afraid of loosing.

Im trying to become a better me,

I hope that’s a thing you can see.

Yesterday was pretty fucked up,

I had tears coming down, the wouldn’t stop.

Tried to fix, tried to make my way,

even though the voice ‘no’ only would say.

Can you see the good sides deep inside,

because right now, the only thing I want is to hide.

I have a lot of trouble and pain,

all of my body screams, I have everything to gain.

It’s scary to open op in front of you,

I can never tell about, what you are going to do.

Will you run away or stay in my hand?

I’m worried that our love will slip away in the sand.

I try to accept that life is full of chances and it’s never too late,

but right now, the only feeling is that I’m afraid.

- Written by; someone who is still unknown.

The day after the day.

Dagen efter dagen. 

Underligt.. 

Al den stress, al den spænding, al den angst.

Ikke nogen egentlig forløsning hos mig, men alligevel, så er det meste væk.

Jeg føler mig enormt tom. 

Enormt usocial.

Enormt Ensom.

Der er ikke rigtigt noget jeg har lyst til.

Maden har været udfordrende på nye måder.

Jeg har haft lyst til masser af chokolade og slik. 

Spiste alt for meget juleaften, eller hvad er alt for meget?

omkring 20-30 stk. store chokolader med diverse fyld.

Ad.. Havde det dprligt til sidst. 

Oppustet.. men jeg havde lyst til mere..

Heldigvis stoppede det der..

Min far skuffede mig igen. 

Os alle tre.

Han var fuld d. 23..

Julehygge.. neeeeeej...

Kunne jeg sætte grænse? Neeeeej..

Kan jeg sætte grænser i forhold til maden nu? neeeeej...

Jeg har mistet lysten til det sociale lige nu..

Men jeg syntes samtidig ikke at jeg vil være alene..

Jeg ved ikke hvad jeg skal bruge min tid på...

Jeg gider jo ingenting!

Venter på at kunne komme hjem og tale om det hele..

funhouse.

''When you stop doing things just for fun, you might as well be dead''.

Hvornår glemte jeg at gøre ting, fordi de var SJOVE?

Pludselig blev det en besættelse for mig skulle give resultat eller mening,

specielt i retning af anoreksiens regler.

Jeg måtte ikke tegne, jeg måtte ikke se tv.

Jeg skulle gå, bage eller noget produktivt. 

Ellers var jeg doven, forkert, klam, etc. 

De følelser rammer mig stadig ofte, heldigvis mere sjældent. 

Men angst-følelsen - rammer stadig som en kæmpe flodbølge ind over min krop.

Den er stadig enorm svær for mig at tackle.

Små skridt..

det er 'sjovt' hvordan jeg stadig ofte har disse ting i mig. I perioder.
Korte og lange.
Mørke og lyse.

Jeg har stadig mit ' få det nu fixet!' men hver gang opdager jeg at det er en proces.........

sound of christmas.

Nærvær i min jul.

Grænser - mit evigt tilbagevendende problem. 

Grænser. 

Jeg skal have dem med mig overalt, ellers mister jeg al nærvær.

Det bliver et kaos at skulle nå alle arrangementer, alle venner og alt familie.

Nej.. Det er ikke det jeg skal.

Jeg skal gøre de ting, der kan give mig.

En dag vil overskuddet komme til at kunne troppe op og være i det. 

Men ligenu, tager det alt for mange kræfter. 

Hvad er det Heidi gerne vil?

A small step forward again.

One small step for the mankind, a huge step for little me!:

Jeg har spist flere pernødder denne december end de sidste 3-4 år.

Hele 3 stk's, og på en måde bliver det lettere og lettere hver gang!

Christmas here i come!!

(Altså jeg har spist normalt mad, i en del år nu, men aldrig tilladt mig selv julens guf)

Body, oh my body.

Hej krop, hvad er det du prøver at fortælle mig?

Træt - jeg er ekstremt sensitiv overfor lyde og uro. 

Sulten.. 

Lige meget hvad og hvor meget jeg spiser, så er jeg sulten. 

No more room for that scene.

Ikke flere lyde, ikke flere snakke. 

Grænserne er bøjede.

Det sjove er, at jeg mindre og mindre kan klare al den kontrol, men når det hele for løst, bliver jeg også bange.

Grænser.. Nogle dage kan jeg mærke dem, andre dage kan jeg ikke.

Det gør ondt at blive mindet om hvilken kamp, maden også kan være.

At den er farlig, at man ikke vil spise.

Men jeg ved jeg skal holde fast i, at jeg vil livet. 

Det er bare så svært.

Jeg er ked af det, udmattet.. Træt. 

Over hvad, ved jeg ikke.

Ask for help.

''I need a doctor, bring me a docter, to bring me back to life'', - Eminem.

Har store planer de næste weekender. 

Det er svært at tackle, fordi stressen, angsten og anoreksien vil tage magten.

Jeg får brug for hjælp.

Husk det nu Heidi, du skal ikke klare det hele selv.

Be so strong, that you can ask for help!

Først; Sommerhus med efterskole-venner. 

Næst; Gensynsfest, med efterskolen.

Tredje; Julefrokost på kærestens arbejde.

Jeg får lyst til at det hele bare skal overståes, men det er jo ikke sådan det burde være.

Det skal jo nydes?

Det er gode begivenheder, det er sjove og hyggelige arrangementer.

(Kæææft jeg er god til at lyve overfor mig selv, har jo mest lyst til at kaste det hele bort!)

^men det er jo ikke en vej tilbage til livet.

Jeg er nødt til at være November'Heidi'2013.

Jeg kan ikke være andet.

Tag en dag af gangen.

Pust ind, pust ud.

I dag er det mandag. 

Gåtur, Kagebagning x2, måltider, og resten af dagen planlagt, tjek!

Vær i nuet.

hello again, i didnt miss you.

Hej Anoreksi.

Nu er du der.

Du er der, fordi du ved at jeg er et nemt offer, når jeg ikke er i mit 'safe-place'.

