what to do.

Hold da op.

Hvad gør man en dag hvor man bare er så træt og færdig?

Man vil bare lægge sin kære 'jeg burde' væk.

Men hvad skal man så tænke på?

Hvad skal man så lave?

Skal man sove?

Skal man se tv?

Skal man hade sig selv?

Skal man elske sig selv?

Skal man tegne?

Skal man skrive?

Altså. hvad giver man sig til når man bare vil have det godt i nuet? 

Har aller mest lyst til at lægge mig til at sove, fordi så glemmes de fleste 'jeg burde' tanker.

Man når jeg så vågner op, så tager de mig alle med storm igen,

Hvilke ting gør at i har det godt? Hvad ting kan i godt lide at lave? Hvad holder i af at lave i weekenderne? 

Jeg selv, jeg ved det sgu ik' . 

ego bitch.

Hold kæft jeg føler mig som en ego-centreret bitch.

Jeg har droppet veninderne, jeg har droppet familien, jeg har droppet praktikken.

Jeg dropper alt, jeg har 'droppet' alle forventinger til mig selv.

Nårh nej, det har jeg ikke.

Det er det eneste jeg ikke kan give slip på.

Min forventinger;

At jeg skal være en god datter.

Jeg skal være en god veninder.

Jeg skal være en god søster.

Jeg skal være en god kusine.

Jeg skal være en god kæreste.

Jeg skal være en god motionsudøver.

Jeg skal være en god Heidi.

Jeg skal være en god livsnyder.

Jeg skal være så FuCkInG til alt.

Og det kan jeg ikke.

Men det eneste jeg stræber efter ,det er er blive det. 

Det hele ramler i mine tanker lige nu, og det gør bare pisse ondt.

Hvorfor mister jeg alle de ting jeg gerne vil, bare for at tabe mig?

Fordi, det er jeg nødt.

Før har jeg ikke fortjent.

Og hvornår fanden skal jeg fortjene, for nu taber jeg mig ikke længere? :'(

two sides.

Har lagt mærke til en stor farveforskel i mine øjne.

Det kommer selvfølgelig an på lys, vinkel osv.

Men, jeg syntes simpelthen at det beskriver meget godt hvodan jeg har det indeni.

Jeg føler altid at der er to sider i mig.

De vil begge vinde - nogle dage dominerer den ene side og andre dage den anden.

Det er utroligt hårdt at føle sig i en evig kamp.

Hvem skal vinde, hvad skal vinde og hvorfor skal netop dét vinde?

Kæft man - JEG VIL BARE GERNE VINDE.

Men jeg'et er i kamp. 

Mit indre. 

Mit ydre.

Det gør så ondt, at opdage at man ikke selv ved hvem man er, uden de her forbandede kamp.

Hvorfor kan jeg ikke give slip ? 

cry me river.

Jeg kunne græde, græde, græde - og græde.

Jeg kan nærmest ikke andet.

Har bare lyst til at lægge mig,

-Og græde. 

Og så kunne jeg trække vejret, 

-Og græde.

Der er så meget smerte på en eller anden måde.

Der er så meget frygt.

Der er så meget spænding.

Der er så meget rod.

Der er så meget kaos.

Der er så meget ensomhed.

Der er så meget fortvivlelse. 

Der er bare SÅ meget . 

Dahm, jeg hader fandme mit liv lige nu.

Utroligt sådan et hade/elske-forhold man oplever på en enkelt dag.

Hvis du havde spurgt til mit humør for 5 timer siden, så var jeg så klar til at kæmpe,

til at leve.

Utroligt som man kan blive påvirket af sig selv og andre mennesker.

Utroligt som ens tankegang kan ændre sig fra det positive til det negative. 

Alone in the big deep sea again.

Superwoman vs. Superhuman?

Hm, jeg har tænkt rigtigt, rigtigt, RIGTIGT meget over de krav jeg stiller til mig selv.

Lige nu, så forholder det sig sådan at jeg har så mange krav til mig selv at jeg kun kan nå en minimal del af dem, eller ofte må droppe dem alle.

