Først; Tak kære sol - du er så skøn.
Men så...
Jeg overdøver min krops råb.
Min hals snørrer sig sammen .
Den gør ondt.
Den lammer.
Den forstyrrer min vejrtrækning.
Jeg undertrykker uroen.
Laver en masse ting og overspringshandlinger.
Dumt.
Min mave føles som en stor knude.
Jeg har ingen grænser disse dage.
På trods af træthed og frustration - så fortsætter jeg bare den evige jagt på at tilfredsstille mine krav (anoreksiens??)
Tankekaos og tankemylder.
Stress og sorg.
Dårlig kombination.
Det er ikke fordi der ikke sker en masse godt omkring mig lige nu, men indeni står den gode fremgang lidt stille.
Jeg er så flov over min krop.
Ked af det.
Jeg savner ikke mad-pinslen men jeg savner kroppen fra 'dengang'.
Jeg vil ikke vende tilbage men kan ingen ro finde. Det smerter.
Hvorfor kan solen ikke pifte mit indre op??
Der er noget helt galt.
2 kommentarer:
Jeg kan næsten helt fornemme den kropslede, du forsøger at overdøve. Det er så frygteligt, for lige præcis kroppen kan man bare ikke rigtigt flygte fra. Jeg savner også tit den tynde krop. Men alt det, der følger med, er ikke det værd. Jeg ved godt, at det er svært at tro - og solen er ikke altid nok til at muntre en op. Sådan har jeg det også.
Knus<3
Nemlig, alt det andet. Det er IKKE det værd. Det er værd at have i ménte<3
Send en kommentar