Jeg er træt.

Drømmen i nat har tærret på mig.

Jeg er træt nu.

Jeg er utryg. 

Men jeg har ingen grunde.

Der er ikke jordskælv, ikke brand eller økonomikrise.

Men jeg er stadig bange. 

Jeg vil gerne have lidt hjælp..

Jeg føler mig lidt ør.

Lidt kvalme.

almost home.

Sidder i mine tanker.

Lige nu er det okay.

Det er okay.

Det er okay, at sidde lige her i nuet.

Det er okay.

Jeg skal passe på mig. 

På Heidi.

Det er okay.

Sidder her i nuet.

Og det er okay.

Hello readers!

Hej alle sammen.

Nu vil jeg ikke til at plapre løs om alle mulige tanker..

Ét spørgsmål:

Har du en god blog du vil anbefale?

(Helbredelse, livsstil, billeder, sjov, fantasi, glæde, sorg, overskud, charmerende, kreativ??)

just another monday.

Uro, stress.

Angst.

Ro på.

Der er ingen efter dig, Heidi.

Det hele er okay.

Ro på.

Du er tryg.

Du har din dyne, dine måltider og mennesker omkring dig.

Ro på.

Bliver meget påvirket af ting omkring mig i dag.

Både positive og negative. Men alligevel føles, det hele negativt i dag. 

Jeg er halv syg, udmattet og  i nat drømte jeg om anoreksien.

Den fik mig igen.

Og den har haft fat i mig hele dagen. 

Ro på.

NOT TODAY!! Den får mig ikke ned med nakken i dag.

Nej nej nej.

applause.

''Write for a cause, not for applause.''

Nå ja. Det var jo sådan det var, da jeg startede min blog.

Det var min dagbog.

Flere gange har jeg taget mig selv i at vurdere indholdet som noget værd, pga hvor mange der læser med. 

Hvor mange kommentarer jeg fik.

I en længere periode har det været lidt dødt. 

Og det er jo egentlig okay.

For det er jo her jeg skal læsse af.

Her jeg må skrive, præcis som jeg tænker.

Det er for min skyld.

''Åh far. Så lad dog flasken stå.

Ellers vil du se mig gå.

Alt for mange gange,

er du blevet alkohols fange.

Jeg har set dig lide,

mere end nogen nogensinde vil vide.

Jeg elsker dig af hjertet helt,

men nu føler mit indre barn og voksen sig delt.

Jeg er sur, jeg er vred, jeg er hård,

hold kæft du skuffede mig igår.

Hvor længe vil dette gå?

Mit hjerte du mindre kan nå.

Du skræmmer, du ødelægger,

jeg døren snart til dig smækker.''

Process.

Hele livet er en lang process i sig selv.

Og i den lange process, er der de lidt kortere.

Lige nu; Anoreksi vs livet.

Inderst inde vælger jeg klart livet.

Hvem gider dog sulte, være syg, træt, forpint og dårligt til mode hele tiden? Ærligt?

Men anoreksien fortæller mig gang på gang at jeg ser tyk ud, har ikke fortjent det.

Og stadig tror jeg al for ofte på det.

En hver lille sejr fejres. 

En hver lille opgave prøver jeg at tage op.

Det er hårdt arbejde.

Derfor er jeg så udmattet for tiden, fordi mit hjerne er på konstant overarbejde. 

Work, work and work the hiiiiiele daaaaw. 

two years ago.

Hej, mit navn er Heidi, og jeg har nu været spisende anoretiker i 2 år.

Min behandling startede for præcis 2 år siden i dag. 

Det har været op ad bakke, og er det stadig.

Det har været fuld af angst, fuld af erfaring og fuld af overraskelser.

Det har fuld af grin, snakke og kærlighed.

Jeg er kommet så langt, og jeg har endnu noget jeg skal lære.

Jeg lyder så poetisk, så reflekterende. 

Men for helved hvor har det været og er det svært.

Det har ikke været sjovt i den forstand.

Der er sket sjove ting, gode ting – men jeg vil ikke kalde det en sjov rejse for at finde mig selv.

Det har været hårdt – i forhold til hvad? I forhold til at lytte til anoreksien. 

Det har været let – i forhold til hvad? Jeg har haft og har en masse gode mennesker omkring mig.

Hvor er det skræmmende og grænseoverskridende at skrive og dele dette.

Det der med bare at være.

Jeg er her.

Jeg sidder her.

Jeg står her.

Jeg trækker vejret, her.

I dag har ikke været produktiv i fysisk form.

To gåture og en mikro købmandstur.

Ellers har jeg sovet, sat ved computeren, fået massage og snakket.

Og så har jeg spist min mad.

Jeg har det så dårligt med det.

Jeg skammer mig over at jeg ikke har fået 'noget ud af dagen'.

At jeg ikke har forbrændt en masse kalorier, eller fået bagt til hele fryseren.

Hvorfor er det så svært at tillade mig selv, bare at være?

Al selvdistruktiviteten kommer..

Den er farlig, den er dømmende, den er voldssom. 

Og vi skal have god mad i aften. 

Ris-taffel.

Har jeg virkelig fortjent det?

forhelved..

so do i.

Jeg vil også være god til noget.

God til noget andet end mad, vægt og kontrol.

Jeg tænker hele tiden, at der ikke er noget jeg er specielt dygtig til.

Udover at lytte til min anoreksi.

Jeg er (heldigvis) blevet bedre  til at lytte til Heidi.

Men jeg vil også være god til noget!

Geografi, dansk, skrivning, gymnastik, dans, guitar.. Something.......  

Jeg gå op i noget med liv og sjæl..

Fordybe mig.

Finde mening.

Som med anoreksien.

Nu skal det bare være noget mere livsgivende og sundt.

Noget jeg ikke bliver syg af, men fyldes op af. 

Jeg vil også være god til noget!

Kan mærke jeg er dyby usikker på alt indeni. 

my body and your body.

Det med kroppen er et evigt tilbagevende problem og emne for mig. 

Det med sundhed er et evigt higen efter perfektion.

sundhed? hvad er det for en størrelse?

''jeg blev syg, da jeg blev sund''

Wait? something is completly wrong.

Nogle mener at nødder er godt.. Andre mener smør er godt. 

Sådan er det med alt mad.

Hvis det ikke er øko, så dør du af alle sprøjtemidlerne.

Der er så mange meninger om alting i vores verden.

Om hvordan vi skal være, se ud og gøre.

Hvad er det jeg gerne vil? 

Det ved jeg ikke..

Der ender jeg lidt i midt sorte hul.

For hvad er det jeg gerne vil? 

veterinærsygeplejerske? web-integrator? butiksekspedient? 

jeg drømmer om en masse, men får ikke rigtigt gjort noget ved det.

Eller gør jeg?

Jeg er jo i behandling og kravler langsomt fremad.

Hvis jeg ikke gør det, så kan jeg i hvert fald ikke mulighed for mine drømme.

+ en drøm for mig ville jo være at være rask.  

vacation.

Hvorfor frygter jeg 'ferie'?

Fordi ferie indebærer alt det anoreksien vil forbyde mig.

Ro, hygge, mindre pligter og god mad. 

Sjove oplevelser og mindre kontrol.

Mindre struktur end hverdagen. 

Utroligt, jeg skifter fra at ville være alene, til at være bange for det.

Jeg fik så ondt i maven i dag, da jeg sagde ja tak til en fødselsdag.

Min krop gav udslag med det samme. Nix Heidi.

Hej torsdags-angst. 

Du var sgu svær. 

Du ville fortælle mig noget.

(fra www.pinterest.com)

Hallooooo? alone?

Hvorfor kan jeg ikke være alene?

jeg går rundt om mig selv.

Anoreksi og rastløshed raser rundt i mit hoved.

Går frem og tilbage foran spejlet.

Kigger, drejer og bliver forarget, over det jeg ser.

Fokuset lægger på kroppen, men det burde lægge på hvad der foregår indeni.

Jeg mærker den enorme tomhed, agression, håbløshed som jeg havde for 2-3år siden.

At hverdagen var tom og mit evige drejepunkt; Mad og krop.

Jeg vil jo noget andet!

Men anoreksien vil fange mig, binde mig, overbevise mig.

Jeg ved den er ond.

Men jeg ved også at den kan holde angsten væk i nogle få minutter.

Samtalen igår var svær. 

Hård.

men god.

Mange ting blev sat lys på.

Vil bare have overstået denne dag.

Desværre.. 

Jeg håber min kæreste kan komme med lidt positivitet....

it's cold.

jeg fryser.

jeg er træt.

jeg er rastløs.

forvirret.

jeg oooorker ikke disse dage.

lysten til at sove er der konstant.

lysten til at have det anderledes er der konstant.

følelsen af at denne til er konstant, virker konstant, 

jeg kan ikke holde mit eget selskab ud.

min tanker flakker rundt.

skole, krop, kæreste, mad, vægt, lyst, had, uro. 

jeg vil have min mor.

skælde hende ud og søge trøst hos hende.

jeg vil gerne flygte, men uanset hvor jeg går hen, så kommer det hele med. 

jeg fryser.

gnisten og lysten er pustet ud.

få gløder er tilbage, det ved jeg.

vær sød at puste energi og varme i mig.

saturday

Vintertristhed?

Indbildning eller virkelighed?

Jeg ved det ikke. 

jeg er træt.

udbrændt.

ked af det.

forvirret.

Jeg har ikke lyst til noget. 

Det er trist, mørkt og energiløst.

Jeg føler jeg er fanget i et lille sort hul.

eller stort.

Gænserne er der ikke.

Jeg kan ikke overskue dagen.

Hvad sker der inde i mig?

Jeg mangler energi på alt.

På at gå i bad, læse en bog, gå en tur..

Se tv, sove, være vågen, snakke, være alene.

Hvad sker der med mig?

Trækker vejret.

Er til stede.

Jeg overlever.

men det er forfærdeligt at alt udenom mig kan være så godt,

når jeg føler mig så elendig.

Stress.

Min brystkasse er tung.

Klumpen i halsen fylder så meget at min vejtrækning gør ondt.

Det er en brutal kamp.

Kampen mod det mærkbare - det ingen kan se det. 

Jeg føler at jeg er ved at blive kvalt.

Jeg er fuldt med krav.

Se min mor, se min kæreste, gå i skole, dyrke motion, være social.

Alle de ting som 'normale' mennesker gør.

Hvorfor er det så svært for mig at rumme?

Gå væk.. jeg gider ikke snakke mere. 

Jeg gider ikke mere.

Jeg gider heller ikke være alene. 

Jeg er lille.

Min bamse er mit holdepunkt.

Min dyne er min ramme.

Dagen skal bare overståes..

The big, big world.

Bange.

denne verden.

denne store verden.

denne store skræmmende verden.

denne store skræmmende rigtige verden.

døden.

jeg er frygtelig bange for den.

det hele vender sig i min mave.

jeg er bange for ikke at komme til at leve mit liv.

jeg er bange for de ting som kan ske og de ting som vil ske.

jeg er bange for at der ikke er noget efter dette liv.

kun mørke, tomhed og intetheden.

det skræmmer mig sindsygt.

'dont be afraid of the dead - be afriad of an unlived life'. 

jeg er bange for naturkatastrofer, bange for metoer, jordskælv, tsunamier, vulkaner, pandamier - dommedag. jordens undergang.

det er sygt.

det er skræmmende.

det er en sandhed indeni mig.

jeg er bange for min sygdom.

anoreksien og depressionen.

jeg ved hvor meget magt de kan have.

nogle dage mere end andre.

jeg er bange for det selvudslettende og det kaotiske.

det syge.

Bryder mig ikke om nyheder.

Jeg er næsten helt angst nogle gange efter jeg har set dem.

jeg er tiltrukket af finde 'katastrofe-historier' - samtidig med at jeg frygter dem.

concentrate.

