommer hvor jeg bare tager skridtet og tænker, at nok er nok. 

Hm - Jeg savner virkelig det 'gamle heidi'.

Jeg var jo altid omgivet af veninder - og nu? Nu er jeg bare så isoleret.

Det værste er at jeg ved at jeg kan tage min telefon og så vil der straks være en masse der kunne være sammen. Æv. 

facts.

For at gøre den blog lidt mindre seriøst for en gang skyld, så vil jeg fortælle lidt skøre/mindre skøre facts om mig selv;

1. Da jeg var lille prøvede jeg at bilde min veninder ind at jeg hed Leidi (desværre grinte alle bare)

2. Da jeg var yngre ville jeg være opfinder.

3. Jeg er hemmeligt forelsket i Chad Michael Murray og Mikkel Kessler.

4. Jeg har en svaghed for sødetabletter.

5. Jeg er tyr, og når jeg læser om alle personlighedstræk ved dette stjernetegn, så passer de bare!

6. Jeg er konfirmeret, men tror ikke på Gud. (tror mere på en form for energier) 

7. Jeg har altid elsket programmer med top model, designerprogrammer og danse-serier.

8. Jeg er enorm fan af L.O.C, suspekt, Volbeat - men elsker også violin/klaver-musik. 

9. Jeg er familiemenneske i aller højeste grad!

10. Jeg er hammer nærig!

Hvis i har lyst kære læsere, så fortæl mig lidt om jer!

Enten i en kommentar eller i en mail:)

hadde_musen@hotmail.com

Tough getting older.

Intet er sort og hvidt længere. 

Der er så mange små nuancer, 

der er så mange smukke og uhyggelige nuancer.

Det skræmmer mig, for jeg kan ikke skelne imellem dem.

Der er alt for mange til at man kan have kontrol over dem.

Jeg vil bare have styr på det!

Da man var lille var overgangen mellem sur eller vred til glad og smilende som at knipse!

Men nu, der er der også alle mulige ting før, imellem og efter.

Nu kan jeg være deprimeret, ked af det, frustreret, ulykkelig, okay, godt nok, Fint, lykkelig + de fire overstående ting. 
Og endda på samme tid!

Og jeg kan ikke tackle alle disse følelser.

Det er mere end jeg kan rumme. 

Det er mere en jeg kan forstå.

Jeg er ikke klar til alle disse ting.

Jeg er jo stadig en lille pige som har brug for hjælp ikke?

Eller .. 

Jeg skal jo være noget andet, for nu siger dåbsattesten snart atten.  

Beautiful Disaster.

Hvorfor skal jeg KUN være den lille fine nikke-dukke?

Hende den artige.

Hende den med pli og respekt.

Hende den glade og altid forstående.

Hende med al ansvaret og energien.

Hende der lytter til alle andre.

Hende er jeg også!

Men jeg er også mere en det.

Jeg er også hende den vrede, frustrerede, trætte, sorgfulde, livsforladte pige!

Hende der vil råbe af omverden og slippe alt ansvar!

Hende der vil skide på andre bare én enkelt gang!

Hende der siger fra.

Hende der lytter til sig selv.

JEG HAR BARE LYST TIL AT SKRIGE OG RÅBE!

JEG KAN IKKE RUMME MERE; ER SÅ FYLDT!

LAD MIG NU BARE VÆRE BEGGE DELE!

just true.

Har i mange år spekuleret på citatet 'Kun døde fisk flyder med strømmen'. 

kort og godt; Kan kun sige det er sandt.

Jeg føler mig som en død og indtørret fisk(hold kæft det lyder klamt).

Men, jeg lever helst efter hvad alle andre gør, til alle andres forventninger og til deres tanker. 

Når jeg skal følge mig selv, så er det som om en sort klap går ned.

For det kan jeg ikke finde ud af?

Jeg ved ikke hvem jeg er, hvad jeg vil eller hvad jeg kan.

