Kan i se mig, selvom jeg smiler?
Kan i se mig, selvom jeg griner?
Kan i se mig, selvom jeg kan holde mig over vande?
Kan i se mig, selvom jeg er dygtig?
Nogle kan, andre kan ikke.
Det er svært når vægten og udseendet faldet mere i hak med 'normalt',
for så kan man jo ikke se at det er hårdt og gør ondt indeni.
I hvert fald for folk i 'almindeligheden'.
Selvfølgelig kan man ikke forlange at ALLE skal kunne se at det gør ondt, men jeg ville ønske man kunne.
For selvom jeg ligner enhver anden, så kæmper jeg stadig.
Men tak, for dem der ser mig!
Tak, fordi i lytter til mig.
Tak, fordi i gider mig.
Tak.
Jeg er omgivet af utrolige mennesker <3
Jeg saaaavner bare at I måske så mig.
Og 'I', er nogle af de nærmeste.
Men 'I' vil aldrig kunne se det.
6 kommentarer:
Jeg ser dig, Heidi. Jeg kender din kamp, og jeg ved, at udseende ikke altid harmonerer med det, du føler o din sinds tilstand. Men - ved at være sundere, har du større mulighed for at kæmpe og få det bedre!
Tusind tak Bettina..
Hvor er jeg glad for din kommentar, det varmer virkelig!
Ja, jeg går også efter sund og normal istedet for noget for meget eller for lidt den ene eller anden vej.
Tak tak tak! <3
Det er netop noget af det allersværeste ved at være normalvægtig, synes jeg. Selvfølgelig er det også svært at føle sig tyk, frygteligt svært, men den med, at man så pludselig ikke kan tale igennem at være tynd - "se mig, jeg har det skidt!", den er virkelig svær. Du gør det rigtige ved at skrive her på bloggen, synes jeg. Øver dig i at tale gennem ord - så vi i hvert fald, som Bettina siger, er nogle, der ser dig :-)
Jeg ser dig, uanset om du er tyk,tynd eller normal søde. Husk på det, vi slås allesammen og jeg ved, hvilke kamper du er op i mod.
Ja nemlig. Det er så smertefuldt, men jeg er igang med at prøve på at lære, at alle ikke behøver at se det. Jeg prøver at finde ud af hvorfor jeg har brug for at folk skal se det. Og jeg skal lære at når jeg ikke er med i mit hoved endnu, så må jeg gerne respektere mine egne grænser med hensyn til maden. Jeg skal ikke presse mig selv til alt 'det normale', for det kan jeg bare ikke endnu. Det er stadig en kamp at spise det jeg skal, så jeg MÅ GERNE lytte til min egne grænser :).
Tusind tak Helena, og du kan tro at jeg også ser dig! Jeg mærker dig dybt ind i min sjæl.
Send en kommentar