er jeg nederen fordi jeg ikke vil i byen, d. 25 dec - årets største gå i byen dag?

er jeg dum fordi jeg ikke griber chancen og leger social?

skal jeg virkelig lade som om jeg har lyst?

det gør jeg ikke - ikke i dag.

det er vildt at tænke på hvor meget jeg har nået i år, 

4 ferier i udlandet, startet på hf 2-årig, fester, startet op til gymnastik, fødselsdage, gåture, sociale arrangementer i røven på hinanden i stor stil, holdt sommerferie, spist is og slik efter behag, læst bøger, været kæreste, fået en niece, og så helveds meget mere. 

det er jeg faktisk stolt af.

I forhold til hvor lidt jeg kunne for bare 2 år siden, uden at bryde sammen, er forandringen enorm. 

Juleferie?

Juleferie...

Juleferie...... 

Hvad indebærer det at have juleferie???

jeg vil bare gerne være sund og rask nu. 

at tage et dyk.

at stoppe og tænke.

at være bange.

at være forvirret.

at være  totalt uperfekt.

åh jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.'

at være halvvejs?

på en måde føler jeg mig halvvejs i min kamp for at få det godt igen.

at få balance imellem min krop og mit hoved.

min krop er godt med - det samme er mit hoved.

men nu skal det passe sammen.

nu skal det flettes sammen til en enhed, hvor der før var to.

det skal være enhed som ikke er opdelt for at have kontrol.

hvordan genvinder jeg min styrke i mit liv igen?

engang havde jeg jo denne styrke, jeg var mig helt.

jeg søger efter noget, og jeg kan ikke præcis sige hvad.

jeg leder lidt i blinde og jeg prøver at tilgive mig selv for diverse fejl og hop på vejen.

jeg prøver at finde ud af hvad der giver mig næring og hvad der bliver for meget.

jeg kan langt mere end for bare tre år siden.

jeg ser mig ikke selv som 'færdig', jeg ser mig selv på midten af kampen.

hej december!

så mødes vi igen.

jeg føler det er en tid hvor der alt muligt skal nås - og gerne hurtigt.

skole, sociale arrangementer, gaver, ferie osvosv...

jeg øver mig i at sige til mig selv at jeg gerne MÅ.

jeg MÅ gerne nyde maden, roen, hygge, samværet, vejret, det hele.

jeg MÅ gerne.

Anoreksien siger noget andet - men den er en løgner. 

jeg MÅ jo gerne.

jeg MÅ gerne tænke på noget andet end krop.

Jeg føler mig doven!

Jeg føler mig træt!

Jeg føler mig tyk!

Jeg føler mig forkert!

Jeg føler mig anderledes!

Jeg føler mig tyk.

hvor føler jeg mig bare som en egoistisk møgunge når at jeg har det så svært med andres anoreksi og kampe.

Når hele den her kamp foregår indeni mig, omkring mad og vægt (det går meget bedre!!) så kan jeg næsten ikke kapere at folk omkring mig er endnu mere syge.

Jeg er kommet så langt og jeg vil meget længere endnu.

Jeg kæmper lidt med min krops størrelse pt. og jeg føler mig rigtigt presset i skolen.

Jeg har mest lyst til at være i selskab med nogle hvor jeg ikke skal fake og lægge i min kærestes arme foran en god serie. 

Jeg har lyst til at tvangsmotionere men kan ikke finde overskuddet fordi skolen fylder så meget pt 

Er det mon godt eller skidt?

Når hovedet går hurtigere end kroppen.

Min vægt er 'i mål'.

Og jeg har det i perioder meget bedre!

men stadigvæk vandrer mit hoved rundt i alle hjørner og huller i min krop.

Hvis min krop er 90% rask, så er mit hoved måske 60% rask.

mit hoved rykker i 1%.. uden jeg lægger mærke til det.

men det er over tid. det er virkelig ikke noget jeg kan tvinge mit hoved til - 

og det har jeg svært ved at acceptere.

I dag er jeg så træt. i nat sov jeg knap 9 timer.

og hele dagen i skolen har jeg haft koncentrationsbesvær som følge af søvnmangel.

Da jeg kom hjem (og 2 timer tidligere en normalt)

sov jeg i 2,5 timer.

jeg er træt.

mit hoved er træt.

min krop er ikke træt, men mit hoved er træt.

mit hoved er endnu ikke 'i mål'.

den dag jeg når 90% i mit hoved, er jeg i mål.

der vil altid være noget man skal arbejde med og jeg bliver aldrig perfekt.

så jeg arbejder roligt hen mod mine mål.

men hold kæft hvor gør det mit hoved træt. 

De sidste par dage har bare ikke været MINE dage.

Umiddelbart har den stået på terapi, kærestehygge og familiehygge med jul oveni. 

alligevel kan jeg mærke at min anoreksi banker på.

tankerne om at jeg er tyk og doven kredser atter igen rundt om mig.

jeg mister lyst til ting jeg normalt nyder som tv-serier, film, bagning, gåture, at snakke, tage billeder,være kreativ osv.

jeg er stresset indeni. og jeg tror det er anoreksi der prøver at gøre mig bange så jeg kan komme igang med noget angst-motion.

det er rigtigt pinefuld at gå rundt med, men det er endnu sværere at få sagt til dem der kan hjælpe mig.

jeg ved jo ikke om det er fordi jeg tror det er anoreksi eller om det bare er mit hoved der fucker med mig. 

de sidste fire-fem gange  har vægten daler langsomt ned. ikke noget faretruende, men jeg tror det bliver rart faretruende indeni mig når jeg kan begynde at mærke at anoreksien lister ind i mine tanker.

I nat vågnede jeg med mareridt.

Der var nogle der skød en ved siden af mig, men de så og skånede mig.

Jeg hjalp den sårede til at blive rask og derefter jagtede de også mig.

Det var som virkelighed og jeg sov generelt dårligt resten af tiden. 

Jajajaja.. jeg ved godt positiv tænkning hjælper.

men jeg udøver 'positiv tænkning' i sådan en udstrækning at jeg glemmer at lukke de mere negative ud og til sidst hober de sig op og bliver drænende og forstyrrende.

Reminder: Åbn munden! 

jeg har en af de perioder hvor jeg bare er ked af det.

jeg er træt, jeg er fyldt med selvhad og jeg føler mig forladt.

en weekend fyldt med gæster og når de så går, så kommer ensomheden om tomheden.

jeg har bare lyst til at græde sammen med nogle.

jeg er ked af det... 

forhelved hvor er jeg ked af det.

og så føler jeg mig tyk.

tak, jeg havde bare lige brug for at høre det - igen <3

Når man scroller ned på fitness-centres sider står der ofte:

'' Tab dig med ... !''

'' Blive stærkerede med ...!''

'' Bliv sundere med ....! '' 

Der står aldrig:

'' Vedligehold din dejlige krop!''

Aldrig:

'' Du er god nok! - kom ind og nyd din krop! ''

Jeg ser mange hold som hedder: ''Mave, balle. lår, opstramning ''

Hm, no wonder hvorfor kvinder netop har det sværrest med netop disse tre punkter.

Det er dem der gør dem mest kvindelige, mest 'runde'.

Og det er åbenbart ikke 'godt' .

Hm, hvad er det for nogle skønhedsidealer vi har?

Hvad  nu hvis jeg ikke har lyst til at blive noget stort?

Måske, bare være tilfreds?

Jeg har ikke lyst til at være elitespiller, pokerstjerne eller førende forsker indenfor kræft.

Jeg vil bare gerne være tilfreds i mit liv.

At kunne sove om natten.

At kunne lytte til min krop.

At kunne danse med min krop.

At have tætte og sunde relationer.

At have en hverdag med mening.

At havde det sjovt.

Åhh.. hvor føler jeg mig forkert når jeg som 20årig gerne ville leve for 100 år siden...

konflikt mellem mig og anoreksien? 

konflikt mellem mig og kulturen?

konflikt mellem mig og mig?

Jeg er stadig letpåvirkelig af mine omgivelser. Selvfølgelig i en mindre grad, men hvis jeg ikke får bragt tankerne og indtrykkende op med min terapeut, så får jeg det dårligt.

så får mine egne/anoreksiens tanker lov til at tage over.

der går heldigvis længere og længere tid imellem, men det sker stadig. 

og det er lige hårdt at skulle igennem hver eneste gang. 

bedste weekend <3

utrolig hvordan sådan et dårligt humør kan ændre sig til sådan et dejligt humør!

hvem griber mig når jeg falder?

egen-omsorg.

hvad er nu det for noget?

jo mere ens sygdom fylder, jo mindre er der plads til egenomsorg. 

jeg er igang med at lære, hvornår jeg føler jeg gør noget godt for MIG.

og hvornår det er skidt for MIG.

hvor meget skal jeg sove?

hvor meget skal jeg spise?

hvor meget fritid har jeg brug for?

hvor meget skal jeg bevæge mig?

hvor meget er nok?

hvor meget er for lidt?

hvor meget er jeg mig?

hvor meget skole er passende for mig?

hvor meget har jeg brug for?

hvad ønsker jeg?

det tager minutter, timer, dage, uger, måneder, år.

der er ingen fastsat dato, hvor man kan sige: nu er jeg der sgu!

der er ingen milepæle udover dem jeg selv sætter.

det kræver øvning at blive rask.

det kræver intensiv øvning.

der vil blive lavet mange fejl og erfaringer.

der vil være mange sejre og oplevelser som skal bearbejdes.

Wow.

wow.

jeg siger det igen. Wow.

det er en ting man skal lære igennem hele sit og det vil ændre sig alt efter alder, situation, køn, personlighed, osvosv.

wow.

og hold kæft hvor er jeg nervøs for at springe ud i det.

Jeg har mest af alt lyst til at tude..

Jeg har så mange ting jeg kan nu.

Men alligevel føles det underligt.

Jeg kan ikke finde min plads ´.

Kan ikke rigtigt finde ud af hvor jeg  hører til og skal give mig til.

Jeg har nogenlunde tid og jeg har mange forskellige mennesker omkring mig.

Alligevel craver jeg trangen til at lave enormt , som alligevel ingenting er.

Make sense? NO!

Jeg vakler i mellem 'go eller no go'.

'Do or not do'

'nothing and everything' 

'3 år og 20 år'

'praktisk til kreativ'.

Hvor er mine gråzoner??

I dag hader jeg lørdag.

Jeg har hygget mig med min familie.

Og alligevel føler jeg mig ensom.

Jeg føler mig uden for den rigtige verden.

Jeg føler mig venneløs.

Det er så enormt pinligt at indrømme.

PISSE PINLIGT.

Åh.. Anoreksi er en sygdom der gør en dybt ulykkelig og ensom i det lange løb.

Jeg har mistet så mange social færdigheder og venskaber.

Mon jeg kan få bygget noget op igen?

Vis mig et lys,

Vis mig et tegn.

Vis mig et hjerte.

Vis mig et stjerneskud.

Vis mig et helt hjerte.

Vis mig et ønske.

Vis mig dig.

Sikke sentimental jeg altid bliver om aftenen. 

Der kører tankerne rundt, medmindre der kommer nogle og forstyrrer mig.

Jeg har altid en forestilling om hvordan livet skal være - og er det aldrig, for det er blot en forestilling ikke en virkelighed.

Det er rigtigt svært at lægge anoreksien væk lige nu. Jeg spiser, jeg går i skole og jeg går til psykolog. Men den nærmer sig hele tiden mit øre og hvisker. 

At lave - for mig - er at være fri.

at tvivle på mig selv.

at tvivle på min egen retning.

at tvivle på mit eget hjerte.

at tvivle på andre.

at tvivle på.. det hele.

hvorfor kan jeg ikke bare slå min hjerne på OFF??

det er så sindsygt svært at skelne mellem angst og stress.

imellem pres, angst og stress.

imellem pres, angst, stress og mæthed.

ano er stadig på banen, i know.

men hvordan er det nu jeg skelner mellem mig og ano?

Jeg elsker at se 'ind' i andre mennesker.

Når de fortæller, starter noget magisk,

Jeg vil høre om deres fortid, deres nutid og deres drømme.

Jeg vil høre om deres fordele og deres dårlige vaner.

Jeg vil høre om deres tanker, deres liv og deres ideer.

Har du lyst til at fortælle lidt om dig til mig?

hvad er det nu jeg gerne vil?

hvor er det nu jeg gerne vil hen?

hvem er det nu jeg gerne vil være?

jeg går lidt rundt i cirkler.

tænker de samme tanker, og vender dem igen og igen.

hov, der kom en ny.

jeg bliver meget påvirket af andre mennesker.

deres ord, deres kroppe og deres humør.

deres ideer, deres personligheder og deres meninger.

det er svært.

svært at lade være med at sammenligne mig selv med andre mennesker.

andre unge mennesker.

andre sårbare mennesker.

andre blondiner.

andre døtre.

andre og deres relationer.

jeg føler at jeg har et hul indeni.

noget der mangler.

ikke mad, ikke søvn, ikke et andet menneske.

noget indeni mig.

noget lyst, noget vilje, noget kreativt, noget der giver mening. 

jeg savner at slippe min kontrol.

at slukke hjernen. 

hej anoreksi - så mødes vi igen.

utroligt hvor stor din styrke er.

hvor hurtigt du kan vende tilbage.

jeg kan godt se dig nu.

jeg er bange.

bange for at du tager livet af mig.

du for tæller mig konstant løgne.

at jeg er tyk, dum og forkert.

at jeg skal passe på med ikke at spise for meget.

du fortæller mig at jeg ser dum ud,

du fortæller mig at jeg bare er fornuftig.

jeg kan godt se dig nu. 

du kan godt se at jeg ser dig.

jeg kan godt se at du ser mig imens jeg ser dig.

du giver mig angst.

du giver mig træthed.

du giver mig uro.

du giver mig selvskade tanker.

du giver mig kun lort.

så derfor vil jeg spise slik i aften.

FUCK DIG.

sikke en dag.

store tanker

små tanker.

jeg har virkelig haft brug for en off-dag.

helt off...

næsten..

skole + samtale med psykologen.

men ellers..

sodavand, kiks og romantiske film.

jeg har ikke orker andet.

jeg har følt jeg burde en masse andet.

skulle lave en masse andet.

jeg har bare ikke kunnet det.

kunne godt være tømmermænd for den sidste uge..

ofte når jeg rammer torsdag, så flyder det meste for mig.

så er jeg træt.

så er jeg usikker.

så er jeg tit energiforladt. 

tid til opladning.

tid til at slå hovedet fra. 

jeg syntes det er hårdt at finde balancen i livet.

mange mennesker kæmper med det.

jeg er ikke en undtagelse.

jeg dykker igen.

jeg kan godt se op.

jeg har ikke kræfter til at kæmpe mig op, lige nu.

jeg er her bare.

jeg flyder bare.

hver en muskel i min krop er anspændt af udmattelse.

spørgsmålene runger i mit hoved.

der er ekko af usikkerhed og uro.

trangen til kontrol vokser.

følelsen af at mislykkes vokser.

jeg kan godt se op.

men jeg dykker igen.

''Hej med dig.

Har du livets opskrift til mig?

Jeg er bange for at lave fejl.

Jeg er bange for at kigge i mit spejl.

Jeg ser hen, ud og op.

Jeg frygter min egen krop.

Anoreksi eller ej.

Kampen tilbage til livet er lang og sej.

Jeg er glad og jeg er sur.

Jeg er kommet længere ud af mit eget bur.

Frygten er ikke en leg.

Har du livets opskrift til mig?''

Angst eller uro?

Lettelse eller ignorance?

Jeg elsker at starte på ting.

Jeg vil gerne blive bedre til at afslutte dem.

Jeg elsker at være kreativ i skolen.

Jeg vil gerne blive bedre til at være konkret.

Anerkendelse.

Jeg elsker det.

Hvorfor?

Fordi jeg har svært ved at give det til mig selv.

Jeg er perfektionist med stort P, og uanset hvad jeg laver kan det gøres bedre.

Det kan det for alle mennesker, men mit hoved bliver alt for optaget af det der ikke er blevet gjort rigtigt, frem for at finde nogle af de ting jeg gjorde rigtigt.

Når andre begynder at forlange af mig, kæmper jeg for at det jeg gør lykkes.

På et tidspunkt er jeg ved at brænde ud og jeg bliver endnu mere frustreret over mig selv. 

Det gør ondt på mig når jeg ikke kan leve op til andres forventninger.

Det gør ondt på mig når jeg ikke kan finde en grænse.

Det gør ondt på mig at få kritik, for jeg føler det så dybt og tager det så nært. 

Jeg drømte en vild drøm i nat.

Jeg prøvede at fortælle min far, om hvad jeg følte og tænkte om ham.

Jeg skreg af ham.

Han lyttede ikke. Han bakkede ud. Han blev stædig - ovenikøbet var hans forlovede der. Hun blev sur.

Jeg græd, jeg råbte, jeg skreg. 

Jeg tog bussen til et ukendt sted.

Jeg blev væk.

Jeg kørte med en kæmpe rutsjebane hvor jeg skreg smerten ud.

Pludselig blev jeg 'opdaget' af nogle som troede jeg sang.

Jeg skulle optræde til et kæmpe arrangement. 

Jeg kiggede på alle de andre optrædende, efterlignede alle de rige og spiste god mad.

Jeg luskede ud, og jeg kom til en anden verden?

En verden hvor der der lød sirener med jævne mellemrum. 

Man skulle dukke sig, gemme sig, sidde stille.

Der blev bombet. 

Jeg var på vej til en bus, for at komme væk.

Der var håb.

Der var en eller anden dreng der hjalp mig på vej.

Også en lille pige fulgte efter.

Og så vågnede jeg...

Jeg føler mig træt - men OPTIMISTISK lige nu <3

Det er helt og aldeles latterligt hårdt og brutalt at føle sig som en fiasko i sit eget liv. 

Altså, det er jo egentlig ikke fordi mit liv er noget lort.

Det er heller ikke fordi jeg ikke laver nogle ting.

Det er heller ikke fordi jeg ikke trodser anoreksien.

Det er heller ikke fordi jeg ingen venner eller kæreste har.

Men følelsen af at hele tiden skulle være et andet sted, gøre noget andet eller være en anden, - den er der hele tiden.

Følelsen af at ikke nå nok i løbet af en dag.

Følelsen af at jeg ikke kan styre vægten mere, ene og alene fordi jeg vil være rask nu!

Jeg vil ikke sulte mig selv mere. 

Jeg vil ikke tilbage i et mad-kaos.

Jeg håber virkelig at min vægt bliver stabil.

Jeg håber virkelig jeg finder noget jeg kan brænde for.

Noget der kan skubbe mig ud af anoreksien..

Jeg har lyst til at rejse væk.

Se noget andet, gøre noget andet, være en anden.

Men jeg er jo mig, uanset hvor på jorden jeg er. 

Det er svært at acceptere og får enorm trang til at skulle handle på det.

At skulle kæmpe for mit liv.

At skulle kæmpe til retten for at have det godt, selv om jeg vejer mere end jeg nogensinde har gjort.

At skulle have tillid til at min vægt stabiliserer sig.

At skulle acceptere det faktum at hvis jeg vil være rask, så skal min vægt forblive heroppe.

Jeg har det jo meget bedre end for 2 år siden.

Men jeg har stadig mange veje jeg skal krydse. 

Yesyesyes! Jeg har været til gymnastik i dag - fordi jeg elsker det!

Det var en angst-overvindelse at komme afsted. At gøre det.

At give slip. At være med.

Jeg har turde at drømme om sports college, fordi jeg elsker dans. Fordi jeg elsker at være omgivet af mennesker. Fordi jeg fik LYST.

Så kommer aften-downeren. 

Føler mig tyk. Føler mig dum fordi jeg spiser.

Jeg kiggede mig selv i spejlet.

Ikke fordi det hjælper mig, men fordi jeg følte 'trang til det'.

Og så blev jeg ked af det.

Følte lige pludselig at jeg ikke måtte dyrke motion for sjov. Fordi jeg kunne lide det.

Suuuuuug ind. Puuuuust ud.. 