Jeg elsker at behage andre mennesker, også selvom det er på bekostning af mig selv.

Jeg er ih og åh så bange for hvad folk de tænker om mig, hvis jeg ikke gør det.

Jeg er virkelig en død fisk ligenu.

Mit liv kører bare med strømmen, og med de andre 'fisk'.

WHO AM I?

Når kroppen føles som et fængsel.

Bare tanken giver mig myrekryb.

Hvordan bryder man ud af det?

Hvordan accepterer man at man er kommet dertil?

Hvornår kommer den dag hvor det er tid til at blive lukket ud?

Fængslet et mit.

Ene og alene mit. 

Jeg har selv skabt det, kreeret det, bygget det, brudt det, gendannet det, hadet det, elsket det og ikke mindst accepteret det.

Men hvad så når jeg ikke selv vil leve i det mere?

Jeg har jo ikke noget valg.

Eller har jeg?

Man har altid et valg, men når man ikke selv kan se det, så er det bare noget uforståeligt.

Det er det værste.

At vide man har et valg, men ikke føle det.

Hvis nu i det mindste man følte at man havde et valg, og så bare var lidt usikker på om det var rigtigt.

Ingen har sagt at det var let, men fandme om jeg ønsker mig et bedre liv.

Jeg kan bare ikke føle, eller se det. 

Jeg kan ikke MÆRKE det. 

Jeg kan ikke finde den rigtige LYST til det. 

what.

Hvad gør dig smuk?

Hvad gør dig unik?

Hvad gør dig til dig?

Jeg er stadig 120% sikker på at det er en tynd og smuk krop der gør mig til mig. 

Det er den der gør mig unik, god nok og okay.

Jeg kan ikke forestille mig andet.

Og nu må jeg ikke tabe mig, så nu er jeg bare intet mere. 

Nul og niks,

Jeg kan ikke finde tilfredshed i andet. 

Jeg kan ikke mætte mine tanker, min krop og sind med andet end tanken; Jeg burde, jeg skal - ellers må jeg ikke, kan ikke , fortjener ikke, kan ikke, burde ikke, elskes ikke, er jeg forkert, er jeg doven, osvosv. 

Jeg er så fanget i mine tanker at jeg nærmest brækker mig. 

i want your love.

At blive elsket - og så at miste kærligheden igen.

To ting som har gentaget sig i mit liv lidt for ofte til at jeg tør leve videre uden at få bearbejdet det.

Uden at jeg overhovedet kan leve videre, så skal det bearbejdes. 

Jeg er en pige som elsker at blive elsket - men jeg tør ikke stole på det - for jeg mister det jo igen ikke?

Når en person fortæller mig gode ting - om mig, om livet, om kærlighed, penge osvosv.

Så er det altid at jeg får følelsen af at det er fucking løgn. 

Jeg tror ikke på at man kan elske mig, holde af mig, værdsætte mig - eller at jeg er det værd.

Det er kun hvis jeg taber mig, hvis jeg er sød, hvis jeg er dygtig, hvis jeg kører lige efter bogen. 

Hvis jeg er et super menneske -så må de da elske mig! Ikke?

Problemet er bare at uanset hvor super menneske jeg bliver, så er det aldrig nok.

Og hvis jeg så ikke er super menneske, så kan man ikke elske mig.

Og så er det jeg falder i hullet igen.

Jeg er simpelthen ikke det værd - eller er jeg?Neeeej vel?

Hvis så du kom og gav mig kærligheden, så ville jeg ikke tro dig, og jeg ville være hundrede procent overbevist om, at du gik igen.

Jeg tror ikke på den rigtige kærlighed, jeg er bange for at den braser sammen. 

Jeg er bange for at det en stor fed løgn, at du skrider igen.

Tak kære .......... Du har virkelig gjort det godt!

Hvor fanden er jeg nu?

På bunden - dybt nede - og jeg drukner i lortet .. 

step by step.

En behandling består jo af forskellige trin.

