Today is the day.

Morgenen startede ud med at sove en hel time længere end normalt - well done!

Jeg satte musik på, begyndte at rydde op og pynte op til fest.

Humøret var okay, jeg prøvede at finde ro i det hele.

Humøret steg i takt med musikken blev skruet op, så jeg fik brugt min hulahopring lidt.

Efter det gik jeg en lille tur, købte lidt ind og kom hjem.

Skar salat, kartofler og gjorde så meget som muligt klar. 

Så hoppede jeg i bad, og fik frokost efter.

Humøret var okay inden badet.

Men nu blev jeg lige mindet om min situation;

JEG VIL LEVE - Men jeg vil også tabe mig.

Pludselig blev jeg bange for alt maden og hvordan det hele mon skulle gå.

Jeg beroliger mig selv med at BL er en halv time væk og jeg kommer derud i morgen.

At de passer på mig.

At hvad der sket i 2012, bliver i 2012.

At jeg ikke skal stå til ansvar for mig selv i morgen og hade hver en del af mig.

At jeg ikke tager 5 kilo på at spise og drikke i aften.

At den her aften giver mig mere blod  på tanden til livet. 

PLEASE! Hvis der nogen i hele verden der passer på mig, så hav mig tæt hos jer i aften,

Jeg har brug for at smide ansvaret, bare i 24 timer.

I dag har jeg gået, gjort klar og spist sund.

Har jeg fortjent en god aften nu?

Nytårsfortsæt: At 'burde' bliver i 2012. 

im screaming.

Jeg er bange for i morgen. 

Alt maden, alle gæsterne og alt alkoholen.

Jeg er så bange for at være træt og udkørt.

Jeg er bange for at tage 5 kilo på.

Jeg er bange for de syntes jeg er tyk.

Jeg er bange for at de syntes jeg skal lide.

Og hvem faen er de så som venner, hvis de tænker det?

Jeg tænker det jo selv, men derfor behøver de jo ikke gøre det.

Jeg har totalt hate på min krop lige nu..

Jeg føler ikke jeg har gjort mig fortjent til en aften uden anoreksi og depression.

Jeg er bange..

Hvad nu hvis jeg kommer til at overspise eller blive træt?

Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det?

Jeg vil ikke tage sorgerne på forskud, men angsten skyller ind over mig.

Jeg vil så gerne sove længe i morgen, så jeg kan overskue en længere aften.

Men hvad nu hvis jeg vågner kl halv otte som jeg plejer?

Så bliver dagen så lang.

Hvad nu hvis mine lår er vokset i nat pga. alt den mad jeg har spist på det sidste.

Jeg vil så gerne tabe mig nu.

GÅ NU VÆK LORTE SYGDOM, du ødelægger mit liv.

Bliver jeg måske nogensinde god nok til at have anoreksi?

Lige meget hvor meget jeg taber mig, spiser sundt eller bliver livstruende syg - så har jeg stadig ikke skrabet bunden nok. 

Jeg har hørt at det værste et menneske kan gøre ved sig selv, det er sulte.

Hvorfor er jeg så skide afhængig af den kontrol?

Ævvv...

Kan ikke være indeni mig selv lige nu.

and a happy new year.

I morgen er det nytårsaften.

En dag jeg havde glædet mig til, men ikke vidste om vi ville komme til.

Den 21. blev overstået.

Jul blev oplevet.

Og nu, nu er det tid til at fejre et nyt år.

Der er så mange ting der kommer op i mig.

Jeg vil så gerne have en god aften.

Men samtidig er der bare en del der vil gå glip af det.

Ikke koncentrere mig om det.

Men ønsket om en god aften er bare ret stor.

At jeg kan slippe kontrollen og selvhaddet én enkelt aften.

At jeg må spise og drikke,

At jeg må grine og have energi.

Men jeg er bange..

Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det?

Der er ingen til at passe på mig.

Jeg er ret alene i det..

Åh nej..

Åh jo Heidi!

Kom nu! 

Jeg vil - jeg kan

jeg vil -jeg kan

jeg vil -jeg kan

Goals.

Nu skriver vi snart 2013.

Jeg har mål!

Men jeg bange for jeg ikke når dem.

Men jeg skal have udlevet mine mål næste år.

Små mål og store mål.

Spise en is.

Besøge en veninde.

Få besøg til aften af familien.

Holde 19års fødselsdag.

Komme et sted hen jeg aldrig har været.

