the world upon my shoulders

Kære i to.

Mine to beskyttere.

Mine to helte.

Mine to idoler.

Mine to klipper.

Mine to fjender.

Mine to nedbrydere.

Mine to svagheder.

Mine to skrøbelige forbilleder.

I gav mig ansvar, som jeg ikke var i stand til at tage.

Noget som et barn ikke burde stå med.

Det var helt ubevidst, men det gjorde det ikke mindre tungt at bære.

Det gør at jeg i dag føler at jeg skal tage hele verden på mine skuldre.

Mine venner, familie, omgangskreds, arbejdsplads, hele verden.

Jeg er bange for at råbe eller bande - for så er jeg skyld i dødsfald, jordskælv eller dårlige ting sker.

Jeg er bange for at stole på andre mennesker - for alt ansvar er jo mit.

Jeg er selv ansvarlig for alt der sker i mit liv.

Selv ansvarlig for maden, kroppen, sindet og nedture/opture.

Jeg må ikke stole på at nogle vil og kan hjælpe mig - for jeg skal gøre det selv.

Sandheden er bare at det jeg har aller mest brug for lige nu er at smide hele ansvaret fra mig.

At sige; JEG KAN IKKE MERE LIGE NU.

At jeg har brug for at være den lille pige - uden at ligne den lille pige.

At min krop ligner en ung kvindes. 

Det er svært at acceptere at jeg aldrig bliver den lille pige igen.

Heller ikke ved at tabe mig.

Uanset hvor meget jeg taber - så vil i aldrig blive de 'voksne' og jeg vil aldrig få det den lille pige mangler. 

Det skal jeg finde i mig selv og mit liv nu.

Hvor er det svært at acceptere.