Det er svært at koncentrere sig.

Om alt det der foregår uden om mig.

Om skolen, om samfundet, om alt.

Samfundsfag og dansk, virker som to fag der egentlig fænger mig - men blot er dybt ligegyldig.

Jeg elsker at blive klogere.

Men, samtidig syntes jeg også at meget tid går til spilde af at være i skole.

Det tænker mange nok, - jeg er bestemt ikke den første.

Men alligevel, så drukner jeg langsomt i det.

Sådan lidt depressions-agtigt, hvor alting er ligemeget - ligegyldigt. 

Jeg er også træt i dag, så gå-på-modet er heller ikke højt.

Hvad er meningen med alt det her?

Jeg føler at jeg går rundt og sumper i noget, som alligevel ikke giver mening.

To talk.

Jeg har et enormt behov for at fortælle og snakke.

Få sat ord på mine følelser. 

Jeg føler mig dybt egoistisk.

Hvem skal dog bruge al den tid på mig? - ja mig?

Jeg burde lytte. 

Men jeg kan ikke rumme det.

Hvorend jeg gerne ville.

Jeg kan ikke rumme det.

Snart runder jeg de to år på mit opholdssted.

Wow.

2 år. Og jeg som sagde der ville gå 3 måneder...

to build a home.

Inspiration.

my getaway.

from one point to another.

Dagen i dag har været okay -  indeni kørte lidt ræs mellem mig og anoreksien.

Havde en god samtale, hvor jeg fik lidt frem i lyset og fik ord på nogle ting.

Men nu. 

Nu - har jeg det rigtigt dårligt. 

Min krop er svulmet op, jeg har kvalme - panikken haler roligt ind på mig. 

Klumpen sætter sig i halsen og et stigende pres fylder mit hoved.

Kroppen er så pludselig min fjende.

Mit fængsel. 

Noget forfærdentligt.

Pludselig kan jeg ikke kapere mine lår. 

Min bule på maven.

Kroppen er blevet grim.

Min fornuft; Anoreksien, trætheden spiller mig et pus.

En andel del af; Føj hvor satan, dit klamme fede svin. Skam dig. 

Jeg ved det handler om mere end kroppen.

Det er mine tanker som går amok .

Det er samsurie af tanker der kører som et kaos.

Ikke virkelighed. 

Måske meget sort/hvid-tanker.

Men 2013-kultur er meget; Jeg skal gøre noget stort, for at være noget stort.

Hvis man ikke er elite, Chef eller popstjerne - så er man da ikke noget?

I dag skal vi tage gode uddannelser, have en smuk krop og være in i alle henseender.

Jeg føler jeg glemmer mig selv, for jeg vil langt hellere en tur i skoven, end at stå på en scene.

Jeg glemmer min lyster, fordi der oftest bliver forventet noget andet.

Fordi jeg sensitiv, bliver jeg hurtig stresset i dagligdagen. Er det så mig der er forkert?

Fordi jeg helst ikke gør som flertallet?

Fordi alt deres storhedshalløj bliver et krav for mig, i stedet for et valg eller en drøm.

Jeg har en der råber i mig; Jeg skal være stor, speciel og et pragteksemplar, for at det er okay jeg er her.

- Men sandheden er jo, at mit liv er stort i sig selv?

Happy...

Sikke en weekend.

Næsten kun med kæresten.

Fantastisk og udmattende.

Energigivende og energikrævende.

Det gik godt med humøret, knap så godt med maden.

Han er sørme da en fantastisk dreng.

Tak min skat<3

Tak<3

Sweet lullaby.

Søvnens sødme.

Det er rart du kan tage mig væk.

Væk fra alle de krav anoreksien stiller.

Jeg har lige spist chokolade.

Jeg burde lade være.

Mon jeg skal løbe en tur?

Jeg føler mig oppustet.

Mæt.

Hvad gør jeg nu?

Help is..

Hjælp.

Fem bogstaver, et ord. 

Hvorfor er det så svært?

Hjælp.

Hvad betyder hjælp? 

Hvordan be’r man om det?

Hjælp.

Virker så forkert, virker så rigtigt.

Hvorfor bliver jeg så bange?

Hjælp.

En søgen efter noget bedre. 

Et strej af håb.

Hjælp.

Mange former, mange størrelser.

Hvad passer til mig?

Hjælp.

En illusion eller sandhed.

Og hvad er forskellen?

Anger is poison

Jeg er vred på hele verden.

Jeg føler mig svigtet af den.

Føler mig som et offer for andre folks krav og hån.

- Måske er det bare mig selv der ikke kan sætte en grænse, men det føles så umuligt.

Anoreksien vil presse mig så langt ud at jeg kun kan drukne. 

Inden føler jeg mig som en and, der padler med benene under i vandet, med 400km/t, bare for at holde mig oppe.. 

Anoreksien fortæller mig en masse omkring maden i dag. Egentlig føler jeg ikke at jeg burde spise.

Spejlet er min fjende, maden er min endnu større fjende.

Jeg bliver syg og dårlig hvis jeg springer over. 

Men jeg bliver tosset i hovedet når jeg spiser.

En evig diskussion med mig selv, hvorvidt det ene er bedre end det andet. 

Streeeeess.. Maden og kroppen.. Negativiteten fylder for meget i mig. 

Anoreksien vil virkelig bestemme.. Jeg er et nemt offer, for jeg er så træt. 

Får ondt i maven af alt det stress.

Det kører rundt i mig. 

Ingen steder er Helle.

Årrrrrh, hvad er det der sker i mig???

Anorexia eats me.

Anoreksien er stor i dag,

den vil have jeg er selvdistruktiv.

Skubbe alt hjælp væk. 

Jeg må ikke, jeg har ikke fortjent det.

''Spiseforstyrrelsens hemmelige sprog'' vækker noget dybt i mig. 

Den rammer 9 ud af 10 gange mine tanker, mønstre og handlinger.