Komme på skiferie.

Nå min målvægt.

Komme til fest.

Spise en ny madvare som jeg aldrig har smagt.

Sove længe en lørdag.

Tage mindst 100 billeder.

Lave et nyt mål hver måned.

Og mange flere...

Ene af små ting for nogle, men flere af dem er ret store for mig.

Så de skal prøves. 

Jeg har intet at miste, udover min SF og D. 

en kliché for mange med en SF, er at det der gør at de tager næste skridt i deres behandling når de møder et menneske som giver dem nye gode følelser, at man kæmper for en anden og at man syntes at en anden er vigtigere på en måde. (Eks. en kæreste, som giver en lykke, kærlighed, omsorg og modspil på en anden måde end en behandler/ven kan).

Er det rigtigt???

Eller har jeg bare misforstået noget..

Jeg ville ikke have plads til en kæreste i mit liv lige nu.

don't come back.

Nu kommer det igen.

Angsten har stille og roligt taget fat i min krop igen.

Nu er den 21. december ovre, så nu har jeg intet at holde fast i mere.

Jeg venter på en ny dato, eller noget nyt jeg kan putte min angst i.

Jeg er ked af at være alene lige nu.

Jeg er bange.

Og jeg kan ikke sige præcis hvorfor.

Har det bare som om at det hele pludseligt bliver usikkert omkring mig.

Indeni og udenpå. 

Jeg har samlet kræfter i dag ved at sove, men jeg er stadig træt.

Før var jeg bare træt. 

Nu er jeg træt og bange - det er en skod kombination.

Og jeg ved ikke hvorfor jeg er bange nu..

Hvem fanden er jeg.

Det hele var mere enkelt da det kun handlede om maden og kontrollen.

Nu handler det om mig, maden, kontrollen, livet, døden, virkeligheden, drømme og alt andet som jeg skal forholde mig til. 

Jeg er så bange for hvordan det hele skal gå.

In my bed.

Hjemme igen.

I min seng, på mit værelse, med mine ting.

Ikke trygt, men langt mere trygt.

Hvorfor har jeg al den uro i min krop lige nu?

Noget indeni mig er ved at ændre sig.

På en eller anden måde.

Der er ikke styr på noget i mit hoved.

Jeg har ingen anelse om hvem jeg er, hvorfor vi er her, hvorfor min krop ser ud som den gør, hvem mine rigtige venner, hvem jeg kan stole på og hvad jeg vil. 

Jeg er forvirret.

Jeg orker ikke være til.

Det gør ondt at indrømme, for en del af mig ønsker også at have det sådan her.

Som om jeg endnu ikke har taget en beslutning. 

Jeg orker ikke at sulte mig selv mere, at pine mig selv og hade mig selv.

Jeg vil ikke spise, værdsætte og elske mig selv.

Hvor er jeg så?

Lige i midten, og jeg aner ikke hvilket ben jeg skal stå på.

dear ...

Sug ind - Pust ud.

Sug ind - Pust ud.

Jeg er helt smadret indeni..

Jeg er så træt nu..

Har haft store forventinger til disse dage.

Større end hvad der var realistisk og hvad der var godt for mig. 

Jeg ville så gerne have 'den perfekte jul', men sandheden er at jeg er et kaos indeni som ikke længere ved op og ned.

Jeg prøver at se SF som et misbrug.

Altså ligesom folk der tager stoffer eller drikker.

Når alt bliver for svært, spiser jeg mindre.

Når alt gør ondt, kan jeg se det gode i ikke at spise. 

Jeg bruger det som en måde til at koble af fra alle de ting som er svært. 

Men noget rykker indeni mig.

Følelsen af at det er for at redde mig selv, være god ved mig selv og straffe mig selv.

En ordentlig blanding. 

Jeg føler det er det bedste her og nu, men kan logisk se at det smadrer mig på lang sigt. 

Jeg har brug for mine trygge rammer, men må klare mig selv lidt endnu.

Utroligt så træt jeg har været de sidste par dage, men igen - familiehygge, jul og arrangementer, tærer altså bare på mine kræfter. Om jeg vil det eller ej.

Det er bare svært at tillade mig selv at være træt. 

Og jeg savner en helt masse der var engang.

At man var lidt mere naiv, lidt mere lyst til livet, lidt forelsket.

At man ikke tænkte så meget, at man følte sig mere tryg og elsket.

Men gjorde jeg nu også det?