'Min vægt skal ikke længere definere hvem eller hvad jeg er'

Kan man 'prøve for meget' på at blive rask?

Vejen ud.

Vejen ud af selvhad.

Vejen ud af sorg.

Vejen ud af anoreksi.

Vejen ud af skyld.

Vejen ud af skam.

Vejen ud af det hele.

Jeg vil ud, men min vej er så tåget.

Den er sløret.

Jeg kan ikke se monstrene.

Jeg kan ikke se mine små sikre platforme.

Jeg kan ikke se tilbage.

Alt er tåget.

Alt er sløret.

Jeg føler ikke at mine øjne passer på denne jord.

I denne verden.

Jeg føler ikke jeg er stærk nok til det her liv. 

Det her liv, som kræver.

Kræver hvad?

Kræver alt.

Jeg kræver alt.

De kræver alt.

Alt bliver krævet. 

Hvornår bliver man for tyk til at leve og spise?

a body

En kvindekrop.

En kvindekrop.

Ikke tyk, en kvindekrop.

Ikke forkert, en kvindekrop.

Ikke ulækkert, men smukt, en kvindekrop.

Ikke usundt, men sundt, en kvindekrop.

Det er så svært at nå en vægt hvor kroppen regulerer sig selv.

Hvor brysterne kommer, hvor numsen hopper og lårene ryster.

En krop hvor man ser ældre ud, flere former og er stærkere.

En krop der kan føde børn og alt det inden. 

Når man bliver syg af anoreksi, stopper kroppens udvikling.

Denne udvikling som måske er 6 år undervejs.

Fra barn til voksen.

Fra pige til kvinde.

Denne udvikling har for mig, 'kun' varet 1,5 år.

Det er sgu da klart mit hoved ikke altid er helt med!

Jeg prøver virkelig at holde hovedet koldt, jeg prøver virkelig at snakke om mine følelser.

En kvindekrop.

Jeg er usikker på mig selv.
Som når man tager sit første par stiletter på.
Jeg vakler.
Det er først nu jeg skal lære at gå.

Jeg er så jaloux på dem der kan leve deres liv!

Jeg bliver ved med at have en konstant dommer inde i mit hoved, som hader mig.

Den er ALDRIG på min side. 

Kun når jeg ikke spiser.

Kun når jeg taber mig.

Kun når jeg dyrker motion. 

Kun når jeg isolerer mig.

Arrrg!

Jeg kan mærke at den er der hele tiden, men jeg føler mig stadig magtesløs!

Jeg føler stadig skyld over at ville livet!

Jeg føler stadig skyld over at jeg ikke koncentrerer mig om vægt og mad HELE tiden.

Jeg føler stadig skyld over at jeg hverken kan vælge anoreksien eller livet 100%.

Jeg føler stadig skyld over den jeg er. 

Jeg syntes det er pinligt!

Jeg føler jeg bare skal tage mig sammen.

Det er bare én af de der dage!

Jeg er træt, jeg er pylret, jeg er sensitiv.

Jeg er frustreret, jeg er bange og den der 'skyld' vælter ind over mig.

Puhaaa.. Det er en hård omgang hver gang. 

Hver eneste fucking gang.

Dem dage har vi jo alle, ikke??

Nogle gange, er jeg så pisse hamrende træt af at ingen kan give mig et facit på det rigtige liv.

Det tætteste jeg kommer er religion. (Islam, Kristendom osv.)

Jeg vil have det rigtige forhold.

Jeg vil have den rigtige uddannelse.

Jeg vil have den rigtige mad.

Jeg vil have den rigtige vægt.

Jeg vil have den rigtige familie.

Jeg vil have de rigtige handlemønstre.

Hvor mange kan et 'normalt' menneske sætte flueben ved?

Altså, kan du alt det 'rigtige'? 

Hvad fanden er det RIGTIGE overhovedet?

Jeg er RIGTIGT FORVIRRET.

Yes!

Så har jeg mistet yderligere 2 læsere.

Jeg har det så dårligt med det, men samtidig vil jeg bare ikke lave min blog om!

Det er mine tanker og mine ord.

Jeg elsker det.

Tak. 

Det gør mig stærkere i troen på min egen mening.

Bum!!

Så kom følelsen af at være u-vigtig. 

Alle kan da undvære mig?

Kroppen husker....
Kroppen husker, hvad?

Hvor husker kroppen og hvad husker hovedet?

Og er disse to forbundet eller arbejder de bare sammen?

Mit hoved husker at blive banket af anoreksien.

Min krop husker en følelse af tomhed.

Når jeg spiser er jeg bange for at jeg spiser både for lidt og for meget.

Når jeg ikke spiser, er jeg bange for at det er pga. anoreksien.

Jeg vil fandme ikke have anoreksien skal vinde, men jeg kan også mærke at den puster mig i nakken.

Jeg har ingen idé om, hvorvidt man skal leve med sygdommen resten af sit liv, eller om 'den går væk'.

Jeg glæder mig til at være fri,

'' Min krop til skræk og advarsel ''

Er der nogle der ser '' Min krop til skræk og advarsel '' , eller nogle af de mange andre dokumentarer som Dr sender?

'' De forfængelige ''

'' Den gennemsnitslige krop '' .

Jeg elsker at se hvordan andre mennesker lever og føler.

Jeg elsker at høre deres historier og tanker.

Vil jeg ikke lytte?

Så må jeg føle!

Min krop har nu været under for langt pres og stress. 

Så nu ligger jeg under dynen med forkølelse! Mit hoved er helt nedlagt af snot.

Hvad kan jeg lære af det?

Stress-følelse??  - Stop stop stop! 

Så blev jeg mindet om det igen!

Anoreksien forsvinder ikke 'bare' fordi man når sin målvægt. 

Anoreksien, er en sygdom.

En sygdom der vil gøre alt for at slå mig ihjel.

Den vil drive heksejagt på mig, om nødvendigt..

LMS Skriver;

''En stor del af de, der lider af anoreksi dør enten af underernæring, eller fordi de vælger at tage deres eget liv. Derfor er anoreksi den mest dødelige psykiske sygdom blandt unge piger. En efterundersøgelse af patienter med anoreksi viser, at efter 10 år er 7 % døde, og efter 20-30 år er dødeligheden 15-18%.''

Det er rent faktisk den sygdom jeg har.

Og hvis jeg ikke lærer at passe på mig selv og give mig tid - så vil den komme og gå som det passer den.

Jeg er NØDT til at give mig selv tid.

Min krop siger fra!

Den er træt, den er urolig, den dunker, den har hjertebanken, den sveder, den kan ikke komme af med nødvendigheder, den har lyst for at kaste op, den har influenza-symptomer. 

Min krop siger fra!

Så derfor, er jeg nødt til stoppe op. 

Jeg skal have snakket ud idag, jeg skal have fundet hoved og hale i dette. 

Stress.

Det bedste man kan gøre er at ignorere det, ikke?