Nærmest som en trappe - jo højere man komme op, desto længere falder man.

Jo højere man kommer op, desto hårdere bliver det.

Jo højere man kommer op, jo renere luft vil du kunne trække ind og ud. 

Lige nu har jeg taget endnu et trin, og forhelved altså.

Hvis jeg vidste at det var så svært, så smertefuldt og grumt -Så ville jeg have ventet!

Men hvad venter jeg på? Jo hurtigere jeg får taget trinene, jo hurtigere kommer jeg jo tilbage til livet ikke?

Eller vil jeg bare falde ned igen?

Men hvad nu hvis man først virkelig lever oppe på toppen? Lige nu, så er det ren overlevelse.
har jeg så lang vej igen?

delete.

Sletter de spor du har sat, træffer mit valg i nat.

Når solen står op har jeg fundet min vej. 

Jeg bliver aldrig som dig. 

Nu har jeg fået talerør, så du får ikke ro. 

Jeg kunne nævne dit navn nu og her - men jeg skal nok lade være.

Helved da, vrede, ked af dethed, sorg, smerte, svig, surmuleri, ensomhed, frustration.

Frem med det, frem med det, du bliver ikke lykkeligere af at lade være og lade hele lortet gå ind af.

Så står du tilbage med det knækkede hjerte og tåren på kinden.

Istedet åben dig for det, føl det og bearbejd det - og så kast det af helveds til. 

Og brug det - lær at brug det du fik med. 

Lær dig selv at kende, lær dit reaktionsmønster og elsk personerne for at have vist det for dig. 

Inside.

Den sultne mæthed. 

Det værste  du/dets omgivelser  kan gøre ved et menneske er at sulte det.

Om det er psykisk eller fysisk - det er ikke det vigtigste.

Men på begge fronter kommer der en enorm trang til at 'ville have mere', hvis man først én gang er blevet sultet. 

Jeg - jeg har både være psykisk og fysisk sultet i en længere periode.

Og ja, som jeg skrev ovenover - så kan jeg ikke få nok.

Når jeg først begynder at spise, så skal det nydes og så kunne jeg godt spise lidt mere.

Når jeg først får kærligheden, så giver jeg helst ikke slip, og vil gerne have lidt mere. 

Det værste scenarie for mig lige nu ville være at folk omkring mig skred og at mit køleskab var tomt. 

Som tingene er lige nu, og i lang tid fremover - så ville jeg ikke kunne leve af 'kærlighed og kildevand' - nej jeg ville være nødt til at have 'kærlighed, kildevand og kød'. 

Jeg tror aldrig jeg vil kunne sulte mig selv igen mht. til maden - det er så forfærdenligt.

Jeg har stadig lysten og impulsen til at gøre det, hver eneste dag.

Forskellen er bare nu at min krig af tanker, en skøn omgangskreds og en støttende familie afholder mig fra det. 

Egentlig har jeg haft en masse positive mennesker og ting omkring mig hele tiden, jeg har bare ikke været i stand til at se det.

Nogle dage har jeg brillerne på og andre dage har jeg mørke klapper for begge øjne. 

Kærligheden, har nok også altid været der, bare ikke der hvor jeg ledte efter den. 

Og jeg har ikke 100% fundet den endnu, men jo mere jeg leder - jo mere finder jeg. 

At vælge livet eller vælge sygdommen? 

det er så soleklart, men så fucking svært. 

ups and downs.

Utroligt - igen.

Når ens humør svinger fra okay, til fantastisk og til sidst over til tristhed.

Lige pludselig er det hele bare for meget.

Tankerne, følelserne, frustrationerne og trætheden.

De viser sine grimme ansigter på mere end én måde;

1. Fysisk træthed.

2. Kvalme/svimmelhed.

3. Psykisk træthed.

4. Ked-af-dethed.

5. Indelukkethed. 

Hvis du spurgte mig for 3 timer siden, så var jeg energisk, frisk og glad.