Nogle af kravene kommer indefra - andre udefra.

Men hvem dømmer om kravene er relevante, forkerte, rigtige, opfyldte eller noget helt femte?

Nogle krav som jeg selv har skabt, kan blandt andet være; Vær social, vær glad, vær stærk, spist sundt, dyrk motion, hav energi, følg reglerne og få tingene gjort.

Krav udefra minder på mange måder om ovenstående, men kan også være ting som; Vær ked af det, vær sårbar, vær svag, vær træt, udskyd tingene lidt og bryd reglerne.

Men det er som om at når man følger sine indre krav, så for mennesker udefra er de forkerte.

Når jeg følger krav udefra, er mine indre krav forkerte.

Når jeg så prøver at gøre alle tingene, så er alt forkert? 

Intet er godt nok så.

Og hvem afgør så hvad der er rigtigt og forkert?

Er det mig selv eller andre?

Hvor ligger balancen henne, når jeg skal finde ud af hvad der er overnaturlige krav og hvilke der er realistiske?

Alle mennesker kan ikke være en ting, og en ting kan ikke være alle mennesker? 

Vi er jo SÅ forskellige. 

Vi har alle SÅ forskellige baggrunde, behov, følelser, ansvar, krav, osvosv. 

Jeg er på ingen måder en superkvinde, jeg er mere et supermenneske.

Men også et supermenneske er svært at leve op til.

For hvilke forventinger er der til mig, når jeg bare er mig selv?

Er det andres eller mine forventinger der så gælder?

Hvem skal definere det?

Dahm, en omgang forvirret smørre.

Men bottomline!

JEG ER BARE ET MENNESKE SOM PRØVER AT FINDE UD AF HVEM FA'EN JEG ER!

på trods af at jeg bliver ekstremt påvirket af alt det der foregår 'derude'!

no more sad songs - lie.

Efter en utrolig god weekend, så kommer alle tanker flyvende tilbage.

Jeg bliver så rastløs,så vred , så træt og så ked af det.

Jeg bliver så alene omkring det.

Hvorfor har jeg alle disse tanker?

Det hele bliver helt enkelt bare; for meget.

Mit liv bliver uoverskueligt og åndssvagt. 

Utroligt som man kan svinge mellem glad og deprimeret.

Utroligt så mange humørsvingninger. 

Op ned - ned op - op ned - ned ned op - op op ned ned ned . 

Så bliver det ved.

Jeg orker ikke mere i dag. 

Har bare lyst til at sove.

Jeg kan alligevel ikke leve op til mine egne forventinger. 

Narcissistic?

Er Anoreksi Narcissistisk?

Narcissisme: Psykoanalytisk begreb. Udtrykket stammer fra den oldgræske myte om Narcissos, der blev forelsket i sit eget spejlbillede. At være narcissistisk vil sige at man er forelsket i sig selv og derfor ikke bliver rigtigt følelsesmæssigt involveret i andre. 

Jeg er virkelig begyndt at tænke om det har en sammenhæng? 

Ikke fordi jeg siger det har ved alle, og jeg er på ingen måder forelsket i mig selv.

Men det er jo lidt en sygdom som får en til at tænke ' kun på sig selv'.

Måske er tanken; Hvis jeg gør det, så kan DE bedre lide mig?

Men, alt i alt - så handler det hele et eller andet sted KUN om sig selv? 

Er jeg Narcissistisk på mange punkter?

Eller er det bare ren spekulation?

Et eller andet sted kan jeg jo heller ikke forholde mig til andre mennesker på grund af mig selv?

a place called home.

Når man skal lære sig selv at kende igen, så skal man finde 'hjem'.

Jeg syntes bare det er alt for trist og uhyggeligt i mit hjemme.

Det er koldt, ødelagt, mørkt og skræmmende.

Hvorfor skulle jeg gå den vej?

Jeg kan jo ikke bare renovere det.

Det hele skal rives ned, bygges op og passes på.

Det er virkelig et stort arbejde, ingen tvivl.

Hvad gør man så, hvis man bare er så gennemtræt og helt færdig?

Det er som om jeg ikke kan, selv om jeg gerne vil. Avs.. 

Hvad stopper mig fra at komme igang og rive ned? 

Jeg er bange. 

Please, kom og tag min hånd. 

outside looking in.

jeg hader at stå på sidelinjen og kigge ind på alt det der sker.

Jeg føler mig så tæt på og alligevel så langt fra.

Jeg savner det at være rigtigt glad, rigtigt tryg, rigtigt forelsket, rigtigt i fred med mig selv.

Alt virker så kunstigt, og så langt ude.

Jeg føler aldrig at jeg vil få del i verdens rigdom, før jeg følger mine tanker.

Hvordan kan JEG fortjene det, uden at skulle følge 'spillereglerne'.

Jeg fortjener Zero.

Eller gør jeg?

Jeg bliver i tvivl selvom mit indre skriger; lyt til mig. ellers vil det aldrig ske. 

Jeg vil også. 

Jeg vil også have det godt. 

i recognize.

Jeg erkender..

Eller gør jeg?

Jeg har i hvert fald opdaget af mange af mine tanker og vaner går i ring.

Blandt andet fordi jeg har lært det hjemmefra.

Det med at være skrøbelig og sårbar, det har ikke altid være 'det bedste'.

Det med at blive set og hørt, har ikke altid være 'det bedste'.

Det med at lære gode vaner og rammer, har ikke altid været 'det bedste'.

Ikke fordi det aldrig har været godt, for det har det.

Det har bare ikke altid være godt nok til mig.

Sandt, jeg er måske lidt mere krævende end gennemsnittet. 

Men har åbenbart en masse gode grunde til det.

Mærkeligt hvordan jeg har prøvet at skjule det ved at køre på min vægt, mit udseende, min væremåde, mit liv osv.

Og jeg bliver ved og ved og ved og ved....

Hvornår har jeg ramt muren nok gange??

down, down, down, - down..

Utroligt som ens humør kan gå fra at være energisk, glad og overvældende,

 til at være fladt, ked af det og ikke til at rumme.

Lige pludselig syntes dagen så overvældende, så opgivende og så fortabt. 

Jeg orker ikke mere.

Jeg kan ikke holde mine tanker ud.

De fylder og de mætter.

De tager min energi, mit glæde og mit liv.

Og jeg kan ikke se mig ud over dem. 

Utroligt, hvorfor skal jeg føle mig som den støreste, klammeste og mest forfærdenlige person på to ben?

Jeg kan ikke rumme at være inde i mig selv.

Selvhadet og pinslerne fører mig til vanvid.

Det går bare ned, ned, ned - ned..

true.

Det er umuligt”, sagde Tvivlen

“Det er farligt”, sagde Frygten

“Det er unødvendigt”, sagde Fornuften

“Gør det alligevel”, hviskede Hjertet 

Sikke så meget sandhed. 

Virker så dejlig enkelt, og så alligevel så forbandet svært. 

Honesty.

Helt ærlig;

Jeg er så skide træt af mine situation.

Jeg kan ikke se mig ud af den.

Hvor end jeg kigger hen, så er der bare mørkt lige nu. 

Forkullet. 

Jeg kan ikke holde mine tanker ud.

Og Så føler jeg mig så ekstremt alene også.

Hvordan kommer jeg ud af mit sorte hul.

Jeg ved at jeg har så mange ting at være glad for, men samtidig;

det hjælper mig bare ikke!

Jeg overskuer ikke at være mig.

Kald mig forkælet, kald mig mærkelig, kald mig latterlig.

Uanset hvad, så er jeg det sikkert.. 

Jeg vil så gerne ændre mig, men jeg er bange for at jeg aldrig vil blive elsket igen.

wake up-call.

At begynde at vågne op fra sin lille 'søvn'.

Ikke fordi jeg har sovet.