Den bekræftiger mig i at jeg har en sygdom - anoreksien.

Det er helveds farligt at indrømme, for anoreksien vil straffe mig for det.

Angsten er høj!

Jeg hader det jeg ser i spejlet. 

Anoreksien hader det den ser i spejlet. 

Jeg bliver aldrig perfekt eller dygtig nok til den.

Dens krav vil forevigt æde mig, hvis jeg ikke får sagt fra. 

Men dens stemme er så overbevisende, så dominerende.

Jeg har spist min mad.. 

Men den vil straffe mig.

Jeg må ikke be' om hjælp - men det er det jeg har aller mest brug for lige nu. 

For ellers vinder anoreksien. 

Bliv ved med at sig jeg gør det rigtige.

At jeg er tryg.

At i kan lide mig.

At anoreksien er en løgner, som skal sultes væk. 

Det er på ingen måder Heidi, det søde lille barn som gemmer sig for monstreret.

Det er anoreksien.

Dens klamme løgne.

Åh, hvor jeg hader den.

Men jeg kan ikke benægte at den stadig er stor i mig. 

Sweetness of life

Livets sødme.

Min mund løber i vand.

Jeg er sulten på livet.

Sulten på energi, glæde og sjov.

Anoreksien er en del af mig som jeg ikke længere kan benægte.

Jeg vil lytte til den, fordi jeg føler at jeg skal.

Jeg vil lytte til Heidi, fordi det føles mest rigtigt. 

Endnu en dag, med disse tanker.

Disse overvejelser.

Livet er fyldt med valg.

Det ville være nemmere, 

hvis nogle kunne træffe dem for mig.

Hver gang er jeg stærkere.

Trætheden er udmattende i dag.

Solen skinner på mig.
Skyggen er indeni mig.

Jeg tager jeres på min skuldre.

Jeres problemer, jeres valg, jeres udfordringer.

Det skal jeg ikke.

Jeg skal være mere egoistisk.

Jeg hader mig selv for det.

Anoreksien hader mig for det.

Måske vil jeg selv gerne lidt?

For så skal jeg ikke gå i denne pine, resten af mit liv.

Seks måneder fyldt med kærlighed og omsorg.

Med håb, grin og tårer.

Med smil, forståelse og nærvær.

Finally!

Så blev videoen færdig, uploadet og til offentlig skue..

Vil meget gerne høre ris og ros!

Og ikke mindst, så vil jeg håbe i vil dele den.

Vi håbe det kan blive et lille værktøj videre, i kampen mod spiseforstyrrelser!

http://www.youtube.com/watch?v=jhj-spANbOM

other side

Ingenting føles rigtigt.

Ingenting føles forkert.

Jeg skifter beslutning hver fjerdre sekukund. 

Jeg er fyldt med skam og skyld.

Lysten til livet (og de ting derimellem) er ligesom sunket lidt.

Det er svært at finde en mening med noget som helst.

Alt virker som tidsspilde eller som om at jeg burde været et andet sted.
Hvor? Det ved jeg ikke.
Bare ikke her hvor jeg er nu.
Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg lever.
Nej lige nu overlever jeg.
Jeg mangler en oase i alt det her.

Anoreksien siger at jeg ikke må tænke på andet-
jeg skal være hård ved mig selv.
Sandheden og virkeligheden bliver fuldstændig forskruet i mig.

Hvad er det rigtige herfra?

If....

If i loose ''myself''.

Okay okay..
Er det derfor?
Kan det virkelig være derfor?
Altså..
Fordi jeg indirekte fik afvide at mine følelser var forkerte eller for meget?
Altså..
Måske..
Årrh, det er skrevet i sådan en uforstående sammenhæng..
Altså..
Det måske derfor?

wrong.

Forbudte følelser.

Vrede, frustration, svigt og 'selviske' tanker. 

Små ting driller.

Kæmpe ting driller.

Har virkelig fået åbnet mine øjne op for nogle af mine skyggesider.

Altså det at tænke på sig er jo i og for sig ikke en skyggeside - det føles bare sådan.

Jeg har været forvirret og frustreret over mange ting i denne uge.

Mit overskud har været så lavt, at når jeg først gik ned - så gik jeg ned.

Jeg har også haft min op,op,op ..

Men det nedadgående har styret mig meget.

Jeg har prøvet at holde sammen på mig selv, hvilket også har lykkes flere gange.

Men samtidig gør det ondt at jeg skal 'holde sammen på mig selv'. 

Nogle af tingene var for min skyld; Skole, kæreste, familie.

Mens andre ting har været andres, som jeg så har taget på mine skuldre.

Set før, sket før. Sådan er jeg også.

Dine blå øjne brænder sig ind i mine.

Dine læber smile svagt.

Hele dig - mod hele mig.

Alle dine tanker står skrevet i dit ansigt.

' Ad, klam, uværdig, grim, tyk, ikke mindst forkert og anderledes. ' 

Hvorfor du står så klart for mig lige nu - det aner jeg ikke.

Måske fordi at jeg så dig i 20sekunder.

Men hvorfor har du så meget 'kontrol' over mine følelser?

Du er ikke engang en del af mit liv.

Du er fortid.

Men du lærte mig noget.

At jeg skulle føle mig forkert.

Og det er måske endnu mere forkert i sig selv. 

the victim.

Bum.

Alkohol og gamle sorger, var da vist lige noget af en stærk cocktail.

Jeg så nogle af de mennesker der gjorde mit selvværd mindre, da jeg varn barn.

De pillede mig ned.

Gjorde at jeg aldrig følte mig god nok.

Hierkiet, de populære og de upopulære.

Jeg var en upopolær.

Jeg var tyk, havde skæve tænder , små bryster og alt i alt bare ikke værd at holde af.

Egentlig troede jeg at jeg var 'vokset fra det'. 

Men pludselig ramte det mig; JEG BLIVER ALDRIG GOD NOK.

aldrig. aldrig. aldrig. 

En enorm sorg vældede frem - og det gik ud over en af mine kære.

Jeg tudede, beklagede mig, satte mig, gemte mig, blev trist.

hvorfor .

en enorm skam er i mig.

Im here but still...

  (fundet på pinterest)

Bum .. Selvfølgelig skulle disse dage komme.

Efter en hel weekend med kæreste, en uge på kreta, veninde+kæresteweekend + skolestart, 

så skulle min down da komme.

Men alligevel.. Hver gang anoreksien tager over, føles det som en ny form hver gang.

Som om at jeg aldrig har prøvet det før.

Jeg bliver lige bange hver gang.

Jeg bliver bange for det indvendige raseri.

Bange for den dæmon som æder alt det positive.

Jeg får en trang til at forfølge følelserne og tanker.

Straf, pinsel og ingen mad.

Jeg spiser ja - jeg vil kæmpe mod anoreksien.

Men nu, der er jeg tyk, fed, doven, klam, forkert og forfærdelig dårlig til alting udover at spise og være doven.

Måske den kommentar ; '' Dejligt at se du har det godt ''.

Ja, i det øjeblik havde jeg det 'godt'.

Nej det havde jeg ikke.

Jeg 'havde det bedre'. 

Hvis jeg skal beskrive min nuværende situation er det;

JEG HAR DET BEDRE. 

^rettelse, i den foregående periode havde jeg det bedre.

Men som jeg sidder og skriver nu,

vil anoreksien skære i mig, nægte mig mad, omsorg og alle menneskelige behov.

Jeg er udmattet, frustreret, bange for anoreksien og bange for om jeg forfølger den.

KOM OG RED MIG FRA MIG SELV.

My name is...

My name is Heidi - I am a Pleaser-holic. 

Det hele går op og ned. Ned og op.

Alt i alt vil jeg sige det går fremad.

Men jeg glemmer at stoppe op.

Stoppe op og mærke efter.

Jeg får sagt ja til for meget - og nej til for lidt. 

Egentlig er jeg blevet dårligere til at please andre - og bedre til at passe på mig selv.

Alt efter hvilke øjne der kigger, bliver det positivt eller negativt.

En del af mig vil så gerne sige ja til hele verden og hjælpe alle omkring mig.

Men den anden del af mig har mere og mere lyst til at passe på Mig. 

Jeg får en sort samvittighed for den 'søde del' i mig.

For den vil og føler den skal stå til rådighed for alle andre end mig selv.

Jeg siger nej nej nej!!

Jeg gider ikke..

NEJ NEJ NEJ!

Jeg er god til at sige ja - og jeg bliver bedre og bedre til at sige nej.

Men jeg er nødt til at blive endnu bedre, for ellers ender det igen med humør og sorg - som det er i dag. Det er jeg jo ikke interesseret i. 

En del af mig føler jeg skal tage mig sammen - fortsætte pleaser-delen.

En anden del af mig føler at jeg skal sige NEJ!

back to reality,

Sommerferien slutter på torsdag for mit vedkommende. 

Det har været en begivenshedsrig sommerferie i år.

Jeg har nået en hel del mål. 

Der er sket mange forandringer siden sidste år.

Jeg har rent faktisk NYDT mere.

^Desværre er jeg stadig flov og skammer mig over at jeg Nyder - og indrømmer det!

Der er en del af mig som stadig vil skamme sig - som straffer mig.

Den er der.

Virkelig. 

Nogle dage mere end andre.

Men mere og mere fylder mine håb og drømme for fremtiden.

For et bedre liv.

Der har været mange opture og nedture.

Jeg tror det er nemmest at komme igennem hvis jeg ACCEPTERER at mit liv går lidt som en rustjebane.

Så kæmper jeg ikke imod - men sammen med.

Har haft nogle enormt klare drømme da jeg var på Kreta.

Jeg dræbte en pige - lyshåret og blå øjne. Ren onskab blandet med et sødt ansigt med en spinkel krop.

Hun fortalte ærligt at hvis jeg ikke dræbte hende - ville hun dræbe mig.

Senere på ugen dukkede hun op igen. 

Hun jagtede mig alle steder - til sidst satte hun ild til sig selv og det værelse vi var i.

Hvad mon det betyder?

Det sidder fast og dagene efter var jeg fuldstændigt udmattet. 

Tak for denne ferie - jeg har levet mere end jeg har gjort længe.

true happiness..

jeg har en klump i min hals.

det er svært at synke.

Den ligner miskendeligt min 'stress-klump'.

Men samtidig lægger anoreksien og luer.

Jeg skal ikke kigge mig i spejlene i dag.

Det gør ondt, og jeg mister lysten til maden.

Jeg er udmattet.

Prøver at presse mig selv, mere end der er klogt.

Har svært ved at lytte til min krop og min grænser.

Og anoreksien vil straffe mig inden vi tager på ferie.

Den råber og skriger af mig.

På disse VED jeg det er vigtigt at sige det. 

Det er svært..

Men, udmattethed og anoreksi - det er den dårligste cocktail for mig.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg havde det godt. 

Jeg har det skidt.

Fordi anoreksien er efter mig.

LORTE SYGDOM.

Det bliver lettere og lettere at se med tiden,

men den endnu svær at deale med og kæmpe imod. 

what do i want?

Jeg går lidt ved siden af mig selv i dag.

Jeg har svært ved at mærke mig selv.

Jeg har svært ved at rumme larm.

Jeg har svært ved at tage en beslutning.

''Jeg løber en tur. nej. jo nej. måske. 

Jeg går en tur. nej. jo nej.. 

Jeg danser, jeg dyrker yoga, jeg går i bad. nej. jo. nej.''

Nogen indeni mig skriger at jeg skal lave noget aktivt!

Hvis jeg vil behandle mig selv ordentlig og få en krop som jeg kan lide mere,

så er det jo kun mig som kan flytte mine ben.

Lysten er der bare ikke.

Som om at beslutningen om at gøre det eller ikke gøre det - bare bliver ved.

Hvad er det rigtige her?

Skal jeg beslutte mig for at gøre det alligevel?

Er det bare fordi jeg bilder mig selv ind at jeg ikke gider?

Jeg 'burde' jo egentlig også bevæge mig, for det gør alle andre jo.

Jeg har gået  en tur i dag - faktisk to - for vi var på lang shoppetur.

Jeg har også fået ordnet vasketøj og lavet musli.

Men jeg har ikke 'trænet' og det tærer lige nu på min energi - fordi jeg kan ikke stoppe med at tænke over det.

Jeg har haft 3 timer i dag til at kunne lave noget motion i bare 30 min.

Men jeg har stadig ikke fået gjort det.

Hvorfor skriger mine tanker; SVAG! DUM! TYK! DOVEN!

Jeg er i vildrede med mig selv.

Jeg har ikke lyst lige nu - men jeg føler jeg skal!

Mange mennesker har jo ikke lyst - men gør det alligevel.
Måske er det fordi jeg igennem lang tid har gjort en masse ting jeg egentlig ikke havde lyst til, men gjorde fordi jeg følte det var en pligt.

Og så nu, der stamper hele min bevidsthed, bare ved tanken om disse 'pligter' som jeg føler mig tvunget til, netop fordi jeg bedre og bedre kan se dem?
Hmmmmm...

Gravity.

Er begyndt på en serie der hedder; Gravity.   - inde på HBO.

Den handler kort om 6-8 mennesker der har prøvet at begå selvmord, men uden 'held'.

De begynder i en gruppe hvor de skal snakke og ændre sig.

Man får et tilbageblik i hvorfor og hvordan de fik deres tanker.

Der er også komik i, så den er ikke helt så seriøst.

Men den giver så meget at tænke over!

Specielt; '' Man er nødt til at ændre sig, for ikke at prøve på selvmord igen''. 

Jeg er blevet helt slugt af den, og jeg syntes virkelig den får mine tanker igen.

Noget jeg tænker er;

Jeg prøvede jo bevidst/ubevidst at begå selvmord?

Altså mit hjerte begyndte jo at sige fra og jeg blev indlagt fordi min krop var nede.

Også mit sind og mine tanker.

For ikke at ende der igen, så er der nogle der er nødt til at ændre sig.

Anoreksien skal fylde så lidt, måske sparkes helt væk.

Depressionen skal overvindes og nedbrydes.

Og heidi skal dukke frem.

'' Im also almost dead'' 

'' Then the best thing we can do is - to live '' .

dreams last night.

i had a dream..

'' Vi sad i et klasselokale.

Vi så film.

Inden da havde vi kørt i et fremmed land.

Min bror og hans kammerater / min kærestes venner.

Der var ikke plads til mig på sæderne - så jeg havde lagt i bagagerummet.

I lokalet, blev en af min kæreste's venner pludselig meget nærgående.

Han ragede på mig, tog tøjet af ham selv og lidt af mig.

Jeg blev panisk og råbte op at han skulle stoppe.

Folk gloede på mig. 

De sagde jeg ville have opmærksomhed og at jeg løj.

Min bror troede heller ikke på mig og blev vred.

Da vi skulle gå ud af lokalet, kom to løver. 

En han og en hun.

Folk skyndte sig ind og lukkede dørene.

Men ikke alle dørene lukkedes. 

Men jeg kom ind i et andet rum og fik lukket døren.

Pludselig var jeg på en rideskole hvor jeg skulle hente en masse tøj og sko.

Min mor var der.

Jeg havde kæmpe høje sko på - og kunne nærmest ikke gå i dem.''

- Jeg drømte meget mere, men jeg kan ikke længere huske det.

Men det første i drømmen var forfærdeligt.

Panisk - klamt.

Og så blev alle min grænser overskredet - uden at nogle ville tro på det.

hmmmmm...

Im just a teenager in love

Hej teenager-Heidi.

Så kom du.

Jeg opfører mig som en teenager i dag.

Er træt, hidsig og let at antænde. 

Små ting som har hobet sig op - kom frem i dag.

Det bedste ved dette er;

Jeg fandt ud af at en af mine knuder var følelsen af at jeg ikke slog til.

Og når folk så vil tage over for mig, så går det amok.

Altså medmindre jeg bad om hjælp.

Men hvis folk tager over uden jeg giver dem lov - så slår jeg pludselig ikke til mere.

Eller - jeg får følelsen af det.

De ting jeg rent faktisk SELV kan lige nu - Så lad mig dog gøre det.

Lad være med at tager over der - men hjælp mig der hvor jeg be'r om det.

I siger jeg skal be' om hjælp, så lad være med at tag over.

Indviklet det her..

Jeg tror selv kun jeg forstår det.

Men pt. 

Jeg slår ikke til som veninde.

Jeg slår ikke til som 'normal'

Jeg slår ikke til som kusine.

Jeg slår ikke til som 'anoretiker'

jeg slår ikke til som mig

jeg slår ikke til social

jeg slår ikke til fysisk.

Det er det jeg føler.

UANSET HVAD JEG GØR - SÅ BLIVER DET ALDRIG GODT NOK.

Det er ikke fordi i siger det - det er fordi jeg føler det og fordi jeg konstant minder mig selv om det.

Ja anoreksi og depression - i har sgu fat i mig pt.

JEG SLÅR IKKE TIL.

Og så...

Ja - jeg er bange for at miste.

Miste dig.

Egentlig har jeg ingen ''fysiske'grunde'' - men fornemmelsen eller

følelserne er der.

Jeg er skide nervøs.

Tager sorgerne på forskud og prøver at forberede mig selv på det værste 

så jeg ikke risikerer at blive skuffet, såret eller stå alene tilbage som 'taberen'.

help me.

er det solstik?

Jeg ved det ikke.

Har det forfærdeligt.

Føler mig fyldt af en masser tanker og indtryk.

Jeg er grædefærdig.

Anoreksien får totalt meget styret i mig.

