jeg hader at stå på sidelinjen og kigge ind på alt det der sker.
Jeg føler mig så tæt på og alligevel så langt fra.
Jeg savner det at være rigtigt glad, rigtigt tryg, rigtigt forelsket, rigtigt i fred med mig selv.
Alt virker så kunstigt, og så langt ude.
Jeg føler aldrig at jeg vil få del i verdens rigdom, før jeg følger mine tanker.
Hvordan kan JEG fortjene det, uden at skulle følge 'spillereglerne'.
Jeg fortjener Zero.
Eller gør jeg?
Jeg bliver i tvivl selvom mit indre skriger; lyt til mig. ellers vil det aldrig ske.
Jeg vil også.
Jeg vil også have det godt.
1 kommentar:
<3 <3 <3 <3 <3 <3 <3
Send en kommentar