Ikke fordi jeg har drevet den af.

Ikke for jeg har lavet absolut ingenting.

Jeg har været på overarbejde stort set alle døgnets timer.

Men, fordi det er som om der er/har været noget for min øjne.

Nogle følelser som var forkerte eller forbudte.

Følelser som jeg ikke har kunnet dele eller få forståelse for.

Følelser som jeg har bildt mig selv ind, der har været forbudte at føle.

 De er der stadig. 

Tankerne og følelserne. 

Forbudte eller ikke, så fylder det enormt meget.

En indre uro, en indre angst, en indre smerte.

Og det er de ting jeg skal til at arbejde på nu. 

avs.

Hvor i hulen starter jeg :(

I want it så badly, but im scared you'll never love me again. 

cliche: Love.

Hvornår fortjener man kærlighed?

Er det når man har trænet?

Er det når man har spist sundt?

Er det når man er træt?

Er det når man er sur?

Er det når man er syg?

Er det når man er rask?

Er det når man er glad?

Er det når man er doven?

Er det når man er ked af det?

Er det når man har spist usundt?

Er det når man har brunt hår?

Er det når man er tyk?

Er det når man er tynd?

Er det når man følger alle gode råd til det perfekt liv?

Er det når man skider på rådene?

Er det når man bryder reglerne?

Er det når man følger reglerne?

Er det når man har store bryster?

Er det når man har en lille numse? 

Er det når man har små bryster?

Er det når man har en flad mave?

Er det når man er en mand?

Er det når man er en kvinde?

Hvornår fanden har JEG gjort sig fortjent til kærlighed?

why?

Hvad er det der har været så forkert ved mig, at jeg ikke kunne elskes?

At jeg ikke kunne holdes om.

At jeg ikke kunne ses.

At jeg ikke kunne høres.

At jeg ikke kunne mærkes. 

Hvad er det der har været så forfærdentligt ved mig?

Hvad er det der gør at jeg stadig ikke kan føles, mærkes, ses, høres eller holdes om. - Elskes.

Hvordan kan jeg gøre mig fortjent til det?

Min lille 4årige piger indeni skriger; se mig, hør mig - elsk mig. 

Jeg vil også.

Men siden jeg har ikke fået det jeg har ønsket mig, så har jeg nok ikke fortjent det.

Hvad er der galt med mig?

flames.

Mit indre virker som et kæmpe flammehav. 

Tårerne, frustrationerne og vreden presser sig på. 

Trætheden dominerer totalt min dag.

Jeg ønsker bare at vågne op i morgen med ny energi.

Jeg ønsker bare at lægge og sove. 

Jeg ønsker bare at det hele var lidt lysere lige nu.

Jeg kan ikke få ro på tankerne og følelserne.

Av. 

Hvad er det, der bliver vækket og forstærket i mig?

Få mig nu væk.... 

share.

Lige et mindre følelsesladet indlæg.

Hvis i har lyst og tid, så må i meget gerne fortælle om blog til folk i kender/andre bloggere.

Selvfølgelig kun hvis i også mener at bloggen er ganske fin at læse.

Først; jeg laver min blog for at komme af med mine tanker og følelser.

Det hjælper mig rigtigt meget.

Men, jeg ved ikke helt hvad det er, men det er også lidt sjovere, når der flere læser.

Om det er for at blive hørt, ja.

Også hvis der er andre der går med de samme tanker og ting, som jeg kunne dreje nogle af tingene med. Hvis nogle er i samme båd som mig, eller bare finder tingene interessante? 

Hvis jeg kunne hjælpe nogle, så ville det da være super fedt.

Selv mangler jeg at blive hjulpet milliarder af gange endnu, men de gange jeg er blevet hjulpet med enten det ene eller andre, hvem ved? måske kunne det også hjælpe bare ét andet menneske.

Jeg er også på Bloglovin, så der må i meget gerne finde mig, for nu forsvinder det der Google-account hvis snart? 

TILFØJ MIG :)