Er ved at gå i panik.

Varmen stiger mig til hovedet.

Min mave føles stor og klam.

Mine lår klasker.

Jeg har virkelig hetz mod kroppen.

Jeg kigger i spejlene, jeg hiver i fedtet og jeg suger hele tiden maven ind.

'Logisk ved jeg at noget går mig på - men psykisk har jeg lyst til at smadre det hele'.

Jeg bliver frustreret over at se min krop.

Jeg bliver ked af det.

Jeg bliver fuld af skam.

Føj Heidi..

FØJ FØJ FØJ FØJ.

Tab dig nu og løb en tur.

Bevælg dig.

Rør dig.

Du må ikke sidde stille.

SKAM DIG DIT FEDE DYR.

Vil bare væk.

Intet hjælper lige nu.

Hjælp forhelved.

Jeg er igang med at gå amok på de små sommerdyr.
Kan ikke rumme noget på min krop.
Er hyper sensitiv og alle lyder udover mine egne - er alt for meget.

Samtidig er ensomheden så enorm og jeg går i panik - fordi jeg er alene.

conclusion.

God dag igår.

Altså jeg holdt Ano og Dep hen - og fik lidt mod på tingene.

I dag.

Der er jeg træt.

Nu glæder jeg mig til at komme hjem til 'mit' hjem.

Efter morgenmaden hed det 1.5 times søvn mere, efterfulgt af gåtur.

So good, so far.

Men nu er anno efter mig.

Jeg kigger mig rundt i alle spejle, vinduer og op og ned af mig selv.

Det eneste jeg ser er tyk og det enerste jeg mærker er mæt.

Hvorfor nu det?

Fordi jeg sov og så tv istedet for at rende rundt - som om der var ild i mig?

Fordi jeg spiste noget andet i formiddags end jeg plejer - fordi der ikke var mere af 'det sædvanlige'?

Fordi jeg havde en dag igår hvor jeg spiste hvidt brød?

Fordi... fordi ... fordi...

For hvad!

Sandheden skal man høre fra fulde folk og små børn.. 

Hmmmmmmm.....

Så det han sagde - det kan jeg regne med?

Det er nogle gange surrealistisk at snakke med andre mennesker om min 'situation'.

Den forvandling / ændring de ser og har set. 

På en måde er det fedt og på en måde bekræfter det Anno i at jeg gør det hele forkert.

' Du har fået mere selvtillid, er mere åben og siger nogle andre ting'..

Hmmm, altså folk 'udefra' vil nok betegne det som gode tegn..

Men anno bruger det negativt.

' Du har spist ting du ikke plejer - eks. marineret kød'

Anno bruger det negativt.

Den skriger: STRAM OP! Du er fandme godt nok svag Heidi.

Bliver godt at komme hjem i hulen og trygheden.
Hjem til en smule mindre ansvar og et sted hvor jeg kan puste heeeeelt ud.

Men alt i alt.
Den her uge er gået bedre end jeg har forventet.
Ikke fantastisk - men okay.

Men nu er jeg lidt mindre okay - mht til tanker og følelser - kropsfornemmelser.
Men jeg er okay, med denne uge.
Og anno, du vil ikke have jeg siger det - men det gør jeg.

nine years ago.

Tak.

For ni år siden, på denne dato om få timer - der væltede det hele igen.

Man skal ikke dvæle ved fortiden, men på en måde tror jeg det er godt at lige stoppe op og sige tak.

Du er her stadig den dag i dag.

Tak.

Du har en kæreste og et arbejde.

Tak.

Du har veninder og rider også.

Tak.

Du har fremtidsplaner og drømme.

Tak.

Du er her stadig kære søs.

Tak.

Sorry you said..

Er det okay at blive sur, vred og frustreret?

Altså jeg mener bare...

Det er jo ikke meningen at de skal tage hensyn til mig på dén måde..

Men ærligt..

At kommentere folks vægt og udseende så pludseligt.

4 personer.. Helt ro..

'' Ser hun ikke tyk ud på det billede''?

Og det kan godt være hun gør det.. Måske-måske ikke.

MEN HEY!

Her sidder jeg i min egen lille psykose af selvhad og fedtforskrækkelse.

Og så fyrer du den af?

Jeg veeeeeed godt at du nok ikke mente det så højhelligt.

Men nu var der endnu en grund til anoreksien kunne få lidt magt igen.

Folk der ikke kender mig, de aner jo ikke hvad jeg tumler med..

Men min egen tætte familie? Som oveni-købet besøgt mig da jeg var tæt på at smadre min krop fordi anoreksien havde styringen?

Jeg er stadig i behandling og kæmper dagligt.

Og så... 

Og såååååå.. 

Og sååååååååå .. 

Så fyrer du den af..

Måske skal jeg forstå at ikke alle forstår det..

Men respekter dog lige min situation!

Nøøj, jeg skulle bide mig selv i tungen for ikke at sige noget, som jeg HELT SIKKERT ville skamme mig over efter.

Måske har jeg ikke ret til at blive vred over det.

Men samtidig ramte du et ømt punkt.

Der er en ting jeg stadig er meget sart og følsom overfor; Hvordan folk ser mig, hvordan jeg ser/ikke ser mig selv, overfor en normal krop og hvad der er sygt.

Mit forhold til mad bliver mindre og mindre twistet - men pt. så er kampen mod kroppen det hårdeste.

SÅ VIL DU FORHELVED IKKE GODT RESPEKTERE AT I DAG, I MORGEN OG PÅ MANDAG KÆMPER JEG.

SÅ HOLD VENLIGST DET FOR DIG SELV..

Jeg kan ikke styre hvad du tænker eller siger, men jeg respekterer da dig!

Jeg siger ikke til dig at heste skal spises eller skydes..

Eller at du har store lår..

Eller kritiserer på noget du godt kan lide? eller holder af?

Eller værdsætter eller kæmper imod????

Undskyld..

Jeg føler mig som et fjols for disse ord.

Men du tændte noget i mig.