Chokolade og slik = hurtig energi, lyst-mad og det gamle forbudt'.

Er man rask når man kan spise slik uden dårlig samvittighed?

Hvor meget spiser man som rask?

Er der raske mennesker som spiser sådanne ting, selvom de får ondt i maven?

Eller.. Hvordan gør man?

Jeg er stadig igang med min proces omkring skole og mad!

Ja jeg er!

Jeg prøver det bedste jeg har lært!

Ja jeg gør!

jeg kan ikke holde min kæft!

Jeg har brug for at snakke om det jeg mærker, ser og hører.

Jeg har brug for at få vendt mine mange tanker.

Jeg har brug for mennesker omkring Heidi der vil MIG.

Jeg syntes det er forbandet svært at gå i skole!

Eller - HÅRDT

Min hjerne idag føltes som en most banan.

Jeg har haft den bedste sommerferie .. 

Den har ikke været perfekt, og bestemt heller ikke uden dyk og kampe.

Men! Jeg har lavet så meget mere end jeg nogensinde kunne forestille mig.

Jeg har også aflyst noget - men jeg har sagt mere ja til livet  END nej til livet.

Jeg har oplevet Tunesien, Sverige, Danmark og ikke mindst en masse mennesker.

Jeg har oplevet at sige til og sige fra.

Jeg har oplevet mange af mine negative og positive sider.

Jeg har mærket, jeg har set og jeg har hørt.

Jeg har oplevet opbakning og udfordringer.

TAK.

Next step:

Skolestarten. 

Der er så mange inspirerende mennesker!

I skolen, på farten og hvor man drejer blikket.

Når folk får lov til at fortælle om dem selv, sker der noget magisk.

Jeg elsker at høre om mennesker og deres liv.

Hvad de har lavet, hvor de har været, hvad de har lært og hvor de skal hen.

Jeg elsker at høre om deres tanker, ideer og drømme.

Jeg er så nysgerrig på mennesker!

- når jeg få ladet op og hjulpet mig selv inden!

Efter 14-dages ferie væk fra mine 'normale rammer',

har lært mig mange ting.

Det har ikke været lige nemt - og der har være tidspunkter hvor jeg nær havde sat mig ned på gulvet som et lille barn og skreget.

Jeg har lært at min søvn er vigtig!

Jeg har lært at det er godt for mig at sige fra!

Jeg har lært at naturen er god for mig!

Jeg har lært at familier har dybt forskellige mønstre!

Jeg har lært at familier har brug for en eller anden form for struktur eller orden!

Jeg har lært at jeg kan mere, når jeg gerne vil det.

Jeg har lært at at inspiration fra andre, er fantastisk.

hovedpine, kvalme, sult.

træthed,  bedrøvet-hed, rygsmerter.

ved ikke om jeg nogle gange mærker for meget.

mærker for meget min krops reaktioner, mærker for meget min egen tristhed.

nogle gange ville jeg gerne kunne afskære min krop.

men det har jeg prøvet.

jeg blev så syg.

når man igen begynder at lytte til sin krop - kan man så mærke for meget efter? 

Angsten for angsten.

Angsten for at være alene.

Angsten for at være sammen,

Spændingen for det ukendte.

Frygten for det ukendte. 

Jo mere jeg blive bange - jo tykkere bliver jeg.

Jo mere jeg prøver at præstere - jo mere hader jeg mig selv.

Jo mere jeg skal - jo mere anspændt bliver jeg.

jeg har lyst til at flygte fra mig selv.

jeg ved ikke hvad jeg forventer at jeg skal kunne.

men jeg vil væk.

mine egne tanker trættende, andres selskab er måde trygt og tærende.

jeg føler jeg er ved at brænde mig selv op, samtidig med at prøver at give mig selv lov til at leve.

utroligt at det kan være uoverskueligt at leve et liv?

Svær tid.

Dårlig søvn.

Angst.

Anoreksi.

Minimalt overskud.

Energien kommer i bølger.

Der er mest mindre bølger.

Har samme symptomer som inden jeg begyndte på medicin.

I ca. 1,5 måned har jeg ikke fået min medicin.

Nu tager alt det over som fyldte før.

Jeg havde lige et par uger hvor jeg kunne vælte verden.

Og så gik det nedad.

Derfor starter jeg på min medicin igen.

Det føles som et nederlag - men også en hjælp.

Ellers aner jeg ikke hvad fanden jeg skal gøre.

Jeg har virkelig brug for at sætte min hjerne på standby.

Har så mange ideer og gode tiltag - og jeg drukner i dem.

Hvis jeg er igang med noget - kommer der en ny idé .

Den gamle bliver glemt og jeg begynder på den nye - hvor der igen kommer en ny Idé.

Dette sker rigtigt meget for tiden - og jeg prøver at sortere.

Det går bedre - men der er meget arbejde endnu.

Jeg elsker varme - men min træthed og anoreksi gør, at jeg har svært ved at nyde den. 

Vejret er fantastisk godt og alle sommer-muligheder/sommer-eventyr lægger for mig.

Men jeg er ikke i stand til at gribe dem, for inden jeg får set mig om - så har jeg taget munden for fuld og bliver enormt træt, ked af det og frustreret.

Jeg har svært ved at give mig selv tid.

TID TID TID.

Jeg har svært ved at finde ro!

My goal was...

Jeg har nået min målvægt og mit hoved slår KLIK.

Vrede, uro, krops-smerter af uforklarlig grund.

I en lang periode har jeg bildt mig selv ind, at når jeg nåede min målvægt, så ville jeg være fuld af energi og være rask.

- Det er jeg bare ikke.

Jeg føler mig somme tider som 15kg lettere. Altså - angst, urolig, bange, træt, sur, frustreret, for lidt tillid. 

Osvosv. 

Åh hvor er jeg ked af at jeg ikke 'bare' er rask nu!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Nogle gange føler jeg at jeg havde passet bedre ind i 1800-tallets normer.

Jeg sætter stor pris på natur, på familie, på det nære miljø og på traditioner.

Jeg er også vild med teknologi - men jeg vender gang på gang tilbage til nogle andre 'værdiger og normer'.

Jeg vil gerne være hjemmegående husmor - min veninde vil gerne være medicin-forsker.

Jeg vil gerne bage og skrive - min veninder vil gerne se reality tv og Shoppe.

Jeg vil gerne danse og gå ture - min veninde vil gerne gå i fitness og løbe ture.

Jeg vil gerne have min egen lille have - min veninde vil gerne have egen bil.

- Der er jo intet galt i disse ting, og nogle dage vil jeg også gerne shoppe og blive klogere på biologi.

Men primært - så er det nogle andre ting mine virkelige værdier er.

Vores kultur i dag, er anderledes end det jeg oftest har af behov indeni.

Føler mig næsten altid forkert fordi jeg lægger dybere mening i hver eneste sætning, hvert eneste ord og hver eneste handling. 

Jeg ser nogle flere ting, jeg mærker andres stemninger og har en enorm samvittigheds-masse i min krop.

Jeg elsker kaffe - min veninde vil have en mohjito.

Jeg elsker sovs og kartofler - min veninde vil have sushi.

Jeg elsker pauser og dansk hygge - min veninde vil have fart og kultur-fornyelse.

Passer jeg virkelig ikke ind?

Angsten gør mig over-svag.

Anoreksien gør mig over-stærk.

Jeg vil bare finde mellemvejen hvor Heidi gemmer sig!

Small steps, big steps. 

No more less.

A little less control, A little more of me.

Its difficult to find the golden key.

I see changes inside and outside.

Still I have days where i just want to hide.

To much, to little.

Its so fucking dahm hard to find the middle.

I want to live, I want to dance.

But then, the anorexia looses its glance.

I decided long time ago that i wanted to live,

but a day like today, i dont have much to give.

Jeg hader døden og det kan gøre.

Den giver sorg, frygt og sårbarhed.

Jeg er bange for jordens undergang. Jeg er bange for klimaforandringer. Jeg er bange for atombomber.

Jeg er bange for mordere. Jeg er bange for sygdomme.

Det er ene af ting jeg ikke kan kontrollere. Jeg har ikke noget valg. Det er dérude! Lige udenfor min dør, uden for mit vindue, uden for en rækkevidde for mine hænder, men mine øjne kan se det. 

Jeg opfatter det kun halvt, for jeg er røv bange. 

Jeg frygter, at jeg ikke når de ting i mit liv som jeg ønsker. At de mål og drømme jeg har, skal spoleres af mennesker, af naturen og af undergang. 

Jeg syntes at det er pisse uretfærdigt!

Jeg er måske i en offer-rolle – men jeg føler at den er berettiget fordi det er FACTS!

Der hvor jeg gerne vil ud af rollen er der hvor jeg selv bestemmer om det skal sætte en stopper for det jeg gør i mit liv – også selvom jeg er klar over mange af tingene eksisterer. 

Det er én fordel: den kan give ro, fred og en slutning på lidelser. Og slutte angsten for at dø.

Yes! Jeg kunne igen hakke mig selv i hovedet! - Hvorfor? Fordi at jeg fik 7 i skriftelig dansk.

Og ja - jeg er vildt flov over det. Hvor blev mit 10-tal af?

Siden jeg har fået det vide har jeg været sur og tosset på mig selv.

Når jeg nu ikke længere vil definere mit værd ud fra vægten - så fandt jeg ubevidst en ny måler: MINE KARAKTER!

På trods af mine to 10-taller (hvilket jeg også surmuler lidt over) har det været en pine af få 7.

MEN MEN MEN! Jeg vil ikke definere mig selv ud fra den, bare fordi den kan måles.

Hvis jeg kigger et år tilbage, kan jeg se så mange forandringer som ikke kan kaldes 'målbare'.

Der er sket så mange fremskridt i min kamp mod anoreksien og kampen for mit liv.

OP I RØVEN MED MIT 7-tal!

Hej - Mit navn er Heidi.

Og jeg er et menneske ligesom alle andre!

Og med dette prøver jeg vække mig selv fra anoreksiens mareridt.

Anoreksien vil have mig udødelig, perfekt og dygtig. 

Jeg føler at jeg har mistet så mange veninder, og har stadig svært ved at fravælge anoreksien til fordel for det der betød mest for mig før: Mine veninder. 

Åhaaaa. Endnu et arbejdspunkt.

Jeg føler mig konstant på arbejde.

Det er et endnu større arbejde at blive rask, end det er at blive syg.

For mig var sygdommmen ikke et bevidst valg - det skete bare.

For mig er det at blive rask et bevidst valg - det er fandme da hårdt arbejde!!!

''Har du en sten i skoen - så fjern den!''

^Et gammel ordsprog som jeg virkelig først fatter, når jeg rent faktisk har én sten i min sko. 

Men, når jeg har et problem i mit liv, som jeg ikke italesætter, er det jo det samme som at træde rundt i en sko med sten i. 

Dette minder jeg mig selv om så tit jeg kan - for det er jo en gammel sandhed.

Jeg kører i min egen lille rutsjebane.

Det ene øjeblik vil og kan jeg livet.

Det næste kysser jeg jorden med min pande.

Angsten for ensomheden, for kontroltabet og for kaosset er der stadig.

Anoreksien er muligvis en del, som jeg skal have med mig resten af mit liv.

Jeg kan næsten ikke bære det.

Selvfølgelig vil det blive langt bedre og langt mere 'normalt'.

Men at den vil poppe op i ny og næ - det er jeg ikke sikker på at jeg kan løbe fra.

Hver dag er en kamp for at finde flere og flere redskaber til mit 'bedre liv'.

Hver dag er en sejr i sig selv - for hver dag lærer jeg noget nyt.

Hver dag ser jeg noget nyt - eller mærker noget nyt.

Min krop er enormt følsom. 

Den har brug for bevægelse, ro, mad, vand og massage.

Mit sind er følsomt og smukt - til tider et mareridt.

Det har brug for tid, snakke, næring og oplevelser.

Det er vildt at gå fra en stenhård anoretiker til et blødt menneske.

Ikke at det ikke har taget tid - det har det sgu!

Og jeg er endnu ikke der hvor jeg vil være endnu - men jeg er helveds langt fra, der hvor jeg var.

Jeg vil have mere LIV!

Jeg vil have LIV LIV LIV!

Jeg spejder efter LIV!

Jeg higer efter LIV!

Og jeg er også lidt træt..

Hvor er det skræmmende at have lyst til ... 

At leve - og ovenikøbet et raskt liv. 

Glæder mig til at vise jer hvor alt dette ender - selvom jeg ikke selv ved det endnu!

Important!!!!!!!!!!!!!

Mine fokus-punkter:

''Nu starter jeg rejsen ud af spiseforstyrrelsen. Jeg kan ikke gøre det på en dag eller to – det tager den tid, det tager, at vende både de psykiske og de fysiske grunde til, at jeg er i det her. Jeg har forståelse og tålmodighed med mig selv, og jeg vil gøre det så godt, jeg kan, hver dag.''

''Jeg skylder ikke nogen noget.''

''Min vægt skal ikke længere definere hvem eller hvad jeg er.''

''Jeg er nødt til at elske mig selv.''

''Jeg vil gøre alt for at få min glød tilbage.''

Måske er det tid til et lille skridt mere.

Low, Low, Low

Medicin-stop.

Har en downer. 

Det har været nogle hårde stressende dage - måske en kombi af det og at jeg ikke har fået medicin i 2 uger idag. 

En følelse af at 'alle vil have det bedre uden mig', og at fysisk smerte ville være bedre nu  - end den egentlige psykiske som jeg har lige nu.

Min energi har været totalt LOW. I virkelig LOW. 

Jeg har sovet rigtigt meget - snakket rigtigt meget - spist rigtigt meget - sovet endnu mere meget.

Alligevel er jeg endnu ikke genopladet og klar til noget som helst.

Føler mig dybt forvirret, ked af det og TRÆT.

Små stød af angst dukker hele tiden op, svimmelhed, hovedpine, kvalme, utilpashed, trykken i brystet, ømhed i hele kroppen.

Jeg føler mig pylret.

Jeg føler mig svag.

Jeg føler mig tyk.

Jeg føler mig dum.

Jeg føler mig blind.

Jeg føler mig som en byrde.

Føler at jeg kun kan trække vejret 60%.

Har undersøgt alle diverse sundhedslex, symptomer/birvirkningslister på nettet.

Der hele går imod angst, stress og depression. 

Dette føles som en stor klagesang - og sådan kværner mit hoved også.

Det har været nogle hårde dage. Specielt de sidste 24 timer har været hårde.

*Chokoladecravings, mor-datter-terapi, fitness, træthed, vrede, sårbarhed, ensomhed. 

At holde fast i målet, selvom jeg vakler pga. min håbløshed.

Jeg har prøvet dette mange gange før - og hver gang ved jeg ikke hvordan jeg skal tackle det, udover at gøre mest muligt det som jeg plejer. 

Jeg er mættet på livet på mange måder.

Og alligevel er jeg frustreret over at jeg ikke kan få nok. 

Hamsterhjulet.

Jagten på lykken.

I forbindelse med hele mit sygeforløb(som endnu ikke er 'overstået') har jeg jagtet usandsynligt meget efter lykkefølelser, frihed, velvære og lyst. At begynde at skelne imellem mig og 'dem'/'det'.

Lykkefølelsen er et øjeblik, en periode eller et par timer. Lykkefølelsen er ikke denne konstante tilstand, som jeg har prøvet at presse mig til være i - i lang tid. 

For 2 uger siden nævnte jeg 'hamsterhjuls-følelsen' for min psykolog. Og pludselig dukker der links op som dette:

http://politiken.dk/debat/ECE2314405/kaere-danskere-hav-modet-til-at-hoppe-ud-af-hamsterhjulet/

Jeg er 'åbenbart' ikke den eneste som er kørt træt. 

Jeg vil rigtigt gerne have følelsen af at være et individ. Men samtidig har denne jagt før mig tættere på anoreksien - fordi jeg følte det var mig og mit. Dette var en sandhed, for det var jo min kamp. Dette er en løgn, for det var sygdom(som jeg langt fra er den eneste, som er blevet ramt af) og ikke et karaktertræk.

Jeg er i konstant vrede over det vores samfund presser mig til - samtidig med at jeg ved at størstedelen er mine egne krav til mig selv (og anoreksiens)

Blandede-bolsjer-indlæg.

madlyst.

Hvor end jeg kigger på nettet eller ser tv kommer der alle former for madopskrifter og billeder op af mad.

Low-carb, fest, sommer, slankere, stærkere, smukkere, mere udfordrende osv. osv. osv. 

Jeg tager mig selv i at tage billeder af min egen mad - fordi jeg har lyst til at inspirere andre.

Men, så tænker jeg på hvor træt af jeg selv er, når det hele handler om mad. 

Så måske jeg skulle gå fra den lille tanke igen.

Jeg syntes det er pinligt at have lyst til chokolade og chokoladekiks!

- I større mængder en min madplan skriver.

JEG GLEMTE JO HVEM JEG VAR!

Jeg kan godt lide at have billeder - AF ALT.

Jeg kan godt lide at danse - Endorfin-rus.

Jeg kan godt lide mennesker - når jeg har energi.

Jeg kan godt lide musik - det hurtige, det langsomme. 

JEG ELSKER AT SKRIVE - jeg kan ikke leve uden.

Jeg har et ønske om at være unik og særpræget - men samtidig er jeg bange for at blive afvist og ladt alene.

Jeg er bange for livet - men samtidig er jeg bange for at gå glip af det.

Lust.

Det med lyst er en sær ting - men fantastisk.

Tiden er en sær ting - men fantastisk.

Kærligheden er fantastisk! Og sær. 

Min verden er fantastisk! Og sær. 

Jeg har levet i en verden fuld af overflade og kontrol  - og besøger stadig det sted ind i mellem.

Det var så smertefuldt og skræmmende at gå ind i mig selv.

Det tager så enormt mange kræfter og enormt lang tid at begynde og gøre det igen.

Det gør ondt, det kilder, det river, det kradser, det er hurtigt, det er langsomt, det er smertefuldt og glædesfuldt. 

Jeg har virkelig grint - og virkeligt grædt.  

Jeg er stadig pisse bange for den verden indeni - men jeg går derind mere og mere alligevel. 

Jeg lærer mig selv bedre og bedre at kende.

Da jeg blev syg - var jeg ung og igang med at danne mit Jeg.

Det Jeg blev anoreksi og depression.

Mine briller blev anoreksi og depression.

Jeg kendte ikke mig selv - så selvfølgelig troede jeg det var mig. 

Men det er jo løgn.

LØGN LØGN LØGN!!!!!

Det er en del af mig - som jeg skal leve med.

Måske som i 'resten-af-livet-dele', men som en del af mine historier og mine erfaringer.

Jeg HADER at skulle igennem dette.

Det er en kamp - HVER ENESTE DAG.

Men jeg bliver mere og mere sikker på at det er kampen hver dag.

'Du ser glad ud' - taktaktak! Det hænder også oftere og oftere! 

Og tak for det da! Tak Heidi fordi du begyndte at gøre dette muligt.

Tak til de mennesker som bliver hver dag og hjælper mig.

Jeg tager stadig mine dyk - og det har jeg svært ved at acceptere.

Jeg vil have mit eget hjem.

Jeg vil lære at sige nej til ekstrem selvkritik.

Jeg er skabt til at skabe og dele.

Jeg er okay - så derfor må jeg gerne passe på mig selv.

Jeg er skide bange - og har slemme tanker.

Jeg vil lære at hvile i mig selv.

Jeg vil ikke hvile på medier, på ros og på andres indflydelse i så høj grad.

Jeg vil være stabil i mig selv - men blive ved med at be' om hjælp i konfliktsituationer.

Grænser , grænser , grænser - gør mig godt!

Og giver angst.

FOKUSPUNKT! Grænser.

En angst for at blive alene.

Jeg er bange for at blive forladt.

Måske jeg har prøvet det før?

hallihalløj.

Skal mit liv virkelig afhænge af min krops udseende og vægt?

Jeg kan faktisk godt finde ud af noget!

Altså...

Ikke alt - og ikke perfekt.

Men jeg er faktisk ret praktisk.

