Hm, jeg har tænkt rigtigt, rigtigt, RIGTIGT meget over de krav jeg stiller til mig selv.
Lige nu, så forholder det sig sådan at jeg har så mange krav til mig selv at jeg kun kan nå en minimal del af dem, eller ofte må droppe dem alle.
Nogle af kravene kommer indefra - andre udefra.
Men hvem dømmer om kravene er relevante, forkerte, rigtige, opfyldte eller noget helt femte?
Nogle krav som jeg selv har skabt, kan blandt andet være; Vær social, vær glad, vær stærk, spist sundt, dyrk motion, hav energi, følg reglerne og få tingene gjort.
Krav udefra minder på mange måder om ovenstående, men kan også være ting som; Vær ked af det, vær sårbar, vær svag, vær træt, udskyd tingene lidt og bryd reglerne.
Men det er som om at når man følger sine indre krav, så for mennesker udefra er de forkerte.
Når jeg følger krav udefra, er mine indre krav forkerte.
Når jeg så prøver at gøre alle tingene, så er alt forkert?
Intet er godt nok så.
Og hvem afgør så hvad der er rigtigt og forkert?
Er det mig selv eller andre?
Hvor ligger balancen henne, når jeg skal finde ud af hvad der er overnaturlige krav og hvilke der er realistiske?
Alle mennesker kan ikke være en ting, og en ting kan ikke være alle mennesker?
Vi er jo SÅ forskellige.
Vi har alle SÅ forskellige baggrunde, behov, følelser, ansvar, krav, osvosv.
Jeg er på ingen måder en superkvinde, jeg er mere et supermenneske.
Men også et supermenneske er svært at leve op til.
For hvilke forventinger er der til mig, når jeg bare er mig selv?
Er det andres eller mine forventinger der så gælder?
Hvem skal definere det?
Dahm, en omgang forvirret smørre.
Men bottomline!
JEG ER BARE ET MENNESKE SOM PRØVER AT FINDE UD AF HVEM FA'EN JEG ER!
på trods af at jeg bliver ekstremt påvirket af alt det der foregår 'derude'!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar