what do i want?

Jeg går lidt ved siden af mig selv i dag.

Jeg har svært ved at mærke mig selv.

Jeg har svært ved at rumme larm.

Jeg har svært ved at tage en beslutning.

''Jeg løber en tur. nej. jo nej. måske. 

Jeg går en tur. nej. jo nej.. 

Jeg danser, jeg dyrker yoga, jeg går i bad. nej. jo. nej.''

Nogen indeni mig skriger at jeg skal lave noget aktivt!

Hvis jeg vil behandle mig selv ordentlig og få en krop som jeg kan lide mere,

så er det jo kun mig som kan flytte mine ben.

Lysten er der bare ikke.

Som om at beslutningen om at gøre det eller ikke gøre det - bare bliver ved.

Hvad er det rigtige her?

Skal jeg beslutte mig for at gøre det alligevel?

Er det bare fordi jeg bilder mig selv ind at jeg ikke gider?

Jeg 'burde' jo egentlig også bevæge mig, for det gør alle andre jo.

Jeg har gået  en tur i dag - faktisk to - for vi var på lang shoppetur.

Jeg har også fået ordnet vasketøj og lavet musli.

Men jeg har ikke 'trænet' og det tærer lige nu på min energi - fordi jeg kan ikke stoppe med at tænke over det.

Jeg har haft 3 timer i dag til at kunne lave noget motion i bare 30 min.

Men jeg har stadig ikke fået gjort det.

Hvorfor skriger mine tanker; SVAG! DUM! TYK! DOVEN!

Jeg er i vildrede med mig selv.

Jeg har ikke lyst lige nu - men jeg føler jeg skal!

Mange mennesker har jo ikke lyst - men gør det alligevel.
Måske er det fordi jeg igennem lang tid har gjort en masse ting jeg egentlig ikke havde lyst til, men gjorde fordi jeg følte det var en pligt.

Og så nu, der stamper hele min bevidsthed, bare ved tanken om disse 'pligter' som jeg føler mig tvunget til, netop fordi jeg bedre og bedre kan se dem?
Hmmmmm...

Gravity.

Er begyndt på en serie der hedder; Gravity.   - inde på HBO.

Den handler kort om 6-8 mennesker der har prøvet at begå selvmord, men uden 'held'.

De begynder i en gruppe hvor de skal snakke og ændre sig.

Man får et tilbageblik i hvorfor og hvordan de fik deres tanker.

Der er også komik i, så den er ikke helt så seriøst.

Men den giver så meget at tænke over!

Specielt; '' Man er nødt til at ændre sig, for ikke at prøve på selvmord igen''. 

Jeg er blevet helt slugt af den, og jeg syntes virkelig den får mine tanker igen.

Noget jeg tænker er;

Jeg prøvede jo bevidst/ubevidst at begå selvmord?

Altså mit hjerte begyndte jo at sige fra og jeg blev indlagt fordi min krop var nede.

Også mit sind og mine tanker.

For ikke at ende der igen, så er der nogle der er nødt til at ændre sig.

Anoreksien skal fylde så lidt, måske sparkes helt væk.

Depressionen skal overvindes og nedbrydes.

Og heidi skal dukke frem.

'' Im also almost dead'' 

'' Then the best thing we can do is - to live '' .

dreams last night.

i had a dream..

'' Vi sad i et klasselokale.

Vi så film.

Inden da havde vi kørt i et fremmed land.

Min bror og hans kammerater / min kærestes venner.

Der var ikke plads til mig på sæderne - så jeg havde lagt i bagagerummet.

I lokalet, blev en af min kæreste's venner pludselig meget nærgående.

Han ragede på mig, tog tøjet af ham selv og lidt af mig.

Jeg blev panisk og råbte op at han skulle stoppe.

Folk gloede på mig. 

De sagde jeg ville have opmærksomhed og at jeg løj.

Min bror troede heller ikke på mig og blev vred.

Da vi skulle gå ud af lokalet, kom to løver. 

En han og en hun.

Folk skyndte sig ind og lukkede dørene.

Men ikke alle dørene lukkedes. 

Men jeg kom ind i et andet rum og fik lukket døren.

Pludselig var jeg på en rideskole hvor jeg skulle hente en masse tøj og sko.

Min mor var der.

Jeg havde kæmpe høje sko på - og kunne nærmest ikke gå i dem.''

- Jeg drømte meget mere, men jeg kan ikke længere huske det.

Men det første i drømmen var forfærdeligt.

Panisk - klamt.

Og så blev alle min grænser overskredet - uden at nogle ville tro på det.

hmmmmm...

Im just a teenager in love

Hej teenager-Heidi.

Så kom du.

Jeg opfører mig som en teenager i dag.

Er træt, hidsig og let at antænde. 

Små ting som har hobet sig op - kom frem i dag.

Det bedste ved dette er;

Jeg fandt ud af at en af mine knuder var følelsen af at jeg ikke slog til.

Og når folk så vil tage over for mig, så går det amok.

Altså medmindre jeg bad om hjælp.

Men hvis folk tager over uden jeg giver dem lov - så slår jeg pludselig ikke til mere.

Eller - jeg får følelsen af det.

De ting jeg rent faktisk SELV kan lige nu - Så lad mig dog gøre det.

Lad være med at tager over der - men hjælp mig der hvor jeg be'r om det.

I siger jeg skal be' om hjælp, så lad være med at tag over.

Indviklet det her..

Jeg tror selv kun jeg forstår det.

Men pt. 

Jeg slår ikke til som veninde.

Jeg slår ikke til som 'normal'

Jeg slår ikke til som kusine.

Jeg slår ikke til som 'anoretiker'

jeg slår ikke til som mig

jeg slår ikke til social

jeg slår ikke til fysisk.

Det er det jeg føler.

UANSET HVAD JEG GØR - SÅ BLIVER DET ALDRIG GODT NOK.

Det er ikke fordi i siger det - det er fordi jeg føler det og fordi jeg konstant minder mig selv om det.

Ja anoreksi og depression - i har sgu fat i mig pt.

JEG SLÅR IKKE TIL.

Og så...

Ja - jeg er bange for at miste.

Miste dig.

Egentlig har jeg ingen ''fysiske'grunde'' - men fornemmelsen eller

følelserne er der.

Jeg er skide nervøs.

Tager sorgerne på forskud og prøver at forberede mig selv på det værste 

så jeg ikke risikerer at blive skuffet, såret eller stå alene tilbage som 'taberen'.

help me.

er det solstik?

Jeg ved det ikke.

Har det forfærdeligt.

Føler mig fyldt af en masser tanker og indtryk.

Jeg er grædefærdig.

Anoreksien får totalt meget styret i mig.

Er ved at gå i panik.

Varmen stiger mig til hovedet.

Min mave føles stor og klam.

Mine lår klasker.

Jeg har virkelig hetz mod kroppen.

Jeg kigger i spejlene, jeg hiver i fedtet og jeg suger hele tiden maven ind.

'Logisk ved jeg at noget går mig på - men psykisk har jeg lyst til at smadre det hele'.

Jeg bliver frustreret over at se min krop.

Jeg bliver ked af det.

Jeg bliver fuld af skam.

Føj Heidi..

FØJ FØJ FØJ FØJ.

Tab dig nu og løb en tur.

Bevælg dig.

Rør dig.

Du må ikke sidde stille.

SKAM DIG DIT FEDE DYR.

Vil bare væk.

Intet hjælper lige nu.

Hjælp forhelved.

Jeg er igang med at gå amok på de små sommerdyr.
Kan ikke rumme noget på min krop.
Er hyper sensitiv og alle lyder udover mine egne - er alt for meget.

Samtidig er ensomheden så enorm og jeg går i panik - fordi jeg er alene.

conclusion.

God dag igår.

Altså jeg holdt Ano og Dep hen - og fik lidt mod på tingene.

I dag.

Der er jeg træt.

Nu glæder jeg mig til at komme hjem til 'mit' hjem.

Efter morgenmaden hed det 1.5 times søvn mere, efterfulgt af gåtur.

So good, so far.

Men nu er anno efter mig.

Jeg kigger mig rundt i alle spejle, vinduer og op og ned af mig selv.

Det eneste jeg ser er tyk og det enerste jeg mærker er mæt.

Hvorfor nu det?

Fordi jeg sov og så tv istedet for at rende rundt - som om der var ild i mig?

Fordi jeg spiste noget andet i formiddags end jeg plejer - fordi der ikke var mere af 'det sædvanlige'?

Fordi jeg havde en dag igår hvor jeg spiste hvidt brød?

Fordi... fordi ... fordi...

For hvad!

Sandheden skal man høre fra fulde folk og små børn.. 

Hmmmmmmm.....

Så det han sagde - det kan jeg regne med?

Det er nogle gange surrealistisk at snakke med andre mennesker om min 'situation'.

Den forvandling / ændring de ser og har set. 

På en måde er det fedt og på en måde bekræfter det Anno i at jeg gør det hele forkert.

' Du har fået mere selvtillid, er mere åben og siger nogle andre ting'..

Hmmm, altså folk 'udefra' vil nok betegne det som gode tegn..

Men anno bruger det negativt.

' Du har spist ting du ikke plejer - eks. marineret kød'

Anno bruger det negativt.

Den skriger: STRAM OP! Du er fandme godt nok svag Heidi.

Bliver godt at komme hjem i hulen og trygheden.
Hjem til en smule mindre ansvar og et sted hvor jeg kan puste heeeeelt ud.

Men alt i alt.
Den her uge er gået bedre end jeg har forventet.
Ikke fantastisk - men okay.

Men nu er jeg lidt mindre okay - mht til tanker og følelser - kropsfornemmelser.
Men jeg er okay, med denne uge.
Og anno, du vil ikke have jeg siger det - men det gør jeg.

nine years ago.

Tak.

For ni år siden, på denne dato om få timer - der væltede det hele igen.

Man skal ikke dvæle ved fortiden, men på en måde tror jeg det er godt at lige stoppe op og sige tak.

Du er her stadig den dag i dag.

Tak.

Du har en kæreste og et arbejde.

Tak.

Du har veninder og rider også.

Tak.

Du har fremtidsplaner og drømme.

Tak.

Du er her stadig kære søs.

Tak.

Sorry you said..

Er det okay at blive sur, vred og frustreret?

Altså jeg mener bare...

Det er jo ikke meningen at de skal tage hensyn til mig på dén måde..

Men ærligt..

At kommentere folks vægt og udseende så pludseligt.

4 personer.. Helt ro..

'' Ser hun ikke tyk ud på det billede''?

Og det kan godt være hun gør det.. Måske-måske ikke.

MEN HEY!

Her sidder jeg i min egen lille psykose af selvhad og fedtforskrækkelse.

Og så fyrer du den af?

Jeg veeeeeed godt at du nok ikke mente det så højhelligt.

Men nu var der endnu en grund til anoreksien kunne få lidt magt igen.

Folk der ikke kender mig, de aner jo ikke hvad jeg tumler med..

Men min egen tætte familie? Som oveni-købet besøgt mig da jeg var tæt på at smadre min krop fordi anoreksien havde styringen?

Jeg er stadig i behandling og kæmper dagligt.

Og så... 

Og såååååå.. 

Og sååååååååå .. 

Så fyrer du den af..

Måske skal jeg forstå at ikke alle forstår det..

Men respekter dog lige min situation!

Nøøj, jeg skulle bide mig selv i tungen for ikke at sige noget, som jeg HELT SIKKERT ville skamme mig over efter.

Måske har jeg ikke ret til at blive vred over det.

Men samtidig ramte du et ømt punkt.

Der er en ting jeg stadig er meget sart og følsom overfor; Hvordan folk ser mig, hvordan jeg ser/ikke ser mig selv, overfor en normal krop og hvad der er sygt.

Mit forhold til mad bliver mindre og mindre twistet - men pt. så er kampen mod kroppen det hårdeste.

SÅ VIL DU FORHELVED IKKE GODT RESPEKTERE AT I DAG, I MORGEN OG PÅ MANDAG KÆMPER JEG.

SÅ HOLD VENLIGST DET FOR DIG SELV..

Jeg kan ikke styre hvad du tænker eller siger, men jeg respekterer da dig!

Jeg siger ikke til dig at heste skal spises eller skydes..

Eller at du har store lår..

Eller kritiserer på noget du godt kan lide? eller holder af?

Eller værdsætter eller kæmper imod????

Undskyld..

Jeg føler mig som et fjols for disse ord.

Men du tændte noget i mig.

Sun and windy.

I dag er det fucking svært.

Mødtes med tre veninder igår og det tog de sidste kræfter mod anoreksien.

Jeg føler jeg er ved at blive sindsyg.

Har lyst til at rive og flå i mine (alt for) tykke lår.

Utroligt hvordan ens hoved kan skifte fra så okay,

til så sindsygt svært.

Jeg er bange for min egne tanker.

Fordi at jeg har lyst til at reagere på dem, men når jeg føler mig okay igen,

så fortryder jeg det så bittert.

Jeg føler mig ensom og utryg.

Ja jeg kan ringe.

Ja mor er nedenunder.

Men det er bare ikke tryghed.

Jeg ved ikke hvad der er tryghed pt.

Men jeg har det skidt.

Specielt min drøm i nat..

Jeg tror den tog alle de kræfter jeg skulle have haft til i dag.

Jeg drømte om at ingen ville lytte, jeg kaldte efter mor.

Der var en bombe herhjemme, så jeg var nødt til at finde hende.

Jeg kravlede, jeg asede, jeg masede, jeg kaldte og græd.

Min krop var fyldt af asfalt, sten og jeg var beskidt.

Mit ansigt var fuld af mascare og jeg var gennemblødt af tårer.

Da jeg endelig finder mor, er jeg nødt til at hive hende ind på et lille toilet 

- For hun ville ikke lytte! Hun troede ikke på at bomben var derhjemme

og sagde at det var noget jeg fandt på.

Samtidig var jeg smadder rasende på min kontakperson.

Måske derfor jeg er så utryg?

Symbolerne i min drøm, er jo to meget betydningsfulde mennesker i mit liv?

Måske stoler jeg ikke længere på de to ting jeg har fundet mest betydningsfulde 

inde i mig?

Eller hvad? .. 

Jeg aner ikke hvordan jeg skal tolke den..

Men jeg er træt og bange.

Alene...

passions.

Hvor er min passion?

jeg føler jeg skylder verden at være 'den søde, pæne og dygtige'.

Jo mere jeg går, jo flere folk, huse og dyr jeg ser - jo mere kan jeg se at de er ligeglade.

Ikke i den forstand at de er onde mennesker - men om jeg er maler eller håndværker - det rager dem.

Det er mig selv der skal blive tilfreds.

Der er så mange mennesker i denne verden, og det er kun mine omgivelser der skal kunne lide mig.

Og hvis de ikke kan - så skal de ikke være der.

Jeg vil så gerne finde noget jeg elsker!

Og kun gør fordi jeg kan lide det.

Jeg elsker at tage billeder.

Jeg elsker at skrive.

Jeg elsker at danse.

Om det er pænt, godt, skidt, grimt, eller noget femte - det er kun mit.

Jeg kan ikke lide når folk skal vurdere hvorvidt det jeg gør er godt eller skidt.

Det er der inderst inde betyder noget, er om jeg er tilfreds.

Og pt. er jeg ikke tilfreds med mit liv.

Jeg er ikke okay.

Jeg har ikke fundet det jeg brænder for og det der gør at jeg står op hver morgen.

Jeg søger andres bekræftigelse, 

men uanset hvad de siger eller gør - så bliver det ikke tilfredstillende nok, for jeg selv er tilfredsstillet.

Stor åbenbaring - som er fucking svær at sluge.

I am tired - again.

Hvorfor er det så energikrævende at være hjemme?

Jeg går fra; Jeg overtager hele verden nu!

Til; Jeg gider ingenting..

Det er enormt tydeligt for mig, hvor mange veninder jeg efterhånden ar mistet i forbindelse med den her sygdomsperiode. 

Det virker virkelig uoverskueligt at skulle være social og finde nye/gamle veninder igen. 

Jeg syntes sådan en dag hvor går tur, spiser, kigger på tøj med mor, laver mad og bager lidt - så er jeg træt. Helt færdig.

På den der måde kommer jeg til at blive indhyldet i vores lille symbiose af mor/datter igen.

Det er jo nok ikke så sundt.

At være så afhængig af mor, så jeg bliver ved med at fantasere om hvad jeg skal gøre istedet.

Men jeg gider ikke byen, jeg gider ikke skulle snakke og være på.

Samtidig gider jeg ikke være alene.

Der fylder skammen og de distruktive tanker alt for meget.

Lige nu hænger jeg foran Tour de France med min dobbeltdyne.
What a Saturday night! 

Jeg føler mig ikke som en 19'årig pige.

Jeg føler mig som en gammel slidt klud der trænger til at blive smidt ud.

Ikke gode tegn..
Op , Op, Op Heidi.... 

Jeg orker det bare ikke.

Jeg har ikke lyst til noget.

im scared of the lonely being sick.

Anoreksi er en ensom sygdom.

Mine tanker drejer rundt og rundt.

For og imod at spise min mad.

Min krop føles i underskud af mad - på trods jeg har spist det jeg skulle i dag.

Jeg føler mit blodsukker er lavt - måske er jeg bare ved at være træt?

Jeg har tænkt og tænkt over det hele i dag.

Mit valg om at vælge livet eller anoreksien.

Jeg har jo valgt livet - ellers var jeg ikke i behandling.

Men når jeg ser min krop ønsker jeg at forsvinde og være syg.

Jeg skammer mig over min stadig voksende lår, som ikke er trænere.

Nej de ligner mere to klumper fedt som bare bladrer ud på stolen.

I mit hoved har jeg det oftest bedst når jeg vælger behandlingen,

men samtidig kommer der også den krig.

Hvorvidt skal jeg træne, slappe af, spise og sulte??

Kampen mod kroppen er det sværeste for mig.

Ikke alle de skide regler - for det er hårdt i længden.

Men efter jeg kom hjem i dag - følte jeg mig virkelig ensom.

Nu var de andre piger og behandler ikke omkring mig.

Huset var tomt, og de fleste af mine 'gamle' veninder er på ferie eller andet.

De er igang med deres liv, imens jeg koncentrerer mig om min blege, fede krop og hvad jeg spiser.

Men jeg ville jo også gerne ud og rejse og leve som dem.

Men ikke når jeg ser min krop.

Så vil jeg bare skamme mig.

Føler ikke at jeg passer ind i vores samfund hvor normerne og værdier handler meget om krop, udseende og sundhed.

Jeg føler at jeg spiser sundt - dog halter motion lidt syntes jeg.

Jeg går en tur hver dag, nogle dage dyrker jeg yoga eller danser (men meget meget sjældent)

Hvad er det jeg prøver at godtgøre?

Jeg ville ønske at nogen sagde: ''Det er nok lige nu Heidi!

Du er igang med andre ting også, og du dræner din hjerne for energi fordi du tænker så meget. Energien skal nok komme, bare rolig. Du gør det godt nok''.

Men nej.. Uanset om folk så sagde det - så ville jeg tvivle.

Altid den samme tvivl .. 

GØR JEG DET GODT NOK?

BEKRÆFT MIG!

- Men uanset hvad folk siger eller gør - så tvivler jeg.

Indeni i tvivler jeg. 

Trætheden tager over nu.

Home is a sweet home.

Dette sted der engang var så trygt. 

Her jeg voksede op, grinte og græd.

Men efter efterskole var det ikke længere 'hjem'. 

Jeg følte mig utryg og forkert.

Jeg så idag video fra for 5 år siden.

Umiddelbart kan jeg ikke se at jeg er påvirket af noget der. 

Men det var kort tid efter jeg startede på efterskole, og der begynder jeg at ændre mig.

Og måske også lidt inden.

Nøøøj, hvor er det svært.

Var det f'ør eller på efterskolen?

Var det en episode eller noget der har vokset i flere år?

Måske var det et syn på mig selv og hvordan andre så mig?

Altså.. 

Jeg mener bare at jeg blev set som den 'søde, pæne og gode veninde'. 

Og jeg levede mig måske for meget ind i denne rolle pludselig?

Det blev for bogstavelig talt, og jeg turde ikke træde ud af den rolle.

Kravene og kravene for den søde pige blev større og større.

Jeg mistede på en måde friheden til at være MIG?

Med alle sider.

Den dumme, sure, tossede, vrede, frustrede, sjove osv.. 

Jeg og nogle flere satte mig i en boks - helt ubevidst.

Eller hvad? 

Jeg ved det ikke...

Nu må vi se hvordan disse 9-10 dage går herhjemme. 

Ferie, søde ferie.

Shame on you!

Okay.

Vil lige anbefale en bog; Skam, medfødt og tillært - Lars J. Sørensen. 

Bogen handler skam. (Sjovt nok )

Men den viser så mange aspekter i ordet skam eller skyld.

Den giver en forståelse for nogle af de problemer der kan være i at se skammen.

Jeg vil give den 4 ud 5 stjerner, fordi den spændende og give mig noget at tænke over.

Flere fagudtryk er brugt, så jeg skal lige holde tungen i munden for at følge med.

Vil anbefale den til alle på min vej!

Men, så er det jo man begynder at kigge indad.

Et af eksempler på en person i bogen, minder om mig.

Ikke om min historie - men den måde min skam viser sig på.

Den konstante jagen efter at kunne/burde/skal mere, end det jeg har gjort.

Den evige søgen efter bekræftigelse som samtidig hurtig bliver misforstået eller negliceret. 

Hvornår begyndte jeg at mærke denne skam?

Hvornår blev den 'vækket'?

Safety.

Den tryghed.

Den utryghed.

At kunne springe fra den ene følelse til den anden.

Det er sikkert helt normalt - det tager bare på ens kræfter og lyst.

Det er de kropslige forandringer jeg kæmper med lige nu.

At jeg er et sted hvor vægten SKAL op, for ellers kommer jeg ikke videre.

Men maden føles som om den vil kvæle mig og få min mave til at vokse.

Lårene bliver større og større.

Min krop bliver mere nuanceret istedet for kontrolleret.

Jeg få krop 'som andre'.

Hvad er jeg uden spiseforstyrrelsen?

Har ofte hørt folk med anoreksi / bulimi osv - stille det spørgsmål.

Jeg er Heidi.

Men hvem er Heidi?

Hvad er hendes platforme, kvaliteter, skyggesider og drømme.

Hvor vil hun ligge sin energi?

Lige nu, er det op ad bakke,

art.

Kunsten at holde anoreksien i kort snor. 

Den får lov til at bestemme rigtigt meget - både bevidst og ubevidst.

Men det er en sten der ruller for mig.

Den er blevet alt for tung og jeg har trang til at gemme mig væk. 

Jeg ustabil, træt og irreteret... 

Ikke gode tegn. 

Kunsten at vælge behandling.

Den får lov til at diktere mine næste skridt - både bevidst og ubevidst.

Men det er en tung sten at bære.

Den er blevet så tung at jeg må be' om hjælp.

Jeg er bange, usikker og fuld at bekymringer.

Skræmmende tegn.

Kunsten at vælge livet.

Den får lov til at give mig håb og ønsker om det bedre - både bevidst og ubevidst.

Men det er en farverig og forventningsfuld sten jeg ser. 

Den er blevet så stor så tung i mig at jeg kæmper videre.

Jeg er modig, udfordrende og på vej.

Livsgivende tegn.

Kunsten at navigere mellem mine følelser.

Den får lov til at kredse rundt i mine tanker - både bevidst og ubevidst.

Men det er en kaotisk sten at rumme.

Den er blevet så tung at jeg forvirrer mig selv.

Jeg er forvirret, rundtosset og sorgfuld.

Belastende tegn.

Kunsten at lytte min krop.

Den får lov til at sætter stopper for mine tanker - både bevidst og ubevidst.

Men det er en sjælden sten som dukker op.

Den er blevet så tung at al energi forsvinder.

Jeg er udmattet, slap og rystende.

Kroppens forunderlige tegn.

The body.

Følelser og kroppen.

Altså..

Egentlig ved man jo nok godt lidt at det hænger sammen. 

Men ja, når jeg er vred - så er det mine lår jeg fokuserer på.

Måske fordi der er så meget energi i. 

Dér ligger en energi i Mine lår. - ikke dermed sagt det er sådan for andre. 

Men ja, derfor får mine lår så meget opmærksomhed pt.

Fordi jeg er vred!

Vred på mig selv, min sygdom og mine omgivelser.

Det går udover andre fordi jeg bakser med noget. 

Meeeeeeen... hvad er det så jeg er så vred over?

Jeg føler mig ikke MØDT!!

Ja, jeg bliver lyttet til, men noget stemmer ikke.

Jeg er pt. også sindsygt dårlig til at lytte til min krop,

men anoreksien får lov til styre for meget. 

Jeg glæder mig til det bliver hverdag igen - for jeg duér ikke til sommerferie disse dag.

Prøver at få det bedste ud af det, men det er svært. 

For de selvdistruktive tanker er sky høje.

Trææææææk vejret..

Det skal nok gå. 

Dags horoskop : Der er flere ting, som du går og bekymrer dig om. Det er samtidig svært for dig, at få sat ord på det.Prøv at tage det roligt, det vil løse sig.

My throat.

Først; Tak kære sol - du er så skøn.

Men så... 

Jeg overdøver min krops råb.

Min hals snørrer sig sammen . 

Den gør ondt. 

Den lammer.

Den forstyrrer min vejrtrækning.

Jeg undertrykker uroen.

Laver en masse ting og overspringshandlinger.

Dumt.

Min mave føles som en stor knude.

Jeg har ingen grænser disse dage.

På trods af træthed og frustration - så fortsætter jeg bare den evige jagt på at tilfredsstille mine krav (anoreksiens??)

Tankekaos og tankemylder. 

Stress og sorg.

Dårlig kombination.

Det er ikke fordi der ikke sker en masse godt omkring mig lige nu, men indeni står den gode fremgang lidt stille. 

Jeg er så flov over min krop. 

Ked af det.

Jeg savner ikke mad-pinslen men jeg savner kroppen fra 'dengang'.

Jeg vil ikke vende tilbage men kan ingen ro finde. Det smerter.

Hvorfor kan solen ikke pifte mit indre op??

Der er noget helt galt. 

Insanely mad.

Jeg er så hidsig!

Er det den tid på måneden?

Ej... Jeg mener det faktisk.

Jeg er så pisse gal.

Hvorfor? 

Det ved jeg ikke..

Udover at jeg syntes jeg er en doven, uanstændig og tyk pige.

At jeg ikke tager mig sammen og over at jeg ikke har lyst til at løbe et marathon.

Lyder det som anoreksien og depressionen? Ja for søren da!

Men alligevel føler jeg mig så magtesløs!

Jeg ved at det er godt at bryde selvhadet en gang imellem, men jeg orker simpelthen¨

ikke andres selskab lige pt.

Jeg bliver hurtigt irreteret og hidsig. 

Ikke på grund af dem, men på grund af alle de tanker jeg har i mit hoved.

'' Hvem har bestemt at man har 'ret' til at være glad? ''

'' Hvem har haft ret til at bestemme hvad vi andre har ret til?''

'' Hvad er egentlig en ret og hvad er et privilegie?'' 

'' Har JEG også ret?''

'' Hvem har mest ret?''

'' Hvorfor fanden er man egentlig sat på denne jord?''

Det hele virker så uløst og så uforklarligt og det giver mig kaos.

full and empty.

Jeg ved ikke hvorfor, jeg har det, som jeg har det i dag.

Det ene øjeblik er jeg fyldt med tanker, det næste er de forsvundet.

Ano vil gerne bestemme.

''Stå op! Lav noget! Du er tyk! Du er doven! Du gør det forkert!''

samtidigt med at dep også vil æde mig;

''Hvad nytter det? Jeg er så træt! Jeg gider ikke! Det er pisse lige meget det hele!''