Jeg kan bage, lave mad, gøre rent, arbejde i butik.

Jeg har mine kreative tanker med og har altid en løsning på selv de mindste problemer.

Mit sociale liv er mindre end inden jeg blev syg - men større end da jeg havde det værst.

Små skridt... 

Holy shit, det er svært at acceptere at tiden skal med mig.

Holy shit, det er svært at acceptere at jeg er et helt andet sted end jeg var for 5 år siden.

Holy shit, det er svært at acceptere at jeg er En Tænker.

Syntes at 'livet' er en underlig størrelse.

En dag skal vi væk.

En dag blev vi født.

En dag er man glad.

En dag er man sur.

En dag er man det hele.

Som nyfødt og død - som glad og sur.

Jeg har svært ved at finde en mening med MIT liv.

Hvor har jeg været, og hvor er jeg på hen?

Jeg tror alle mennesker vil stå i situationer lignende denne.

Men det er NU at JEG står i den. 

Måske ønsker jeg mig i virkeligheden mere end jeg kan få.

Måske ønsker jeg mig mindre?

Måske ser jeg mindre end det hele billede.

Måske ser jeg for meget.

Alt er så relativt at jeg bliver rundtosset.

Jeg har det svært med en rask krop - når jeg ikke føler den endnu er en del min 'nye' identitet. 

Mit nye liv - der er rask og med op og nedture som 'alle andre'.

Jeg er skrøbelig indeni, som jeg var inden jeg begyndte på min vægtøgning og ønske om et liv.

Jeg er mere robust fysisk.

Og når jeg er så blød og sensitiv indeni - så er det sgu svært!

Når jeg har et ønske om at gøre alle glade - og hjælpe alle - og være der for alle - så brænder jeg ud.

Kæmper mod skam og angst lige nu.

Tid og stædighed er yderst vigtigt.

Jeg har det skidt med min krop både med og uden tøj. 

Som om der ingen løsning er.

Jeg tænker på hvad der er sket / eller hvad der sker i mig.

JEG FØLER IKKE JEG SLÅR TIL!

Uanset hvad, så føler jeg mig ikke god nok. 

Og det er smerte på smerte på smerte - på smerte - at mærke hele tiden. 

Har lys til at konstant holde mig igang med et eller andet, for ellers sniger der sig en angst ind i min krop. 

Det er ikke sådan hver dag - i know.

Men i disse dage mangler jeg livsgnist og indhold.

Svært at finde når anoreksien raser.

En angst-krampe kan komme og gå i min krop.

Den har ikke hjemme her, men besøger mig desværre stadig.

Det er ikke så 'voldsomt' som engang - men hele vejrtrækningen og skuldrene dirrer.

Jeg vil gemme mig under dynen.

Jeg vil græde og passes på.

Jeg vil forsvinde.

Idag har jeg været bange for det jeg har spist.

Jeg har været bange for vægten.

Bange for den 'normale' krop.

Bange for at nyde ting.

Bange for livet.

Jeg er træt.

Hvor end jeg gerne ville, så er mit selvværd meget lavt disse dage.

Jeg har ikke energi på en masse, alt syntes for meget og ingenting føles som for lidt.

Jeg har ikke lyst til motion.

Jeg har ikke lyst til rengøring.

Jeg har ikke lyst til pigehygge.

Jeg har ikke lyst til andet end at spise, sove, se tv, høre musik, male og spille ligegyldige spil.

Og det har jeg dårlig samvittighed over.

Føler mig som et forfærdelig, dovent og forkert menneske.

Jeg føler jeg skal 'tage mig sammen'. 

^ Og det orkeeeeeer jeg heller ikke.

bow.

Jeg tager et dyk igen.

Et dyk på trods af alt det gode jeg har.

På trods af opturene - så tager jeg et dyk.

Det er sikkert helt normalt.

Men det er hårdt.

Hård at føle sig som et hamster i en trædemølle.

Løber, sveder, løber - men kommer ingen vegne.

Vær sød at tage mig ud og nus mig på hovedet.

Jeg føler mig uelskelig.

Jeg er urolig. Rastløs..

Føler jeg skal lave noget - og jo mere jeg laver - jo mere urolig bliver jeg. 

Massage! Åh ja - giv mig massage!

Jeg har overstået første eksamen, så nu er der ikke mere jeg skal!

Someone out there.

Ønsk mig ro!

you are my mirror - no!

Hvad gør jeg når jeg føler at jeg bliver talt efter munden?

Når personen overfor gentager de eksakte samme ting som jeg sidder fast i?

Jeg bliver så gal. 

Der er ingen hjælp at hente så!

Jeg bliver gal fordi så står jeg igen alene med det.

Jeg vil have noget konstruktivt!

Ikke bare 'mhhh - ja det syntes jeg du har ret i ' ..

Det hjælper mig jo ikke!!!!!!!!

Møg...

ideas, dreams and confused

Jeg famler lidt i blinde.

Et skridt til højre - et skridt til venstre.

Kan ikke beslutte mig endeligt for, hvor mit næste skridt skal være.

Hvor kan jeg lægge næste skridt og hvor kan jeg få afsluttet de forrige?

Jeg er bange.

Mest af alt fordi jeg føler jeg går i ring.

I min egen ring af uafsluttede ideer og drømme.

En masse ting som bliver sat igang, men aldrig færdiggjort.

Det gør mig stresset.

Gør mig mere sulten.

Gør mig mere rastløs under dynen.

Der er nogle ting jeg SKAL - og så er der alle de ting hvor jeg selv skal tage stilling - det er svært.

Men samtidig hat jeg svært ved at acceptere 'skal'-ting. Jeg mister lysten som et lille barn der er stædigt og vredt. Min søvn er vigtig for mig. 

Godnat.

hello again.

Utroligt hvor meget en tur i regnen, på en trampolin, med en veninde, kan give af angst.

Min krop dirrer, jeg har kvalme, føler mig ti kilo tungere og halvtres gange mere desperat for at finde ro.

Oh dear you.

Jeg vil have at du hører mig!

At du lytter!

At du kan rumme min frustration og vrede!

Jeg vil have et kram!

Jeg vil have opmærksomhed!

Jeg vil have du er ædru!

Jeg vil have et sundt og stærkt forhold til mine nærmeste.

Jeg er bange for at vi ikke kan få det - på trods af mine håb. 

Jeg vil ikke finde mig i disse ting længere - og hvem ved - måske er det slut så.

Jeg er bange for ikke at kunne finde det jeg søger.

Det skulle gerne være indeni mig selv - men jeg har brug for mennesker til at dykke ned i mig, sammen med mig. 

Jeg er bange for at have det kreative inde i mit liv - for hvad nu hvis det jeg skriver ikke er godt nok?

Hvis det jeg skriver er noget vås, noget skidt, noget LORT?

Jeg vil gerne være god til det - for jeg elsker det!