Hvis du spørger mig nu, så er jeg flad, trist og træt. 

Jeg ved at alle det jeg gerne vil, det lægger foran mine fødder.

Men jeg orker det ikke - jeg føler mig allerede kvalt i det. 

Jeg står lige nu på kanten til at træffe et valg; give op eller kæmpe.

Jeg vil kæmpe.

Men hvordan kæmper man?

Er det at slæbe sig ud på en løbetur man ikke orker/har lyst til, er det at forholde sig til sine krav til sig selv, er det at lære forstå hvorfor man tænker som man tænker, er det at gøre noget helt tiende? 

Jeg kan ikke se skoven for bare træer.

like a dog.

Jeg tror det dyr der ville beskrive mig bedst for tiden er en hund.

Det er som om at jeg kun orker at lege, at spise og sove.

Alt andet, det fanger mig slet ikke.

Og så som på billedet, så er det som alt det gode lægger lige foran mig, så tæt på at jeg kan lugte det, føle det og se det - men jeg må ikke få det.

Hvad er det der afholder mig fra at snuppe det?

Er det min indre 'ejer'?

Er det mine indre 'overbevisninger'?

Er det mine indre 'lærte' tanker?

Please, lad mig smage på livet. 

Livet er jo ikke sødt før man har smagt på det. 

when is it going to happen?

Fra drømme til virkelig, fra at give op. 

jeg syntes jeg har taget det meste med.

Så jeg fortalte hvad jeg følte,

og at det her var mit .

Også selvom alle odds var imod mig.

Og nu står jeg her.

I evig krig med mine tanker og følelser.

De mødes hele tiden med modstand til alle omkring mig.

Jeg forstår ikke hvorfor jeg er endt her og det gør så pisse ondt.

Jeg føler at jeg er så magtesløs i det,

selv om at jeg ved virkeligheden er noget andet. 

Men når man så står her i mit sted - hvor kigger man så hen?

Jeg har mest lyst til at lukke mine øjne, for jeg er så træt.

Træt af mit liv, min situation, mine tanker og handlinger.

Hvor - højre eller venstre?

Frem eller tilbage? 

Op eller ned?

Ud eller hjem?

Jeg vil så gerne ændre det, og samtidig er jeg rædselsslagen. 

Du er nødt til at give slip på det liv, du planlagde, for at leve det liv, der venter dig. 

loved again.

Jeg ved at alle unge piger/drenge har en angst for at deres første ungdomskæreste også blive den sidste.

Men jeg har virkelig en angst for at jeg ikke skal opleve den glæde igen.

Den fantastiske følelse af snurren i maven, når man ikke kan holde op med at smile og man er klar til at stå imod hele verden. 

Jeg er så inderligt bange for at blive skuffet, svigtet og efterladt igen.

Tre ting, som har gået mange gange igen, igennem mit korte liv.

Tre ting, som er så dybt begravet i mig.

Tre ting, som jeg skal have roddet op i og sorteret ud af mine hukommelse, og acceptere at de har været der!

Men jeg er kommet ind i en forfærdenlig sygdom som fortæller mig at det er mig som ikke er god nok, at det er mig den er gal med og det er mig som skal lide. 

Jeg føler at jeg er nødt til at præstere, nød til at tabe mig, nødt til at kæmpe - for at fortjene.

Altså, hvis jeg taber mig - så skulle jeg have tabt mig mere.

Hvis jeg løber 3 km - skulle jeg have løbet 6.

Hvis jeg griner - Skal jeg blive ved.

Hvis jeg er sur - skal jeg blive ved.

Hvis jeg nyder - Skal jeg stoppe.

Jeg må ikke gøre ting før jeg har tabt mig.

Og hvad fanden et det for et liv?

Det er mit - mine tankegange, mine teorier, mine følelser og mit mål med livet.

Og jeg kan høre hvor forkert, hvor sygt det er - men det føles så sandt og så ægte. 

Det jeg føler lige nu; Det er aldrig godt nok.