 

Jeg har virkelig følelsen af at være alene.

Ingen supermand kommer og hjælper mig.

Ingen kan trylle *Puuuf* og få kaosset til at forsvinde.

Jeg skriger nok; TAG DET! RED MIG FRA MIT EGET MARERIDT!

Men der kommer ingen lyd. 

For jeg er alene om det.

Omgivet af massevis af mennesker - men jeg er alene om det.

Er det en realitet eller en sindsyg tanke jeg har?

Der er ikke styr på noget lige pt. og jeg er dødhamrende forvirret over livet.

Eller min træthed.. Min despeation og hunger efter at det er på tide at ændre.

På tide at gøre noget nyt. Som jeg ikke tør-

Prove me wrong.

Hvor lang tid vil jeg lade mine 'barnlige-overbevisninger' styre mit liv?

Mit indre barn lærte i folkeskolen, den følelse at man er underlegen.

Den følelse af dybt mindreværd og at man skulle leve op til sine omgivelser.

Problemet var bare at uanset hvad hun gjorde, så følte hun aldrig hun kunne alligevel.

Som den lille pige blev ældre, blev hendes overbevisninger også endnu stærkere.

Det vidste sig virkelig da hun blev syg.

Så i dag sidder hun på et opholdssted, pga. dep og ano.

Fordi hun dengang var 'mobbeofret', ' den evige stræber' og måske en smule anderledes.

Måske var hun bare som de andre? who knows.. 

Måske var hun bare sær? Who knows.

Men følelserme kom med, især på efterskole gav de bagslag.

Hun ville gerne ignorere det indre barn, men jo mere hun ignorede det, 

jo mere råbte det op. Jo mere syg blev hun.

Hun kunne hverken leve op til sit indre barn eller den ældre Heidi. 

Hun havde i sit eget hoved en forestilling om, at hun heller ikke kunne leve op til verden.

Alt for mange krav. Både fra sig selv og andre.

(Måske mest fra sig selv)

Jeg lærte at jeg var mindreværdig, klam og forkert.

Og ingen gjorde synderligt mere ud af det, og det er måske det der 'nager' mig pt.

Når jeg kigger billeder fra lille Heidi, så får jeg så ondt af hende.

Hvem passer på hende?

Hende jeg ser i spejlet i dag har jeg ikke ondt af - hende vil jeg udrydde.

Men lille Heidi græder.  Hun er alene.

Hun er sårbar.

Hun er forvirret.

Hun er forsvarsløs.

Hun er LILLE! BARN!

Intet barn fortjener sådan noget.  

Ikke engang Lille Heidi.

Men hvorfor gør store Heidi så?

Hvorfor kan jeg ikke se på mig selv med blide øjne?

Måske fordi jeg i sandhed er så forfærdelig, eller

måske fordi jeg aldrig fik lært andet?

it takes me down.

Jeg tror at det er en dårlig undskyldning for min anoreksi at vende tilbage.

At min veninde nu synker endnu længere ned i dybet, fordi hun vælgter sin anoreksi. 

Det giver mig bare den trang til at byde anoreksien velkommen igen.

At det er det rigtige og det er på den måde man bedst hører mit råb om hjælp.

For selvom jeg begynder at leve mere, prøve mere og veje mere - så er den der.

Den bider mig når jeg har haft det for godt, tænkt for lidt, eller bevæget mig for lidt.

Sommetider kan jeg holde den væk, men samtidig brænder den indeni.

Den vil æde alt positivt og alt det jeg prøver at vinde tilbage.

Alle de gode ting i livet.

Venner, familie, kæreste, fritidsting, skole, arbejde osv..

Alle de ting jeg har haft, men mistet en enorm del af siden den fik mig i sine kløer. 

Jeg prøver at køre: '' Don't get sidetracked, by someone who is not on a track'' af. 

Men det er svært, for hver gang den fiser ind - sparker anoreksien mig og siger jeg lyver for mig selv. 

Mine tanker kører mig derud hvor jeg ikke selv kan styre det.