Jeg kan ikke huske det.

Kan virkelig ikke huske særligt meget, specielt ikke i alderen 5-13 år. 

Kun få lysglimt.

Om det er min krop eller mit hoved som skjuler/glemmer/gemmer, for at passe på mig, det ved jeg ikke.

Men jeg er helt rundt på gulvet.

Ikke at kunne nyde julen fordi jeg er træt, deprimeret og rundt på gulvet.

Jeg har ikke kunnet nyde så meget udover få små ting.

At spille matador, at gå en tur og at sove.

Det har nok holdt mig oppe.

Ja jeg har NYDT det.

Men jeg har også kæmpet for overlevelse.

Jeg forstod ligesom ikke at leve. 

24. december.

Glædelig jul alle sammen - jeg håber i får en dejlig dag.

Jeg ville så gerne kunne skrive at jeg var så glad.

Jeg ville så gerne kunne sende jer et billede af en glad Heidi.

Men i dag kan jeg ikke rigtigt mærke noget.

Ikke udover min tristhed og træthed.

Jeg vil gerne græde, for det er jo slet ikke det her jeg ønsker. 

Eller måske?

Måske er det fordi jeg gerne vil vise dem alle hvor hårdt det er?

Jeg har ikke noget svar.

Måske er det fordi jeg ikke er glad, måske er det fordi jeg er bange for at vise dem jeg er glad.

Eller lade som om jeg er glad, for det jeg ikke hele tiden.

Jeg vil gerne i seng. 

Æv.

Jeg har lyst til at være selvdistruktiv og ked af det.

Hvorfor skal de se mig have det dårligt???

Måske fordi jeg ikke er tynd og lille mere, så skal de se det på anden måde.

Æv..

23. december.

Bum, bum, bum....

Jeg er her stadig..

Træt og forvirret - men jeg er her.

Den 21, sidder stadig i mig og jeg venter på en ny dato.. 

Dumme frygt.

I dag skal jeg hjem og fejre juleaften. 

To juleaftener..

Og holdt en igår.

Alt det lækre julemad (WHAT!)

Jeg er allerede træt af det.. 

Jeg er allerede træt af alt julehyggen..

Eller nej.. jeg har glæder mig meget.

Jeg er bare TRÆT i dag.

Derfor gør det ondt at skulle rejse hjem.

Ud af in trygge rammer, mine faste holdepunkter og dem jeg kan snakke med. 

Jeg har mest lyst til at putte mig under dynen for jeg føler mig ikke klar til at komme hjem.

Sig nu ja til at blive rask Heidi!

Og så rør alt indeni sig, jeg bliver kæmpe og jeg bliver urolig. 

Jeg er endnu for svar imod det.

Fristelsen for at give efter SF er stadig tit for stor.

Lad mig blive hjemme i de trygge rammer <3

Lad det nu blive en god jul!

Jeg er Julemenneske med stort J.

Jeg elsker familie, hygge og gaver.

Kom så!

Kærlighed omkring mig<3

22. december.

Jeg er helt forvirret indeni.

Det er ikke rigtigt at gå med SF.

Det er ikke rigtigt at gå med D.

Det er ikke rigtigt at gå med lille Heidi.

Den 21, var pludselig heller ikke rigtig.

Jeg kan ikke skelne mellem virkeligheden og min indre verden.

Jeg kan slet ikke overskue mere.

Jeg gider ikke hjem på juleferie i morgen.

Jeg er så forvirret over det hele.

Der er ingenting der giver mening for mig nu.

Kom og hold om mig..

Jeg savner det..

Jeg savner dig..

Jeg savner det vi havde.

Jeg savner roen.

Jeg savner kærligheden.

Hjælp mig.. jeg er igang med at drukne.

Jeg har ingen redningsvest mere.

Alt er forkert.

Jeg er så negativ, det beklager jeg.

Men jeg er et kaos indeni. 

Kom og hold om mig..... 

21. december.

Så kom den frygtede 21..

Kan se at jeg ikke er den eneste på denne jord som har frygtet den.

Efterhånden har alle medier nævnt den, og har nu skud teorierne helt i jorden.

Jeg er stadig fucking bange.

Hvad er det, der bliver vækket i mig?

Er det jalousien over alt det jeg aldrig når?

Er det angsten for døden?

Er det angsten for at skulle blive ved med at kæmpe imod sygdommen?

Jeg kan ikke finde ud af hvorfor jeg bliver så fanget af det.

Jeg er så træt af alle dem der skriver på facebook.

Man bliver mindet om det hele tiden.

Mange gør grin med det, andre sætter spørgsmålstegn - og de tredje er rent faktisk bange.

Ingen vil jo dø på den måde.

Ikke hvis man virkelig kigger indeni.

Men jeg kan mærke angsten sidde i halsen, i maven og i anoreksien.

Selvom jeg får at vide fra facebook at det er min sidste dag, så vil jeg stadig bare tabe mig.

Skræmmende.. 

Jeg vil bruge min sidste dag på jorden til at tabe mig.

Hvor åndssvagt. 

Det er jo helt godnat.

Jeg tænker at det er det eneste der betyder noget for mig.

Jeg skræmmer mig selv....

Alle skræmmer mig idag...

Vær sød at passe på mig BL <3

Vi ses i morgen, alle sammen!

Ikke? 

Kom jul, kom sne, kom gaver + Resten af mit liv!

20. december.

Frygten for det ukendte.

Frygten for at skrotte selvhaddet.

Frygten for at dø,

Frygten for at fjerne sin regler.

Frygten for at stole på det gode.

Frygten for at man vælter.

Frygten for at det aldrig bliver nemmere.

Frygten for at SF og D vinder.

Frygten for at gå glip af alle de gode ting i livet.

Jeg tror mit selvhad er meget større disse dage, fordi jeg skal hjem i julen.

Hjem til alt det normale som jeg frygter og savner.

Jeg vil så gerne kunne spise en pebernød, sidde stille og hygge mig i nuet.

Men det er som om at jeg ikke har lært det endnu?

Det er som om at jeg gerne vil have at de ser det er svært for mig?

De må ikke glemme at jeg kæmper.

Hvorfor er mit behov så stort efter at de ser mig?

Jeg har brug for at pine mig selv for ellers har jeg ikke fortjent en god jul.

Den 21. december i morgen.. Jeg glæder mig til at vågne op den 22. 

Jeg venter som et lille barn på julen.

Men min SF vil hamre mig i hovedet. 

Jeg har ikke fortjent det.

19. december.

Jeg har en skod dag.

Min mave er tyk, mine lår endnu tykkere.

Jeg føler mig klam og oppustet.

Som en fiasko.

Jeg har lyst til at jeg skal lide i dag.

Hvorfor kommer det nu?

Er det fordi den 21. snart skal overståes?

Er det fordi jeg skal hjem i julen?

Er det fordi jeg bare ER tyk?

Er det fordi jeg er doven?

Er det fordi jeg er forkert?

Er det fordi jeg spiser min mad, selv om SF siger stop?

Er det fordi jeg lytter mere og mere til min krop, end mine tanker?

Er det fordi jeg gerne vil bekæmpe SF?

Er det fordi jeg prøver at gøre noget andet end det jeg plejer?

Jeg har så meget lyst til at være ond ved mig selv i dag.

Jeg gider ikke bruge min tid på at gå og være ked af det + sur.

Men, det er som om at det bliver ved med at sidde i min mave, for jeg har det så skidt.

Følelsen af hvor stor og klam jeg er, er kun vokser de sidste par dage.

Ellers gik det lige så godt, og jeg havde det okay.

Men nu, nu er jeg et klam tyk æsel.. 

JEG VIL LIVET!

Derfor skal jeg straffe mig selv.

18. december.

Hvem er det værd?

Er jeg det værd?

Hvordan lærer man at skelne mellem hvem der er hvad?

Når man føler ens tætteste er det værd, men pludselig kan stemningen skifte.

Andre gange kan en bekendt pludselig blive det værd.

Jeg forstår det ikke.

Jeg forstår ikke, mig selv i dag.

Mit humør svinger fra den ene yderlighed til den anden.

Jeg kæmper, jeg vælter, jeg rejser mig op.

Om og om og om og om igen.

Det er jo også det rigtige - det ved jeg ikke..

Men jeg fik lidt panikangst i dag.

Urolighederne skyllede ind over mig.. 

Tankerne og banget-heden skyllede ind over mig..

''Hvordan skal det her gå?''

''Det går aldrig?''

''Det er forkert det her!''

''Jeg er forfærdenlig og dum!''

''Jeg er tyk og uduelig!'' 

''Jeg burde også ...''

''Det hele er forkert''

''Det hele vælter!!!!''

AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAARAGGGGG.

Godt jeg ikke var alene.

Godt jeg havde en hånd at holde i.

17. december.

Selvtillid og selvværd.

Det skal passes og plejes.

Men inden da, skal jeg have bygget et nyt af begge.

Hvem er jeg? Hvad kan jeg? Hvor meget er jeg værd?

Og i forhold til hvem/hvad?

De dage hvor SF og D har fat i mig, er det lettere at kæmpe imod når jeg føler mig værdig.

Men de dage hvor værdigheden er væk og det har fat, så er jeg så svag, at jeg bare vil give op.

Så får SF og D magten.

Men når jeg elsker og værdsætter mig selv, tør jeg trodse SF og D - De kan rende mig!

Jeg tør spise rigtigt, jeg tør slappe rigtigt af, jeg tør sove, jeg tør at bruge energi. 

Jeg tør at være MIG!

Men idag, ja i dag.. Jeg kæmper for ikke at drukne i det..

Wish me luck!

Og god jul!

16. december.

Beklager det manglende indlæg.. Dagen igår fløj afsted.

Igår var det en udfordring at kæmpe imod SF og D. 

De havde begge to godt fat i mig.

Sf ville straffe mig, D ville have mig til at gå i seng.

Og inde bag ved sad Lille Heidi og råbte; KOM NU!

Jeg gider ikke mere.. Det kan ikke være rigtigt det her.

Dumme dumme dumme liv.

Dumme dumme dumme sygdomme.

Det krævede hjælp ud fra, men alligevel kom jeg afsted til den gamle by i Århus!

Jeg elsker jo jul, men SF og D var efter mig.

Ingen smagsprøver, Træhed, irritabel, så meget gåen/ståen som muligt. 

Men jeg kæmpede imod SF ved at spise min mad og imod D ved at tage på tur selvom jeg helst ville sove. 

FIGHT FIGHT.

Hvor er den rigtige vej henne???? 

Jeg er så bange for at gøre det forkerte. 

Var det rigtigt eller forkert igår?

15. december.

Hvor bliver det cool, den dag jeg kan losse SF i røven og leve mit liv.

Det er jo svært at gå både den ene og den anden retning.

Jeg kæmper for at blive i sygdommen og jeg kæmper for at komme ud af sygdommen. 

Så det er to store onder for mig.

Men en dag, så smadrer jeg sygdommen.

Den dag jeg tør prøve noget andet end det jeg er 'vant' til.

Noget andet end det jeg gør dag ud og dag ind.

Så vil jeg prøve noget nyt.

Så vil jeg gøre noget andet. 

JEG VIL JEG VIL JEG VIL.

Ikke i dag, men måske i morgen..... 

14. december.

Sandt.

Jeg har brug for at i fortæller mig at jeg er god nok i dag.

Jeg har brug for at i siger hvad der er mit ansvar og hvornår det er for meget.

Jeg har brug for at i fortæller mig hvad jeg skal og ikke skal.

Jeg har brug for nogle der holder om mig.

Jeg har brug for jeres bekræftigelse.

13. december.

Okay. 

Det er bliver et indlæg, om nogle tanker som jeg er dybt bange for.

Som jeg er sikker på at der vil ske.

Hvis du selv er meget følelsesmæssigt ustabil lige nu, så kan dette indlæg virke meget skræmmende.

Så er du advaret.

Dommedag. 

Forestil dig at min verden er væltet et par gange. 

Den blev smadret, rykket rundt og langsomt bygget op igen.

I kender alle dommedagsprofetierne. 

Forestil dig, at jeg tror på den der kommer her den 21. december 12.

Jeg vil så gerne tro at det er løgn.

De personer omkring mig som jeg har snakket med om det, siger det er løgn.

Det er syge folk som vil tjene penge og få magt der spår disse dage.

Indtil nu har der været omkring 47 større profetier. Jorden skulle gå under to gange i år allerede. 

Det er folk som har oplevet mistillid som har brug for disse dage. 

Jeg er så overbevidst om at det sker.

Men alle omkring mig siger nej. 

Jeg er inderligt bange for at de kommer og fortæller mig at det er sandt. 

Alle astrologer siger det er fordi at verden er i forandring, men ikke at det er jordens undergang. 

Men måske har jeg brug for at VIDE hvornår min verdens skal gå under igen.

For i min fortid, så gik min verden under mange gange, uden jeg havde kontrol over det.

Da mine forældre fortalte om skilsmissen.

Da min far kom grædende, fortalte at min søster havde været i et biluheld.

Da min far kom og fortalte at han måske havde kræft.

Da min far fortalte at han ikke ville leve mere. 

Jeg var jo kun et barn, som ikke kunne sortere i hvad der var livet og hvad der var døden.

At jeg ikke havde kontrol over hvilke ting der skulle ske i fremtiden.

At jeg følte mig så alene i alle de fire situationer, uden et rigtigt holdepunkt som holdt mig fast til jorden.

Så vil der ske noget den 21? Eller vågner jeg op den 22 og opdager at det var løgn.

Vil jeg så vente på næste dato? 

Eller vil jeg LEVE mit liv? 

12. december.

Min tanke hele ugen op til og hele dagen idag;

Hvor sejt ville det ikke lige være at sige farvel SF og D d. 12.12.12.

Altså virkelig beslutte at man VIL livet.

At man vil kæmpe til det aller sidste. 

At man spise noget nyt mad, man begynder at værdsætte sig selv og sin krop.

Man accepterer de dårlige dage og nyder de gode dage.

Man stopper med at kritisere sig selv hele tiden.

Man ser mere positivt på tingene.

Alt VIRKELIG siger; Jeg vil leve livet her og nu.

Man begynder at bryde sine regler og rutiner.

Det kunne altså være så sejt syntes jeg.

Så om to år kunne i spørge mig;

Hvornår begynder du at gå i den anden retning.

Jaaaa, såmænd den 12.12.12.

En dato man ikke lige sådan glemmer.

En måde at twiste sin hjerne på, slippe kontrollen og hoppe ud.

Det er jo i faldet, man får sine vinger.

Men så kommer tvivlen.

Hvad nu hvis jeg stadig har brug for sikkerheden og kontrollen?

Kunne også være ret sejt at gifte sig med sig selv i dag,

skabe et evigt kærlighedsbånd til sig selv.

Men jeg mener det jo ikke..

Jeg vil gerne, men følelsen er der ikke.

Men kommer den? Eller skal jeg 'tvinge' den frem, indtil det føles rigtigt.

Fake it, until you make it?

Er det i dag jeg skal smide min redningsvest som er Sf, min grund til at måtte sige fra for SF, som er D.

Hvis jeg kan kaste de to ting af helvedes til, så kunne jeg måske begynde mit liv - RIGTIGT!

Så kunne jeg elskes, hades, smile, græde og alt det livet nu vil indebære.

Det VAR min redningsvest da jeg  VAR ved at drukne.

Men er jeg stadig ved at drukne??

Eller har jeg fundet en lille ø, hvor de kan se jeg råber om hjælp?

Men SF og D er jo min måde at være svag og råbe om hjælp på.

ER JEG KLAR????

11. december.

Kan i se mig, selvom jeg smiler?

Kan i se mig, selvom jeg griner?

Kan i se mig, selvom jeg kan holde mig over vande?

Kan i se mig, selvom jeg er dygtig?

Nogle kan, andre kan ikke.

Det er svært når vægten og udseendet faldet mere i hak med 'normalt',

for så kan man jo ikke se at det er hårdt og gør ondt indeni. 

I hvert fald for folk i 'almindeligheden'. 

Selvfølgelig kan man ikke forlange at ALLE skal kunne se at det gør ondt, men jeg ville ønske man kunne. 

For selvom jeg ligner enhver anden, så kæmper jeg stadig.

Men tak, for dem der ser mig!

Tak, fordi i lytter til mig.

Tak, fordi i gider mig.

Tak.

Jeg er omgivet af utrolige mennesker <3 

Jeg saaaavner bare at I måske så mig.

Og 'I', er nogle af de nærmeste.

Men 'I' vil aldrig kunne se det.

10. december.

Det var det du skulle have lært mig.

Du skulle lære et barn at være sig selv.

Du lærte hende at være alt det andre ville se. 

JEG HADER DIG

JEG ELSKER DIG

9. december.

Jeg hader mig selv i dag.

Jeg har brug for at være ond ved mig selv i dag.

Jeg har brug for at der er nogen der ser mig og holder om mig i dag.

Det startede for alvor igår ever en zumba-time.

Mit blodsukker blev lavt, jeg blev træt og ked af det. 

Jeg skulle hjem i bad, jeg skulle hjem og fortsætte resten af dagen.

Jeg fik spist min mad, jeg kom i bad og jeg gik i seng.

Jeg kunne virkelig ikke andet.

Jeg var så færdig i mit hoved.

Jeg orker ikke at lytte min indre kritiker der fortalt mig hvor grim min krop var, hvor dårlig jeg var til det hele og at jeg ikke måtte have det godt, fordi jeg ikke gjorde mig fortjent til det. 

Så i seng kom hjem.

Jeg fik spist min mad igår, jeg fik gået min tur.

Jeg fik et mindre angstanfald igår aftes.

Min søvn har været meget urolig de sidste par dage.

Så jeg sover en time mindst, om dagen.

Det er jo ikke godt for min rytme. 

Men jeg ORKER ikke at være vågen.

D og SF styrer mit liv i dag.

Hvordan kan jeg være ond ved mig selv?

Hvordan kan jeg få nogen til at se mit indre kaos idag?

Hvordan kan jeg komme til at acceptere mig selv i dag?

Jeg har på fornemmelsen af at ingenting vil gå.

Der er ingen der ser mig, de ser kun facaden i dag.

HJÆLP!!!!

8. december

Når jeg har det godt og jeg virkelig kan mærke kærligheden,

når jeg kan lide det jeg ser, hører eller laver,

når jeg smiler, når jeg griner og når jeg mærker glæde,

så tænker jeg ikke nær så meget.

Jeg har langt mere ro indeni, troen på at det hele nok skal gå.

Jeg nyder langt mere livets goder og smukke øjeblikke.

Men dage som i dag, hvor selvhaddet er så stort, er det umuligt for mig at lade være med at tænke. 

Jeg orker ikke at holde mig vågen.

Jeg orker ikke at være til.

Jeg orker ikke larm.

Jeg orker ikke vilde ting. 

Jeg orker ikke andre.

Jeg orker ikke mig selv.

Jeg drukner i mine tanker en dag som i dag, og det eneste jeg vil er at lukke ned. 

Sove dagen væk. Indtil det bliver en ny dag, 

Jeg orker ikke mere i dag..

I dag vil jeg bare holdes om, fortælles at jeg er god nok og at de ved jeg kæmper.

For i dag er en kamp mod Sf og D. 

De styrer mig. Og det smadder ondt. 

Jeg hader mig selv...

Kom nu ud af den boble af had Heidi.

Jeg har brug for at være selvdistruktiv og kritisk i dag.

Hjælp... 

7 december.

Jeg syntes  det passer rigtigt godt.

Det rammer i hvert fald noget i mig når jeg læser det her citat.

Jeg er så bange for at være dårlige end...

Jeg er så bange for at være grimmere end...

Jeg er så bange for at være større end...

Jeg er så bange for at være mindre værd end ...

Jeg er så bange for at være ulykkeligere end..

Jeg er så bange for at være mere rask end...

Jeg sammenligner mig vist for meget med andre.

Specielt folk med samme diagnose, selvom jeg ved at diagnosen kan være så vidt forskellige for alle.

Alle har deres egne grunde, deres egen historie. 

Men jeg vil ikke være dårlige eller værrere end andre.

Der har jeg prøvet - og jeg følte hele tiden jeg skulle leve op til andre.

Sådan kan jeg stadig føle det, og gør stadig 90% af tiden.

Hvornår var det nu jeg blev god nok?

ELSK DET SOM ER.....

6 december.

Jeg er igang med en proces hvor jeg skal lære at se og acceptere, at jeg ikke har nogen kontrol over andres følelser eller tanker.

Jeg kan ikke se hvad alle tænker.

Jeg kan tro hvad jeg vil - men sandheden kan være en helt anden.

Så i stedet for at jeg tror jeg kan læse alle andre mennesker, så skal jeg lære at spørge dem hvis jeg er i tvivl.

Jeg skal også lære kun at spørge hvis jeg virkelig vil høre sandheden.

Ellers kan jeg blive slemt skuffet eller ked af det.

Men igen, så er de ikke ansvarlige for det jeg forstår, de er kun ansvarlige for hvad de siger.

Forvirrende? Hope not!

5. december.

 Hm, vil det så sige jeg skal sige så skal sige tak for min krop?

Tak for mit sind?

Tak for min fortid?

Tak for min nutid?

Tak for alt omkring mig?

TAK! 

Jeg er så glad og taknemlig.

Eller nej vent.. Ikke helt.

Der er så mange kampe jeg har endnu.

Det er hårdt og brutalt, og for hver dag jeg bliver ved, for hver dag bliver endnu et monster slået ned.

Jeg er taknemlig for de mennesker jeg har omkring, helt sikkert.

Jeg vil ikke undvære dem.

Men der er nogle tanker, nogle regler og nogle angst-ting, som jeg er nødt til at få bearbejdet før jeg kan blive taknemlig.

Så i stedet for at fokusere på alt det der virker umuligt og utaknemlig lige nu, så skal jeg lære at se på de ting der rent faktisk er og gør mig glad/taknemlig. 

Jeg trækker vejret - endnu en ny chance for at gøre noget nyt. 

4. december.

Kender i det når man mærker en jalousi eller vrede mod en person?

Selvfølgelig.

Sådan en dag har jeg i dag.

Jeg er så frustreret over alt det nye.

Jeg har svært ved at acceptere når nogen kommer og ændrer noget.

Noget der virker bedre end mig.

Altså, jeg er jaloux fordi jeg ikke kan være så 'speciel'.

En anden tankegang, andre regler og en anden krop.

Jeg er jaloux fordi jeg føler mig forkert og ikke 'syg nok'.

Jeg føler jeg skal gøre noget ekstra af noget andet så, for at bevise at jeg også har det skidt.

Jeg må lave flere regler, være mere distruktiv eller gå i den helt anden grøft.

Hvorfor kan jeg ikke bare acceptere at det er blevet anderledes?

Jeg behøver ikke forstå det vel?

JEG ER BARE JALOUX.

For nu er jeg jo ikke 'speciel' mere.

Det rammer mig dybt ved min indre kritiker og dommer.

Hvad er jeg så? Jeg er jo bare mig.

OG  det er ikke godt nok, det er forkert og det er for rask.

De hopper og springer jo for alt det nye.

Jeg hader følelsen af jaloux.

Jeg får brug for at straffe mig selv,

for det er forbudt følelse.

Sådan må jeg ikke føle.

3. december

Jeg er igang med at finde mig.

Enhver menneskes 'kamp'.

Noget som enhver skal opdage på et tidspunkt i deres liv.

Vi har lært ting fra vores forældre, søskende, venner og bekendte.

Vi har urinstinkter inden i os.

Arv og Miljø spiller også en stor rolle.

Hvad er så MIG? 

Altså hvem søren i hulen er JEG?

Er jeg hende den positive/negative?

Er jeg hende den glade/sure?

Er jeg hende den tynde/tykke?

Er jeg hende den udadvendte/indadvente?

Er jeg hende den smarte/umoderne?

Er jeg hende den kloge/dumme?

Og så i forhold til hvem/hvad?

Alt er vel en balance.

Jeg er vel nok alle tingene på forskellige tidspunkter.

Jeg ved virkelig ikke hvem jeg er..

Jeg kan se så mange tanker og mønstre fra mine forældre, og hvilke er dem er 

sunde for mig, og usunde for mig?

IM A MESS!

IM A CHAOS!

I AM ME!!!

2. december

Jeg tænker sådan lidt på hvad det gør ved min omgangskreds at jeg er syg.

Altså, mine forældre, mine søskende, veninder, og resten af familien.

Min kusine på 10 år, spørger mig indtil hvordan det går, hvad jeg laver og hvad anoreksi er.

I skolen skulle de skrive en fristil - og hun valgte at skrive om mig og anoreksi.

Hvor smigrende! - og sørgeligt. 

Hun skal jo slet ikke kende til den verden endnu, hun er så ung.

Jeg elsker mine fætre og kusiner så højt, og jeg er ked af at påvirker dem så negativt. 

Jeg vil så gerne kæmpe for deres skyld, men noget indeni mig råber højere;

DU SKAL LIDE. DU SKAL VISE AT DU HADER DIG SELV.

DE MÅ ALDRIG TRO DU ER TILFREDS MED DIG SELV.

DU MÅ IKKE VISE BEHOV FOR OMSORG OG MAD. 

Min familie er virkelig noget at være taknemlig for.

Men på disse dage er det så svært at se. 

Det er så svært at mærke glæden, fordi sorgen er så voldsom og stor.

Hadet og raseriet, svigtet og mismodet, opgivelsen og tankerne..

Magtesløsheden..

KÆMP IMOD HEIDI.

KOM NU!!

DU VIL SÅ MEGET MERE END DET HER.